Indlæg om luftfart

ICAO-aftale om global klimaaftale for luftfarten

4. oktober 2013

Siden 24. september har det internationale luftfartsagentur ICAO været samlet i Montreal, og efter et massivt pres fra EU, som sidste år indførte en kvoteordning for alle fly i, til og fra EU, for efterfølgende at sætte ordningen i bero i et år, for at fremtvinge en global aftale for luftfarten, er der nu lagt op til, at der ved næste ICAO-samling i 2016 skal vedtages en global klimaordning for luftfarten fra 2020. Men EUs ønske om at genoptage sin regionale ordning frem til 2020 og ideelt set etablere flere sådanne ordninger for eksempel omkring det nordamerikanske og østasiatiske luftrum har været i strid modvind. Og ved en afstemning i går blev EUs ønske om at kunne fortsætte sin kvoteordning nedstemt, først og fremmest af udviklingslandene, som finder det urimeligt at de skal hæmmes det mindste i deres udvikling, når de industrialiserede lande har haft (klimabeskatnings)fri benzin til at udvikle sig.

Man må således indse, at perspektivet kloden rundt er bedrøveligt kortfristet – at man ikke i klimaets navn kan acceptere en afgift på 2 euro på en langdistancebillet til flere tusinde kroner, som er det beløb EU indledende har opereret med. EU accepterede under vejs, at videreførelsen kun ville omfatte eget luftrum, og dermed at fly til og fra EU kun betalte klimaafgift for den del, hvor de fløj over europæisk luftrum. Men selv dette blev ved en afstemning i går afvist. Paradoksalt er mange af de lande, som har afvist EUs forslag, lande, som allerede nu er hårdt ramt af klimaforandringer. Retfærdighedsargumentet får således mere og mere karakter af at skyde sig selv i skoen.

Nogen egentlig detaljeret aftale er det ikke blevet til, men det er lykkedes at få vedtaget et roadmap – en rammeplan for etableringen af en globalt dækkende markedsbaseret kvoteordning, som skal være klar til endelig vedtagelse ved ICAOs næste samling i 2016 med ikrafttrædelse i 2020. Blot fremgår der meget lidt om ambitionsniveauet, og der har været kæmpet til det sidste for at få luget ud i undtagelser, som vil friholde op til 160 lande fra overhovedet at være berørt af aftalen.

Det har ikke været rent skænderi, faktisk skriver Valerie Volcovici fra Reuters, at “many delegates will look back fondly on their time in [Montreal]. Talks were brightened by an average of three cocktail parties per night hosted by different countries, some of whom were angling to win a coveted seat on ICAO’s 36-member governing council.”¹

Connie Hedegaard, som har været en drivende kraft bag EUs udspil overfor ICAO, sagde tidligere i dag, at aftalen har vist, at “EU’s hard work is paying off: with this deal on the table, ICAO agrees for the first time to a global way to address aviation emissions: a global market-based measure. We will now look at how to proceed up to 2020 with our EU ETS.”

Satu Hassi, klimatalsperson for De Grønne i EU, var mindre tilfreds: “Today’s outcome confirms the flaws with the EU’s strategy in freezing the implementation of emissions trading scheme for non-intra EU flights. The international aviation organisation (ICAO) is both seeking to block EU action and once more stalling on urgently-needed international measures to address the growing impact of airline emissions on climate change. The EU must now stand firm and stick by its original plans on aviation emissions. We should not dismantle effective climate policy instruments in exchange for a vague promise on a global scheme in the distant future without guarantees of environmental integrity or ambition.”

Spørgsmålet er herefter, om EU i en situation, hvor russerne truer med at forbyde passagen af europæiske fly over russisk luftrum og kineserne fastholder deres suspendering af ordrer på europæiske fly, er rede til at åbne for udsigten til en handelskrig ved at genindføre den ordning, som man midlertidigt stillede i bero sidste efterår? Det vil kunne føre til masser af ravage, men endda kunne man ønske sig, at det skete, for det ville udstille de svigtende ambitionsniveauer verden rundt.

