Indlæg om agenda 21 og deep ecology

Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate Change

19. august 2015

Dette er ikke noget egentligt indlæg, blot en introduktion til en artikel i seneste udgave af The New Yorker, hvor Elizabeth Kolbert under overskriften The Weight of the World har lavet et fint portræt af lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres – det menneske, som måske lige nu mere end noget andet sidder med verdens fremtid i sine hænder.

Det er ikke noget let job hun har, at skulle samle alle kræfter på denne klode om at nå til enighed om en global klimaaftale i Paris til december, men hun har en sjælden myndighed i sin måde at tage for givet, at alle leverer deres, og en måde at kunne inkludere alle i folden, selv når der er uartige ‘børn’, som synes at svigte den fælles bestræbelse. Hun har også i langt højere grad formået at inkludere civilsamfundet og NGOerne, ikke som pligt eller politisk korrekthed, men som en nødvendig opretholden af det stadige krav om forandring, som gør at vi ikke bare fortsætter i samme umulige spor.

Selvom Figueres grundlæggende kompasset rundt synes utrolig vellidt og respekteret, så får hun tit bebrejdelser, som her på det seneste, hvor hun har prøvet at ægge de fossile selskaber til at komme med deres bud på, hvad deres bidrag til omstillingen kunne være, og har krævet, at de ophører helt med deres mangeårige uvane med at sponsorere klimafornægtelse. Det er på en måde rigtigt at hun gør det, og fra at olieselskaberne fremstod som en massiv forhindring for den nødvendige omstillingsproces, er der er i disse måneder opløftende tegn på, at olieselskaberne har selvransagelsesprocesser, og at i hvert fald de store europæiske olieselskaber aktivt overvejer deres rolle i udviklingen af et post-fossilt samfund (se blog-indlægget Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her har hun så straks NGOerne på barrikaderne, for efter flere årtiers obstruktion af klimaindsatsen kan tilliden til, at olieselskaberne rent faktisk er indstillet på forandring ligge på et meget lille sted – ikke mindst når man trods de nye signaler blot fortsætter ufortrødent med de klima- og miljømæssigt set vanvittige tar sands-projekter og olieudvindingen i det arktiske område. Så Figueres måtte for nylig bede NGOerne om ikke blot reflektorisk at stigmatisere olieselskaberne, samtidig med at hun har givet olieselskaberne hjemmearbejde, inden COP21 at fremlægge seriøse planer for, hvordan de kan og vil bidrage til omstillingen til det postfossile verdenssamfund.

Kolberts artikel er lang og grundig, og samtidig med at man får et godt rids af klimaforhandlingernes udfordringer siden kollapset i København i 2009, kommer Kolbert virkelig godt omkring personen Figueres. Vi møder et gennem-sympatisk menneske med et ledelsesperspektiv, som på trods af – eller måske netop i kraft af – FN-organisationens stive system formår at navigere og lede og lytte, og så pludselig kan bryde ud i dans. Vi hører i artiklen om, hvordan hun må skifte dress code og vokabularium for at kunne begå sig i og kommunikere med oliestaterne – og med største selvfølgelighed gør det. Her kunne vores hjemlige ytringsfrihedsfundamentalisme lære noget.

Figueres siger under vejs i artiklen, at det er hendes klare fornemmelse, at der lige nu i alle lande arbejdes oprigtigt på at kunne lykkes at få en global klimaaftale i hus i Paris. At den kommer i hus vil også være en sejr for Figueres og hendes inklusive ledelse. Hvor aftalen i København blandt andet gik i vasken på grund af, at der blev lavet rigtigt kedelige manøvrer i korridorerne, hvor mange med rimelighed kunne føle sig holdt udenfor – og vi må med skam melde, at vores nuværende statsminister var en del af det spil – dér synes Figueres i de mellemliggende år gradvist at have formået at genskabe den nødvendige tillid, som skal til, og skabe den transparens og inklusivitet omkring processen, som gør, at næsten 200 lande til december kan enes om at sige ja til samme ene aftale. Samtidig er der i forhold til 2009 en langt stærkere erkendelse af, at klimaindsatsen haster og at den må ske i alle lande, så med de frivillige reduktionsmål, som de enkelte lande selv har stillet sig, er det umiddelbart blevet sværere at være imod. Det hjælper også på processen, at de vedvarende energikilder år for år bliver billigere, så det økonomiske incentive til fortsat brug af fossile brændsler svinder ind. Omstillingen kræver investeringer, men tjener sig ind i løbet af få årtier. Hvis processen i Paris endda ender med at strande, er det sandsynligvis på grund af en en kombination af to årsager, dels en utilfredshed med den manglende finansiering af omstillingen og klimatilpasningen i de fattigste lande, dels en protest mod den manglende ambition i klimaindsatsen ikke mindst fra en række af verdens rige industrinationer som Japan, Canada og Australien, hvis klimamålsætninger lige nu må siges at være patetisk utilstrækkelige.

