december 2015 arkiv

Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket

29. december 2015

Herover ses Takahama-værket med dets fire reaktorer, hvoraf reaktor 3 og 4 i forgrunden i februar opnåede godkendelse af genstart ved den nyetablerede japanske sikkerhedsinstans NRA. 

I månederne efter Fukushima-katastrofen i marts 2011 blev samtlige Japans 54 atomreaktorer en efter en taget ud af drift. For i takt med, at de blev standset for det årlige sikkerhedscheck og genpåfyldning af brændselselementer, turde ingen lokalpolitiker efterfølgende give accept af genstarten. Det stod klart, at det ikke bare var et jordskælv, men en systemisk fejl, hvor mange forskellige instanser havde svigtet. Derfor blev hele det sikkerhedsapparat, som så eklatant havde fejlet ved at lade sig kompromittere af energiselskaberne, skrottet, og en ny sikkerhedsinstans, NRA, hvis første opgave var at definere nye sikkerhedsregler for drift af atomreaktorer i Japan, blev etableret. Herefter måtte de forsyningsselskaber, som ejer de japanske reaktorer, reaktor for reaktor søge om godkendelse i en møjsommelig proces, som for hver enkelt reaktor har krævet op imod 40.000 sider dokumentation ud over en række tekniske og sikkerhedsmæssige opgraderinger, som afhængig af hvilken reaktor, der er tale om, kan spænde fra mindre justeringer til opgraderinger af grundstrukturerne, der er så omfattende, at det forretningsmæssigt set ikke ville kunne hænge sammen.

På den baggrund lykkedes det i august og november i år ved Sendai-værket at få de første to japanske reaktorer i ordinær drift efter det nye sæt af sikkerhedsregler (se blog-indlægget  Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket). Herefter var det ventet, at næste genstart ville blive en reaktor ved Ikata-værket (se blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket). For genstarten af reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, som i februar 2015 opnåede den nye sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, blev i april i år blokeret på grund af en retskendelse. Men i løbet af december er de nødvendige lokale tilladelser faldet på plads. Og her juleaftensdag behandlede retten i Fukui en anke over afgørelsen, som førte til ophævelsen af blokeringen af genstarterne.

Allerede dagen efter igangsatte Takahama-værkets ejer, KEPCO, som er forsyningsselskab for Kansai-regionen, påfyldningen af brændselselementer i reaktor 3. Mandag den 28. var de 157 brændselselementer på plads og reaktoren klar til opstart. Der er endnu ikke fremlagt nogen tidsplan, men den nationale japanske TV-station NHK oplyser i dag, at opstartsprocessen vil blive igangsat allerede i januar.

Læs mere »

Share

Divestment og dumstædighed

17. december 2015

Sidste år førte Ansvarlig Fremtid en divestment-kampagne overfor en række danske pensionskasser for at få dem til at afvikle alle investeringer i fossile selskaber, og – selvom det ikke var stærkt understreget – indse, at det at sikre fremtiden ikke kun handlede snævert om den optimale forrentning af pensionskapitalen. Det måtte samtidig ske på en måde, så man ikke ødelagde fremtidens levevilkår og mulighederne for at fastholde velfærden fremover. Pensionskasserne har allerede tilsvarende humane og etiske retningslinjer, så det var kun naturligt i den nuværende situation at inddrage både klima- og bæredygtighedsmæssige retningslinjer.

Resultatet var lidt forskelligt i de 7 danske pensionskasser, hvor der blev ført divestment-kampagne. Men i de fleste viste der sig et flertal for at afvikle alle investeringer i de 100 værste kulselskaber.

I min egen pensionskasse, Arkitekternes Pensionskasse, viste der sig et flertal på 58% for divestment. Men bestyrelsen fastholdt efterfølgende, at man ikke var til sinds at lade sig diktere af sådanne små aktivistflertal – men ville fastholde bestyrelsens frihed til at sikre pensionsformuen bedst muligt!

Derfor dette lille indlæg i dag – for ud over at udvise en eklatant manglende respekt for de demokratiske processer ved blot at lade hånt om medlemmernes udsagn, så viser grafen herover, som stammer fra en artikel i dagens Børsen, hvor uforsvarligt det har været overfor den pensionsformue, disse bestyrelser er sat til at forvalte, blot at overhøre sine medlemmers ønsker og indsigt i tingenes tilstand. For tendensen var allerede klar i første kvartal 2015, og siden da er de fossile aktiekurser raslet ned. I løbet af de sidste to år er kursen på olieselskabernes aktier faldet med godt 40%, mens kulvirksomhedernes aktiekurser er faldet med hele 88,6%. Samtidig er Bloombergs indeks for solcellevirksomheder steget med 5%, mens vind-indekset er steget med hele 30%.

