marts 2014 arkiv

Bill Maher om religion og ateisme

29. marts 2014


.
Disse videoer synes fjernet fra YouTube, men dele af dem kan stadig ses her.

Jeg har i dag med stor fornøjelse set en hel stribe YouTube-videoer, som har samlet den amerikanske TV-komiker Bill Mahers religionskritiske kommentarer i sin tilbagevendende rubrik, New Rules, på sit ugentlige talkshow Real Time. Fem sådanne sammenklip er det efterhånden blevet til, med i alt næsten en times besk hudfletning af religionen og al dens væsen. Den seneste kan ses lige herover, mens der er links til alle fem nedenfor. De er udarbejdet af Agnostic Atheist Anti-Theist Foundation, som med Maher og hans forsøg på at etablere et ateistisk ståsted for det moderne USA klart har fundet en forbundsfælle.

Det står ikke helt klart, hvad der er klippet hvornår, men at dømme både ud fra temaer og fra Bill Maher selv, som bliver både tyndere og yngre, efterhånden som man bevæger sig tilbage i rækken, så spænder hans vidunderligt indsigtsfulde udfald mod det religiøse overdrev helt tilbage fra Real Times første begyndelse i februar 2003. Og det er faktisk imponerende, hvor konsistent Bill Maher er i sin stadige spidden, analyseren og udleveren af religionens væsen og uvæsen.

Der kan være mindelser om Dave Allen, som også havde en næsten rituelt tilbagevendende gøren sig munter over menneskets klamren sig til de mange – og set med en moderne alen meget inkonsistente – religiøse forklaringsuniverser og i årevis for hver eneste session havde en ny grotesk pavevits og rundede af med et ” … and may your god go with you.” Bill Mahers opgør med religionen og dens besættelse af hele vores tænkemåde er heroverfor mere kompleks – langt mere kritik og analyse, og mindre humor. Ikke at Maher ikke er morsom, tværtimod trillede tårerne flere gange under vejs ned ad kinderne, men han har med sin religionskritik et projekt, som rækker langt ud over det at more. Og humoren bliver her et våben, som kan betræde og belyse områder, man kun meget vanskeligt kunne nærme sig på anden måde.

For mange er fundamentalisme noget, som har med islam at gøre, men der findes både en videnskabelig og en økonomisk fundamentalisme, og ikke mindst i USA trives en meget stærk kristen fundamentalisme, som er ganske tæt sammenfiltret med en (højre)politisk minimalstatsfundamentalisme. Så med Maher får vi en bidende samfundsanalyse, som ikke bliver mindre til benet af, at han er bøsse og hele tiden parallelt udfordrer den ganske bornerte amerikanske seksualmoral. Maher leverer i Real Time en sjældent begavet humor, som kun fungerer i kraft af hans analytiske begavelse, hans evne til at se klart igennem mudrede landskaber og oversætte det til muntert-groteske paradokser.

Alt dette sagt må jeg sige, at jeg er fundamentalt uenig med Maher. For mig at se er ateismen ikke modsætningen til alt det, vi mennesker igennem tiderne har troet på, men et eget trossystem, en lægmandsreligion, hvor rationaliteten og videnskabsmændene m/k er ypperstepræster. Nutidens videnskab går præcist ind og leverer nye skabelsesmyter, nye forklaringer på arternes og solsystemets oprindelse osv., og – hånden på hjertet – de mange vidtløftigheder om Big Bang, ormehuller og tidsrejser er fuldt så trosbehæftede som vores overleverede religioner. De har gennem tiderne været forsøg på at samle og sammenfatte, hvad vi vidste om vores omverden og hvordan vi måtte gebærde os for at overleve som individer, familier og samfund. Ligesom vor tids Big Bang og hele den spekulative fysik om blot 100 år vil fremstå som ‘de kunne jo ikke vide bedre’-spekulationer, så vil vores vaccinationsprogrammer, kemoterapi, genmanipulationer, vores industrielle landbrugs dyre- og landskabsmishandlinger, vores umådeholdne brug af fossile brændstoffer og begrænsede ressourcer fremstå som ganske middelalderlige.

