september 2013 arkiv

Daglige klima- og bæredygtighedsnyheder via Agenda 350

19. september 2013

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

 

Share

Indsats overfor HFC-gasser aftalt på G20 topmødet

11. september 2013

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO2. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO2. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

Share

Global klimaaftale for luftfarten syltet

4. september 2013

I dag var et råd under FNs internationale luftfartsorganisation ICAO samlet for at forberede et forslag til en international aftale for en CO2-afgift for luftfarten forud for ICAOs treårige samling i Montreal sidst i denne måned.

Som del af Kyoto-aftalens vedtagelse, fik ICAO i 1997 til opgave at etablere en global løsning for luftfartens klimabelastning, men stadig her 17 år senere er der ikke rigtigt sket noget, hvilket er dybt problematisk, da luftfarten tegner sig for en stadig større del af verdens samlede udledninger. ICAOs eksperter vurderer således, at luftfartens udledninger, hvis ikke der gribes ind, vil stige med 70% i de næste 7 år og med 300-500% frem mod 2050.¹ Dette i en situation, hvor vi tværtimod behøver at reducere udledningerne med 80-95% i 2050.

Endda er man gennem snart to årtier krøbet udenom. Tilbage i 2004 endte ICAO opgivende med at anbefale at lave lokale løsninger, selvom det indlysende ville være bedst at lave en global aftale, og sidste år gennemførte EU i protest over de manglende fremskridt i forhandlingerne en klimabeskatning af samtlige fly, som landede og lettede i EU.

Der var tale om en næsten symbolsk lav afgift på blot 2 euro pr. passager for en langdistance-flyvning (som skulle dække 15% af udledningerne). Alligevel vakte det voldsomme protester: Kineserne truede med handelsboykot og indefrøs en række flyordrer, russerne truede med at dømme det ulovligt for russiske fly at betale afgiften, og amerikanerne var voldsomt imod ud fra nogle juridiske betragtninger, som siden har vist sig ikke at holde.

Kort tid efter indførelsen endte EU derfor med at trække sin klimaafgift tilbage i et år, hvis til gengæld ICAO i mellemtiden barslede med en international løsning (se blog-indlægget: EU indstiller CO2-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

Det år er meget tæt på at være gået.

I den mellemliggende tid har man da også drøftet forskellige modeller for en sådan global klimaafgift. Men efter dagens møde i ICAO, er det så godt som utænkeligt, at ICAOs samling i Montreal i slutningen af måneden er i stand til at vedtage nogen klimaaftale for luftfarten. Udmeldingerne efter i dag er, at en klimaafgift for luftfarten tidligst bliver klar i 2016, hvilket ikke bare er for sent i det hele taget, men også dybt problematisk i forhold til at få en global klimaaftale klar til vedtagelse ved COP 21 i Paris i slutningen af 2015.

Brad Schallert fra WWF siger herom: “This is yet another missed opportunity to cut carbon emissions from aviation. Despite new research showing the financial and environmental benefits of reducing emissions sooner rather than later, ICAO has once again grounded hopes for a market-based solution – in the face of pleas from both industry and environmentalists.

“While the Council’s inaction makes it even more difficult for international leaders to find an emissions reduction solution before year’s end, the need could not be greater. Without a firm commitment to a global, market-based solution from delegates at the full ICAO Assembly later this month, another three years of delays and inaction are bound to follow.”²

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVI – optegnelser september 2013

1. september 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ’safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

De seneste uger har TEPCO demonstreret en så fatalt manglende evne til ikke bare at informere om, men nok så væsentligt at håndtere, situationen omkring Fukushima Daiichi, at der er en proces i gang hvor det videre forløb i dekommissioneringsarbejdet bliver med en høj grad af ført hånd. Hvor nogle af de tidligere fortielser har været uskyldige, så har TEPCO med de seneste afdækninger af, at man har vidst – men undladt at informere om – at der dagligt lækkede omkring 300 ton radioaktivt forurenet vand ud i Stillehavet forsinket håndteringen af en miljøkatastrofe med potentielt globale konsekvenser i foreløbigt mer end to år. Og vi vil sandsynligvis snart se beregninger, som viser, at Fukushima-katastrofen ikke er den værste atomulykke siden Chernobyl, men er godt til at blive den værse atomulykke i menneskehedens historie.