Læs mere »

Share

Global klimaaftale for luftfarten syltet

4. september 2013

I dag var et råd under FNs internationale luftfartsorganisation ICAO samlet for at forberede et forslag til en international aftale for en CO2-afgift for luftfarten forud for ICAOs treårige samling i Montreal sidst i denne måned.

Som del af Kyoto-aftalens vedtagelse, fik ICAO i 1997 til opgave at etablere en global løsning for luftfartens klimabelastning, men stadig her 17 år senere er der ikke rigtigt sket noget, hvilket er dybt problematisk, da luftfarten tegner sig for en stadig større del af verdens samlede udledninger. ICAOs eksperter vurderer således, at luftfartens udledninger, hvis ikke der gribes ind, vil stige med 70% i de næste 7 år og med 300-500% frem mod 2050.¹ Dette i en situation, hvor vi tværtimod behøver at reducere udledningerne med 80-95% i 2050.

Endda er man gennem snart to årtier krøbet udenom. Tilbage i 2004 endte ICAO opgivende med at anbefale at lave lokale løsninger, selvom det indlysende ville være bedst at lave en global aftale, og sidste år gennemførte EU i protest over de manglende fremskridt i forhandlingerne en klimabeskatning af samtlige fly, som landede og lettede i EU.

Der var tale om en næsten symbolsk lav afgift på blot 2 euro pr. passager for en langdistance-flyvning (som skulle dække 15% af udledningerne). Alligevel vakte det voldsomme protester: Kineserne truede med handelsboykot og indefrøs en række flyordrer, russerne truede med at dømme det ulovligt for russiske fly at betale afgiften, og amerikanerne var voldsomt imod ud fra nogle juridiske betragtninger, som siden har vist sig ikke at holde.

Kort tid efter indførelsen endte EU derfor med at trække sin klimaafgift tilbage i et år, hvis til gengæld ICAO i mellemtiden barslede med en international løsning (se blog-indlægget: EU indstiller CO2-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

Det år er meget tæt på at være gået.

I den mellemliggende tid har man da også drøftet forskellige modeller for en sådan global klimaafgift. Men efter dagens møde i ICAO, er det så godt som utænkeligt, at ICAOs samling i Montreal i slutningen af måneden er i stand til at vedtage nogen klimaaftale for luftfarten. Udmeldingerne efter i dag er, at en klimaafgift for luftfarten tidligst bliver klar i 2016, hvilket ikke bare er for sent i det hele taget, men også dybt problematisk i forhold til at få en global klimaaftale klar til vedtagelse ved COP 21 i Paris i slutningen af 2015.

Brad Schallert fra WWF siger herom: “This is yet another missed opportunity to cut carbon emissions from aviation. Despite new research showing the financial and environmental benefits of reducing emissions sooner rather than later, ICAO has once again grounded hopes for a market-based solution – in the face of pleas from both industry and environmentalists.

“While the Council’s inaction makes it even more difficult for international leaders to find an emissions reduction solution before year’s end, the need could not be greater. Without a firm commitment to a global, market-based solution from delegates at the full ICAO Assembly later this month, another three years of delays and inaction are bound to follow.”²

Læs mere »

Share

Radiative Forcing Index

13. november 2012

Luftfarten er stigende over alt i verden, og klimapåvirkningen fra luftfarten udgør en stadig stigende del af verdens samlede udledninger. Dette til trods for, at der arbejdes på teknologiske forbedringer over en bred kam, lettere fly, mindre luftmodstand, mere effektive motorer, iblanding af biobrændstof og omlægning af uhensigtsmæssige flyruter (kortere afstande), for ikke at tale om en gennemgang af de mange tilhørende aktiviteter på landjorden. Selv i de lande, hvor man har fået vendt udviklingen, så de samlede klimapåvirkning er aftagende, stiger udledningerne fra luftfarten.

Når det gælder klimapåvirkningen fra luftfarten, så er der ikke kun tale om selve CO2-påvirkningen. Man taler tværtimod om en RFI-faktor, som er et mål for, hvor mange gange større den samlede klimapåvirkning er i forhold til selve CO2-udledningen.

