juni 2017 arkiv

Repeal and replace

27. juni 2017

På nederste linje står der med småt, at der på verdensplan årligt dør 1.775 mennesker ved terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care.

Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicaid, de to centrale initiativer, som Obama og demokraterne fik gennemført i 2010, som formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere. Det har siden været en rød klud i ansigtet på de mange republikanere og højreradikale, for hvem staten er jo mindre jo bedre. Og nu, hvor republikanerne har magten både i Senatet, i Repræsentanternes Hus og i Det Hvide Hus, var der lagt op til en storstilet tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, efter at Obama igen og igen måtte benytte sin vetoret for at beskytte mod republikanske krav om repeal and replace.

Det paradoksale er, at Obama valgte en model, der var udtænkt af en republikansk tænketank, hvor man bevarede det eksisterende system, der bygger på private forsikringsforhold, og supplerede det med ordninger, der gjorde det muligt for langt flere at få sundhedsforsikring. Eller rettere det er ikke så paradoksalt, når man ser, hvordan Obama forstod, at der måtte være enighed om noget så fundamentalt som hvordan et land varetager sine indbyggeres sundhed, hvis det skal blive en varig ændring.

Så selvom det nok havde været mere i Det Demokratiske Partis ånd at søge at gennemføre en skattefinansieret løsning, som det kendes fra de fleste andre af verdens velstående lande – hvad man i USA kalder et single payer-system – og selvom en sådan løsning hvis man sammenligner fra land til land i praksis viser sig at kunne levere et velfungerende sundhedssystem for en langt mindre del af bruttonationalproduktet end The American Way, så var der i en sådan single payer-organisering så mange kameler at sluge, at det ikke havde nogen chance for at blive realiseret tilbage i 2009. Måske i dag, efter at Bernie Sanders igennem et år kørte en valgkampagne, hvor skattefinansieret sundhed og uddannelse var centrale punkter. Men i USA har man traditionelt haft væsentligt lavere skattetryk, og man har ikke samme tradition for omfordeling via skatterne, som vi kender det fra Skandinavien. Samtidig synes en betydelig del af de republikanske ideologer (og vælgere) ikke at tage det for givet, at sundhedsforvaltning er noget, man har ret til som borger – noget der står klar, når ulykken rammer. Tværtimod er det noget, man må gøre sig fortjent til ved selv at betale enten direkte for de ydelser, man får, eller ved at tegne en forsikring – ligesom enhver kan påkalde sig sin ret til ikke at forsikre sig.

I modsætning til de hospitalsvæsener, vi kender i Skandinavien, har USA private hospitaler, private pleje- og alderdomshjem, private fængsler, fødsels- og afvænningsklinikker osv., og de fleste med faste ordentligt betalte jobs har deres sundhedsforsikring organiseret som en del af deres ansættelsesforhold. For de republikanere, der lige nu er ved at repeale og replace Obamacare og Medicaid er det et tilbagevendende argument, at konkurrencemomentet med Obamas reformer blev mindre. I mange stater er der kun en enkelt forsikringsudbyder tilbage, hvilket i republikansk optik er en katastrofe. For der skal ‘nødvendigvis’ være et valg, både mellem foreskellige udbydere af samme forsikring og mellem forskellige forsikringsniveauer. Når der er to eller flere konkurrerende forsikringsselskaber, vil der automatisk være indbygget en mekanisme, der skærper prisdannelsen – fremhæver ideologerne sammen med hele den række af argumenter, som i de seneste årtier har ført til privatiseringen af store dele af den offentlige sektor i mange lande.

Det viser sig blot, at det ikke virker efter hensigten på sundhedsområdet. I praksis er det amerikanske sundhedsvæsen verdens i særklasse dyreste. USA bruger næsten dobbelt så stor en andel af landets bruttonationalprodukt på sundhedsforvaltning end vi gør i Danmark, samtidig med at mange millioner mennesker er holdt uden for. Det misforhold er der mange grunde til. Men for overhovedet at kunne nå frem til at vedtage Medicaid og Obamacare blev der i 2010 indføjet et stort antal tilføjelser i lovkomplekset. For eksempel er det ikke er muligt at forhandle om priserne på medicin. Så stordriftsfordelene er totalt demonterede, medicinalindustrien er en gigantisk parasit på det amerikanske samfund, og qua de prislister for ydelser og materialer, der styrer afregningen mellem de mange forskellige økonomiske enheder i det amerikanske system, betaler amerikanerne voldsomt meget mere for deres medicin end vi gør i andre lande.

Selvom vi kan synes, at vores hjemlige system er bureaukratisk, så er det utroligt enkelt i forhold til når alle de enkelte instanser hele tiden skal agere og fungere som selvstændige forretningsenheder. Samtidig giver det forhold, at (sygdom og) sundhed i det statsfinansierede hosptal ikke er fuldt reduceret til en købmandsvare, en etisk renfærdighed.

Læs mere »

Share

Sydkorea udfaser atomkraften

3. juni 2017

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO2-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Læs mere »

Share