I løbet af september bliver de to eneste igangværende reaktorer, reaktor 3 og 4 ved Oi-værket standset for det årlige rutinemæssige sikkerhedseftersyn. Normalt ville de blive genstartet efter en lille måned, men denne gang vil der skulle ligge en godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA, baseret på et nyt og skærpet sæt sikkerhedsfirskrifter, som blev vedtaget i juli, hvorefter der skal gives en lokal politisk godkendelse. Ingen ved, hvor hurtigt disse godkendelser kan forløbe, men et sandsynligt scenario – hvis ikke premierminister Abe i sin utålmodighed efter at få reaktorerne genstartet griber politisk ind – er, at de første reaktorgenstarter bliver i det vestligste Japan, på Shikoku eller Kyushu, hvor den lokale modstand mod reaktorerne er mindre end i andre dele.

TEPCO har indtil nu ikke kunnet få lov at søge om sikkerhedsgodkendelse for sine reatorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, da Niigatas guvernør Hirohiko Izumida har blokeret for dette ud fra, at man stadig langt fra er kommet til bunds i, hvad der gik galt ved Fukushima Daiichi, og endnu mindre i, hvordan denne viden kan omsættes i forandrede sikkerhedsprocedurer, hvorfor den nuværende jagen efter hurtig genstart er dybt problematisk – og et simpelt udslag af, at man sætter økonomi over sikkerhed. Der er milliardbeløb på højkant i tabte provenuer, så situationen får givet ikke lov til at stå uløst i evigheder.

Dette kunne være en situation, hvor Abe følte sig kaldet til et politisk indgreb. I det hele taget vil vi i den kommende tid se hele atomspørgsmålet indhente Abe. 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Optegnelser september 2013

1. september – Naoto Kan om sin politiske karriere
1. september – Kingston om tingenes tilstand
2. september – Reaktor 3 ved Oi-værket standset
2. september – Flere utætheder ved Fukushima Daiichi
2. september – NRA frikender Oi-værkets undergrund

3. september – Reaktor 4 sunket op til 57 cm
3. september – Den japanske regering bevilliger 500 mio. $ til frossen jordvæg
4. september – NRA: Undergrunden under Higashidori-værket er ustabil
4. september – Hele Stillehavet?
5. september – Tokyos olympiske kandidatur svækket af Fukushima

6. september – Opgivende fiskere blokerer for udledning af radioaktivt vand
6. september – Nukleare akademikere: Hæld tritium i havet
7. september – Tokai-muras borgmester: Stop for eksport af A-kraft
7. september – Sydkorea udvider stop for import af japanske fiskeprodukter
7. september – Fukushima Daiichis havnebassin utæt som en si

8. september – Utætheder med rekordhøj stråling – og absurd TEPCO-fiflen
8. september – Føste forsøg med frossen jordmur igangsat
8. september – PBS News: What if the Fukushima Ice Wall Defrosts?
8. september – Klimamæssigt dobbeltspil
9. september – Dødstallet efter Fukushima-katastrofen nu over 1.600

9. september – Abe talte usandt om Fukushima i OL 2020 slutspillet
10. september – A-kraften overlever kun på svigtende risikovurdering
10. september – TEPCO: Lækager nået grundvandet
11. september – A-kraft på retur
12. september – Arnie Gundersen interviewer Amory Lovins

12. september – Satire nej tak
13. september – Radioaktive lækager når havet
13. september – Igen damp fra reaktor 3
14. september – Det evakuerede areal skrumper
15. september – Nu 10 GW solceller installeret i Japan

15. september – Japan igen uden A-kraft
15. september – Igen store anti-atomkraft-demonstrationer
16. september – Sydkorea overvejer sagsanlæg mod Japan
16. september – TEPCO lukker let radioaktivt forurenet vand i havet
16. september – Fukushima Daiichi web-cam flyttet

17. september – Man-ji afbrød Monju-værkets overvågningssystem
17. september – Motegi: Japan skal være mindre afhængig af A-kraft
18. september – Fukushimas bønder fortæller om at producere radioaktiv mad
18. september – TEPCO havde planer om en frostmur allerede i 2011
18. september – Infografik fra Asahi Shimbun

19. september – NRA étårs fødselsdag
19. september – Abe beder TEPCO om at dekommissionere to reaktorer
21. september – NRAs præsentation ved IAEA
21. september – Planer om at dele TEPCO i to
25. september – Jaczko: verden må genoverveje sin afhængighed af A-kraft

26. september – Ansøgning om reaktorgenstart ved Hamaoka-værket på vej
27. september – 400 ton radioaktivt grundvand siver i havet dagligt
28. september – TEPCO søger om genstart af Kashiwazaki-Kariwa

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

Share