Strøtanker om bæredygtighed

Nu skal vi til at måle og dokumentere partikelforureningen i Indre By og Christianshavn med vores nye partikeltæller, en TSI P-Trak 8525, som måler antallet af ultrafine partikler på mellem 1 og 0,02 mikrometer pr. kubikcentimeter. Det blev muligt at købe partikeltælleren takket være en bevilling fra Indre By Lokaludvalg.

I dag findes der grænseværdier på PM10 partikler, partikler på mellem 10 og 2,5 mikrometer i diameter, og der er ved at blive defineret grænseværdier for PM2.5 partikler, partikler på mellem 2,5 og 1 mikrometer i diameter, men EU er ikke kommet i gang med – og Danmark er slet ikke – at fastlægge grænseværdier for de ultrafine partikler, som miljøpunktets nye måler kan registrere. Det er noget, vi vil være med til at påvirke. Danmark har en beklagelig tendens til at søge dispensationer for EUs forureningsgrænser, men de ultrafine partiklers udbredelse vil i den kommende tid blive målt og dokumenteret og dokumentationen stillet til rådighed for interesserede, ikke mindst politikere og medier.

Hvorfor fokusere på ultrafine partikler?

Den seneste tids forskning hos LIFE på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet¹ og forskning udført af Kræftens Bekæmpelse² viser, at netop de ultrafine partiker skader mennesket og især børn, da disse ultrafine partikler uhindret kan bevæge sig helt ind i de yderste afkroge af vore lunger, alveolerne, og komme i direkte kontakt med blodstrømmen. Derfor har de partikler, som består af stoffer som skader menneskets DNA, direkte adgang til at ændre vor DNA og dermed øge risikoen for at få kræft og skabe genetiske defekter.

Hvad kan partikeltælleren

Partikeltælleren suger luft via indsugningsdysen gennem et alkoholdampmættet rum, hvor de ultrafine partikler på grund af alkoholen svulmer op så de bliver store nok til at kunne tælles. Partiklerne tælles flere gange i sekundet, og partikeltælleren er så præcis at når man står ved en vej kan man skelne mellem hvilken bil der sender mange partikler ud i luften og hvilke der ikke gør det.

Læs mere »

Under temaet ’Visioner for et grønnere København – med spiselige oaser og maden i centrum’ lagde Miljøpunkt Indre By-Christianshavn op til debat med et særarrangement i Rundetaarn 22. marts.

Er storbyhaver noget, vi vil? Og hvad skal der til for, at vi går med sprudlende drivkraft fra Rundetaarn i dag? Bent Lohmann, der er formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lagde op til debatten ved at fortælle, at Miljøpunkterne og Lokaludvalgene gerne vil være bindeled mellem kommunen og borgere, der tager lokale grønne initiativer. At skabe byforgrønnelse og storbyhaver handler både om at skabe sociale netværk og om at mødes i en smukkere by. Han mente, at det er vigtigt, at projekterne i sig selv er bæredygtige, og at borgerne selv har et ejerskab og drivkraft.

Hvor kan man gå hen og gå i gang? Kan vi få hjælp fra nogle uddannede fagfolk? Og hvor kan man finde viden om, hvem der ellers arbejder med storbyhaver? For flere af de 120 deltagere i debatmødet i Rundetaarn var det ikke er et spørgsmål OM, det er en god idé at have storbyhaver og dyrke spiselige planter i byen? Spørgsmålene var: HVOR kan og må vi lave dem? Hvordan kommer vi i gang? og Hvor henter vi hjælp?

Spørgsmålet om, hvor borgerne kan lave haver, var direkte adresseret til centerchefen for Park og Natur i Københavns Kommune, Jon Pape, der indledte debatmødet med at fortælle om Kommunens Grønne Visioner. Han kunne blandt andet fortælle, at Københavns Kommune har besluttet at plante 100.000 nye træer i byens fælles rum. I dag er der omkring 80.000 træer, så det er mere end en fordobling. Nogle vil være gadetræer, nogle parktræer og andre skal plantes ved institutioner og skoler.