Figueres er selv helt på det rene med, at Paris ikke når en aftale, som sikrer 2°C-målsætningen – dertil er der for mange lande, hvor klimakursen stadig er slingrende. Men er aftalen og systemet først sat op, kan det opjusteres gennem løbende fornyelser. Og som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig at afviklingen af det fossile samfund kommer til at gå langt hurtigere end politikerne og deres embedsmænd lige nu byder ind med. Som for eksempel har premierminister Abbott ud fra økonomiske argumenter indberettet en ganske uambitiøs klimamålsætning for Australien, hvor det økonomisk set ville være billigere at lave en langt hurtigere omstilling (se update 18.08. i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC).

Figueres har det sidste ord i Kolberts stærkt anbefalelsesværdige artikel: “You know, I think that this whole climate thing is a very interesting learning ground for humanity. I’m an anthropologist, so I look at the history of mankind. And where we are now is that we see that nations are interlinked, inextricably, and that what one does has an impact on the others. And I think this agreement in Paris is going to be the first time that nations come together in that realization. It’s not going to be the last, because as we proceed into the twenty-first century there are going to be more and more challenges that need that planetary awareness. But this is the first, and it’s actually very exciting. So I look at all of this and I go, This is so cool – to be alive right now!”

Se tidligere blog-indlæg: Interview med Christiana Figueres.

Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker, 24.08.2015.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Christiana Figueres, Carbon Brief 11.06.2015.

John Vidal: The Figueres family led Costa Rica’s revolution, and now it’s green revolution, The Guardian 14.05.2012.

 

Share

Islamic Declaration on Global Climate Change

18. august 2015

I juni fik vi Pave Francis’ encyklika, Laudato Si, som i meget klare vendinger kalder verdens 1,2 mia. katolikker til klimaindsats – endda med en radikalitet, som det er svært for vore dages politikere at gøre det. Og i dag fik vi tilsvarende en Islamic Declaration on Global Climate Change, som udfolder klimaudfordringen i et islamisk perspektiv og meget direkte opfordrer verdens 1,6 mia. muslimer til at gøre deres til at vi kan møde klimaudfordringen.

Deklarationen er resultatet af et todages symposium i Istanbul med deltagelse af 60 islamiske ledere fra 20 forskellige lande.

Traditionelt har klimaindsatsen kun i mindre grad været drevet af muslimske lande, så på den led er det et dobbelt vigtigt dokument. Den islamiske kultursfære spænder over mange af de landskaber, som i de kommende årtier vil blive allerhårdest ramt af klimaforandringer, fordi i forvejen meget varme klimaer bliver varmere, i forvejen meget tørre klimaer bliver endnu mere tørre og ørkenagtige. Samtidig omfatter den islamiske verden en stor gruppe af olielande, som med deres enorme oliereserver traditionelt har været meget modstræbende mod at anerkende om ikke klimatruslen, så dens enorme omfang.

Som vi har set det både med pavens Laudato Si og den islamiske deklaration, så har det spirituelle udgangspunkt muligheder for at italesætte problemer og adfærd, som den verdslige politiske sfære har meget vanskeligt ved. Det kan moralisere, det kan tale til det gode i mennesket, det kan sætte grænser for vores grådighed vores fremfærd, vores egoisme vores fortravlethed og forvirrethed med en direkthed i sproget, som ingen politiker ville slippe levende fra. Så ligesom der er en helt central plads for NGOerne i den store omstilling, så er der en kæmpe opgave for vores tros- og forestilingssystemer i at hjælpe menneskeheden godt videre i den nok største trussel mod menneskeheden i menneskehedens historie, nemlig mennesket selv som er i fuld gang med at tilintetgøre sine omgivelser og sit livsgrundlag.

