Strøtanker om bæredygtighed

Hvis man her inden Poznan skal gøre status, så er der med Connie Hedegaards ord stadig mange sten på vejen til et godt klimaaftale i 2009. I den seneste uge har både Italien og Polen truet med at trække i nødbremsen og nedlægge veto mod EUs planer om en 20% reduktion i 2020, som kan blive til 30% under forudsætning af en bred aftale. Selv Sverige har været fremme med, at det ikke er sikkert, at en EU-afklaring kan komme på plads inden København om et år.¹ Og Italien, som ligger i en zone, hvor klimaforandringerne kan betyde drastisk reduktion af vandmængderne og dermed landbrugsproduktionen, har været fremme med, at en vandaftale må være en central del af den kommende klimaaftale.

På den led er intet forandret, de fleste tænker på sig selv og deres eget bedste. Vi er stadig ikke særlig civiliserede forstået som globale borgere, og få formår reelt at indtage og handle efter det globale perspektiv.

Endda har Connie Hedegaard forud for Poznan markeret en tillid til, at enigheden nok skal indfinde sig.² Man kunne blot unde hende – og klimaaftalen – at denne enighed for eksempel på EU-niveau ikke skulle bankes frem i sidste øjeblik, men blev markeret allerede nu, så man kunne bruge kræfterne på at løfte andre dele af klimaaftalen, herunder ikke mindst, hvordan man finder en aftale for udviklingslande som Indien, Kina, Brasílien og Indonesien, som er gode for alle parter og klimaet – dvs. som sikrer disse lande en udviklingsmulighed frem mod et velfærdssamfund uden at deres CO₂-emissioner forøges. Disse lande står her overfor ikke bare at skulle overtage de nu industrialiserede landes dynamik, men at definere en udvikling, hvor grøn teknologi fra starten af er fundamentet. Det vil kunne give sundere samfund en de nuværende industrilandes, men det kræver megen innovation, det kræver et bæredygtighedsperspektiv, som de færreste aktører i dag behersker, og det kræver solid støtte fra store teknologifonde betalt af den industrialiserede verden, som formår at stimulere kreativt fremadrettede tiltag.

Læs mere »

I en tid, hvor afbrændingen af kul står som en af de centrale hindringer for at vinde kampen for et tåleligt klima for de kommende generationer, har vores statsejede DONG ifølge Berlingske her til aften planer om at opføre et gigantisk kulkraftværk i Skotland.¹ Det er ikke bare tåbeligt, men dybt pinligt for den danske energikoncern, og det er klimapolitisk set et utilgiveligt selvmål.

Det skorter da heller ikke på kritik. Hvis ikke vi i den rigeste del kan undlade udbygningen med kulkraft, hvordan kan vi så forestille os, at vi kan få kineserne eller østeuropæerne til det – og hvordan kan vi så forestille os, at vi kan forhandle os frem en klimaaftale, som reelt gør det den skal: stabilisere klimaet med mindst mulig temperaturstigning.

Det er kort sagt dum kortfristet logik, som hellere fortsætter ad de nuværende helt uholdbare tangenter end at få taget de nødvendige beslutninger, som gør, at Skotland på få år vil kunne klare sig uden kulkraft.

Klimaministeren forsvarer sig med, at der er kul i verden mange år endnu, og at DONG kan lave så moderne, så rent forbrændende kulkraftværker som overhovedet. Men selvom DONGs kulkraftværker er nok så topmoderne, har det ikke det mindste med ren kulafbrænding at gøre. De tilbageholder stadig kun en forsvindende lille del af udledningerne fra en grundlæggende svinsk energikilde. Der vil desværre stadig gå mange år, får vi har en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved kulafbrændingen. I mellemtiden må strategien være at brænde så få kul af som overhovedet muligt. Og dér ville det hjælpe, hvis DONG og Skotland sammen med de øvrige rige lande gennemførte et moratorium for kulafbrænding og i stedet satsede de 20 mia. kr., som det skotske værk forventes at komme til at koste, på en kombination af vedvarende energikilder. Dét ville der være perspektiv i.