Når et tungt legeme som et fly med jetmotorer drives gennem atmosfæren med stor fart, sker der en række processer, som øger drivhuseffekten. I RFI-faktoren indregnes derfor en lang række faktorer ud over CO2-udledningerne, som har indflydelse på luftfartens samlede klimapåvirkning, størrelser som ozon, partikler, gasser, vanddamp og skydannelser i flyenes kølvand (som ikke er det samme som motorernes udstødning).

Nogle af disse faktorer hører blandt de mindst kendte i klimaprocesserne – eller rettere man kender overordnet deres virkning, men stadig med en væsentlig usikkerhedsmargin. Man ser derfor i figur 6 en markant usikkerhed på de enkelte komponenter, men samtidig, at de tilsammen betyder markant mere for den samlede klimapåvirkning end blot den primært udledte CO2-mængde.

Som det fremgår af nedenstående tekst fra Carbon Planet, ligger RFI i dag omkring 3,0, men med en række teknologiske nybrud, som mindsker de afledte klimapåvirkninger, vil forventes det at man i 2050 kan sænke den til omkring 2,5. Endda regner man i dag med en RFI på 1,9, fordi man endnu ikke har tilstrækkelig viden til præcist at kunne fastsætte drivhuseffekten for flyenes skydannelse.

Læs mere »

Share

EU indstiller CO2-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale

12. november 2012

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO2-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt – og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO2-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO2-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

Share

Heathrow update II

2. oktober 2011

Her på bloggen har jeg tidligere været inde på situationen omkring den planlagte udbygning af Heathrow, som i forvejen er en af verdens travleste lufthavne. Med de markante britiske klimaambitioner har det derfor virket paradoksalt, at man ville udbygge kapaciteten for en sektor, som nødvendigvis må blive meget mindre fremover. Og jeg ville blot lige dvæle for et øjeblik ved det glædelige, at det faktisk er lykkedes at få udvidelsesplanerne standset. Det er en af miljøbevægelsens vigtige sejre i nyere tid.¹

Luftfarten er en besværlig størrelse på den led, det er ikke de mange milliarder, kineserne eller inderne, som gør problemet stort. Faktisk har 95% af alle mennesker aldrig fløjet. Det er politikerne, diplomatiet, handelsfolk, sportsfolk, konferencedeltagere, det er dig og mig i den rigeste tiendedel af verden, som har fået for vane at smutte på storbyferie i en lang weekend eller tre hvert år, studere på et andet kontinent, stifte familie på tværs af Atlanten og tage på skiferie og sommerferie et eksotisk sted. En god vens søn var med sit skolekor i det vestlige USA for at give tre koncerter, efter den nylige sammenlægning af universitets- og forskningsenheder herhjemme fløj man fredag efter fredag store grupper af undervisere frem og tilbage mellem Aalborg og København “for at blive fortrolige med hinanden”.  Og i supermarkederne har vi nu aspargessæson to gange om året og en overflod af eksotiske blomster og tropiske frugter året rundt.

Alt sammen en del af det moderne mulighedsfelt, og altsammen en del af, at det er så svært for alvor at få skruet ned for udledningerne af drivhusgasser. Blot en enkelt returrejse til en oversøisk destination kan generere mere CO2 end et års forbrug ved at blive hjemme. Mange dynamiske mennesker har i dag en CO2-udledning fra deres flyrejser, som er mange gange større end fra alt andet de gør tilsammen.

Mennesket har igennem århundrederne udvist en kolossal opfindsomhed. Vi bliver nødt til at bruge den på at gøre tingene meget smartere end i dag. Som det er nu, så bliver der hver dag året rundt skabt flere klima- og bæredygtighedsmæssige problemer, end der bliver løst.

Da jeg i 1984 skulle et år til Japan for at studere, var der ikke nogen som kunne drømme om, at jeg kom hjem på juleferie. Nu tager folk hjem til tandlæge-check. Dengang havde SAS lige åbnet en direkte rute, og jeg mener at huske, at en returbillet her kostede 40.000 kr. (så jeg var via Pakistan, Kina). For nylig kom der tilbud fra SAS om samme billet til 4.500 kr. Det er sådan rundt regnet fra to månedslønninger til to dagslønninger. Hvor er den CO2-afgiften, hvor er logikken, hvor er ansvarligheden?