“Our species, though selected to be a caretaker or steward (khalifah) on the earth, has been the cause of such corruption and devastation on it,” siger den islamiske deklarationstekst. Vi får her for menneskets indplacering i jordelivet en form for mellemposition mellem et deep– og et shallow ecology-perspektiv. Hvor mennesket på den ene side ikke blot er en lige del af naturen, men på den anden side ikke blot er hersker og forbruger, men nok så meget tjener, forvalter og opretholder. Pave Francis har meget direkte adresseret de amerikanske katolikker, som bedriver en omfattende klimafornægtelse og har på sin kærlige måde sagt, at den ikke går. Og senere på året træder han ind midt i fornægtelsen, når han skal holde tale for den amerikanske kongres.
Vi har endnu til gode at se, i hvilken grad den islamiske deklaration bliver bredt formidlet. Den muslimske verden er mindre hierarkisk organiseret end den katolske, så deklarationen er mere afhængig af, at der i hvert land er mennesker, som tager den til sig og bruger den. For eksempel er det nok ikke tilfældigt, at konferencen ikke havde nogen repræsentant fra Tyrkiet, selvom den fandt sted i Istanbul, mens omvendt lederen af det indonesiske Ulema Council, UCI, som repræsenterer 210 mio. muslimer,  har hilst deklarationen velkommen med ordene:

“we are committed to to implementing all [its] recommendations. The climate crisis needs to be tackled through collaborative efforts.” Vil islamiske fundamentalister tage den til sig, vil oliesheikerne tage den med i fredagsbønnen? Det må de kommende uger vise.

Umiddelbart er der tale om et stærkt og radikalt klimaperspektiv. Og hvor de indledende dele i høj grad søger at forbinde islamisk tro og livssyn med et klimaperspektiv – og søger at definere en sådan akse – så er målsætningsdelen trukket helt ind i FN-forhandlingernes værktøjskasse og begrebsapparat, med bud til verdens rigeste lande og olieproducerende lande om at have udfaset deres brug af fossile brændsler inden midten af århundredet samt at levere generøs finansiel og teknologisk hjælp til verdens fattigere lande, erkende den moralske forpligtelse til at reducere forbruget for at give også fattige lande mulighed for at nyde godt af ikke-fornyelige ressourcer, samt at holde 2°C-målsætningen og om muligt 1½ºC-målsætningen – og lade mindst to tredjedele af alle fossile reserver forblive under jorden. Der skal investeres i en grøn økonomi, og den nuværende uetiske naturødelæggelse må erstattes af naturbevarelse og bæredygtigt forbrug, mens forholdene for verdens fattigste må bedres.

Det var det helt korte resume af deklarationstekstens afsnit 3.2. På deklarationens hjemmeside kan man læse om tilblivelsen, at:

“A group of top academics has been engaged in drafting an “Islamic Declaration on Climate Change” and the initial draft has been circulated widely for consultation. The symposium will be an experts’ meeting convened to seek broad unity and ownership from the Islamic community around the Declaration, and to further discuss the amplification of messages and mobilization of various actors and groups around COP 21 and in the future. In attendance will be senior international development policy makers, leaders of faith groups, academics, and other experts. This symposium shall also provide opportunities to connect with leaders from other faiths as well as secular organisations, and promote inter-faith and cross-movement cooperation around aligned and joint messages. It will moreover highlight the future role and contribution of Muslims to the climate movement, and present ample communications opportunities, the aim being to secure high level representation from the diversity of actors mentioned above.”

Læs mere »

Share

Pave Francis’ encyklika: Laudato Si

18. juni 2015

I dag udsendte Pave Francis sin længe varslede encyklika, Laudato Si’ [Lovet være du] om varetagelsen af vores fælles hjem, Jorden. Det er en tekst, som allerede inden udsendelsen har vakt store opmærksomhed, fra store forventninger om tekstens gennemslagskraft overfor kloden 1,2 mia. katolikker til stor irritation og afvisning først og fremmest fra USAs fremtrædende klimafornægtere, hvoraf mange er katolikker, og som med fremkomsten af denne tekst klart er på kant med deres religiøse basis.

