Strøtanker om bæredygtighed

I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO₂ sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.

Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.

Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.

Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO₂ igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.

Læs mere »

.
350-bevægelsen har nu barslet med en video over temaet Do the Math, som har præget dens seneste kampagner. Man hører således indledende Bill McKibben fortælle, hvordan han ikke betragter sig som den fødte aktivist. Han var forfatter, han skrev om problemerne og verden blev klogere og rettede ind. Men sådan er det ikke, sådan sker ingen forandringer. Man er nødt til at markere, lave lidt støj, rykke ud af komfortzonen, gøre andre lidt ukomfortable.

Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.

Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.

Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance ) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.

Filmen ligger i forlængelse af den artikel, som Bill McKibben skrev til Rollng Stone sidste sommer – se blog-indlægget Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se tidligere blog-indlæg tagged Bill McKibben.

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

En undersøgelse af amerikanske TV-mediers dækning af den ekstreme varme og tørke, viser, at man i meget høj grad undlader at sætte vejrfænomenerne i forbindelse med klimaforandringer.¹

Samtidig med at USA denne sommer står med den værste varme og tørke siden mellemkrigsårene, er der fremkommet en stribe forskningsresultater, som tilsammen gør det indlysende klart, at den stadigt hyppigere forekomst af ekstremvejr i meget høj grad er menneskeskabt og stort set forårsaget af menneskeskabt global opvarmning. Men sandheden er ilde hørt, og ikke mindst i et valgår, hvor de republikanske præsidentkandidater på stribe har meldt sig som klimafornægtere, har de amerikanske TV-medier stort set været tavse.

En undersøgelse af TV-mediets omtale af hedebølgen i juli viser, at situationen kun i 8% af indslagene blev sat i forbindelse med klimaforandringer. I CNN for eksempel blev klimaforandringer kun nævnt i 4% af indslagene, og på ABC i 2% af indslagene.¹

Det er alt efter temperament foruroligende, tankevækkende eller dybt provokerende, at man i God’s Own Country, som historisk er verdens største udleder af drivhusgasser, er så fuldstændigt fornægtende overfor sin egen indvirkning på levevilkårene.

Fornægtelsen er en sammensværgelse af kul- og olieinteresser, som for at sikre kortsigtede interesser finansierer den konstante tvivlssættelse af alt, som har med menneskeskabte klimaforandringer at gøre. Selv når man få virkeligheden trukket op, som man har fået det i år, hvor afgrøderne svigter og skovbrandene hærger, bliver det stort set fortiet og fortrængt.

Kortet herover viser tørkesituationen primo august 2012, hvor 52% af USA havde moderat tørke, mens 20% havde ekstrem eller exceptionel tørke.

Den amerikanske tørke er alvorlig og har været så massiv så længe, at årets høst mange steder ikke står til at redde, selvom det har regnet let i de seneste dage. Midtvesten er et af verdens store spisekamre, så man kan frygte, at verdens fødevarepriser på ny vil stige. Prognoser taler om, at sojabønner, majs og hvede vil kunne stige 30-40%.

I en fornuftsbetonet lille husholdning ville man et sådant år bruge mindre af afgrøderne til at lave bio-ethanol og spare på køreturene, så der var mad på bordet til alle. Men i markedsvirkeligheden vil vi se, at det er de sultne motorer, som står først til at blive mættet. Bilerne – eller rettere deres ejere – har større købekraft end verdens fattige.

Læs mere »

.
Denne blot 3 min. lange video opsummerer fint den drejning i klimaindsatsen, som grundlæggeren af 350.org Bill McKibben tidligere på måneden lagde op til med sin lange artikel i Rolling Stone, Global Warming’s Terrifying New Math.

Denne artikel, som er introduceret i blog-indlægget: Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, lægger op til en skærpet indsats rettet mod dem, som aktivt modarbejder den nødvendige, fælles klimaindsats.

Bill har igennem flere årtier søgt at nærme sig essensen af klimaudfordringen, og har under vejs søgt psykologiske, bevidsthedsmæssige, eksistentielle osv. forklaringer på, hvorfor vi ikke handlede, når først vi havde indset, at vi stod overfor et stort fælles problem. Og han er nu kommet til, at det i meget høj grad er på grund af kul- og olie-lobbyen, som køber sig indflydelse over alt.

Videoen et et fint eksempel på, hvordan det tegnede på én gang kan tydeliggøre, forenkle og  uddybe det talte sprog. Man får faktisk utrolig meget at vide i løbet af den blot 3 minutter lange video. Og hele stemningen er lidt lysere end Rolling Stone-artiklen, hvor han næsten bogstaveligt var nede at rode i kulkælderen.

Se tidligere blog-indlæg om Bill McKibben.

Skriv under på Awaaz’ petition: Nej til gasboringer i den danske undergrund!

“FRACKING – Der er milliarder på spil, når franske Total til efteråret foretager den første prøveboring og efterfølgende testudvinding af skifergas på dansk jord. For mængden af gas dybt i den danske undergrund kan være mange gange større end den gas, der hentes op af Nordsøen. Og den danske stat har 20% af aktierne i det kommende gaseventyr.