Se tidligere blog-indlæg: Heathrow update, Udvidelse af Heathrow udsat, Clearing The Air og Erhvervslivet vil flyve mindre.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Dann Glass: Heathrow campaigners hit US as battle with the airline industry goes global, The Guardian 29.09.2011.

Owen Bowcott: Heathrow protesters win third runway court victory, The Guardian 26.03.2010.¹

Share

Skibsfarten og luftfarten sneg sig udenom

21. december 2009

Forud for COP15 var der lagt op til, at skibsfarten og luftfarten, som blev holdt udenfor i Kyoto-aftalen, skulle have vært med inde i den nye aftale. Men de to sektorer er end ikke nævnt i det aftaleudkast, som politikerne efter to uger i Bella Centeret fik hevet hjem.

Det er kort sagt en katastrofe. Dels tegner de to sektorer sig tilsammen for en ganske pæn del af det samlede forbrug af fossile brændstoffer, dels er de i deres nuværende form en vigtig del af den globale frihandel og den stadig mere omfattende flytten rundt på alt mellem himmel og jord, som hastigt er ved at forøde vores livsgrundlag.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Nicolai Østergaard: COP15: Skibsfarten skal være klimaaftalens cash-cow, Ingeniøren 15.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Store u-lande vil blokere klimaaftale om skibsfarten, Ingeniøren 15.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibe og fly glider ud af klimaaftale, Ingeniøren 17.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibe og fly skal punge ud til klimakassen, Ingeniøren 18.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Fiasko giver fripas til skibsfartens CO2-svinere, Ingeniøren 21.12.2009.

Share

Heathrow update

17. januar 2009

Trods 70.000 indsigelser, besluttede den engelske transportminister sig torsdag for at gennemføre en tredje landingsbane ved Heathrow. Forslaget har vakt stor modstand i England, blandt miljøorganisationer, klimaforskere og befolkningen i bred almindelighed. I en situation, hvor England har vedtaget meget skarpe CO2-reduktionsmål på 80% inden 2050 inklusive luftfarten, virker beslutningen da også helt ude af trit med virkeligheden.

Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO2-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.

Greenpeace har derfor sammen med en række prominente mennesker købt et stykke land ved landsbyen Sipson, som vil blive helt udslettet, hvis udvidelsesplanerne gennemføres. Grunden er ikke større end en halv fodboldbane, men ejerne har erklæret, at de aldrig vil sælge jordstykket, og vil gøre hvad de kan for at forhale den eksproprieringssag, som regeringen nu må igennem for at sikre sig retten til det nødvendige areal for udvidelsen.

Taktikken er tidligere med stort held blevet brugt ved Tokyos største lufthavn, Narita. Allerede i 60erne havde man planer om at udvide den med en ekstra landingsbane, men man fik spurgt de bønder, der måtte afgive deres jord for at landingsbane kunne realiseres, på en så upassende måde, at det rejste en voldsom protest. Og det er lykkedes at forhale planerne om udvidelsen af Narita helt frem til i dag, hvor ingen forestiller sig, at lufthavnen nogensinde får sin anden landingsbane.

I den japanske jordlovgivning er det stort set umuligt at ekspropriere – derfor er en af den japanske mafias vigtigste opgaver er at facilitere ejendomshandler. Ved Heathrow er håbet foreløbig, at man med erhvervelsen af grunden ved Sipson kan få forhalet situationen frem til parlamentsvalget næste år. Det er således et genialt træk fra Greenpeace m.fl.s side. Både Konservative og Liberale Demokarter er imod udvidelsen, og lige nu er det ikke utænkeligt, at den miljømæssige inkonsekvens omkring Heathrow kom til at vælte Gordon Browns Labour-regering.

Som The Garadian skriver i en leder i går: “In the end, Britain’s courageous, world-leading and scientifically rational response to climate change lived and died within the space of a few weeks. Born, with great hopes, in late 2008, when a new department was created and the Climate Change Act was passed, forcing aviation emissions to fall along with everything else, it was killed off yesterday when the transport secretary handed the aviation lobby what it wanted, a third runway at Heathrow.”¹

Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO2 per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO2-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton. I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO2-neutral, må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.