Foruden den æstetiske og sanselige oplevelse, har begrønning en lang række fordele og medvirker til at binde CO₂ og luftforurenende støvpartikler, give levested for dyr og fugle, opsuge regnvand og afkøle byen, fremgår det af Københavns Kommunes Klimaplan, hvor planerne for byforgrønnelse, lommeparker, grønne tage og lokal afledning af regnvand er beskrevet.

Det at lave storbyhaver passer rigtigt godt ind i kommunens planer om både at øge bynaturens biologiske mangfoldighed og at understøtte frivillige kræfter og fællesskaber af borgere, der ønsker at deltage aktivt i plejen af grønne uderum. Jon Pape forestiller sig, at der kan opstå nye partnerskaber mellem forvaltningen og borgerne, hvor kommunen hjælper borgere, som gerne vil sætte grønne initiativer i gang i deres lokalområde og samtidig være med til at pleje arealerne.

”Når borgere er med til at plante træer i deres lokalområde, bidrager det til, at de føler ejerskab for træerne og det grønne område”, sagde Jon Pape.

Allerede for 15 år siden anlagde kommunen beboerhaverne på Enghave Plads, som beboerne selv passer og plejer. Marijke Zwaan fra Byhavenetværket var med i beboergruppen dengang og kunne på mødet fortælle, at der ikke er særlige problemer med hærværk, og at beboerne stadig passer haverne, men at de ønsker sig at kunne få sparring fra nogle professionelle gartnere.

Læs mere »

Nedenstående tekst er indleveret som bilag til Indre By Lokaludvalgs høringssvar om Køvenhavns Kommunes fodgængerstrategi. Høringen havde frist for aflevering i dag, 27. marts.

Efter flere tilløb har Københavns Kommune (KK) sendt en fodgængerstrategi i høring. Den må hilses varmt velkommen – det er uomgængeligt vigtigt, at en by af Københavns størrelse har en fodgængerstrategi. Gang er sundt, gang er kontemplativt, gang giver et tempo, hvor man hører fuglene synge, ser vintergækkerne springe ud og ikke mindst ser hinanden som mennesker – og der opstår sjældent blandt gående den form for aggressioner, som den hjulede trafik formår. Sammen med cyklismen og den kollektive trafik er gangen fundamentet i en bæredygtig trafikstruktur. Men alt for ofte har vi tendens til slet ikke at betragte det at bevæge sig til fods som trafik.

I dag får fodgængerne ofte restarealerne og sendes på mærkelige omveje og forhindringsløb for at “optimere trafikken”. Mange steder er fodgængerarealerne helt utilstrækkelige, og de betragtes af andre trafikanter som frit tilgængelige for vareaflæsning, korttidsparkering, cykelparkering, café-serveringer og varesalg, så der er brug for i langt højere grad end i dag at tænke i at optimere fodgænger-flowet og opprioritere fodgængerkomforten, hvis vi skal kunne afvikle trafikken i det centrale København optimalt.

Fodgængerstrategien ser i sin nuværende form på en række forskellige fodgængersituationer, og hvordan de hver især kan gøres bedre. Men den sætter ikke gangen og fodgængeren i relation til resten af byen, og den giver ikke fodgængerne den prioritering og plads i den samlede disponering af byrummet, som er nødvendig, hvis det skal blive en del af aflastningen af det trafikale pres på det centrale København.

København er i dag kendt som en by, hvor mange tager cyklen, og som del af klimaplanen er der planer om at få endnu flere til at tage cyklen. Men hvis man sammenligner København med byer som Berlin og Helsinki, så er der langt flere københavnere, som hver dag tager deres egen bil på arbejde. Her må den kollektive trafik styrkes, og for at gøre den til et attraktivt valg, må man samtidig sikre sig, at det centrale København fungerer optimalt som fodgængerzone. Det vil mindske oplevelsen af afstand mellem station og destination – og gøre de få minutters frisk luft attraktive.