Læs mere »

Forud for klimatopmødet i Poznan har den svenske kirke samlet repræsentanter fra verdens trossamfund til et to-dages møde i Uppsala 28.-29. november for at drøfte en fælles holdning til klimaudfordringen. Mødet blev åbnet af den svenske kronprinsesse Victoria. Højdepunktet var underskrivelsen af The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Uppsala-manifestet, som blandt andet anbefaler reduktioner i den rige del af verden på mindst 40% i 2020 og 90% i 2050, er sendt videre til klimakonferencen i Poznan. Og selvom det kræver mandsmod som politiker at skulle ud at skaffe opbakning blandt sine vælgere til nedskæringer i den størrelsesorden, så er det lige præcis CO₂-reduktioner på det niveau der skal til for at bremse udviklingen i tide. Så vi må håbe, at politikerne hører godt efter, og fornemmer, at der er opbakning fra alle dele af verden til at de forlader de begrænsede positioner og står sammen om at træffer de nødvendige beslutninger.

Når man læser Uppsala-manifestet bliver det slånende, hvordan den nuværende politisk-videnskabelige håndtering af klimaproblematikken mangler en moralsk-etisk dimension, det at man overhovedet søger at tale til det bedste, det medmenneskelige, det empatiske, det transcendente i mennesket. Det at man taler om beskedenhed, om ydmyghed, om Skaberværket og respekt for dets kompleksitet og mangfoldighed. Måske vi behøver trossamfundenes hjælp til at etablere forståelse for en moderne form af tabuet, som for eksempel et moratorium for kulafbrænding eller udbygningen af atomkraft, som højest kan udsætte nødvendige omlægninger af den vestlige levevis med nogle få årtier.

Fra siden Video tapes from Uppsala Interfaith Climate Summit på Svenska Kyrkans hjemmeside er der links til videooptagelser af samtlige indlæg fra The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Læs mere »

I forbindelse med The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008, 28.-29. november, underskrev ledere fra verdens religioner et manifest. Efter underskrivelse er manifestet sendt til klimatopmødet i Poznan.

Det er en smuk tekst, som slår bro ikke bare mellem de forskellige verdensreligioner, men mellem hvad politikere og videnskabsmænd siger er nødvendigt for at stabilisere klimaet, og den moralsk-etiske fordring i at sikre klodens levevilkår for alle elvende skabninger. Jeg har derfor medtaget det i sin fulde udstrækning herunder:

HOPE FOR THE FUTURE!

Faith traditions addressing Global Warming

As religious leaders and teachers from the whole world, gathered in Uppsala 2008, we call for effective leadership and action in view of the global threat to the climate. From religious traditions, with different approaches to religious life, we come together at this time in human history to assure the world of what we have in common. We all share the responsibility of being conscious caretakers of our home, planet Earth. We have reflected on the concerns of scientists and political leaders regarding the alarming climate crisis. We share their concerns.

The world religions are a source of empowerment for change in lifestyles and patterns of consumption. Religious faith remains a powerful force for good among a considerable number of the human family. We undertake this mission in a spirit of responsibility and faith.

Læs mere »

Her op til COP14 i Poznan har Greenpeace lavet en ny rapport, The True Cost of Coal, som fokuserer på prisen på kul. Kul er i udgangspunktet en billig energikilde – det er en af grundene til at det er så svært at lade den ligge i jorden. Men den sviner og ødelægger vores helbred, vores skove, vores klima og vores fremtid, og hvis man indregnede disse miljøudgifter, som nu er eksternaliserede, så prisen for 1 kWt fra et kulkraftværk ikke bare som nu skulle betale for den primære produktion, men også for at rydde op efter sig, så ville prisen blive en helt anden. Hele vejen i kulkredsløbet, fra brydningen i minerne til forbrændingen i fabrikker og kraftværker påfører kullene natur og mennesker store lidelser.

Og for nylig kom det frem, at en af grundene til, at ismassiverne smeltede langt hurtigere end hidtil antaget, er at isen ikke mere er hvid, men gråsnusket fra kulstøv fra ufiltreret kulafbrænding. Alene den grønlandske indlandsis bliver nu 2.000 km³ mindre om året. Hvis man breder det volumen ud over Danmark, ville det blive et isdække på næsten 50 m.

