Strøtanker om bæredygtighed

Det trendsættende engelsk magasin Monocle udpegede tidligere på måneden København som Most Liveable City, og det er allerede blevet behørigt fejret på rådhuset, at København er verdnes bedste by at bo i. Det kan man så lægge i, hvad man vil.

Og jeg forstår alt andet lige godt, at man kan forelske sig i København, når man som tilrejsende svæver rundt i det historiske centrum med kreditkortet i orden. København forbinder på mange måder det bedste ved at være stor og være lille. Her er udbud og muligheder, man kun finder i metropoler, og så er der endda en intimitet bevaret, som de fleste storbyer har fået punkteret af frenetiske gennemfartsveje, himmelstræbende finanshovedsæder og mangel på respekt for de kvaliteter, som allerede var.

Udpegelsen er sket på baggrund af en lang række parametre, hvoraf nogle er mere videnskabelige end subjektive – og omvendt. Selvom kriterierne stadig nok siger mere om København som rejsemål end som levested, kan det være værd at dvæle et øjeblik ved Monocles begrundelser, når vi taler om Københavns fremtid, hvad der er værd at bevare, og hvad der er værd at efterstræbe. For det, som København når til tops på, er i høj grad nærheden, tætheden, intimiteten, blandingen af gammelt og nyt – eller de bykvaliteter, som man meget let mister, når moderne bydannelse med dens skarptskårne funktionalitetslogik får frit spil.

Nedenstående liste findes i Politiken i forbindelse med et interview med Monocles chefredaktør Tyler Brûlé.¹

• Mange cyklister
• Effektiv kollektiv transport
• Tolerance, blandt andet over for homoseksuelle
• Godt uddannelsessystem
• Offentlige sygehuse
• Gode muligheder for at starte en virksomhed
• Lav kriminalitet
• Trygt at efterlade barnevognen på gaden
• God madkultur og mange fine restauranter
• Design og arkitektur af høj klasse
• En smuk lufthavn
• Mange grønne områder og ren havn
• Smukke mennesker

Læs mere »

Franske forskere har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man med data fra seks forskellige europæiske bjergkæder kortlagt i alt 171 planters udbredelse over en 100-årig periode. Vegetationen op ad en bjergside rummer en hel serie af plantesamfund, som hver i sær er tilpasset de særlige vilkår op ad bjerget, som gennemgående bliver jo koldere, jo højere oppe.

Ifølge undersøgelsen har planters typiske voksested siden 1905 i gennemsnit bevæget sig 29 m opad pr. årti. Det er blot tre meter om året, men på et århundrede bliver det næsten 300 m. På et landskab som på billedet til højre, som stammer fra Valsertal i det centrale Schweiz, er der cirka 1.000 m fra bund til top, så 300 m er en betragtelig rejse. Mange skisportssteder har da også i samme periode erfaret tilsvarende problemer med, at grænsen for godt skiføre rykker stadig højere op i bjergene.

Planternes vandring mod toppen afspejler meget direkte, at de klimatiske vilkår, som de gennem årtusinder har tilpasset sig, på grund af klimaforandringerne skal findes stadig højere oppe. I de undersøgte områder har temperaturstigningen i perioden været på 0,6° C, og man kan forestille sig, hvordan visse plantesamfund med tiden vil strande på toppen og blive vokset ovenud.

De 29 meter pr. årti dækker over store forskelle. Gennemgående bevæger græsser og urteagtige planter sig langt hurtigere opad end buske og træer. I tider, hvor ændringerne af vilkårene kommer hurtigt, kan man derfor frygte for, at hidtidige symbioser og samspil melle plantesamfundenes mange arter brydes op.

Det er kun få dage siden, at amerikanske forskere offentliggjorde en undersøgelse af planternes bevægelser som følge af klimaforandringer i Californien, som forudsagde, at forandringen i vækstvilkårene med den nuværende udvikling ville være så omfattende, at omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab, står overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år (se tidligere blog-indlæg: Klimaforandringer og biodiversitet).

En tilsvarende konsekvens af de globale temperaturstigninger er, at skovgrænsen gradvist bevæger sig nordud over tundraen. Når først skoven har fat, mildner den mikroklimaet markant. Dette giver risiko for en frigivelse af de kolossale mængder af metangas, som nu findes indespærret under tundraens lag af permafrost.² Ligesom CO₂ er metan en drivhusgas, blot er den 22 gange mere aktiv. Metanudledninger i forbindelse med menneskelig aktivitet har medført, at metakoncentrationen i atmosfæren i de sidste 200 år er mere end fordoblet, fra 0.8 ppm til 1,7 ppm.

