Indlæg om landbrug

Paris 2015 – En række afrikanske INDC

21. oktober 2015

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton COpr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO2 pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO2 emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO2 pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO2. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigationadaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

Share

The fear of GMOs is a rational fear

14. september 2015

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

Share

ʻĀINA: That Which Feeds Us

6. september 2015


.
ʻĀINA: That Which Feeds Us, 22:55 min. dokumentar af Josh Thome (2015).

ʻĀina er et hawaiiansk ord for That Which Feeds Us. Det er en betagende dokumentarfilm om forholdet mellem vi mennesker og vores Jord – om forholdet mellem på den ene side en traditionel livsvisdom og dyrkning af jorden, som bygger på den fundamentale forestilling, at man må give noget for at kunne tage noget, og på den anden side det moderne industrielle landbrug, som i sin manglende visdom tager og tager og tager uden at give noget tilbage.

ʻĀINA: That Which Feeds Us er optaget på Kauai, som med 1.456,4 km2 er Hawaiis fjerdestørste ø. Kauai er Hawaiis naturparadis. Mere end halvdelen af øen er uberørt natur, kun en tredjedel er beboet og opdyrket, så landskaberne er eksotisk anderledes end vores hjemlige danske, men hele modsætningen mellem en oprindelig forståelse af, hvordan man må og kan og bør være til stede på kloden i et stadigt – ærbødigt og bæredygtigt – giv-og-tag-forhold, har et stærkt dialogbudskab overfor situationen i Danmark, hvor det danske landbrug er i fuld gang med at ruinere vores landskaber, vores muld og vores omgivende natur, netop fordi man tager og tager og tager uden blik for, hvad man må give, for at ikke bare markerne, men også den omgivende natur, bliver givet godt videre til kommende tider og generationer.

Kauai County udgør den den nordlige del af staten Hawaii og består af øerne Kauai, Niihau, Lehua og Kaula. I 2010 havde Kauai County ~67.000 indbyggere. Kauai bliver brugt af fire af verdens største GMO-virksomheder som udviklings- og eksperimentalsted for nye GMO-afgrøder og ikke mindst brugen af forskellige ‘matchende’ pesticider. Kontrasten mellem dette højindustrielle landbrug, som bedst kan beskrives som kemisk krigsførsel, og en oprindelig viden om, hvordan vi lever ikke bare med – men som en del af – vores levende omgivelser, gør ʻĀINA: That Which Feeds Us til en vigtig, smuk og billedmættet fortælling.

Så jeg kan varmt anbefale at se den, lade dens fortælling sive ind og give den plads til overvejelse.

Læs mere »

Share

Blå landskaber

22. august 2015

Mols Bjerge, udsnit af foto fra Janne Klerks netop udkomne to-binds værk ‘Danmarks Kyster’, som skildrer den enestående landskabelige skat, Danmark har med sine 7.000 km kystlinje.   

Da VK-regeringen tiltrådte i november 2001, var det med en reformiver, som jeg ikke mindes eller tror kongeriget har set på noget tidligere tidspunkt (det skulle da lige være Struense). Værdikamp blev det døbt, og inden for de første få måneder blev en lang række af de instanser og udvalg, som karakteriserede det moderne danske velfærdssamfund og dets fundament af indsigt, slagtet. Men kampen gik langt videre. Det velfærdssamfund, som efterkrigstiden møjsommeligt havde udviklet på basis af en solidaritet og et samfundssind, som spændte over hele det politiske spekter, blev næsten brutalt søgt nedrevet. Selvfølgelig skulle vi stadig have hospitaler, men hvis de var private, ville de med en næsten fundamentalistisk markedslogik blive både billigere og bedre, samtidig med at mere var overgivet til det frie initiativ, og tilsvarende blev flere og flere at de funktioner, som prægede en moderne samfund, privatiseret. Ligeledes med postvæsen, kollektiv transport, kommunikation osv. – alt ville blive bedre, hvis det privatiseret, så den frie konkurrence kunne sikre den til enhver tid bedste pris.