Læs mere »

Thornton’s Budgens, et supermarked i det nordlige London, har sammen med miljøorganisationen The Positive Earth Project og mennesker fra lokalsamfundet etableret en grøntsagshave på taget af supermarkedet, kaldet FOOD from the SKY, som ikke bare leverer grøntsager til salg i supermarkedet nede på jorden, men er tænkt som et mødested for lokalsamfundet og et sted, hvor man kan se maden blive til.

Projektet ser det som sin vision: ‘To grow Life, Food and Community in our most cemented places’ and ‘To plant seeds in people’s heart’.

FOOD from the SKY is about inspiring and growing a healthy and sustainable relationship with food in cities and with our supermarkets. We are doing this through food growing on roofs and running educational programmes for individuals, schools, supermarket’s team members and organisations.

By establishing an alternative approach to food production and consumption, we intend to build an organisational template that can be easily used by other supermarkets and organisations.”

Al dyrkning foregår i potter og spande, og forud for projektets opstart blev der løftet 10 ton kompostjord op på taget.

Læs mere »

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Læs mere »

Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, ­blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville vol­de os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville kom­me på en hård prøve – stress og psyko­so­ma­ti­ske billeder ville florere.

Men mange af disse kontraster rummer ikke samme an­spændt­hed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt lig­ger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.

Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man kon­stant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.

Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toled­det størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens ka­­os, formløshed, anarki og op­løsning er ofte formuleret y­derst polemisk para­doksalt.

I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryks­måde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne para­doksets form.

I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skræl­let bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgen­de, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsople­velsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klap­per?

Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevel­se: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Ja­pan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fuku­oka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vis­mand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.

Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den ved­holdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og e­ne­ste møbel var en lille skrivepult.

Læs mere »

Ved et besøg i Berlin sidste år blev det klart for mig, at den japanske risbonde og filosof Masanobu Fukuoka (1913-2008) havde tilhængere langt udenfor Japan, og at han stod som inspirationskilde for en række af de urban farming-initiativer, som skyder frem mellem Berlins boligblokke. En efterfølgende Google-søgning gjorde det klart, at hans tilgang til det at dyrke jorden stod som sindbillede og forbillede mange steder i verden.

Fukuoka-san har med bogen The One-Straw Revolution (1972) sammenfattet sine erfaringer med at dyrke ris – som en fundamental erfaring, som en erkendelsesvej, som måde at overkomme den fundamentale splittelse og dualitet i ens oplevelse af og tilstedeværelse i verden og nå frem til ens oprindelige natur. Hans dyrknings-attitude, som man vel bedst kan karakterisere det, har en stærk taoistisk inklination.

Tilbage i 1984 besøgte jeg Fukuoka-san (se det følgende blog-indlæg: wu wei). Min erfaring med dette univers er stor nok til ikke at skulle søge at forstå og udfolde det. Dér findes der ultimativt kun én vej at gå, selv at gå i marken og blive ét med risdyrkningen. Men Fukuoka-sans bog findes fuldt tilgægngelig online (se link nedenfor). Og som smagsprøve har jeg klippet en række af hans zen-taoistisk funderede dyrkings-anvisninger.

If you try to do something, your efforts will never achieve the desired result.

An object seen in isolation from the whole is not the real thing.

Food is life, and life must not step away from nature.

Læs mere »

.
Joy and Daniel Davis: The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka, 9:08 min. video.

Wu wei er et taoistisk-kinesisk begreb, som er helt centralt for forståelsen af Masanobu Fukuokas integrerede dyrkningsmetode og livsattitude. Wu wei oversættes på engelsk ofte til no work. Det giver en noget håndfast tolkning, betydningen er rettere uden hensigt eller uden intention. Det kan således godt være arbejde, men arbejde uden forventinger eller forestillinger om dets resultat.

Se mere om Fukuoka-san i de efterfølgende blog-indlæg: The One Straw Revolution, Wu Wei og 3 scenarier for japansk risdyrkning.