Videnskaben i dag fortrænger, at naturen er levende, at vi mennesker er levende. Dens rationaler, dens materialisme, åndshovmod og ureflekterede udviklingstrang er i fuld gang med at destruere vores livsvilkår. Måske oprindelige folkeslags mytebaserede forklaringer om tingens sammenhæng ikke havde samme teoretiske niveau eller logiske konsekvens som nutidens videnskabelighed, men de undgik at lave atomkriaftværker og masseødelæggelsesvåben, og de formåede at forankre os mennesker i en bæredygtig relation med vores omgivelser, hvor videnskabens verdensanskuelse har afskåret os fra vores sammenhæng, vores ophav, og vores spiritualitet dertil, at vi i vores fremmedgjorthed er blevet vores egen største fjende.

I et USA, hvor en ganske stor del af befolkningen kræver en kreationisme, hvor bibelens skabelsesberetning ikke ‘blot’ er en abstrakt myte eller forståelsesbillede, men en absolut virkelighed, som overskriver den moderne videnskabs forståelsesunivers dertil, at Darwins udviklingslære i mange stater er tabu i undervisningen, og ikke kan forestille sig, at Gud vil lade kloden ødelægge af klimaforandringer, bliver videnskaben det rationelle modstykke – den fornuft, vi må bygge fremtiden på. Og ateismen som rationelt trossystem bliver den umiddelbart indlysende antitese til mere eller mindre perverterede moderniseringer af gamle trossystemer, som stortrives i nutidens USA.

Men lad os nu se, om ikke Maher om 10 år er taoist – har indset, at vi ikke bare har, men behøver at nære en spirituel kerne. At religionens kerne ikke ligger i dens form, men i dens formløshed, at religionerne deres myriader af fremtrædelsesformer til trods må ses som forsøg på at nærme sig samme formløse kerne, men at religioner gennem tid med næsten naturlovsmæssig entydighed har genereret former og strukturer, ritualer og institutioner, som bevægede sig stadig længere fra essensen. Jo tættere på magten, jo sværere var det for formløshedens lys at trænge igennem. Indimellem har der været reformatorer, som formåede at genforbinde religionen til dens kerne og genkalde dens lys. Men henfaldet til form kom hurtigt. For eksempel den japanske religionsstifter Honen (1133-1212) erklærede i sin afvisning af formens og hierarkiets nødvendighed, at templet var præcist dér, hvor mennesket kaldte på Gud (Amida Buddha). Endda byggede hans tilhængere den tids største tempelbygninger for at demonstrere hans storhed.

Måske Maher om 10 år har indset, at man i det ateistiske projekt blot fik etableret et nyt trossystem med eksperterne og videnskabsmændene som ypperstepræster, og at vi ved den definitive bortskrælning af religiøse magtforviklinger og erkendelsesmæssige absurditeter, som Maher med sine New Rules og sin spiddende humor bidrager så fornemt til, ikke ender med et rationelt-ateistisk paradis på jord, men med på trods af al støjen fra den moderne tilværelse at erkende og genforbinde til den spirituelle kerne, til den væren, som forbinder alt levende på denne klode.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Five, 10:33 min: YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Four, 11:40 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Three, 11:33 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Two, 14:53 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part One, 9:56 min. YouTube video.

Disse videoer synes fjernet fra YouTube, men dele af dem kan stadig ses her.

 

Share

Pausebillede XVIII – Slow Life

25. marts 2014


.
Denne time lapse-video fra korallernes verden giver et fascinerende indblik i deres liv – i deres levende natur. For samtidig med, at koralrevene er fundament for i titusindvis af atoller, så er de set som i denne video: Slow Life levende, sårbare, tentakel-taktile, levende væsener med en forunderlig rigdom af former og farver i deres fremtræden.

Korallernes stadige bevægelser er i høj grad til for at sikre, at de ikke overdækkes med snavl og sedimenter, men hele tiden er fuldt eksponeret for sollyset og det strømmende vand.

Koralrevene bliver ofte kaldt verdenshavenes regnskove – omkring disse rev har der gennem tiderne udviklet sig en kolossal artsrigdom. Men alt dette er vi ved at sætte over styr. Ikke bare truer havstigningerne med at skylle atolrigerne på revenes top i havet, så der igen vil gå nogle tusinde år, før revene når op over overfladen og giver basis for nye bosættelser. Samtidig gør opvarmningen af verdenshavene, at korallerne mange steder mistrives og står falmede og afblegede.