Læs mere »

Share

Når en vindmølle havarerer … når et atomkraftværk

14. december 2015

Ved den seneste storm i dagene op til klimatopmødets begyndelse havarerede vindmølle nr. 7 på Paludans Flak ud for Samsø om morgenen den 28. november. Mølletårnet brækkede simpelthen over lige under det sted, hvor møllehuset er fastgjort, og top og vinger faldt samlet i havet. Møllerne blev koblet ud, den havarerede mølle blev taget ud af kredsløbet, og få dage efter var de øvrige ni møller på Paludans Flak i gang igen. Møllen var en 2,3 MW Bonus-mølle fra 2003, og 13 møller med en tilsvarende konstruktion er nu blevet checket. Der tilbagestår at finde ud af, om det er forsikringsselskabet eller Siemens (som i mellemtiden har opkøbt Bonus), som skal udrede omkostningerne ved udbedringen af møllen, som synes totalskadet. Men ingen uløselige problemer, ingen alvorlige bivirkninger, ingen tilskadekomne – måske bortset fra et par knuste muslingeskaller på havbunden – ingen psykiske men.

I betragtning af hvor mange møller vi efterhånden har i Danmark, er det en sjælden forteelse. Men det er nu opklaret, at det var en svækket svejsesøm, som var årsagen – en usædvanlig fejl, som ingen tidligere mindes at have set som havari-årsag. Når det går galt, er det som oftest de bevægelige dele: Brækkede vinger, overbelastede geardele eller, som man så det med Middelgrundens vindmøllebue, problemer med at de store transformatorer bliver overbelastede.

Vi springer herefter til 11. marts 2011, hvor en tsunami ud for det nordlige Honshu væltede ind over kysten og lammede atomkraftværket Fukushima Daiichi. Kølingen satte øjeblikkeligt ud, og i de følgende døgn havarerede fire af værkets seks reaktorer totalt. De sikkerhedsforanstaltninger, man havde, formåede intet, og selvom beregninger få år inden havde vist, at en tsunami med en sådan kraft kunne ramme kysten, havde man ikke taget konsekvensen og forhøjet sin tsunami-sikring – eller i det mindste sikret nødstrømgeneratorerne til køleanlæggene mod oversvømmelse. Så man stod magtesløs overfor situationen og kunne blot se på, at tre af reaktorerne mere eller mindre totalnedsmeltede mens reaktorbygningen for en fjerde, som var midlertidigt tømt for brændselslegemer, eksploderede. Heldigvis var der fralandsvind, så størstedelen af det radioaktive materiale drev ud over havet, men på et tidspunkt var vinden ind over land, og man måtte evakuere i alt 200.000 mennesker og indføre strålingskontrol med alle fødevarer. I månederne efter lukkede de japanske reaktorer en efter en for det årlige vedligeholdelsescheck, og efterfølgende turde ingen give accept af genstart, så Japan stod uden 30% af sin energiforsyning. Man måtte derfor indføre ganske strenge energisparekampagner over hele landet for at klare sig gennem sommervarmen, hvor airconditioning-anlæggene kørte på højtryk. Kontorhuse måtte sætte termostaten så højt, at man måtte insistere på, at de sædvanlige jakkesæt blev hjemme. Energiforbrugende virksomheder måtte fordele deres produktion, så de brugte mindst, når det samlede forbrug var højest. Og det lykkedes at spare omkring 15% af det normale forbrug – hvilket et godt stykke hen ad vejen var godt. Men mere end 100 mio. mennesker måtte

Læs mere »

Share

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Brandalism

2. december 2015

[nggallery id=168]
.
I dagene op til COP21 har Paris’ gader været vidne til en ganske tankevækkende event, #brandalism, hvor 82 kunstnere på en af konsumerismens helligdage, ‘black friday’, satte i alt 600 plakater op i bybilledet på plakatstandere tilsvarende dem, som belemrer det centrale København.

Mange af dem er så gode, at jeg ville ønske at der kom en samlet udgave deraf. Men jeg har forsøgt at samle en række af de bedste herover – de fleste er hentet fra galleri-siden på www.brandalism.org.uk. De tager meget præcist den corporate greenwash ved hornene, som COP21 til overmål er vidne til i disse dage, og udstiller den ved at viderebearbejde virksomhedernes grafiske identiteter til politiske budskaber. Brandalism skriver derom:

“Despite the state of emergency banning any gathering, following the attacks of 13 November in Paris, the Brandalism project, conducted with Parisian activists, has placed throughout the city hundreds of unauthorised artworks. These posters emphasise the links between advertising, consumerism, dependence on fossil fuels and climate change. We take possession of advertising space because we want to denounce the role that advertising plays in promoting an unsustainable consumerism. The advertising industry feeds our desires for products based on the exploitation of fossil fuels, which have a direct impact on climate change. As for the climate negotiations and side events sponsored by large companies, the outdoor advertising allows more rich to ensure that their voice is heard beyond all others.”

 

Læs mere »

Share