Laureen Cahoon: Climate Change Pushes Plants Out of Their Comfort Zone, Science News 26.06.2008.¹

Janet Raloff: Forest invades tundra, Science News 20.06.2008.²

Michael Kahn: Rising Temperatures Force Many Plants Higher – Study, Reuters 27.06.2008.

Mason Inman: Plants ‘Climbing’ Mountains Due to Global Warming, National Geographic 26.06.2008.

Study: Global warming chases plants uphill, MSNBC 26.06.2008.

Elisabeth Astrup: Klimaændringer tvinger planter opad, Politiken 29.06.2008.

Fænomenet ukrudt har eksisteret siden mennesket begyndte at dyrke jorden, og en række planter har igennem årtusinder specialiseret sig i de nicher, som vores dyrkningsmetoder skaber. New York Times bringer i dag en tankevækkende artikel om ukrudt, og hvordan klimaforandringerne vil forskubbe balancen mellem nytteplanter og ukrudtsplanter. Artiklen tager udgangspunkt en række forsøg gennemført af ukrudtsøkologen Lewis Ziska fra det amerikanske Department of Agriculture’s Agricultural Research Service.

Ziska havde længe ønsket sig at kunne skabe laboratorieforhold, som simulerede klimaforandringerne i de kommende årtier, for at undersøge, hvordan de virker ind på vækstforholdene, da det gik op for ham, at han med storbyernes varmeøer havde vilkår, som ret præcist modsvarede ændringer i temperatur og CO₂-koncentrationer de kommende 30-50 år i IPCCs såkaldte B2 scenario, hvor vi kun i begrænset omfang får held med at begrænse CO₂-udledningerne. Her lå temperaturen lå omkring 2° C højere end det omgivende land, samtidig med at CO₂-koncentrationerne lå på omkring 440-50 ppm, hvor de nu i gennemsnit er omkring 385 ppm. Han etablerede derfor i 2002 tre undersøgelsesområder: Ét på et økologisk landbrug på landet, ét i Baltimores centrum, samt ét i en forstadspark, hvor forholdene var nogenlunde midtimellem.

Hver af de tre undersøgelsesfelter lagde han ud med samme jord fra det økologiske landbrug, som indeholdt ukrudtsfrø fra omkring 35 ukrudtstyper, hvorefter han i de kommende fem år nøje fulgte med i, hvordan de tre felter udviklede sig. For eksempel Chenopodium album, på dansk hvidmelet gåsefod, blev ude på landet 6-8 fod høj, mens den inde i byen med nåede hele 10-12 fods højde.

Læs mere »

Forskere har netop offentliggjort undersøgelser fra Kap Verde, som viser, at havene optager visse drivhusgasser fra atmosfæren langt hurtigere, end man hidtil har antaget. Særlig ozon trækkes hurtigere ud af atmosfæren, og det medfører, at metan også optages i øgede mængder. Begge luftarter virker ligesom CO₂ som drivhusgasser, og øgede koncentrationer vil lede til øget global opvarming. Baggrunden er ifølge forskerne bag undersøgelsen, at overfladen ofte er pisket op af bølger og skum, hvilket øger udvekslingen mellem atmosfæren og havet markant. Undersøgelsen viser, at ozonkoncentrationen relativt hurtigt falder fra 50 ppm over land til 10 ppm over havet.

Det kan umiddelbart lyde som en god nyhed. Men man ved i dag ikke, i hvilket omfang de øgede mængder ozon og metan i længden vil virke forstyrrende ind på verdenshavenes biologiske systemer. Og en af forskerne bag forsøget, Alastair Lewis, siger, at resultatet bør tilskynde til at reducere udledningerne af disse drivhusgasser, netop fordi de absorberes relativt hurtigt.¹ Resultaterne vil under alle omstændigheder indgå i den stadige finjustering af de klimamodeller, man benytter til at forudsige sammenhængen mellem drivhusgasser og global opvarmning. For hvis metan og ozon nedbrydes hurtigere end hidtil antaget, må det også betyde, at der er produceret mere af disse gasser end hidtil antaget.²

På det seneste har vi fået alarmerende meldinger fra havbiologerne om, at forsuringen af oceanerne på grund af havenes optagelse af CO₂ nu skrider så hurtigt frem, at det udbyder en markant risiko for, at fødekæder kan kollapser, i og med at forsuringen nærmer sig et niveau, hvor koralrevene er truet og skaldyr (som udgør vitale led i fødekæden), har problemer med at kunne danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner I, Sure oceaner II og Sure oceaner III).