Herunder kan man i første omgang se encyklikaen i sin helhed. Den kan ses i andre sprog her, og i pdf-format her. I blog-indlægget Pave Francis ind i klimakampen II kan man læse om de mange forventninger forud, og jeg regner med i de kommende dage at samle en række af de vigtigste passager om Laudato Si’s klima- og bæredygtighedsperspektiv og varetagelsen af vores fælles livsgrundlag i et særskilt blog-indlæg.

Tiden får vise det, men her få måneder før vedtagelsen af den første globale klimaaftale tegner Laudato Si’ til at kunne blive en milepæl i udviklingen af en ny fælles global bevidsthed om nødvendigheden af at alle bidrager til varetagelsen af vores fælles hjem, Jorden. Laudato Si’ – Lovet være du.

 

ENCYCLICAL LETTER

LAUDATO SI’

OF THE HOLY FATHER FRANCIS
ON CARE FOR OUR COMMON HOME

Laudato si’ (24 May 2015)

1. “LAUDATO SI’, mi’ Signore” – “Praise be to you, my Lord”. In the words of this beautiful canticle, Saint Francis of Assisi reminds us that our common home is like a sister with whom we share our life and a beautiful mother who opens her arms to embrace us. “Praise be to you, my Lord, through our Sister, Mother Earth, who sustains and governs us, and who produces various fruit with coloured flowers and herbs”.[1]

2. This sister now cries out to us because of the harm we have inflicted on her by our irresponsible use and abuse of the goods with which God has endowed her. We have come to see ourselves as her lords and masters, entitled to plunder her at will. The violence present in our hearts, wounded by sin, is also reflected in the symptoms of sickness evident in the soil, in the water, in the air and in all forms of life. This is why the earth herself, burdened and laid waste, is among the most abandoned and maltreated of our poor; she “groans in travail” (Rom 8:22). We have forgotten that we ourselves are dust of the earth (cf. Gen 2:7); our very bodies are made up of her elements, we breathe her air and we receive life and refreshment from her waters.

Nothing in this world is indifferent to us

3. More than fifty years ago, with the world teetering on the brink of nuclear crisis, Pope Saint John XXIII wrote an Encyclical which not only rejected war but offered a proposal for peace. He addressed his message Pacem in Terris to the entire “Catholic world” and indeed “to all men and women of good will”. Now, faced as we are with global environmental deterioration, I wish to address every person living on this planet. In my Apostolic Exhortation Evangelii Gaudium, I wrote to all the members of the Church with the aim of encouraging ongoing missionary renewal. In this Encyclical, I would like to enter into dialogue with all people about our common home.

4. In 1971, eight years after Pacem in Terris, Blessed Pope Paul VI referred to the ecological concern as “a tragic consequence” of unchecked human activity: “Due to an ill-considered exploitation of nature, humanity runs the risk of destroying it and becoming in turn a victim of this degradation”.[2] He spoke in similar terms to the Food and Agriculture Organization of the United Nations about the potential for an “ecological catastrophe under the effective explosion of industrial civilization”, and stressed “the urgent need for a radical change in the conduct of humanity”, inasmuch as “the most extraordinary scientific advances, the most amazing technical abilities, the most astonishing economic growth, unless they are accompanied by authentic social and moral progress, will definitively turn against man”.[3]

Læs mere »

Share

The Animal Communicator

13. juni 2015


.
The Animal Communicator er en 52:01 min. YouTube video om Anna Breytenbach og hendes evne til at kommunikere med vilde dyr.

Denne dokumentar følger sydafrikanske Anna Breytenbach, som over en tiårig periode har udviklet en i dag sjælden evne til at kommunikere med vilde dyr. Jeg vil ikke sige så meget om filmen ud over, at den rejser vigtige spørgsmål om dyrs bevidsthed og vi menneskers forsnævrede forståelse deraf. Jeg havde under vejs flere flashbacks til Gregory Batesons forsøg på at indkredse, hvad det er for en form for bevidsthed og intelligens, som gennemsyrer og sammenbinder naturen og dens økosystemer, som ikke er begrænset til naturens individers hjerne-nervesystemer, men forbinder de mange arter og individer til komplekse økosystemer.

