Strøtanker om bæredygtighed

Der er nu blot tre måneder til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. I den forbindelse er der i den kommende uge forberedende forhandlinger i Bonn, hvor den altdominerende opgave bliver at få forhandlingsteksten kortet ned. Ud over denne uge tilbagestår der kun en enkelt af disse forberedende forhandlingsuger, så med i alt kun ti tilbageværende forhandlingsdage inden Paris oplever lige nu et kolossalt – og kunne man fristes til at sige – nødvendigt pres for at få skabt enighed om en stærk og visionær klimaaftale, som kan guide den nødvendige omstilling og sikre vores livsgrundlag for fremtiden.

Kommissioriet for den kommende uges forhandlinger er med IISDs ord: “At ADP 2-10, Parties are “expected to produce a clearer understanding and articulation of the elements of the Paris package with regard to both workstream 1 (the 2015 agreement) and workstream 2,” including by developing “bridging proposals” and narrowing options for further negotiation.”

Ved sidste samling i juni (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni) måtte man, på trods af at forhandlingerne var båret af en konstruktiv ånd og fælles oplevelse af at stå overfor en ufravigelig, monumental opgave, indse, at redigerings- og afklaringsarbejdet gik alt for langsomt. I løbet af to ugers forhandlinger blev teksten kun to sider kortere, og forhandlingstekstens format var blevet så rodet af de mange tilføjelser og ændringsforslag, at man midtvejs gav formandsskabet for forhandlingssporet, Ahmed Djoghluf og Dan Reifsnyder, til opgave at ombryde teksten, så den strukturelt set var mere håndterbar. Denne udgave forelå sidst i juli, men er stadig 83 sider lang:

• Scenario note on the tenth part of the second session of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, Note by the Co-Chairs 24.07.2015 (pdf).
• Further clarifications by the ADP Co-Chairs on the mode of work at ADP2.10, UNFCCC 30.08.2015 (pdf).

UNFCCC skrev ved fremlæggelsen i juli, at: “The document provides for the first time clarity on what could be contained within the emerging legal agreement in Paris.” “It also clarifies what decisions with immediate effect could be taken at the moment the agreement is adopted.”

Men en lang række spørgsmål afventer stadig den politiske afklaring. Djoghluf og Reifsnyder har ikke kunnet træffe nogen af disse beslutninger, men kun kunnet tydeliggøre, hvilke beslutninger, der mangler at blive truffet og hvor der stadig mangler afklaring og enighed. Om så delegationerne har gjort deres hjemmearbejde på alle disse områder er mere end tvivlsomt – sandsynligvis vil de fleste af de tilbageværende centrale uenigheder først blive afklaret i Paris, når statsoverhovederne kommer med. Det har traditionelt været i processens sidste stade. Men de franske forhandlingsværter har forsøgt at vinde gehør for, at statslederne ved COP21 i stedet kommer til Paris allerede i den første forhandlingsuge, så det politiske kommer tidligere i spil.

På nuværende tidspunkt, hvor 56 lande med tilsammen omkring 70% af verdens udledninger har indgivet deres klimamålsætninger, tegner der sig et billede af, at der kan etableres en aftale i Paris, men at summen af de indmeldte klimatiltag ikke er tilstrækkelige til en 2°C-løsning. Forhandlingernes leder, Christiana Figueres, har da også forud for denne forhandlingsrundet medgivet, at: “On their own, the INDCs received before Paris are not going to keep us below a 2 degrees Celsius rise this century. But they underline a sharp and positive departure from business as usual and will form the essential foundation to reach that ultimate goal if governments agree to clearly ramp up ambition over time.”

Læs mere »

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »

Mols Bjerge, udsnit af foto fra Janne Klerks netop udkomne to-binds værk ‘Danmarks Kyster’, som skildrer den enestående landskabelige skat, Danmark har med sine 7.000 km kystlinje.   

Da VK-regeringen tiltrådte i november 2001, var det med en reformiver, som jeg ikke mindes eller tror kongeriget har set på noget tidligere tidspunkt (det skulle da lige være Struense). Værdikamp blev det døbt, og inden for de første få måneder blev en lang række af de instanser og udvalg, som karakteriserede det moderne danske velfærdssamfund og dets fundament af indsigt, slagtet. Men kampen gik langt videre. Det velfærdssamfund, som efterkrigstiden møjsommeligt havde udviklet på basis af en solidaritet og et samfundssind, som spændte over hele det politiske spekter, blev næsten brutalt søgt nedrevet. Selvfølgelig skulle vi stadig have hospitaler, men hvis de var private, ville de med en næsten fundamentalistisk markedslogik blive både billigere og bedre, samtidig med at mere var overgivet til det frie initiativ, og tilsvarende blev flere og flere at de funktioner, som prægede en moderne samfund, privatiseret. Ligeledes med postvæsen, kollektiv transport, kommunikation osv. – alt ville blive bedre, hvis det privatiseret, så den frie konkurrence kunne sikre den til enhver tid bedste pris.