Ian Sample: Oceans clearing greenhouse gases faster than expected, Telegraph 26.06.2008.¹

Michael Kahn: Study Highlights Need to Adjust Climate Models, Reuters 26.06.2008.²

Katie A. read et al.: Extensive halogen-mediated ozone destruction over the tropical Atlantic Ocean, (abstract) Nature 02.07.2008.

Acidifying oceans add urgency to CO₂ cuts, Science Codex (blog), Reuters 03.07.2008.

Ocean Chemistry: The Lost Issue Of Greenhouse Gas Concerns, Scientific Blogging, Reuters 04.07.2008.

Med den netop vedtagne tyske klimapakke har forbundskansler Angela Merkel placeret sig selv og Tyskland som et af Europas vigtigste klimalokomotiver. Man havde oprindelig sigtet på reduktionsmål på hele 40%, men endte med at lægge sig fast på en 36% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2020 i forhold til 1990-niveauet, hvor man i dag ligger omkring 18% under udledningerne i 1990. Man har således markeret et ambitionsniveau langt højere, end hvad man hidtil har kunnet nå til enighed om på EU-plan, og vi må takke tyskerne for at demonstrere, at det kan lade sig gøre at videreføre et velfærdssamfund samtidig med en relativt hurtig afvikling af afhængigheden af fossile energikilder.

Verden har brug for sådanne konkrete eksempler på, at kurverne kan vende den rigtige vej. Den tyske konsekvens lyser op på horisonten og sætter den hjemlige tøven i relief: De danske CO₂-udledninger er stadig på niveau med udledningerne i 1990 og har de seneste tre år i træk været stigende. De mange flotte ord til trods er der ikke den store politiske konsekvens at spore. Vi er stadig ikke rigtigt kommet op i omdrejninger efter den opbremsning på klima- og energiområdet, som skete efter VK-regeringen for snart mange år siden tiltrådte.

At man så kan være nogenlunde sikker på, at det også nationaløkonomisk vil vise sig at være en god investering for Tyskland at gøre sig hurtigt fri af de fossile brændstoffer, er en anden sag. Planen indeholder en bred vifte af initiativer, heriblandt en transportafgift, hvor stærkt forurenende køretøjer kommer til at betale langt mere end ‘rene’ køretøjer. Man ønsker hermed at stimulere en langt højere grad af godstransport via jernbane og Tysklands omfattende system af vandveje.

Læs mere »

For lige godt to måneder siden satte et futuristisk udseende fartøj ud fra Valencia i Spanien. Målet var at slå den hidtidige rekord for jordomsejling i motorbåd med passage gennem Panama- og Suezkanalen, som blev sat tilbage i 1998 af Cable & Wireless Adventurer, en engelsk dieseldrevet motorbåd. Og målet med Earthrace, som fartøjet hedder, var at demonstrere, at det kunne gøres på et biobrændstof, som i princippet kunne være brugt fritureolie.

Fra Valencia gik turen over Azorerne, Puerto Rico, Panamakanalen, San Diego, Hawaii, Marshalløerne, Singapore, Kochi, Oman og Suezkanalen, og i går først på eftermiddagen nåede Earthrace målstregen i Valencia efter at have klaret jordomsejlingen på lige knapt 61 dage. Hermed klippede Earthrace næsten 14 dage af den hidtidige verdensrekord.

Earthrace er en 24 m lang og 7 m bred trimaran, som er konstrueret til at kunne skære sig igennem bølgerne. Brændstoføkonomien er ret enestående. På en enkelt tankfuld kan Earthrace med en fart på blot 6 knob sejle 24.000 km, eller mere end halvvejs rund om jordkloden. Ved fuld ydelse kan de 2 540 HK motorer drive fartøjet frem med 45 knob (84 km/t), og der har givet været brug for alle 12 stop under vejs jorden rundt.

Initiativet kommer fra Pete Bethune fra New Zealand, som har satset seks år af sit liv og hele sin formue på projektet. Han har med Earthrace villet vise, at overgangen til en CO₂-neutral verdensorden langt fra behøver at betyde, at alt går i stå. Biodiesel er teknisk set metyl ester. Det kan fremstilles af forskellige animalske og vegetabilske fedtkilder (som sojabønner og canolaolie) og kan umiddelbart anvendes i almindelige dieselmotorer uden at ændre disse.

