april 2012 arkiv

Garth Lenz: The true cost of oil

7. april 2012


.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningenJames E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

 

Share

To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands

6. april 2012


.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

 

Share

Landskaber under ødelæggelse

5. april 2012

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sand – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sand i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO2, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sand-olien – ikke fordi det er tar sand, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sand-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

Share

Kastelsgraven som recipient

4. april 2012

Dette indlæg om Københavns Kommunes planer om ved skybrud at lede spildevand i Kastelsgraven er i dag indsendt som høringssvar. Det søger at fremdrage det principielt problematiske i, at vi (mis)bruger vores sparsomme bynatur ved i skybrudssituationer af lukke store mængder gadevand ud i grønne oaser som Brønshøjparken og Kastelsgraven – i det mindste uden forud at klarlægge konsekvenserne undersøge, om der findes løsninger, som giver bedre bymiljø og er mere i tråd med Københanvs overordnede klimatilpasningsstrategi.
.

Kastelsgraven som recipient

Med stigende globale temperaturer står København som andre byer verden rundt overfor en klimatilpasningsproces, som i de kommende år vil nødvendiggøre betydelige justeringer, og som med den nuværende tøven  i det internationale samfund overfor den nødvendige klimaindsats på lidt længere sigt vil ændre vores bygningers og byrums fremtræden markant.

På den korte bane vil en vigtig del af denne klimatilpasning være hele den måde, vi forholder os til regnvandet på. Med den styrtregn, som ramte København 2. juli 2011, fik vi en forsmag på, hvad vi har i vente. På få timer faldt der 150 mm regn over det centrale København. Det blev karakteriseret som en 500-års-regn – og samtidig som noget, vi måske fremover snarere vil opleve hvert tiende eller tyvende år.

Meteorologerne taler således ikke bare om varmere vejr og vådere vintre, men om mere ekstreme regnhændelser med op til 30% voldsommere nedbør, end vi kender i dag.

Det gode er, at det kan løses – rundt omkring i verden er der masser af eksempler på, at man har formået at indrette sig med langt større nedbørsmængder. Men det vil kræve markante ændringer i vores nuværende måde at håndtere regnvandet på.

To strategier

Der åbner sig groft sagt to strategier, som det er vigtigt at gøre sig klar i den nuværende situation – to måder at møde udfordringen på:

1) det nuværende kloak- og vandafledningssystem udbygges, så det kan tage selv de voldsomste regnskyl, eller

2) den nuværende måde at håndtere regnvandet på, hvor stort set alt det vand, som rammer byens flader, ledes direkte i kloakken, forlades. I stedet tilstræber man i langt højere grad end nu en vifte af såkaldte LAR-løsninger – en Lokal Afledning af Regnvandet hvor regnvandet opsuges, tilbage­holdes, nedsives eller forsinkes.

Allerede i baggrundsrapporten til afsnittet om klimatilpasning i Københavns Kommunes (KKs) kli­maplan kunne man i 2009 læse, at merudgiften ved at skulle opgradere kloaksy­ste­met til at kunne håndtere 30% større regnmængder (strategi 1) ville ligge i størrelsesordenen 10 mia. kr. Der er således mange penge at spare, hvis man gennem en serie af koordinerede til­tag sikrede sig, at KKs nuværende kloakkapacitet også fremover vil være til­strækkelig.

Udgifterne til gennemførelsen af strategi 2 er så vidt vides ikke opgjort. Men med mere vegetation, flere grønne tage og en større grad af lokal opsamling og anvendelse af regnvandet er der heller ikke blot tale om en udgift. Her får vi samtidig en masse bykvalitet forærende, en sundere og grønnere by med mere fuglesang, større biodiversitet og frodighed. Samtidig vil det større vegetationsvolumen i byen vil være med til at køle byen. Og blot få år længere fremme vil et andet aspekt af klimatilpasningen blive mere påtrængende, at vores huse og byrum bliver ubehageligt varme om sommeren, hvis ikke vi køler og skygger dem med vegetation. Her vil strategi 1-løsningen tilsvarende være at installere aircondition­ing i store del af vo­res byg­ningsmasse med et stærkt øget energi­forbrug til følge. Strategi 2 er således langt mere frem­tidssikret, bæredygtig og i overensstemmelse med byens intentioner om at være Verdens Miljø­metropol og at nå CO2-neutralitet i 2025.

Som det fremgår både af Klimatilpasningsplanen og af LAR Metode­hånd­bogen har KK da også prisværdigt lagt op til en klimatilpasningsstrategi, hvor man i høj grad søger at imødegå de øgede nedbørsmængder gennem en øget lokal anvendelse, nedsiv­ning eller forsinkelse af regnvandet. På den baggrund virker Tillæg nr. 1 til spildevandsplanen,¹ som nu er sendt til høring, noget overraskende.