Med den nuværende mindretalsregerings spinkle parlamentariske grundlag er det lidt sværere blot at svinge sværdet, men man fornemmer en tilsvarende intens, næsten vredesbetonet vilje til at dæmme op for københavneriets tyranni af landdistrikterne – en indestængt rasen over naturbeskyttelsens ‘urimelige’ barrierer for at dansk landbrug (som underforstået er verdens bedste) kan blive rentabelt. Så hvor det i år 2000 var kultureliten, som stod for, så er det denne gang naturen og det åbne landskab, som må stå for (altså ud over flygtninge og indvandrere, som Dansk Folkeparti på beskæmmende vis har formået at gøre til blå bloks hadeobjekt).

Står det til blå blok, skal planlovs- og fredningsbestemmelserne langs kysterne ryddes af vejen, så ‘Vandkantsdanmark’ friere kan opdyrke kystlandskabernes turistpotentiale. Og i det åbne landskab skal alle hindringer for danske landmænd ryddes af vejen. Væk med randzoner, væk med krav om vinterafgrøder, væk med begrænsninger på gødningsmængder og husdyrhold, kort sagt væk med al regulering, som står i vejen for landbrugets indtjeningspotentiale. Herunder de umiddelbart uproduktive natur- og randzoneområder, som skal kapitaliseres i et absurd regnestykke, hvor nogle få kroners indtægter til de gældsplagede landbrug i et pinagtigt forsimplet regnestykke gøres vigtigere end biodiversitet og sammenhængende naturområder, naturoplevelser, rent drikkevand også til vores efterkommere, og danske farvande, hvor vi ikke hver sommer må høre om bundvendinger og fiskedød.

“Grøn realisme” kaldes det med en forvrængning af gængs sprogbrug på højde med det konventionelle landbrugs forening ‘Bæredygtigt Landbrug’, hvor man med samme sans for sproglig terror ensidigt fokuserer på den økonomiske bæredygtighed. For i den grønne realisme tager man gerne miljøhensyn – tydeligvis har der i formuleringen af regeringsgrundlaget siddet en kommunikationsansat og klippet en masse uforpligtende grønne besværgelser ind i teksten – bare ikke det koster noget eller er til besvær for nogen. Dansk landbrug vil skam gerne være miljøvenlig, bare det ikke går ud over indtjeningen og konkurrenceevnen.

Læs mere »

Share

Begyndende agerbrug langt tidligere

26. juli 2015

Hidtil har de tidligste spor efter menneskers agerbrug været omkring 12-000 år gamle, men nye fund fra området omkring Geneserat Sø peger på, at jæger-samlere her har etableret bopladser, hvor man allerede for 23.000 år side har kultiveret jorden. Her har man i velbevarede sedimentlag fundet frø fra 13 forskellige arter af ukrudtsplanter sammen med vild byg, flyvehavre samt vild emmer (en af de ældste hvede-sorter) – en sammensætning af frø, som kun ville kunne forekomme som følge af en en årligt tilbagevendende kultivering. Samtidig er der på bopladserne fundet rester efter 140 vilde planter, som har været indsamlet. Så overgangen mellem jæger-samler-kulturer og agerbrugskulturer har nok aldrig været så definitiv som folkeskolens historiebøger skildrede det.

I 2013 fremlagde forskere fund fra området omkring Den Gule Flod i Kina, som tilsvarende rækker 19.500-23.000 år tilbage, mens den seneste istid kulminerede. Her har man fundet malesten, brugt til at male mel af frø. Analysen af frørester i malestenens overflade viser, at mennesker her har malet græs, bønner, vild hirse, yams og slange-græskar – eller de samme typer af fødevarer, som man ved mennesker i dette område mange tusind år senere kultiverede som del af grundlaget for etableringen af det kinesiske rige. Omkring Den Gule Flod er der fra 11.000 år tilbage fundet spor efter, at mennesket begyndte at dyrke jorden tæmme husdyr.

