juli 2009 arkiv

England halverer forbrug af engangsplasticposer

18. juli 2009

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO2-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO2-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

 

Share

Stormflod i fremtidens Danmark – og resten af verden

15. juli 2009

”Kommer havet om natten i fremtidens Danmark, bliver borgerne næppe vækket af en piblen. De bliver måske snarere advaret af en elektronisk stemme. I de sydlige dele af Storkøbenhavn siger den noget i retning af:

’Vandstanden i Køge Bugt er nu mere end halvanden meter over daglig vande. Vi forudser, at den stiger yderligere inden for de næste seks timer. Se at komme ud af huset!’

De fleste af borgerne er forberedte og har formentlig gjort kufferter og vigtige ejendele klar til evakuering, efter at fremtidens medier i god tid har videreformidlet meteorologernes varsler om stormflod. Men højvandet gør det meget svært at lede de store mængder regn- og kloakvand ud i bugten … De kraftigere pumper kommunen har installeret til formålet er ikke nok til at dæmme op for en stormflod af den type, der bliver stadig mere almindelig, jo længere vi kommer ind i det 21. århundrede.” ¹

Ovenstående fremtidsscenarie er visualiseret i Michael Rothenborgs bog, Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, der giver et bud på, hvordan det bliver at leve i Danmark i 2090’erne. Stigende vandstand i verdenshavene og stigende temperaturer over hele Jorden forstærker gensidigt hinanden, så risikoen for stormflod og oversvømmelser år for år øges – også i Danmark. At udviklingen fortsætter i denne retning, kan vi sige med baggrund i de stadigt mere raffinerede studier af forandringerne i klimaet indenfor de sidste 30 år, samt om betydningen herfor i fremtiden af vores udledninger af drivhusgasser.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderer således i deres Fourth Assessment Report fra 2007, at der har været en trend siden midten af 1970’erne mod at storme over hele verden varer længere og bliver kraftigere, og at denne udvikling har en stærk korrelation med stigningen i de tropiske havtemperaturer. Desuden noterer IPCC sig, at der nu forekommer orkaner på steder i verden, hvor der aldrig har været orkaner før (f.eks. i dele af Sydatlanten).²Ifølge DMI er der også tendens til flere kraftige storme i Danmark. Siden 1971 har vi således haft 14 orkaner og orkanagtige storme. Det er lige så mange som i de foregående 80 år. Med andre ord: fortsætter den menneskeskabte opvarmning af jorden vil vi ikke nødvendigvis få flere storme, men vi vil få stærkere og mere ødelæggende storme.

Læs mere »

Share

Mere A-kraft kan blive afgørende for USAs klimaindsats

9. juli 2009

NASA-satellitmålinger der grafisk viser hvordan havisen ved Nordpolen stadig bliver tyndere

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO2-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO2-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO2-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980′erne og 1990′erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »

Share

Sure oceaner IX

6. juli 2009

Sammen med Manchester International Festival har The Guardian her i weekenden haft samlet et internationalt panel af klimaeksperter i Manchester, hvor de har fremlagt og diskuteret tyve radikale klimaløsninger. De tyve projekter vil blive samlet i en The Manchester Report, som vil blive fremlagt forud for COP15 i København.

Mange af forslagene kredser omkring vedvarende energi – hvilket selvsagt er uomgængeligt vigtigt for at kunne erstatte den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer. Men hvis vi skal have atmosfærens CO2-koncentration tilbage under 350 ppm – den er nu 389 ppm og stiger med 2 ppm pr. år – er det ikke nok at mindske udledningerne. Det kræver, at vi udvikler teknikker, som kan trække CO2 ud af atmosfæren og lagre CO2. Der spekuleres derfor i disse år i udviklingen af CCS-teknologier – Carbon Capture Storage.

Ikke mindst er der store forhåbninger til CCS-projekter, som gør os i stand til at videreføre kulafbrændingen uden at sætte klodens klimabalance over styr. Men lige nu virker det ikke sandsynligt, at vi bliver i stand til noget, som bare minder derom inden for de første to årtier. De eneste pålidelige CCS-teknologier, som vi lige nu har til rådighed, er systematisk at øge vegetationsmængden og muldjordskvaliteten over alt på kloden.

Blandt forslagene fra Manchester er der flere såkaldte geoengineering-projekter, som for eksempel at lade i hundredvis af skibe konstant sejle rundt på verdenshavene for at sprede skyer at fint forstøvet havvand. Det skulle øge skydannelsen dertil, at det kunne køle kloden.

Et andet af forslagene kommer fra Tim Kruger, som har fået den idé, at man ved at putte brændt kalk i havet kan løse to problemer samtidig. Cquestrate kalder han det, og Kruger har pli nok til at præsentere sin idé som open source – at det ikke er noget, som en gruppe aktionærer skal være milliardærer på.

Læs mere »

Share

Interview med Bill McKibben

1. juli 2009

19. juni havde vi besøg af Bill McKibben ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, hvor vi ud over en pressekonference, hvor en række medier havde anledning til at lave interviews med Bill lavede den første planlægning af årets 350-manifestation på Rådhuspladsen til oktober.

Niels-Holger lavede afsluttende dette interview med Bill McKibben, hvor han ridser situationen op forud for klimatopmødet til december.

Niels-Holger: Hvad skal der foregå omkring 350 i det næste halve år op til COP15 i København?