At verden siden påbegyndelsen af Earthrace-projektet har kastet sig ud i eksperimenter med biobrændstof i et omfang, så både fødevarepriser og ødelæggelsen af tropiske regnskove har været voldsomt stigende, er en anden ting. Det ændrer ikke ved, at andengenerations biobrændstof naturligt vil kunne få en markant plads i en fremtidig energistruktur. Den skal blot fremstilles af alger eller enzymprocesser på affaldsprodukter, og ikke af majs og sukkerrør dyrket på marker, som i forvejen har svært ved at brødføde verden (se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Min bil kører på algesuppe).

Earthrace-projektet er omfattende dokumenteret med blogs, tekniske informationer og videoreportager på www.earthrace.net og www.earthracetv.net.

Earthrace eco-boat smashes round-the-world speed record by nearly 14 days, (pressemeddelelse) earthrace.net 27.06.2008 (pdf).

Earthrace Skipper’s Blog.

Clayton B. Cornell: Biodiesel Mythbuster 2.0: Twenty-Two Biodiesel Myths Dispelled, gas2.0 10.04.2008.

Den engelske regering har netop vedtaget en energiplan, som indebærer, at der i de kommende år vil blive rejst omkring 7.000 vindmøller langs de engelske kyster. Udbygningen sker for at England kan opfylde sin del af EUs målsætning om at mindst 20% af den samlede energiforsyning inden 2020 skal komme fra vedvarende energikilder. Man har her prioriteret udbygningen af el-produktionen ved vindkraft, som vil vokse fra 4.5% til omkring 35% af den samlede el-produktion.

Med en så høj andel af vind-genereret el-produktion begynder det at blive vigtigt at finde gode lagringsmuligheder, så man kan gemme vindstrøm til vindstille perioder. Den dag, lagringen er løst optimalt, er der ikke noget til hinderfor, at vindenergien med fordel vil kunne levere en endnu højere del af det samlede energiforbrug.

England har i dag omkring 2.000 vindmøller. Opførelsen af 7.000 nye møller inden 2020 vil i de kommende 12 år indebære ibrugtagelse af omkring to nye møller om dagen. Det er således et gigantisk projekt, man har igangsat, som forventes at generere omkring 160.000 nye jobs.

For nylig besluttede svenskerne sig for et stort vindmølleprojekt på Stora Middelgrund i Kattegat. Man kunne ønske sig, at vi i Danmark kunne tage nogle tilsvarende konsekvente skridt, som virkelig rykkede andelen af vedvarende energi, frem for som nu at fedte rundt i det. Vi kunne passende starte med at sætte vindmøller på den danske del af Stora Middelgrund (se tidligere blog-indlæg: Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat).

Vi har herhjemme en andelstradition, som allerede én gang har været med til at transformere Danmark. Skulle man tilføje en særlig dansk dimension i projekterne, kunne man ønske sig, at omlægningen til CO₂-neutralt samfund frem for nu at være et anliggende kun for storkapitalen blev tilrettelagt ligesom på Middelgrunden, så udbygningen med vedvarende energi i høj grad blev folkeeje. Ligesom der i mange år har været skattefordele ved diverse pensionsordninger, skulle man lave finansieringsmodeller, som gjorde det attraktivt som borger at kunne investere i sin egen fremtidige vedvarende energiforsyning. Det vil muliggøre en langt hurtigere afvikling af det fossile afhængighedssamfund.

Michael McCarthy: A revolution on the horizon: 7.000 more wind turbines, The Independent 27.06.2008.

Thomas Djursing: Lithium-batterier skal gøre elnettet stabilt, Ingeniøren 03.07.2008.

En netop offentliggjort undersøgelse fra Berkeley, Climate Change and the Future of California’s Endemic Flora, advarer, at hvis klimaforandringerne fortsætter med den nuværende hastighed, så vil omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab stå overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år.¹ De bliver hermed langt mere sårbare overfor årsvariationer, og i det værste af undersøgelsens scenarier med temperaturstigninger på 3,8-5,8 °C, vil omkring 25% af den nuværende artsvariation være helt forsvundet.

Over tid har naturen en kolossal tilpasningsevne, og planterne kan langsomt vandre gennem landskaberne, efterhånden som vækstforholdene ændrer sig. På den måde har hele plantesamfund gradvist bevæget sig nordpå i takt med, at isen efter den seneste istid langsomt trak sig tilbage.