Tilsvarende undersøgelser af stivelsesrester fra malesten fundet på tre europæiske lokaliteter – Italien, Rusland og Tjekkoslovakiet – viser, at mennesker i Europa for mindst 30.000 år siden har malet bregner og dunhammere, som kunne danne udgangspunkt for at bage fladbrød på varme sten. Hvor palæodiæten ofte antages at være stærkt animalsk, kan den meget vel vise sig for en betydelig del at være plantebaseret.

Sandsynligvis er der således tale om en meget lang overgangsfase fra det omstrejfende jæger-samler-menneske til den fastboende agerbruger. Og Kains hårde dom, at måtte arbejde med jorden “i sit ansigts sved”, må rykkes adskillige tusinde år tilbage.

Se tidligere blog-indlæg: Manhattan anno 1609 og Økologiske produktivkræfter, homøostase- og HOT-model.

Jacqueline Howard: Farming May Have Started Way Earlier Than Scientists Thought, Huffington Post 25.07.2015.

TAU Among International Researchers to Discover First Evidence of Farming in Mideast, Tel Aviv University 22.07.2015.

Li Liu et al.: Paleolithic human exploitation of plant foods during the last glacial maximum in North ChinaProceedings of the National Academy of Sciences vol. 110 no. 14 2013, pp. 5380–85

Stanford-led research pushes back origins of agriculture in China by 12,000 years, Heritage Daily 03.05.2015.

Bjorn Carey: Stanford-led research pushes back origins of agriculture in China by 12,000 years, Stanford News 02.05.2013.

Bob Yirka: Study of grinding stones suggests adaption to ice age may have led to birth of agriculture in China, phys.org 20.03.2013.

Jennifer Viegas: Cavemen Ground Flour, Prepped Veggies, Discovery 27.11.2012.

Prehistoric man ate flatbread 30,000 years ago: study, phys.org 19.10.2010.

Brenda Goh: Bread was around 30,000 years ago: study, Reuters 18.10.2010.

 

Share

Folketingsvalget 2015

18. juni 2015

(Opdateres løbende) Ved dette folketingsvalg har der været flere opinionsundersøgelser end nogensinde før. Der har været små forskelle, og under vejs i valgkampen har de mange daglige undersøgelser på skift vist røde og blå flertal, med så små marginaler, at hvis man tog den statistiske usikkerhed alvorligt, ville man ikke kunne sige noget som helst om valgets udfald.

Grafen herover stammer fra Berlingske Barometer, som igennem hele valgkampen har sammenregnet et gennemsnit for de seneste målinger, og det man ser herover angiver billedet af situationen dagen før valgdagen. Den venstre søjle for hvert parti giver øjebliksbilledet pr. 17. juni 2015, mens den lysere højre søjle viser valgresultatet i 2011. Her har blå blok 50,5% af stemmerne, mens rød blok har 49,5%. Men i og med at Kristendemokraterne står til at få 0,9% af vælgerne og dermed ikke kommer ind, er der stort set dødt løb mellem blokkene, men marginalerne falder ud, så rød blok ifølge et gennemsnit af de seneste meningsmålinger står til at få 88 mandater.

Når man yderligere medregner at de fire nordatlantiske mandater traditionelt har fordelt sig med tre til rød blok og et til blå, giver Berlingske Baromenter lige nu en lille rød fordel.

Tilsvarende har Politiken løbende bragt et Ritzau Index, som er en sammenvejning af de seneste 15 meningsmålinger, hvor de seneste målinger vejer tungest. For mere end halvdelen af partierne passer stemmeprocenterne på marginalerne, og største afvigelse er 0,4%, så de er ret enige om analysen, hvilket også burde være tilfældet, da det er samme råmateriale. I Ritzau Index står rød blok til at vinde 49,4%, mens blå blå blok står til 50,5% hvoraf Kristendemokraterne tegner sig for 0,9%, så her står blå blok til at få de 88 mandater, mens rød blok kun får 87.

Hvis dette bliver resultatet, må man endda forvente, at de nordatlantiske mandater ender med, at det bliver Helle Thorning Schmidt, som får til opgave at danne en ny regering, selvom der har været signaleret nordfra, at det blev med betingelser. For eksempel så et af de grønlandske mandater gerne, at aftalen om Thulebasen blev genforhandlet.