Ifølge The True Cost of Coal er de samlede eksternaliserede udgifter ved den nuværende afbrænding af kul på verdensplan 360 mia. euro pr. år.¹ Hvis politikerne tog sig sammen og lavede et økonomisk setup, som fuldt ud eksternaliserede denne udgift, ville kulafbrændingen blive så meget dyrere, at for eksempel regnestykket for at opføre et nyt kulkraftværk i Skotland ville se helt anderledes ud (se blog-indlægget: DONG på hårde stoffer).

Det står stadig klarere, at en vigtig del af at løse klimaproblemet er at finde løsninger, som gør, at vi lader kullene blive i jorden – i hvert fald indtil vi ved, hvordan vi skal afbrænde dem så al CO₂en forbliver under jorden.

I den nuværende situation vil prisen for at brænde alle kendte kulreserver af med den nuværende teknologi være et klimamæssigt ragnarok.

Som optakt til COP14 klimamødet i Poznan lavede Greenpeace derfor i forgårs en aktion, hvor de læssede et lille bjerg af sorte kul foran Sheraton-hotellet i Poznan, hvor en række af klimatopmødets ministre i disse dage holder møder, med stærke opfordringer til at kvitte kullene.

Jeg har hentet et par videoklip fra aktionen ind nedenfor:

Læs mere »

Bispebjerg Miljøcenter har inviteret Martin Lidegaard, formand for Danmarks første grønne tænketank CONCITO til at fortælle om, hvorfor omstillingen til det klimaneutrale samfund er en vindersag – både på kort og på lang sigt, for miljøet, for økonomien og for danskerne.

Mandag den 1. december kl.19.00-21.00 kan man således i Lygten Station opleve Martin Lidegaard fortælle om “Sidste udkald – Sådan halverer vi Danmarks CO₂-udslip.”

Arrangementet er gratis, og der vil være forskellige forfriskninger undervejs.

I ugen op til arrangementet kan man på Biblioteket på Ørnevej og i Bispebjerg Miljøcenter se og høre mere om KlimaKBH-kampagnen, ligesom man kan hente materiale de to steder om kampagnen.

Yderligere oplysninger om arrangementet via Bispebjerg Miljøcenter.

Concito – Danmarks grønne tænketank.

martinlidegaard.dk.

Ejvind Larsen: Lidegaards lidelser – og glæder, Information 08.09.2008.

Lars Trier Mogensen: Politikerne er gået kold på klimaet, Politiken 20.09.2008.

I dag var der endnu en omtale af et fænomen, som har bredt sig langs den amerikanske østkyst. Kirker er begyndt at ringe 350 klokkeslag for at ihukomme vores ansvar for vores omverden og vores klima – 350 fordi 350 ppm (parts per million) er den koncentration af CO₂ vi skal tilbage under, hvis vi skal stabilisere klodens klima.¹

CO₂-koncentrationen som ved industrialiseringens begyndelse var på omkring 280 ppm, er i dag oppe på 387 ppm, og den stiger 2 ppm hvert år. Vi nærmer os derfor alvorligt det, klimatologer kalder ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende. For eksempel vil det at en større del af den arktiske havis smelter om sommeren føre til, at der absorberes mere varme, som igen vil kunne frigive store mængder metangas, som nu er bundet i permafrosten.

USA har mange forskellige kirkesamfund, alene United Church of Christ har omkring 400 kriker, og man har som mål at 350 af dem på årets 350. dag vil ringe 350 klokkeslag.² Andre vil ringe under COP14 i Poznan.

Nogle vil måske indvende, at klokkeslagene blot er en symbolsk markering. Men vi behøver sådanne tegn. Vi behøver at blive mindet om vores ansvar overfor det levende, det skabte. Det er uomgængeligt vigtigt, at vi få prentet ind i vores bevidsthed, i vores hjerterum, i vores adfærd og hver eneste celle i vores krop, at vi må blive 350 gange bedre til at værne om samme ene lille planet.

