Strøtanker om bæredygtighed

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n’Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde.

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

[nggallery id=141]

. 
Grønlands indlandsis er en verden af fortryllende skønhed. Billeder derfra vækker en dyb længsel efter at kunne flyve hen over de vidtstrakte landskaber, suge de mange former og farver til sig i isens langsomme skriden mod havet.

Nu er det nok ikke specielt klimavenligt at flyve derop blot som foto-turist, og det er i virkeligheden også megt mere en Chagallsk flyvegrøm, hvor man ved at strække armene udsvæver vægtløst graciøst hen over de glitrende landskaber, så jeg har istedet samlet en række billeder fra Grønlands ismassiver.

I anden linje ser man nogen af de smeltevandssøer, som Pano Kroko beskriver i sit paper i det forudgående blog-indlæg. I tredje linje ser man nogle af de moulins, vandtunneller, hvorigennem smeltevandet finder vej til gletsjerbunden. I femte række er der billeder fra gletsjerudmundingen i Jakobshavn.

På Klimatopmødets sidste dag kom grundlæggeren af Environmental Parliament, Pano Kroko, til Klimabundmødet på Vartov for at give en direkte skildring af tingenes tilstand i Bella Centeret. Det stod da klart, at vi ikke ville få den ambitiøse aftale, som alle havde håbet på, og som verden fortjener. Det var alt for let at være fortvivlet, men endda fortalte Kroko, at der var grund til optimisme – måske ikke lige nu, men på sigt. Han havde oplevet delegationsledere fra hele verden indlevet vidende drøfte, om målet måtte være 1½° eller 2°C? Og en målsætning som 350 ppm, som ingen kendte til for blot to år siden, havde nu mere end 100 lande bag sig – omend endnu ikke de 100 mest indflydelsesrige. Så den nødvendige viden er til stede og mangler så at sige blot at befrugte den politiske vilje.

Kroko vendte tilbage til Vartov dagen efter, hvor han under mere uformelle rammer fortalte om en sag, som Environmental Parliament har meget højt opå sit agenda: Den fremadskridende destabilisering af Grønlands indlandsis. I de seneste år har man kunnet iagttage en markant større afsmeltning af den grønlandske indlandsis. På billedet ovenfor til venstre ser man to kajakker på en smeltevandssø ovenpå indlandsisen, til højre styrter smeltevand i en dyb skakt. Dette vand vådrer bunden af ismassivet og løsner permafrostens greb i det underliggende urfjeld. Der er tale om vandmængder så store, at det flere steder langs den grønlandske kyst giver basis for at drive elturbiner.

I Pano Krokos tankevækkende paper nedenfor, som jeg har fået lov at bringe her på bloggen, bliver det klart, at vi står overfor et muligt ‘tipping point’, hvor Grønlands ismassiver ikke blot langsomt silende ender i verdenshavene, men at det kan ske fra dag til dag gennem store udladninger af destabiliserede ismassiver med voldsomme havstigninger til følge.

Stadig sker afsmeltningen kun fra ismassivets randområder, men arealet er stærkt voksende (se det forudgående blog-indlæg: Indlandsisen vådrer), og det kolossale grønlandske ismassiv rummer i sig vandmængder, som fuldt afsmeltet modsvarer en havstigning på omkring 7 m.

GREENLAND

Climate forcing sudden ice sheet collapse tipping point mitigation Study.

An Environmental Parliament white paper by Pano Kroko, circa November 2009

The Greenland Ice Cap sudden slide into the Ocean is the issue and we have to use security measures to counter it’s devastating effects. Clearly a Black Swan event waiting to happen – It is a security risk of the greatest magnitude for the United States and for the rest of the world.

The Greenland Ice Cap’s imminent, sudden and cataclysmic collapse is a repeat of PAST EVENTS in the Hudson Bay Ice Cap. Not only it is similar to the Hudson Bay Ice cap sudden collapse that led to the stories of Noah’s Flood and cultural and religious myth throughout all of the earth’s cultures – it is also a verifiable geologically proven rapid scale event. A singularity and a Complex theory examination is needed immediately.