Her fremlægges ni tiltag til overløbsløsninger ved ekstremregn, som alle må henregnes til strategi 1. Fire af forslagene vedrører Indre By, og i tre af disse tilfælde vil man lede overfla­devand direkte i havnen. Det giver måske mening, da man ellers kunne være nødsaget til at lede urenset kloakvand i havnen, i og med at havne­bassinet må betragtes som en relativt stor og robust recipient. Men det fjerde og miljømæssigt set mest problematiske tiltag er et ønske om at kunne lukke vejvandet fra Esplanaden og Grøn­ningen ud i Kastelsgraven i tilfælde af ekstrem­regn.

Læs mere »

Share

Ny bundrekord for den europæiske kvotepris

3. april 2012

Foreløbige opgørelser peger på, at EUs CO2-udledninger sidste år faldt med 2,6% til 1,89 mia. ton CO2, hvilket har fået kvoteprisen på det europæiske kvotemarked til at falde til et historisk lavpunkt. I går kunne “retten” til at udlede 1 ton CO2 således købes for blot 6,14 euro eller under 50 danske kroner.¹

Dette er en hån mod klimaindsatsen, og hele dette system af kvoteafgifter, som med hjælp fra markedets logik skulle tilskynde til klimaoptimering, må siges at have slået fejl. Tværtimod må virksomheder, som i denne situation klimaoptimerer, skele til konkurrenterne blot kan fortsætte med at pumpe CO2 ud som hidtil og betale en rent symbolsk pris derfor. Så kvotesystemet trænger i den grad til et eftersyn. Hvis det skal bringes til at fungere efter hensigten, skal der til stadighed absorberes kvoter i en form for kurspleje, som man i mange år praktiserede på landbrugsområdet, hvor man for eksempel sikrede, at kursen aldrig faldt under f.eks. 100 euro.

Dette er stadig langt fra de samfundsmæssige omkostninger ved udledningerne. I 2011 blev det således beregnet beregnet, at “the social cost of carbon” – den indirekte omkostning ved udledningen af 1 ton CO2 – lå mere end 100 gange højere end dagens kvotepris (omkring 5.000 kr./ 660 euro). På den baggrund er et kvotesystem med en pris på 6 euro for retten til at lukke 1 ton CO2 ud i atmosfæren en absurditet (se tidligere blog-indlæg: Den fulde pris for CO2-udledninger).

Senest har vi omkring det danske energiforlig set, hvordan det som en del af den almindelige støjproduktion omkring klimaindsatsen har været fremført, at det ikke mindsker CO2-udledningerne i EU, at vi i stort omfang omlægger til vedvarende energi i Danmark – at det tværtimod blot giver plads til, at andre kan svine endnu mere. Men det er en fejl ved kvotesystemet, ikke ved det danske energiforlig. Det burde være sådan, at hver gang man satte en solfanger eller vindmølle op, så blev EUs kvoteloft automatisk sænket tilsvarende. Ligeledes kunne man forestille sig, at hver gang produktion blev udflaget til steder med billigere arbejdsløn og mindre klimakrav, blev loftet sænket tilsvarende.  På den måde blev presset på dem, som ikke gør noget, bevaret.

I et tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem er der en graf, som visualiserer, hvilken kvotepris, som vil gøre det økonomisk attraktivt at lave hvilke indsatser. Dette betyder imidlertid ikke, at ændringerne automatisk finder sted – tværtimod er der en vis inerti, som man for eksempel kan se det på efterisoleringsområdet, hvor det ikke får os til automatisk at isolere tage og hulmure eller at skifte til nye vinduer med markant lavere varmetab selvom det ville være tjent ind på ganske få år.

Kvotesystemet er barn af markedstænkningen, men vi kommer nok til at indse, at hvor markedsmekanismerne nogenlunde kan regulere udbud og efterspørgsel på et blomstermarked inden lukketid, så kan markedsmekanismernes evne til at lede verden sikkert og hurtigt igennem den forestående totalomlægning fra den fossile afhængighed ligge på et meget lille sted. Hvis vi overhovedet skal fortsætte med kvotesystemer, må vi ikke bare sikre, at kursen holdes på et niveau, hvor der er tale om et solidt økonomisk incentive. Vi må samtidig få et mere realistisk billede af, hvad kvotemarkedet nogensinde kommer til at kunne formå – og indse, at selv hvis det lykkes at bringe kursen op i et niveau, som står i rimeligt forhold tilomkostningerne ved CO2-udledninger, vil være nødvendigt med en stor vifte af andre indsatser for at sikre, at omstillingen til vedvarende energi kommer til at ske tilstrækkeligt hurtigt til at København ikke står under vand i det 24. århundrede.

Se tidligere blog-indlæg tagged CO2-kvoter.

EU carbon price plumbs new depths on weak emissions data, Business Green 03.04.2012.¹

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

 

Share