Der bare ét problem: For at hente gassen op, skal skiferen sprænges 3-4 km nede i undergrunden, og i den proces pumpes 150 millioner liter kemikaliefyldt vand direkte ud i skiferlagene. Teknikken er kendt som ’fracking’ og er så udskældt af miljøaktivister og naboer til boresteder, at der er indført totalt stop for fracking i Tyskland, Bulgarien, Canada, Sydafrika og i Totals hjemland Frankrig. Men i Danmark er der tilsyneladende ingen, der undersøger, hvilken effekt de mange tons kemikalier kan have på miljøet.

Ingen skal godkende kemikalierne

P1 Dokumentar kan i dag fortælle, at statens eksperter i miljøkemi – Miljøstyrelsen – slet ikke er en del af godkendelsesprocessen. Faktisk skal ingen dansk myndighed godkende hverken de enkelte kemikalier eller den samlede kemikalieblanding, før de pumpes ned i den danske undergrund. Kemikalielister fra gasprojekter i udlandet viser ellers, at der er god grund til at tænke sig om, før kemikalierne slippes løs i naturen.

- Der er over 100 kræftfremkaldende stoffer på listerne og næsten ligeså mange luftforureningsstoffer. Det drejer sig jo blandt andet om nogle af de opløsningsmidler, som vi ellers har så travlt med at holde styr på, fortæller pensioneret professor i miljøkemi, Finn Bro Rasmussen efter at have gennemgået lister fra USA og Polen for P1 Dokumentar.

Han undrer sig over de beskrivelser, der er lagt frem i Folketinget, hvor kemikalierne i fracking-væsken blandt andet beskrives som ’det, der bruges til tandpasta’ og ’det, man hælder i pools’ og ’overfladestoffer’.”

Skriv under på Awaaz’ petition: Nej til gasboringer i den danske undergrund!

Fracking er kort sagt noget frygteligt svineri, som skulle standses globalt. Med en let omskrivning af lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansens ord, så er skifergassen “best left in the ground”.

Hvis først vi begynder at hente den op, går vores klimaregnskab aldeles i rødt, og vi vil videregive til de kommende generationer ikke bare en ubærlig varm verden med hastigt stigende verdenshave, men et kæmpe problem med at få al den CO₂ listet ud af atmosfæren.

Den dag vi har en sikker teknologi til at fjerne lige så meget CO₂ fra atmosfæren, som vi lukker ud, kan vi genoverveje at udnytte nogle af de mange “skæve” fossile forekomster, fordi vi da kan gøre det uden at true klimaet. Men det må ikke ske gennem egnetlig CSS (Carbon Capture Storage) og ikke bare ved kvoter, hvor en teknisk afbrænding veksles til reduktion/bevarelse i det biologiske system – det potentiale, som ligger i en øget CO₂-lagring i biosfæren må vi reservere til at få den allerede overskydende CO₂ ud af atmosfæren. Men den dag vil det med al sandsynlighed vise sig, at det var langt mere hensigtsmæssigt og billigere at bruge de vedvarende energikilder.

Jørgen Steen Nielsen: Under den nordjyske muld venter nyt fossilt energieventyr eller -mareridt, Information 13.06.2012.

Jysk gaseventyr truer drikkevandet, DR P1 dokumentar 07.06.2012.

Gasland: Dangers of Natural Gas Extraction (Extended Trailer), 10:58 min. YouTube video.

Skifergas Nej Tak, Facebook-gruppe.

www.skifergasnejtak.dk.

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

vis slideshow »

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sand – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sand i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sand-olien – ikke fordi det er tar sand, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sand-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

.
Sammen med udgivelsen af sin CD Genius Loci lavde Thomas Agergaard i 2009 en video med billeder og kort fra grønlandske landskaber, som i disse år hastigt transformeres af den globale opvarmning.

Det er uudgrundeligt smukke, krystallinsk transparente lyduniverser, som møder umådeligt smukke is- og snelandskaber.

Men frem for at skrive yderligere, vil jeg invitere til en stille stund i godt selskab og give ordet til Thomas, som i går aftes skrev nedenstående introduktion på Facebook:

Se tidligere pausebilleder og indlæg om indlandsisen og gletsjere.

This music is dedicated to our ability to listen, and to the Arctic. It does not follow set patterns, like Danish forestry, but flows by its own momentum. To me, it feels natural – like moving through a landscape shaped by time, wind and weather.

I have filled it with shimmers of darkness and light. Some is dry. Much is wet.

We must learn to listen to the warnings flowing from nature. We must learn to listen deep within ourselves, and to each other. We have been born with the keenest senses, which can develop in all directions. With this we have been charged with the responsibility, to develop our empathy, and make room for the multiplicity, of which we are a part.

Our survival depends on our ability to listen to Nature within ourselves. Nature will always survive. We are only part of it. Experts have warned us for decades, and today, it is clearer than ever. Nature is rising up, and may end up sweeping us away.

What we do to it, we do to ourselves. What we pour into it will return to ourselves.

Diversity is the wealth of this planet, and our place at the top of the food chain places in our lap the responsibility to maintain that, which is the foundation of our own existence.

Listening makes the journey more beautiful.

Thomas Agergaard

CDen Genius Loci kan erhverves via thomasagergaard.com.