Se tidligere blog-indlæg: Udvidelse af Heathrow udsat.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Michael McCarty: Protesters buy land to thwart third runway, The Independent 13.01.2009.

James Chapman: 10,000 protesters join Alistair McGowan and Emma Thompson to buy a slice of Heathrow’s new runway, Daily Mail 13.01.2009.

Greenpeace buys land to foil London runway plans, (AP) North County Times 15.01.2009.

Gregory Katz: British govt OKs 3rd runway for Heathrow, (AP) Forbes.com 15.01.2009.

John Vidal: Environmental groups condemn Heathrow third runway plans, The Guardian 15.01.2009.

Michael McCarthy: Gordon Brown doesn’t get climate change, The Independent 15.01.2009.

A new runway is the last thing that Heathrow needs, (leder) The Independent 15.01.2009.

Dan Milmo: We can have hundreds of extra flights a day and still be green – ministers, The Guardian 16.01.2009.

Juliette Jewitt: Can aviation increase and carbon emissions fall at the same time? The Guardian 16.01.2009.

Concrete and calamity, (leder) The Guardian 16.01.2009.¹

Alok Jha: Heathrow third runway a mistake, says Lord Stern, The Guardian 22.05.2009.

Share

Flyver på alger

9. januar 2009

Februar sidste år gennemførte Virgin-Atlantic med en jumbojet den første flyvning med biobrændstof på strækningen London-Amsterdam. Det vakte kortvarigt håb om, at flyvning kunne blive grøn og CO2-neutral. Men lynhurtigt stod det klart, at hvis luftfarten skulle drives via planteafgrøder, ville en meget stor del af verdens dyrkbare arealer gå til olieplantager, majs og sukkerrørsavl til de forslugne bil- og flymotorer. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof fra EUs projekt med at blande biobrændstof i bilernes benzin var på samme tid i fuld gang med at udløse en global fødevarekrise, og rydningen af land til dyrkning af afgrøder som oliepalmer forårsagede så store CO2-udslip, at det ikke ville blive vundet tilbage i de europæiske bilmotorer (se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise).

Her omkring årsskiftet har vi set to nye eksempler på eksperimenter med biobrændstof til rutefly. 29. december gennemførte det New Zealandske luftfartselskab KIWI sin første testflyvning med en Boeing 747-400 med et brændstof bestående af 50% flybenzin og 50% biobrændstof fremstillet af en busk, Jatropha curcas, med meget olieholdige frø. Når Jatropha måske endda sine steder kan være en interessant afgrøde, er det fordi den kan gro på marginale arealer, hvor den ikke konkurrerer med andre afgrøder.

7. januar gennemførte Continental Airlines så sin testflyvning på en brændstofblanding, hvor halvdelen var flybenzin og halvdelen biobrændstof fremstillet af alger. Algerne kan dyrkes både til lands og til vands uden at konkurrere med andre afgrøder – faktisk har man typisk anlagt forsøgsdyrkninger i ørkenområder, hvor solen er rigelig. Algerne kan vokse i spildevand, deres tilvækst er hurtigere end nogen anden plante, og udbyttet pr. ha er større end for nogen anden plantetype. Samtidig kan man raffinere både biodiesel og bioethanol fra algerne, så der er på mange måder mere perspektiv i algedyrkningen (se tidligere blog-indlæg: Min bil kører på algesuppe).

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at selv hvis det lykkes at etablere en luftfart på 100% biobrændstof, som ikke belaster vores sparsomme landbrugsarealer, vil det ikke blive klimamæssigt forsvarligt at fortsætte de seneste årtiers umådeholdent stigende forbrug af lufttransport. For selv hvis selve brændstoffet er CO2-neutralt, løser det kun en begrænset del af de uheldige følgevirkninger ved, at man fører forbrændingsmotorer gennem atmosfæren i stor højde (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air).

indlæg oprettet af Jens Hvass

David Biello: Biofuel for Jumbo Jets: Kiwis Take to the Sky on Jatropha, Scientific American 30.12.2008.

New Zealand Tries Biofuel in Jets, NKO Newstalk 03.01.2009.