Men ifølge rapporten har klimaet aldrig forandret sig hurtigere end nu, og det sætter den biologiske tilpasning på voldsomme prøver. Det er således ikke forandringen, men forandringshastigheden, som er problemet. Selv hvis planterne kunne følge med, risikerer man i tider med hastig forandring, at andre dele af økosystemet, som for eksempel de insekter, som bestøver planterne, ikke kan følge med. Ifølge en af studiets forskere, økologen David Ackerly, kan den hastighed, hvormed klimaet forandrer sig i det kommende århundrede blive op til ti gange hurtigere end ved afslutningen af den sidste istid.²

For mere om klimaforandringer og biodiversitet, se James Hansens artikel Tipping Point. Perspective of a Climatologist, som findes oversat i blog-indlægget: En klimatologs perspektiv.

Scott R. Loarie et al.: Climate Change and the Future of California’s Endemic Flora, Public Library of Science 25.06.2008.¹

Betsy Manon: Native California plants in peril because of changing climate, Contra costa Times 24.06.2008.²

Margot Roosevelt: Climate change threatens two-thirds of California’s unique plants, study says, Los Angeles Times 25.06.2008.

Jane Kay: Grim look at state’s plant life, San Francisco Chronicle 25.06.2008.

På bloggen Engelbrecht havde Rune Engelbrecht Larsen for nogle dage siden et indlæg, Vejafgifter er nødvendige, hvor han samler op på diskussionen om roadpricing og bompenge omkring København. Og der er faktisk en ganske stor overensstemmelse blandt eksperter omkring, at det ville være en god løsning, samt en almindelig forventning om, at vi har det om senest ti år. Det ville være godt for samfundsøkonomien, det ville være godt for klimaet gennem at reducere CO₂-udledningerne, det ville være godt for sundheden gennem at mindske den nu alt for høje partikelforurening langs de store trafikkorridorer, og det ville ikke mindst være godt, at man ikke ventede ti år, men tog sig sammen nu, som en del af her op til klimatopmødet næste år at vise verden, at vi tager klimaudfordringen alvorligt.

Diskussionen er blusset op igen efter at SF for nylig i Folketinget fremlagde et forslag, som ville muliggøre indførsel af bompenge, samt at 16 kommuner i Københavnsområdet efter et års forarbejde 16. juni afleverede en fælles indstilling til regeringen om at tillade en betalingsring omkring København, som det skulle koste 25 kr. at krydse i myldretiden, og 10 kr. i resten af døgnet.¹

Erfaringerne med indførelsen af bompenge i London, Oslo og Stockholm har været særdeles positive. Det giver mindre trafik og mindre trængsel. Det giver en tilskyndelse til at bruge den kollektive trafik, og det giver et provenu, som burde gå 100% til styrkelsen af den kollektive trafik. Det virker kort sagt efter hensigten. Der er da også i en nylig meningsmåling flertal for en betalingsring lige meget hvor i landet man spørger. I Københavnsområdet er 55% for og 40% imod.¹

Læs mere »

Den tyske afdeling af verdensnaturfonden WWF har netop udsendt et paper, som gør status over Østersøens havmiljø, og det er ikke læsning for sarte sjæle. Østersøen rummer 7 ud af verdens 10 største områder med bundvendinger, hvor det oprindelige miljø bryder sammen på grund af iltmangel. I en omtale i Ingeniøren i dag betegnes Østersøen som ‘det mest døde hav i verden‘.

WWFs paper tager udgangspunkt i data fra det amerikanske World Resources Institute, som viser, at et område i Østersøen på størrelse med Danmark (42.000 km²), er permanent uddødt, og at iltsvind i de varmeste somre rammer et areal på 100.000 km². På 11 år antallet af områder, som er berørt af bunddød som følge af iltsvind, vokset fra 44 til 169.

Vi kender fænomenet fra Bælterne og det sydlige Kattegat, hvor økosystemerne på varme somre kammer over med stor algevækst, hvis nedbrydning forbruger al ilten dertil at organismer, som er afhængige af ilt går til grunde, og et dødens tæppe breder sig over havbunden, mens man på land kan komme ud for, at døde fisk skyller i land kvalt af iltmangel. Men WWFs rapport viser, at forholdene er endnu værre inde i Østersøen, hvor vandudskiftningen kun foregår langsomt.

Årsagen er først og fremmest de store mængder organisk materiale, som dels stammer fra byernes spildevand, dels stammer fra landbrugets udstrakte brug af kunstgødning hvor store mængder af kvælstof fra markerne vaskes ud i floder og søer og derfra ender i Østersøen. Men ifølge WWFs paper er omkring en fjerdedel af det kvælstof, som findes i Østersøens vandmasser, optaget fra atmosfæren, hvor den stammer fra gødningsafdampninger og forbrænding af fossile brændstoffer.

Læs mere »