The speed and terrifying cataclysmic sea level rises after the Hudson Bay Ice Cap collapse, are well documented. The sudden slide of the whole Greenland ice cap into the sea will result in 7 to 17 meter sea level rises globally. It can and will happen literally overnight…. This collapse will lead to sea level rising OVERNIGHT and subsequent sea level rises will result in our repeating the cultural and religious histories existent, all across cultures and religions of this earth.

Sadly this is going to be a repeat of the Floods but we aren’t any more prepared than the contemporaries of Noe were.

Læs mere »

Jeg har i dette indlæg samlet et par kort, som giver et billede af den accelererende afsmeltning af Grønlands indlandsis. Herover er der angivet, hvilken del af den grønlandske indlandsis, som oplevede afsmeltning i årene 1992 og 2002. Fra at være et randfænomen nærmer det sig en situation, hvor hele den sydlige del har afsmeltning i sommertiden – se kortet nedenfor fra 2005.

Læs mere »

Den danske glaciolog Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Institutets afdeling for Is og klima, bragte i december en kronik i Politiken, Havet stiger hurtigere end ventet. Her får man med udgangspunkt i tilstanden for Grønlands indlandsis en virkelig god indføring i tingenes tilstand. Dorthe Dahl-Jensen er leder af NEEM-projektet (North Greenland Eemian Ice Drilling), hvor man tager prøver ned gennem indlandsisen, som visse steder er omkring 3.000 m tyk.

Dorthe Dahl-Jensen beskriver i kroniken, hvordan afsmeltningen i de seneste år er tiltaget markant, og siger, at vi må regne med havstigninger på mellem 0,5-1,5 m i det 21. århundrede. Temperaturstigningen over Grønland er allerede på omkring 2ºC eller godt det dobbelte af den gennemsnitlige globale temperaturstigning. Dette er et gennemgående mønster, og en stigning på blot få grader i den globale gennemsnintstemperatur vil give tocifrede stigninger i visse dele af det arkitske område, med risiko for frigivelse af store mængder metangas, som nu er bundet i den arktiske tundra.

Der har gennem de senste år været endog meget forskellige bud på, hvad den globale opvarmning betyder for afsmeltningen af klodens ismassiver, og hvilken havstigning det vil medføre. Det har blandt andet at gøre med, at man ofte taler i meget forskellige tidsperspektiver. Samme CO₂-koncentration på 450 ppm kan således i ét tidsperspektiv føre til, at vi i det 21. århundrede kun vil se yderst begrænsede havstigninger (under 1 meter), mens lederen af NASAs klimaforksning James E. Hansen uden at ryste på hånden siger, at langtidsvirkningen af 450 ppm vil være en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, hvilket vil medføre havstigninger i størrelsesordenen 60-70 m.

Noget andet er, at hvor en 1 m havstigning ligner en ubetydelighed, hvis man er bjergbonde i Schweiz, så er det for for en lang række af verdens atolriger nærmest en dødsdom.

Dorthe Dahl-Jensen: Havet stiger hurtigere end ventet, Politiken 13.12.2009.

Tine Damgaard og Bent Højgaard Sørensen: Polarforskere slår alarm, Berlingske 14.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Al Gore-kritikere med is i maven: ‘ingen problemer’, Information 27.07.2007.

Med et lånetilsagn på 8 mia. $ gav Obama først på ugen grønt lys til opførelsen af et atomkraftværk med to reaktorer i Georgia – det første i mere end 30 år. Den amerikanske klimaminister Steven Chu mere end antyder, at dette er blot første af en hel række tilsvarende lån, måske 6 eller flere. Og Obama-administrationen har bedt Kongressen løfte lånegarantierne til udbygningen af atomkraft til 54 mia. $.