Hvad det er for en evne til sansning, lytten til og medleven i naturen og urmenneske-naturbevidsthed, som vi måske alle stadig bærer i os i kimform, men som vi mere eller mindre har tabt følingen med, i takt med at vi gjorde os først til bønder, siden til fortravlede bymennesker?

Det er en dybt betagende film. Men hvis 52 minutter er længe, er de sidste 17 minutter seværdige i sig selv (fra 37:30 og frem). Og har man set denne slutsekvens, er det måske forløsende efterfølgende at se det to minutter lange videoklip, Spirit Update – Jukani Wildlife Sanctuary, som genbesøger den efter et ophold i en belgisk zoo dybt traumatiserede sorte leopard, som Anne Breytenbach på enestående vis formår at nå ind til.

 

Share

Pave Francis ind i klimakampen II

12. juni 2015


.
Denne 2 min. video introducerer på en for mange nok uventet vis det af mange længe ventede pavelige hyrdebrev om vores pligt til at værne om det globale klima.

18. juni udsender Pave Francis en encyklika, et brev om klodens tilstand stilet til katolikker verden rundt med bud om respekt for Guds skaberværk, de klimaforandringer og den økologiske krise, som truer vores fælles fremtid og allerede i dag rammer verdens fattigste hårdest. Encyklikaen vil blive sendt til kardinaler i alle lande og blive gjort tilgængelig online på fem sprog. 18. juni vil blive markeret verden over med gudstjenester, pilgrimsfærd og symbolske markeringer såvel som i undervisning og studiekredse, seminarer, møder og udgivelser. Der er ikke blot tale om konventionel katolsk forkyndelse. Tværtimod har paven og hans rådgivere som del af de omfattende forberedelser haft konsultationer med fremtrædende politikere og videnskabsfolk fra hele verden for at afklare, hvordan den katolske kirke bedst kan medvirke til, at klimaudfordringen – og det underliggende problem, at vi ikke formår at værne om vores livsgrundlag, skaberværket – bliver taget alvorligt.

Allerede før den er udsendt, har pavens encyklika vakt kolossale forventninger i meget vide kredse. Her et halvt år før klimaaftalen i Paris skal være klar til underskrivelse, ses encyklikaen som en mulig game-changer, som kan være med til at styrke forståelsen af nødvendigheden af et fundamentalt kursskifte og skabe det pres på det internationale forhandlingsklima, som gør det muligt at tage store svære fremadrettede beslutninger.

Således kunne man i går ved afslutningen af to ugers intense klimaforhandlinger i Bonn på den afsluttende pressekonference bogstaveligt se den tydeligt søvnunderskudsmærkede forhandlingsleder Christiana Figueres live op og genfinde sit vanlige glimt i øjet, da talen mod slutningen faldt på den nært forestående pavelige encyklika (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni). For en sådan henvendelse forventes at ville kunne nå bredt ud blandt verdens 1,2 mia. katolikker og at kunne få en betydelig indflydelse. En undersøgelse blandt engelske og walisiske katolikker indikerer, at op imod hver tredje vil følge pavens bud og vælge en mere grøn levevis.

Paven kan fra sin position som religiøst overhoved italesætte vores forbrugskultur, vores grådighed, og manglende solidaritet med en direkthed, som ingen politiker kan det, mane virksomhederne til at tage mere hensyn til miljøet end til bundlinjen og i det hel taget mane os alle til eftertanke og mådehold. Selvom vi endnu ikke kender ordlyden, er der ingen tvivl om, at han vil tale meget direkte ind i vores svigtende lydhørhed og respekt for vores omgivelser, som er i færd med at ødelægge vores fælles livsgrundlag.

Læs mere »

Share

Barndommens landskaber

26. maj 2015

Det engelske kunstnerkollektiv Kennardphillipps har herover viderebearbejdet et ganske kendt maleri af Andrew Wyeth: Christina’s World. Det gled først næsten uænset forbi i den evige malstrøm af Facebook-nyheder, men lod sig alligevel ikke bare passere, hang fast på nethinden, og så måtte jeg tilbage at se – og måtte efterfølgende søge det oprindelige landskabsbillede fra 1948 frem.