Og … vi skal ikke længere tilbage end til det engelske valg i sidste måned, for at finde en situation, hvor alle blev snydt. Alle forventede et meget tæt valg, måske endda med en lille fordel til Labour. Så da de første exit polls indløb og varslede et markant skred mod højre, troede ingen rigtigt på det. Først da de endelige optællingsresultater begyndte at rulle ind, stod det helt klart, at Cameroun og de konservative på dagen havde gjort det bedst.

Jeg vender tilbage her, når de første exit polls foreligger.

Læs mere »

Share

Randzonerne maltrakteret

11. april 2014

Herover ses et marklandskab ved Bregentved Gods, hvor man som del af et forsøg med klima-optimering af dansk landbrug har udlagt 30 km randzoner eller i alt 30 hektar, hvilket svarer til omkring 1% af det dyrkede areal på 3.284 ha. Bregentved Gods har yderligere 3.054 ha skov. 

I 2010 blev det i et forsøg på at mindske udvaskningen af overskydende kvælstof fra de dyrkede arealer til vandmiljøet vedtaget, at der fra september 2012 skulle etableres randzoner alle steder, hvor landbrugsarealer grænsede op til åer, søer og vandhuller over 100 m2, hvor der ikke måtte pløjes, gødes eller sprøjtes, – hvilket i udgangspunktet er en fantastisk idé, for ud over at mindske udvaskningen muliggør det også en række grønne korridorer i landskabet, som med tiden kan få stor værdi for biodiversiteten samtidig med, at de har et stort rekreativt og landskabeligt potentiale.

Allerede i 1992 blev der indført en lovpligtig 2 m bræmme langs alle målsatte grøfter, kanaler og vandløb, så ideen var ikke ny, tværtimod kan man sige, at en eksisterende regulering blev justeret for at for at give den tilsigtede beskyttelse mod udvaskning af overskydende gødning og sprøjtemidler, som medfører alvorlige miljøproblemer i vandmiljøet. Og der er ikke bare tale om afgrænsede virkninger på umiddelbart tilstødende vandløb og vådområder, tværtimod kan virkningerne af års akkumulerede næringstilførsler spores over alt i de indre danske farvande, med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Men randzonerne er blevet alt andet end vel modtaget. Siden vedtagelsen har randzonerne været stærkt debatteret, og det er ikke for meget sagt, at de har været hadeobjekt for landmændene, og selvom de blev vedtaget under en blå regering, synes blå blok nu indstillet på at opgive randzonerne. Måske derfor er der heller ikke kommet det fine ud af dem for det danske landskab, som der kunne have være kommet. For de har fra landbrugsside mere eller mindre fremstået om et urimeligt overgreb fra et storbydanmark, som er kommet helt ud af trit med situationen på landet. For adskillige landmænd har det ikke været nok at demonstrere foragten for begrebet ved at lade dem henligge som halvfærdige entreprenørprojekter. Man har i protest – stærkt opildnet af en række organisationer og politikere – pløjet randzonerne op i en form for demonstrativ civil ulydighed. Således måtte (nu forhenværende) miljøminister Ida Auken i september 2013 spørge Lars Lykke Rasmussen, om han fandt det i orden, at hans retsordfører (Karsten Lauritzen) opfordrede til lovbrud og selvtægt i forhold til det lovforslag om randzoner, som han selv havde stemt for.

Nu er det så besluttet, at de oprindelige randzoner på 10 m kun behøver at være 5 m brede. Herved bliver de ikke bare mindre, men også mindre egnede som naturkorridorer og mindre i stand til at tilbageholde overskydende kvælstof og sprøjtemidler fra markerne. David Rehling kalder det i en leder i Information en bundskraber for SR-regeringen, som med støtte fra blå blok har maltrakteret randzonerne. Beslutningen er paradoksal på baggrund af, at NaturErhvervstyrelsen i januar 2012 fastslog, at: “Randzonerne er til for at beskytte vores miljø og natur. Det er det bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel, vi kender lige nu, til at begrænse, at kvælstof, fosfor og sprøjtegifte ender i vores vandmiljø. Samtidig giver vi danskerne natur at færdes i.”