Motiverne er mange. Sikkerhedspolitisk set er det en del af at frigøre sig af mellemøstlig olie. Samtidig er atomkraften med til at mindske de amerikanske CO₂-udledninger, og værket vil, når det i 2016-17 står færdigt, årligt fortrænge hvad der svarer til 15 mio. ton CO₂ fra kulkraftværker – eller omkring 30% af de årlige danske CO₂-udledninger. 6-7-8 af sådanne værker vil kunne ses på den amerikanske CO₂-balance.

Energipolitisk set har USA så mange lavthængende frugter, som umiddelbart kunne høstes. På den baggrund virker satsningen på atomkraft umiddelbart paradoksal. For atomkraft er langt fra nogen billig løsning. Men i et land, hvor erhvervslivets lobbyister står så stærkt som de gør, er almindelig fornuftstænkning på samfundsniveau – for slet ikke at tale om globalt niveau – stort set sat ud af kraft. Og det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at en af de store donorer til Obamas valgkampagne er det Chicago-baserede Exelon Corporation, som er USAs største producent af atomkraft.

I begyndelsen af 2009 var der tilmeldt 2.340 lobbyister på Capitol Hill alene på klimaforandringsområdet eller rundt regnet seks for hver medlem af Kongressen. Heraf har op imod 85% det formål at modarbejde – eller i det mindste forsinke – det politiske systems vedtagelse af en egentlig klimalovgivning. Satsningen er således også et billede på, at det i den klimalovgivningsmæssigt pt. helt uafklarede situation er lykkedes atom-lobbyen at komme til fadet.

Der er meget stærke interesser i det amerikanske samfund, som helst så klimalovgivningen nedstemt, og den nylige opblomstring af klimaskeptiker-aktivitet skal også ses i denne sammenhæng.

Fra Obama-administrationens side er atomkraft-pakken et forsøg på at vinde republikanske stemmer dertil, at en klimalovgivning med en kvotepris på udledningen af CO₂ vil kunne gennemføres også i kongressen. Republikanske senatorer har krævet støtte til igangsættelse af op til 100 reaktorer i det kommende årti – USA har i dag lige godt 100 reaktorer kørende, som står overfor udskiftning, da man ikke har opført nye atomkraftværker siden uheldet ved Three Mile Island i 1979.

Intet tyder på, at åbningen overfor republikanerne på dette område i sig selv vil sikre en kvote-lovgivning. Så mulighederne for Obamas klimapakke er lige nu meget skrøbelig. Og man må nok indstille sig på, at en vedtagelse i Kongressen vil koste en stribe af tilsvarende særordninger om for eksempel ‘clean coal’ og offshore olieudvinding, som er langt bedre for kul- og olieindustrien og bio-ethanol-producenterne end for klimaet.

Med alle disse strategiske manøvrer er Obama hastigt er i færd med at miste sin opbakning fra miljøorganisationerne.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama gives green light to new wave of nuclear reactors, The Guardian 16.02.2010.

Suzanne Goldenberg: Big firms drop support for US climate bill, The Guardian 16.02.2010.

Matthew L. Wald: U.S. Supports New Nuclear Reactors in Georgia, New York Times 16.02.2010.

Kate Sheppard: Obama’s risky nuclear renaissance, The Guardian 17.02.2010.

John M. Broder: Environmental Advocates Are Cooling on Obama, New York Times 17.02.2010.

Lørdag den 27. februar inviterer Klimabevægelsen til debatmøde som optakt til Klimabevægelsens Landsmøde søndag den 28. februar.

Helt fra Klimabevægelsens grundlæggelse har COP15 været det store orienteringspunkt forude, og Klimabevægelsen har lagt mange kræfter dels i forberedelsen af Klimaforum, dels i en lang række aktiviteter op til og under klimatopmødet. Nu hvor COP15 er ovre, og tømmermændene efter det pauvre resultat, som kun de mest obskure kortsigtede særinteresser kan være tjent med, så småt er ved at fortage sig, er det tid at standse op og gøre status over, hvordan man som bevægelse (og som individ) mest meningsfuldt kan fortsætte arbejdet.