Pigen på Wyeths billede (eller rettere kvinden, Anna Christina Olson blev født i 1893), var ramt af en polio-agtig sygdom og havde lam underkrop, men kunne med overarmene bevæge sig hen over græsengene. Billedet udstiller en sårbarhed og uformåenhed, men også en nærhed, fortrolighed og overskuelighed. Det vil kræve anstrengelser at nå hjem, men vi er ikke i tvivl om at det kan lade sig gøre.

Læs mere »

Share

Pave Francis ind i klimakampen I

29. april 2015

Fra sin første tiltræden har Pave Francis helt klart og utvetydigt markeret, at forurening og overforbrug var at betragte som dødssynder, og at vi var nødt til at lægge kursen helt om og genfinde en respekt for skaberværket, vores omgivende natur. Og det har længe stået klart, at han forud for vedtagelsen af klimaaftalen i Paris sidst på året forberedte en massiv opbakningsindsats ikke bare overfor verdens katolikker, men for verdens trossamfund.

Dette er foreløbig kulmineret i denne uge med afholdelsen af et stort anlagt klimasymposium, hvor klimaforskere, NGO-repræsentanter og ledere fra verdens trossamfund har været samlet i Vatikanet i forbindelse med fremlæggelsen af en klimadeklaration. I Francis’ perspektiv er en samlet løsning af fattigdomsudfordringen og overforbruget centralt. Samtidig med at vi rigeste må skrue ganske radikalt ned og fralægge os en række ubæredygtige vaner, må vi sikre os, at alle har rammerne for værdige liv.

Herunder er i første omgang selve deklarationen gengivet sammen med en række artikler om Vatikanets klimaudspil, som ikke bare har vakt megen glæde, fordi der er tale om milliarder af mennesker, som ad denne vej italesættes i et sprog, som de indimellem meget teknisk-videnskabelige rationaler vanskeligt formår. Det har også vakt harme og frustration i kredse, som traditionelt påkalder sig et kristent-religiøst tilhørsforhold, at deres fossile interesser og klimafornægtelse på denne måde skammes ud og præsenteres som ude af trit med et kristent levned.

Fremtrædende engelske klimafornægtere har da også været draget til Vatikantet for at få paven på bedre tanker, men de fik ret direkte at vide, at de skulle holde mund med deres fejlbefængte tale, hvis ikke de ville smides på porten!

Deklarationsteksten lyder som følger:

Human-induced climate change is a scientific reality, and its decisive mitigation is a moral and religious imperative for humanity;

In this core moral space, the world’s religions play a very vital role. These traditions all affirm the inherent dignity of every individual linked to the common good of all humanity. They affirm the beauty, wonder, and inherent goodness of the natural world, and appreciate that it is a precious gift entrusted to our common care, making it our moral duty to respect rather than ravage the garden that is our home;

Læs mere »

Share

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Share

Bill Maher om religion og ateisme

29. marts 2014


.
Disse videoer synes fjernet fra YouTube, men dele af dem kan stadig ses her.

Jeg har i dag med stor fornøjelse set en hel stribe YouTube-videoer, som har samlet den amerikanske TV-komiker Bill Mahers religionskritiske kommentarer i sin tilbagevendende rubrik, New Rules, på sit ugentlige talkshow Real Time. Fem sådanne sammenklip er det efterhånden blevet til, med i alt næsten en times besk hudfletning af religionen og al dens væsen. Den seneste kan ses lige herover, mens der er links til alle fem nedenfor. De er udarbejdet af Agnostic Atheist Anti-Theist Foundation, som med Maher og hans forsøg på at etablere et ateistisk ståsted for det moderne USA klart har fundet en forbundsfælle.

Det står ikke helt klart, hvad der er klippet hvornår, men at dømme både ud fra temaer og fra Bill Maher selv, som bliver både tyndere og yngre, efterhånden som man bevæger sig tilbage i rækken, så spænder hans vidunderligt indsigtsfulde udfald mod det religiøse overdrev helt tilbage fra Real Times første begyndelse i februar 2003. Og det er faktisk imponerende, hvor konsistent Bill Maher er i sin stadige spidden, analyseren og udleveren af religionens væsen og uvæsen.