Nedenstående lille liturgiske tekst stammer fra United Church of Christ:³

Læs mere »

DONG har i en årrække gjort forsøg med ‘Clean Coal’ ved et kraftværk i Esbjerg. Og efter fire år gør man nu status over Castor, som projektet hedder. Det er lykkedes at nå op på en indfangning af 90% af røggassernes CO₂-indhold, hvilket betragtes som tilfredsstillende, og det er lykkedes at få en ren CO₂, så den vil kunne bruges i videre processer. Men forsøget er stadig i så lille skala, at man kun har indhøstet 0,5% af værkets samlede CO₂-udledninger. Og energiregnskabet ser ikke godt ud. Ifølge en artikel i går i Ingeniøren går hver tredje kulbunke (eller omkring en tredjedel af energien) til at opsamle røggassernes CO₂.¹

Det står ellers som en drøm for verden at finde en god CCS-teknologi (Carbon Capture Storage). Men én ting er at en tredjedel af energien går til udskillelsen af CO₂. Før denne CO₂ er forsvarligt lagret i dybe underjordiske kamre måske tusindvis af kilometer fra kraftværket, har man sandsynligvis brugt lige så meget energi som til indsamlingen, så kan det meget hurtigt vise sig at blive svært at overtale lande som Kina og Indien til at bruge mere end halvdelen af den udvundne energi ved kulforbrændingen til CCS. Og selv med 90% af CO₂en fjernet fra røggasserne er det stadig ikke en vedvarende energikilde. Kullene skal brydes og transporteres, røggasserne indeholder store mængder ultrafine partikler, giver anledning til forsuring af miljøet, og – hvad der sjældent nævnes – der frigives mere radioaktivt materiale fra verdens kulkraftværker end fra verdens kernekraftværker (se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker).

Det er derfor ikke underligt, at organisationer som Greenpeace drager den konklusion, at ‘Clean Coal’ ikke eksisterer, at det er et blindspor for verden at forfølge CCS-teknologierne, og at de kolossale forskningsmidler var bedre anvendt på udviklingen af vedvarende energi (se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger). Udviklingen af en indkapslingsteknologi, som blot tilnærmelsesvis afbøder kullenes ødelæggende indvirkning på klodens klima, vil i bedste fald tage 20 år, og klimaet kan simpelthen ikke bære, at vi fortsætter den nuværende afbrænding af kul indtil en sådan teknologi er implementeret på alle kulkraftværker (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Jeg er tilbøjelig til at give Greenpeace ret. Hvis vi satsede 100% på udviklingen af vedvarende energikilder, burde vi indenfor få år kunne komme dertil, at vi slet ikke behøver de fossile brændstoffer, men kunne lade dem ligge dybt under jordens overflade, hvor de hører til. Og selv hvis vi fik sat CCS-teknologi på kommende kinesiske kulkrafværker, ville den så blive brugt? En nylig undersøgelse fra MIT viste, at de kinesiske kulkraftværker forbrændingsteknologisk faktisk var af ganske høj kvalitet, kunne fyre meget renere end de gjorde. Men profithensyn i den daglige drift gjorde, at man anvendte den mest svinende form for uvaskede kul (se tidligere blog-indlæg: Kinesisk kulafbrænding).

Læs mere »

En nyhedsmail fra klimaforskeren James Hansen, leder af Goddard Institute ved NASA var netop i indbakken. Den rummer en første hurtig skitse til en henvendelse til den kommende præsident Obama, i et forsøg på at gøre ham situationens alvor klar, når det gælder klodens klima. Ifølge Hansen medvirker politikere over hele verden i dag i en form for greenwashing, hvor de under dække af klimahensyn laver en række delløsninger, som på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre klimaets stabilisering og livsvilkårenes videreførelse:

“Frank communication with the public is essential. At present, all around the world, governments are guilty of greenwash, an implausible approach of goals and half-measures that will barely slow the growth of CO₂. The world, not just the United States, needs an open honest discussion of what is needed. It is a tremendous burden to place on the Presidentelect, who seems to be the only potential candidate. The only chance seems to be if he understands the truth – the whole truth” (p. 8).