Tom Belden: Winging It: Airlines ramp up alternative-fuel pursuit, Philiadelphia Inquirer 11.01.2009.

Sten Jensen: Jetfly letter på raffineret algesuppe, Berlingske 09.01.2009.

Plane powered by algae makes first flight, Telegraph 09.01.2009.

Kom en alge i tanken, Aarhus Universitet 11.09.2008.

Share

Udvidelse af Heathrow udsat

4. december 2008

Den engelske transportminister Geoff Hoon meddelte i dag, at han med 70.000 indsigelser på sit skrivebord endnu en gang så sig nødsaget til at udsætte afgørelsen, om Heathrow lufthavn skulle have tilladelse til at udvide med endnu en landingsbane, denne gang til en gang i begyndelsen af 2009. Med de nuværende to baner kan Heathrow klare 480.000 fly om året. Ved at anlægge endnu en landingsbane skulle kapaciteten nå op over 700.000 fly om året.

British Airways og lufthavnsmyndighederne insisterer på, at det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen. Og den engelske premierminister Gordon Brown har indtil for nylig været for. Men miljøorganisationer har i årevis kæmpet hårdnakket imod udvidelsen. Fra et klimaperspektiv virker det fuldstændig absurd, at samme engelske regering, som netop har vedtaget verdens måske skarpeste CO2-lovgivning, med reduktionsmål for 2050 på 80% inklusive flytrafikken, ikke indser, at hvis den klimaplan nogensinde skal i hus, skal flytrafikken på Heathrow om noget reduceres – ikke udvides.

Den engelske klimarådgiver Lord Stern har sagt det tydeligt: Der er fremover kun plads til ét ton CO2 til hver. Det er blot som om, det ikke siver ind, at det betyder, at vi fremover bliver nødt til at flyve mindre. Selv ellers begavede mennesker nægter at se det i øjnene. En enkelt flyvning tur-retur mellem København og Sydney producerer mere end 10 ton CO2-ækvivalenter. Selv hvis vi ellers levede CO2-neutralt ville vi således kun kunne flyve til Fjernøsten hvert 7.-8. år. Og selv med superglatte overflader forfinet forbrænding og anden teknologisk forfinelse har man kun formået at reducere udledningerne med nogle få procent, som slet ikke kan følge med væksten i flytrafikken.

Læs mere »

Share

Miljøbevidste er ikke nødvendigvis miljøvenlige

25. september 2008

Ved University of Exeter er man pt. i gang med et to-årig forskningsprogram ProST, Promoting Sustainable Travel, som skal afdække sammenhængen mellem folks rejsevaner, miljøbevidsthed og miljøpåvirkning. Og det viser sig, at den gruppe, som har de klareste miljøholdninger og den største grad af miljøvenlig adfærd i dagligdagen, samtidig har et ganske stort forbrug af flyrejser. Man taler i undersøgelsen direkte om en middelklasse (vi er i England), som samtidig med at idealerne foreskriver en vis miljømæssig adfærd og grønne værdinormer i dagligdagen, med affaldssortering, bevidste indkøbs- og transportvaner, osv. har et stort rejseforbrug, med to årlige skiferier og stadige flyrejser til eksotiske rejsemål.¹

Der er således ikke nogen entydig sammenhæng mellem miljøbevidsthed og miljøbelastning, og kun en forsvindende del af de adspurgte er som del af deres grønne livsstil indstillet på at begrænse deres forbrug af flytransport.

Stewart Barr, er en af forskerne bag ProST, siger: “Ironically, our research shows that even the most bleeding-heart jetsetters aren’t willing to reduce their flying habits significantly, despite their supposedly impeccable green credentials. Low-cost air travel has become embedded into our culture here in the UK, so trying to change everyone’s behaviour, when even the most eco-conscious amongst us have very little trust in the ability of either green taxes or carbon offsetting to reduce the impact of flying, will be a formidable challenge.”

Dette er nøgternt set dybt inkonsekvent, idet blot flyrejsen til en enkelt vinterferie i Bangkok medfører en CO2-udledning, som langt overgår, hvad de fleste selv med en ultra-asketisk livsstil kan spare på et år.

Læs mere »

Share