Der kan være mindelser om Dave Allen, som også havde en næsten rituelt tilbagevendende gøren sig munter over menneskets klamren sig til de mange – og set med en moderne alen meget inkonsistente – religiøse forklaringsuniverser og i årevis for hver eneste session havde en ny grotesk pavevits og rundede af med et ” … and may your god go with you.” Bill Mahers opgør med religionen og dens besættelse af hele vores tænkemåde er heroverfor mere kompleks – langt mere kritik og analyse, og mindre humor. Ikke at Maher ikke er morsom, tværtimod trillede tårerne flere gange under vejs ned ad kinderne, men han har med sin religionskritik et projekt, som rækker langt ud over det at more. Og humoren bliver her et våben, som kan betræde og belyse områder, man kun meget vanskeligt kunne nærme sig på anden måde.

For mange er fundamentalisme noget, som har med islam at gøre, men der findes både en videnskabelig og en økonomisk fundamentalisme, og ikke mindst i USA trives en meget stærk kristen fundamentalisme, som er ganske tæt sammenfiltret med en (højre)politisk minimalstatsfundamentalisme. Så med Maher får vi en bidende samfundsanalyse, som ikke bliver mindre til benet af, at han er bøsse og hele tiden parallelt udfordrer den ganske bornerte amerikanske seksualmoral. Maher leverer i Real Time en sjældent begavet humor, som kun fungerer i kraft af hans analytiske begavelse, hans evne til at se klart igennem mudrede landskaber og oversætte det til muntert-groteske paradokser.

Alt dette sagt må jeg sige, at jeg er fundamentalt uenig med Maher. For mig at se er ateismen ikke modsætningen til alt det, vi mennesker igennem tiderne har troet på, men et eget trossystem, en lægmandsreligion, hvor rationaliteten og videnskabsmændene m/k er ypperstepræster. Nutidens videnskab går præcist ind og leverer nye skabelsesmyter, nye forklaringer på arternes og solsystemets oprindelse osv., og – hånden på hjertet – de mange vidtløftigheder om Big Bang, ormehuller og tidsrejser er fuldt så trosbehæftede som vores overleverede religioner. De har gennem tiderne været forsøg på at samle og sammenfatte, hvad vi vidste om vores omverden og hvordan vi måtte gebærde os for at overleve som individer, familier og samfund. Ligesom vor tids Big Bang og hele den spekulative fysik om blot 100 år vil fremstå som ‘de kunne jo ikke vide bedre’-spekulationer, så vil vores vaccinationsprogrammer, kemoterapi, genmanipulationer, vores industrielle landbrugs dyre- og landskabsmishandlinger, vores umådeholdne brug af fossile brændstoffer og begrænsede ressourcer fremstå som ganske middelalderlige.

Videnskaben i dag fortrænger, at naturen er levende, at vi mennesker er levende. Dens rationaler, dens materialisme, åndshovmod og ureflekterede udviklingstrang er i fuld gang med at destruere vores livsvilkår. Måske oprindelige folkeslags mytebaserede forklaringer om tingens sammenhæng ikke havde samme teoretiske niveau eller logiske konsekvens som nutidens videnskabelighed, men de undgik at lave atomkriaftværker og masseødelæggelsesvåben, og de formåede at forankre os mennesker i en bæredygtig relation med vores omgivelser, hvor videnskabens verdensanskuelse har afskåret os fra vores sammenhæng, vores ophav, og vores spiritualitet dertil, at vi i vores fremmedgjorthed er blevet vores egen største fjende.

I et USA, hvor en ganske stor del af befolkningen kræver en kreationisme, hvor bibelens skabelsesberetning ikke ‘blot’ er en abstrakt myte eller forståelsesbillede, men en absolut virkelighed, som overskriver den moderne videnskabs forståelsesunivers dertil, at Darwins udviklingslære i mange stater er tabu i undervisningen, og ikke kan forestille sig, at Gud vil lade kloden ødelægge af klimaforandringer, bliver videnskaben det rationelle modstykke – den fornuft, vi må bygge fremtiden på. Og ateismen som rationelt trossystem bliver den umiddelbart indlysende antitese til mere eller mindre perverterede moderniseringer af gamle trossystemer, som stortrives i nutidens USA.