Bill: Vi vil tage dette tal: 350, som er verdens vigtigste tal og gøre det til det mest kendte tal i verden. Den 24. oktober på den globale aktionsdag vil der være tusinvis af begivenheder over hele verden; alle designede til at banke dette nummer fast; dybt i den menneskelige bevidsthed, og når det sker, vil det direkte påvirke forhandlingerne i København, fordi vi endeligt har fået et mål at gå efter, endelig har fået en bundlinie for hvad vi vil acceptere og hvad vi ikke vil acceptere.

Niels-Holger: Hvad vil være de vigtigste målsætninger for en succesfuld aftale i København?

Bill: København er nødt til at præstere to ting: En stærk videnskabelig begrundet begrænsning af CO2-udledninger, det er det vigtigste, og for at det skal blive muligt, må vi have en stærk aftale om hvordan udviklingslandene skal hjælpes til udvikling uden at være nødt til at afbrænde kul. Hvis vi kan løse problemerne med at overføre teknologi og ressourcer fra den rige verden til den fattige verden, så er der en reel mulighed for at nå en virkelig global begrænsning af CO2.

Niels-Holger: Vil det være muligt at nå en aftale med store udledere som USA, Australien, Japan, Canada og andre som bagtrop? Kan der lægges pres på disse stater, eller vil de trække alle med sig i dybet?

Bill: Vi er nødt til at lægge et alvorligt pres på alle disse lande, ellers vil de trække alle andre ned eller tilbage. Vi kan gøre det, hvis vi organiserer over hele verden. Kina vil forstå, at de ikke kan være aftalebryder, USA vil forstå, at de ikke kan være den slemme fyr internationalt. Hvis det ikke er nok, så må vi alle vegne fra lægge pres på disse spillere, det er derfor vi må bruge global organisering.

Niels-Holger: Hvad mener du er de vigtigste ting at fortælle folk om 350 for at øge presset?

Bill: 350 betyder, at dette ikke længere er et problem for fremtiden. Vi er allerede godt forbi 350 med 389 ppm, alt for meget CO2 allerede – det handler ikke om fremtiden, det handler om nu. Det betyder, at vi må ændre retning nu, der er ikke tid til små gradvise ændringer, situationen kræver radikale ændringer. Det er det vigtigste ved 350 – at vi haster med at reagere.

Niels-Holger: Anser du 350.org for at være en organisation der kæmper for solidaritet mellem rige og fattige lande?

Bill: Den vigtigste del af vores organisering foregår, på mange måder, i verdens fattige lande i Asien, Latinamerika og Afrika, fordi disse lande har været i stand til at spille en rolle i denne debat og fordi disse lande vil blive ramt hårdest og først. Disse lande har krav på at blive hørt. Det er derfor 350.org har kontorer bemandet med unge mennesker i Congo, i Johannesburg, i Delhi, i Kina, i Equador og alle slags steder hvor man vil komme til at bære de største byrder, og hvor man har den mindste andel i skabelsen af dette problem.

Niels-Holger: Hvordan ser du på tiden efter december for 350.org?

Bill: Jeg synes, at det er svært at vide hvad fremtiden bringer så længe vi ikke kender resultatet fra København, men det er helt klart nu, at København ikke kan blive endestationen for denne proces. Det er i bedste fald snarere en slags begyndelsen med hensyn til reel handling for at tage meget stærkere skridt end vi har taget hidtil. Derfor vil kampangen fortsætte, men det er nødvendigt at 24. oktober bliver en virkelig succes. For virkeligt at gøre en forskel er vi nødt til at bringe tallet (350, nh) helt frem i den menneskelige bevidsthed.

Niels-Holger: Du er af Post Carbon Institute blevet udnævnt til at være rådgiver/medarbejder om lokalisering (lokal udvikling i modsætning til globalisering, nh). Frygter du at peak oil kunne skabe vanskeligheder i kampen for at nå målet 350 ppm?

Bill: Det frygter jeg virkeligt. Selvom det betyder, at vi bliver nødt til at standse afbrændingen af olie, vil det sandsynligvis føre til at man vil forsøge at erstatte olie med kul for at drive vores samfund, og kul er endnu mere beskidt end olie. Vi kan ikke forlade os på, at det faktum, at vi løber tør for olie, vil hjælpe os. Vi er nødt til at skabe en politik som sikrer at vi erstatter olie med sol og vind – ikke med kul.

Niels-Holger: Kommer du til København til december?

Bill: Jeg kommer til København til december. Det bliver kaotisk og vildt, men jeg kommer! Men det vigtigste arbejde ligger i ugerne op til København, hvor det stadig er muligt at blive hørt i tumulten.

Niels-Holger: Tror du, at præsident Obama dukker op?

Bill: Jeg håber han dukker op, og jeg tror på at han dukker op. Hvis han kommer er det et godt tegn, der betyder at USA og Kina har nået en eller anden form for overbevisende aftale, så vi i det mindste har et håb om en reel aftale i København. Præsident Obama kan ikke gøre disse ting alene, han behøver en bevægelse bag sig. Det Hvide Hus har gjort det klart for os ved at sige: “Vi ønsker forandring. Få os til at gøre det!” De behøver en forenet bevægelse hvor du og jeg arbejder sammen for at skabe 350.org.

Niels-Holger: Skal du have en god lang ferie efter COP15?

Bill: Ha, ha, ja det er skal jeg! Jeg er fanatisk langrendløber, så min plan er at tage hjem til bjergene, hvor jeg bor (Vermont, USA, nh). Og jeg håber at den gode Gud vil belønne mig for års arbejde med et rigtigt stort og tykt tæppe af sne, så jeg kan fordrive en måned med bare at gå ud af min havedør og stå på ski i skovene. Hvis det sker vil jeg snart være udhvilet og parat til at klø på igen!

Indlæg ved Niels-Holger Nielsen.

 

Share