Er det gennem mere folkelig mobilisering og endnu større demonstrationer? Er det aktioner mod kulkraft eller julemands-aktioner? Er der brug for mere viden og indsigt, eller skal der tværtimod kommunikeres mere emotionelt og billedbårent (ala Tuvalu, klimasagens panda)? Er det indsatsen mod den massive støj fra klimaskepticismen, eller skal den blot forties? Er det fastholdelsen af, at Københavns Kommunes målsætning om CO2-neutralitet i 2025 ikke blot blev greenwash af værtsbyen? Eller er det en insisteren på nødvendigheden af 1½º og 350 ppm som naturens og fremtidens fordring til nutiden? Er det arbejdet for nye teknologier og organisationsmønstre, eller giver det allermest mening at arbejde med det bevidsthedsmæssige og udfoldelsen af livsværdier og fællesskaber, som er langt mindre bundet op på materiel besiddelse?

Der findes ikke nogen definitive svar på alle disse spørgsmål. Endda er det vigtigt for Klimabevægelsens videre arbejde og udvikling, at man forholder sig til dem og gør sig klart, hvor man bedst og mest meningsfuldt sætter ind. Så der er lagt op til en weekend med virkelig spændende debatter.

Se programmerne her. Alle er velkomne:

• 27.02. kl. 13-18.00: Efter COP15, hvem skal nu redde klimaet? (pdf).
• 28.02. kl. 10-16.00: Landsmøde nr. 6 i Klimabevægelsen i Danmark (pdf).

Begge arrangementer finder sted ved Forbundet Træ-Industri-Byg, Mølle Allé 26, 2500 Valby (ca. 200 m fra Valby Station).

Eller se invitationerne herunder:

Læs mere »

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte. Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Læs mere »

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »

Kvoteprisen på det europæiske marked har aldrig været særlig høj målt i forhold til, hvad det kostede at rydde op efter sig i selve processen, så i den nuværende form betyder kvoteordningen, at det langt bedre kan betale sig at købe sig til retten til at forurene i EU-området end at rydde op efter sig. Prisen for retten til at udlede 1 ton CO₂ er på det europæiske kvotemarked er på et halvt år faldet fra over 30 euro til 12,40 euro, således at man efter det fejlslagne klimatopmøde i København kunne udlede ét ton CO₂ for under 100 kr.

Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi (de danske elselskabers brancheorganisation), siger ifølge en artikel i Information i går, at man er nødt til at indføre en form for mindstepris i kvotesystemet – og en form for parallel til den europæiske centralkvotebank, som kunne forestå disse støtteindkøb. Om den er 10, 20 eller 30 euro betyder ifølge Aagaard mindre. De nuværende fluktuationer skaber en investeringsmæssig usikkerhed, som medfører, at der ikke bliver taget klimahensyn.¹

Til en begyndelse er det godt at se den selverkendelse, at den rene markedsmekanisme ikke formår at handle klima- eller miljøoptimalt. Det kræver tværtimod en massiv og velperspektiveret styring, hvis markedet skal kunne noget som helst andet end at fortsætte den nuværende forbrugsfest dertil, at det er for sent at sadle om.

En del af problemet med det europæiske kvotesystem er, at man i udgangspunktet uddelte så mange gratis kvoter, at prisen aldrig fik et leje, hvor det kunne svare sig at lave CO₂-reduktioner i selve produktionsprocessen. Hvis man så løbende kunne styre kvoteloftet, så man hele tiden strammede målsætningerne dertil, at man fik en konstant høj kvotepris … men i en situation, hvor EU fedter med målsætningerne, som man har set det i de sidste to måneder, er det ligeså sandsynligt at prisen på at svine atmosfæren til bliver endnu mindre.

Og så er det, at man kunne spørge sig, hvad der ville ske, hvis vi fik en central kvotebank eller tilsvarende mekanisme, som sikrede, at mindsteprisen på CO₂-udledning var mindst 1.000 kr. pr. ton, samtidig med kvotesystemerne blev lagt langt bredere ud end nu?

Læs mere »