De store mængder af CO2, som vi siden industrialiseringens begyndelse har lukket ud i atmosfæren, ender for en stor del i verdenshavene – en afbalancerende feedback-mekanisme, som sådan isoleret set fra landjorden er heldig, fordi vi ellers allerede ville have haft en betydeligt voldsommere global opvarmning. Men CO2 er syredannende i havvandet, og oceanernes forsuring er gradvis øgende dertil, at det angriber ikke bare korallerne, men alle mulige havdyr, som har svært ved at følge med syreætsningen i den langsomme gradvise dannelse af deres kalkbaserede beskyttende skaller og strukturer. Denne forsuring er langsomt ved at omdanne verdenshavene til et syrebad, og hvis ikke udviklingen vendes meget hurtigt, så tegner alt til, at verdenshavens fødekæder står overfor kollaps.

Tilbage til Slow Life, så ligger der ifølge filmens skaber Daniel Stoupin 150.000 billeder bag de blot 3½ minutters video. Normalt ville dybdeskarpheden for sådanne makrobilleder være meget lille. Men hvert enkeltbillede i videoen (hver frame) er sammensat af 3-12 enkeltbilleder med forskellig fokusdybde, som efterfølgende er kørt sammen til et enkelt billede med fuld dybdeskarphed. Så der ligger endeløse timer i skabelsen – ligesom der ligger årtusinder i udviklingen af koralrevenes forunderlige verden.

Og hvis denne video giver appetit på mere, så har Stoupin tidligere lavet en anden betagende video: The hidden life in pond water, hvor man kommer tæt på vandlopper, dafnier, myggelarver, vandpolypper og andre næsten mikroskopiske skabninger. Begge er tilgængelige i HD-kvalitet, så de står skarpt selv ved visning i fuldskærm.

Daniel Stoupin: Slow Life, Dreamworlds Photography 23.03.2014.

Daniel Stoupin: Fluorescent colors of the reef – why corals need colors, Dreamworlds Photography 16.06.2012.

Daniel Stoupin: My new video: The hidden life in pond water, Dreamworlds Photography 23.01.2013.

 

Share

Pandora’s Promise Was A Lie – Fukushima Documentary 2014

20. marts 2014


.
Denne video er ikke for sarte sjæle, og den er lang, ret præcist tre timer, men under vejs får man al mulig grund til ikke at ønske sig A-kraft, ikke i sin egen baghave og selv ikke for sine værste fjender. Til trods for titlen er det ikke Fukushima-katastrofe hele vejen igennem, faktisk hander den første lange del om efterveerne af Chernobyl, som tydeligt foregriber, hvad vi må vente os udfolde sig i de kommende årtier som konsekvens af Fukushima. Sidste del er på den led dobbelt opløftende i sin afsøgning af, hvordan vi på en anden og langt enklere måde kan høste den energi, vi behøver.

Hvis man som visse ‘rationalister’ formår at fortrænge A-kraftens affaldsopbevarings-problemer titusindvis af år frem og dens skræmmende forstyrrelser af livets grundlæggende mekanismer, så kan der måske ligge et vis drenget fascinationskraft ved at kunne varme vand på en så diabolsk kompliceret måde. Når A-kraften stadig er i fremdrift og har en næsten uimodståelig appel i en række nye økonomier, så er det ofte dette præstatoriske element, det at kunne sidestille sig med kærnekræfterne og – så længe som det går godt – have dem i sin magt.

Og hvis man undlader at indregne alle de eksternaliserede omkostninger, som ikke er lige nu, og som hvis uheldet skulle være ude alligevel er så astronomiske, at staten alligevel først som sidst må træde til, så er det måske stadig marginalt billigere at varme vand med atomkraftværker. Men der er noget molbo over det, og prisen når det går galt er ikke bare astronomisk, den er ubetalelig.

Her tre år efter Fukushima-katastrofens udbrud, hvor tiden for genstarten af de mange japanske reaktorer, som har været standset i de mellemliggende år, gradvist nærmer sig, er, at genstart betyder ja til, at der kan komme en ny Fukushima. Man kan søge på alle mulige måder at gardere sig, men der er ikke noget som hedder 100% sikkerhed. Den eneste sikre atomreaktor er en atomreaktor taget ud af drift og tømt for sine brugte brændselslegemer.

Pandora’s Promise Was A Lie 2.0 er en revideret udgave en dokumentar, som blev frigivet 11. marts i år, på treårsdagen for katastrofens udbrud ved Fukushima Daiichi. Jeg har kopieret producenternes introduktion ind nedenfor.

Summary: Following the unprecedented triple meltdown at the Fukushima Daiichi nuclear power plant after Japan’s 3/11 earthquake and tsunami, a myriad of far reaching questions has arisen…

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXII – optegnelser marts 2014

1. marts 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ’safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

Læs mere »

Share