Men lad os nu se, om ikke Maher om 10 år er taoist – har indset, at vi ikke bare har, men behøver at nære en spirituel kerne. At religionens kerne ikke ligger i dens form, men i dens formløshed, at religionerne deres myriader af fremtrædelsesformer til trods må ses som forsøg på at nærme sig samme formløse kerne, men at religioner gennem tid med næsten naturlovsmæssig entydighed har genereret former og strukturer, ritualer og institutioner, som bevægede sig stadig længere fra essensen. Jo tættere på magten, jo sværere var det for formløshedens lys at trænge igennem. Indimellem har der været reformatorer, som formåede at genforbinde religionen til dens kerne og genkalde dens lys. Men henfaldet til form kom hurtigt. For eksempel den japanske religionsstifter Honen (1133-1212) erklærede i sin afvisning af formens og hierarkiets nødvendighed, at templet var præcist dér, hvor mennesket kaldte på Gud (Amida Buddha). Endda byggede hans tilhængere den tids største tempelbygninger for at demonstrere hans storhed.

Måske Maher om 10 år har indset, at man i det ateistiske projekt blot fik etableret et nyt trossystem med eksperterne og videnskabsmændene som ypperstepræster, og at vi ved den definitive bortskrælning af religiøse magtforviklinger og erkendelsesmæssige absurditeter, som Maher med sine New Rules og sin spiddende humor bidrager så fornemt til, ikke ender med et rationelt-ateistisk paradis på jord, men med på trods af al støjen fra den moderne tilværelse at erkende og genforbinde til den spirituelle kerne, til den væren, som forbinder alt levende på denne klode.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Five, 10:33 min: YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Four, 11:40 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Three, 11:33 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Two, 14:53 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part One, 9:56 min. YouTube video.

Disse videoer synes fjernet fra YouTube, men dele af dem kan stadig ses her.

 

Share

Jigmi Y. Thinley: Happiness or growth?

28. november 2013


.
31. oktober holdt Bhutans nu forhenværende statsminister Jigmi Y. Thinley en forelæsning i København med titlen Happiness or growth? Is GNH – Gross National Happiness – a solution to coping with growth? 

Det blev en sjældent intens oplevelse af nærvær, af en lysende menneskekundskab og en indtrængende vilje til forandring i det gode – et perspektiv, som Thinley adspurgt derom måtte fastholde ikke var buddhistisk, for ideen om et lykkeindeks og det at forfølge velovervejede kvalitative mål i samfundsudviklingen frem for den økonomiske vækst var delt af alle i Bhutan – kristne, muslimer, hinduer, buddhister, ateister – og den opposition, som havde vundet det unge demokrati Bhutans kun andet frie valg. Blot ville den nye regering fokusere mere på den hjemlige lykke og ikke lægge så mange kræfter i det internationale arbejde.

Men Thinley har i de seneste år tændt en ild i det internationale samfund. Blandt andet FNs udviklingsfond er meget interesseret i GNH, Gross Happiness Index, som supplement eller alternativ til GDP som udviklingsparameter. For hvor efterstræbelsen af GDP, som den har udspillet sig siden 2. verdenskrig, næsten uafvendeligt fører til en totalnedslidning af vores naturgrundlag, så ligger der i GNH en nøgle til etableringen af en fundamental bæredygtighed – en værnen om tilværelsens basale størrelser, herunder de landskaber, som skal udgøre vores livsgrundlag i al tid fremover.

Samtidig med at det således er en tankegang, som erkender og respekterer vores bæredygtige livsrum og grænserne for vores udfoldelse, så er der et fundamentalt sundt fokus på livsfylde. I modsætning til den fejlagtige antagelse, at økonomisk vækst gør os lykkelige – jo mere jo lykkeligere – som ligger som en ureflekteret præmis for så godt som alle politiske målsætninger verden rundt, så formår forfølgelsen af det bhutanske lykkeindeks’ parametre på én gang at sætte nogle bæredygtighedsmæssigt set helt nødvendige grænser for vores udfoldelse, og så at beskæftige sig med livsfylden, at den givne økonomi rent faktisk gør os lykkelige.

Forelæsningen blev videooptaget, og videoen foreligger i fire dele, første del herover, og de tre følgende herunder.

I det tidligere blog-indlæg: Bhutans lykkeindeks – det nye BNP? er lykkeindekset er nærmere beskrevet ud over at der er en lille reportage-video fra Bhutan.

Læs mere »

Share