Obama virker som en sjælden begavelse, så der er en chance for, at Hansens klarsyn vil vække genklang. Hansens tekst rummer den lysende enkle sætning: “Coal is best left in the ground” (p. 8).

Hansen har ofte påpeget, at det ikke er nogen naturlov eller noget gudgivent, at vi partout skal afbrænde alle klodens fossile brændstoffer, før vi lægger om til vedvarende energi. Og hvis vi blot fortsætter afbrændingen af kul som nu, har vi tabt klimakampen. CO₂ forbliver i atmosfæren op til 1.000 år efter at den er udledt, og vi er nødt til at reducere udledningerne drastisk i den allernærmeste fremtid, hvis vi vil sikre os mod, at klimaet løber løbsk. Ifølge Hansen skal vi hurtigst muligt tilbage til en CO₂-koncentration i atmosfæren på 350 ppm eller lavere.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet, James Hansen: Stop afbrændingen af kul, Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald og Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?

James Hansen: Tell Barack Obama the Truth – The Whole Truth, (draft) 22.11.2008 (pdf).

“Så snart jeg indsættes i embedet, kan I være sikre på, at USA endnu en gang vil engagere sig energisk i disse forhandlinger og hjælpe med at lede verden frem mod en ny æra af globalt samarbejde på området for klimaforandring«, sagde Obama i et videobudskab til et en klimakonference for amerikanske guvernører: “Det er nu, at tiden er kommet til at konfrontere denne udfordring en gang for alle. Udsættelser er ikke længere en mulighed. Fornægtelse er ikke længere en acceptabel respons. Risiciene er for høje, konsekvenserne for alvorlige”¹ (se video nedenfor).

Verden rundt har man kunnet læse en begejstring over, at Obama har givet denne klare melding om, at USA er klar til at arbejde målrettet mod udviklingen af en grøn økonomi, at USA er rede til at påtage sig lederskab overfor klimaproblemerne, og at Obama vil arbejde energisk for at få en god klimaaftale i hus. Obama har sagt, at USA inden 2020 vil være tilbage på 1990-niveau for CO₂-udledninger (man er i mellemtiden nået 14% over), og vil arbejde på en 80% reduktion inden 2050 i forhold til 1990.

Men lige præcis vores Klimaminister Connie Hedegaard har efterfølgende skoset Obama for, at det ikke er godt nok. Træerne vokser ikke ind i himlen, skriver hun på sin blog: “Den første foreløbige melding lyder, at USA’s udledninger skal stabiliseres i 2020 på niveau med 1990. Her har EU sat et mål, der hedder 20 procents reduktion i 2020 – og 30 procent som led i en global aftale. Så der er rum for forbedring på den amerikanske position. Men det er en væsentlig forbedring i forhold til den tidligere position, der hed, at USA ville stabilisere sine udledninger i 2025 – og først derefter skulle de falde. På den konto har man jo så allerede vundet 35 år.”²

Connie Hedegaard har tydeligvis håbet på mere. Hvis USA viser klarere vilje til hurtigere reduktioner, vil det klart styrke muligheden for, at også store lande som Indien og Kina vedgår bindende reduktioner. Men ser man på den hjemlige udvikling, så er vi pinligt langt fra den 21% reduktion, som vi ifølge Kyoto-aftalen har sat os for over 22 år. Vi ligger faktisk her få år før 2012 på stort set sammen niveau som i 1990, så vi skal ud at købe store mængder af kvoter for at klare vores lille del. Det at få vendt stigende amerikanske CO₂-udledninger til en 15% reduktion inden for de næste 12 år vil kræve en lang række beslutninger, som hver især er krævende. Set i lyset af, hvor svært det har været at vende udviklingen i de øvrige industrilaiserede lande, selv hvor man har prøvet, er det desværre et realistisk scenario, Obama fremlægger. Og … vi har stadigvæk ikke nogen dansk beslutning om 80% CO₂-reduktion i 2050 – dér er USA længere fremme end Danmark.

Læs mere »