Læs mere »

Share

COP19: Climate smart agriculture – adaptation & mitigation

25. november 2013

Dette er et aldrig færdiggjort blog-indlæg, som havde til hensigt at belyse climate-smart agriculture. Når jeg ikke fik det lavet færdigt dengang, var det fordi jeg blev optaget af spørgsmålet, om – og i givet fald hvordan – en sådan tilgang ville kunne bruges i bymæssig sammenhæng. Efterfølgende fulgte jeg således længe et meget vitalt diskussionsforum om climate-smart agriculture. Men anvendelsen synes foreløbig at være fokuseret på landlige situationer og landsbysamfund i udviklingslande, hvor det ikke mindst i Østafrika synes at have fået en vis udbredelse. Så indlægget blev aldrig skrevet. Og nu har jeg sat det som publiceret, uanset at det er en meget foreløbig skitse, da der kunne ligge en værdi i selve link-delen.

Under denne COP19 har der tilbagevendende været refereret til forholdet mellem adaptation og mitigation – to ord som er svære at oversætte direkte, men hvor adaptation handler om gennem klimatilpasning at beskytte sig mod følgevirkningerne af klimaforandringerne og nogenunde præcist kan oversættes med klimatilpasning, så er mitigation en indsats for at mindske den globale opvarmning gennem at mindske årsagerne dertil kun ufuldstændigt beskrevet med det danske ord klimaindsatsDer synes i FN-regi at ligge en stærk bestræbelse på i et holistisk perspektiv at samle disse to størrelser og sammenkøre det i en bæredygtig udviklingsstrategi.

Konference torsdag 14.11.:
Linking adaptation and mitigation to address multiple risks: New research findings and field examples.
Ecosystem-based & community interventions can contribute to addressing adaptation & mitigation jointly. CIFOR, IFRC and partners will present new research findings & field examples on how synergies and trade-offs between adaptation and mitigation are addressed in projects, policies and funding.

Læs mere »

Share

Anden del af IPCCs store klimastatus lækket

8. november 2013

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Share

Vild mad – vildt sundt

6. juni 2013

New York Times bragte 25. maj en artikel med tilhørende plancher,¹ som nærmest brænder sig fast på nethinden. Der findes undersøgelser, som viser, at næringsindholdet i vores forædlede mad alene i løbet af det 20. århundrede er blevet adskillige gange lavere. Men hvis man som Jo Robinson i artiklen i New York Times  sammenligner næringsindholdet i den frugt og de grøntsager, vi kan købe i supermarkedet, med deres vilde ophav, så er det et skræmmende billede på, hvordan forædlingens kunst depraverer næringsindholdet.

I eksemplet herover kan man se, at typiske æblesorter, som man kan købe i supermarkedet, svinger med mere end en faktor 10 i det samlede indhold af plantenæringsstoffer (total phytonutrients). Men hvis man sammenligner med paradisæblerne – som man ikke kan købe, men som står mange steder i haver og parker – så er deres indhold 10-100 gange højere end æblerne i supermarkedet. Og hvis man ser på den vilde forfader, Sikkim-æblet, så har det en næringstæthed, som ligger yderligere fem gange højere. I alt næsten en faktor 500 i forskel mellem Sikkim-æblet og det mest udvandede supermarked-æble.

New York Times bringer en række andre eksempler på, hvordan vores forædlede fødevarer næringsmæssigt ligger langt under deres vilde forfædre, som jeg har tilladt mig at kopiere ind her:

Hvis man ser på majsen – billede 1 i de klikbare billeder – er indholdet af anthocyaniner (en gruppe plantenæringsstoffer) i den gule majs ikke voldsomt lavere end i de historiske blå og røde typer. Men indholdet falder næsten med en faktor 50 hvis man ser på den hvide majs. Et rent kosmetisk-æstetisk projekt har således katastrofale følger for næringsværdien.

Læs mere »

Share