Oplægsholderne i Rundetaarn, fra venstre mod højre, Kasper Dam Mikkelsen fra Niras, Selina Juul fra forbrugerbevægelsen Stop spild af Mad, Carsten Lunding fra Københavns Fødevarefællesskab, Thomas Fremming fra Fødevarebanken samt Daniel Sholeva og Yael Sholeva, skraldere. (Foto: Henning Sjøstrøm)

Klimavenlig mad i køkken og samfund

Indtil den 27. marts kan du nå at opleve udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn.

Skoletjenesten er en succes, og tirsdagsforedragene er fortsat med to ekstra ud over de programsatte. Den 22. marts indbydes der til det gratis arrangement ”Visioner for et grønnere København”. Den 15. marts deltog jeg i arrangementet ”Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre!” Her var de mange indslag en buket af entusiastiske, energiske og optimistiske mennesker, der fortalte om deres projekter. Det første oplæg tydeliggjorde hvor skoen ‘trykker’ i forhold til vores forbrug og tilhørende CO₂-udledning. Dernæst udfoldede der sig en række spændende muligheder, som tydeligt viser, at vi hver i sær kan gribe fat i håndgribelige tiltag for at gøre vores måltid langt mindre CO₂-belastende, samtidig med at maden er sund og nærende.

Niras A/S

Klimachef Kasper Dam Mikkelsen fra Niras A/S fortalte om en undersøgelse bestilt af Region Hovedstaden. Undersøgelsen måler vore fodaftryk, det vil sige vores samlede miljøbelastning. Den måler alt hele vejen fra landbrugsjorden i Brasilien, hvor sojabønnerne dyrkes, transporten til dyrene i Danmark, som spiser dem, transporten af dyrene til slagteri og til butik.

Det viser sig, at den største del af de drivhusgasser, vi udleder, kommer fra produktion og forbrug af fødevarer, nemlig 30%. Energiforsyning udleder til sammenligning 25%. Drivhusgasser er CO₂ + metangas + det mistede optag fra skovene der fældes + andre drivhusgasser.

Læs mere »

Lene Brix fra Claus Bjarrum Arkitekter har sendt en række spændende breve til København med forslag til nyudvikling af byen. Det første brev er et forslag om skywalks i København. Projektet etablerer en lang række taghaver i Indre By, og forbinder dem derefter med gangbroer, så man kan bevæge sig rundt i byen – eller rettere over byen. Det er et besnærende forslag, da det midt i byen etablerer en mængde solbeskinnede oaser, hvor biler og cykler ikke kan komme. Ideen at forbinde byen oppe i taghøjde er ikke ny, men det er første gang, den er udfoldet i det omfang for det centrale København.

Kernen i forslaget er taghaver i en række infill-byggerier, som er foretaget i en karré mellem Nørregade, Vestergade, Larsbjørnsstræde og Studiestræde. Men gangbroerne forbinder gradvist taghaverne med det meste af Middelalderbyen. Her er bebyggelsestætheden omkring 500% – dvs. der er 5 m² bygning for hver m² grundareal (Se Nørre Kvarters grønne lunger pp. 84-95). Til sammenligning har man systematisk udsaneret brokvartererne til en tæthed på max 100% – dvs. 1 m² bygning for hver m² grundareal. Hvis man gennemfører et sådant forslag med offentlige taghaver, vil det føre til en ekstrem udnyttelse af området.

Hvor det er oplagt at lave i hvert fald nogen af disse taghaver, virker det derfor langt mere oplagt at gøre det til punktformede friarealer for de boliger og arbejdspladser, som allerede ligger på karren. Det vil gøre de mange broer mellem husene overflødige, og det vil gøre, at disse arealer bliver særligt domæne for de lokale – en slags semiprivat område, som kan få den frodighed og intimitet, som billederne viser.

Som offentligt areal vil en vegetation som den viste simpelthen slet ikke kunne holde til sliddet.

Hvis taghaverne var tilknyttet de enkelte ejendomme, så er risikoen for hærværk også langt mindre – og motivationen for at tage del i pasningen langt større. Man ville heller ikke have samme problemer med, at fulde folk falder ned om natten.

Læs mere »