Med den nuværende mindretalsregerings spinkle parlamentariske grundlag er det lidt sværere blot at svinge sværdet, men man fornemmer en tilsvarende intens, næsten vredesbetonet vilje til at dæmme op for københavneriets tyranni af landdistrikterne – en indestængt rasen over naturbeskyttelsens ‘urimelige’ barrierer for at dansk landbrug (som underforstået er verdens bedste) kan blive rentabelt. Så hvor det i år 2000 var kultureliten, som stod for, så er det denne gang naturen og det åbne landskab, som må stå for (altså ud over flygtninge og indvandrere, som Dansk Folkeparti på beskæmmende vis har formået at gøre til blå bloks hadeobjekt).

Står det til blå blok, skal planlovs- og fredningsbestemmelserne langs kysterne ryddes af vejen, så ‘Vandkantsdanmark’ friere kan opdyrke kystlandskabernes turistpotentiale. Og i det åbne landskab skal alle hindringer for danske landmænd ryddes af vejen. Væk med randzoner, væk med krav om vinterafgrøder, væk med begrænsninger på gødningsmængder og husdyrhold, kort sagt væk med al regulering, som står i vejen for landbrugets indtjeningspotentiale. Herunder de umiddelbart uproduktive natur- og randzoneområder, som skal kapitaliseres i et absurd regnestykke, hvor nogle få kroners indtægter til de gældsplagede landbrug i et pinagtigt forsimplet regnestykke gøres vigtigere end biodiversitet og sammenhængende naturområder, naturoplevelser, rent drikkevand også til vores efterkommere, og danske farvande, hvor vi ikke hver sommer må høre om bundvendinger og fiskedød.

“Grøn realisme” kaldes det med en forvrængning af gængs sprogbrug på højde med det konventionelle landbrugs forening ‘Bæredygtigt Landbrug’, hvor man med samme sans for sproglig terror ensidigt fokuserer på den økonomiske bæredygtighed. For i den grønne realisme tager man gerne miljøhensyn – tydeligvis har der i formuleringen af regeringsgrundlaget siddet en kommunikationsansat og klippet en masse uforpligtende grønne besværgelser ind i teksten – bare ikke det koster noget eller er til besvær for nogen. Dansk landbrug vil skam gerne være miljøvenlig, bare det ikke går ud over indtjeningen og konkurrenceevnen.

Læs mere »

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at man er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

Dette er ikke noget egentligt indlæg, blot en introduktion til en artikel i seneste udgave af The New Yorker, hvor Elizabeth Kolbert under overskriften The Weight of the World har lavet et fint portræt af lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres – det menneske, som måske lige nu mere end noget andet sidder med verdens fremtid i sine hænder.

Det er ikke noget let job hun har, at skulle samle alle kræfter på denne klode om at nå til enighed om en global klimaaftale i Paris til december, men hun har en sjælden myndighed i sin måde at tage for givet, at alle leverer deres, og en måde at kunne inkludere alle i folden, selv når der er uartige ‘børn’, som synes at svigte den fælles bestræbelse. Hun har også i langt højere grad formået at inkludere civilsamfundet og NGOerne, ikke som pligt eller politisk korrekthed, men som en nødvendig opretholden af det stadige krav om forandring, som gør at vi ikke bare fortsætter i samme umulige spor.

Selvom Figueres grundlæggende kompasset rundt synes utrolig vellidt og respekteret, så får hun tit bebrejdelser, som her på det seneste, hvor hun har prøvet at ægge de fossile selskaber til at komme med deres bud på, hvad deres bidrag til omstillingen kunne være, og har krævet, at de ophører helt med deres mangeårige uvane med at sponsorere klimafornægtelse. Det er på en måde rigtigt at hun gør det, og fra at olieselskaberne fremstod som en massiv forhindring for den nødvendige omstillingsproces, er der er i disse måneder opløftende tegn på, at olieselskaberne har selvransagelsesprocesser, og at i hvert fald de store europæiske olieselskaber aktivt overvejer deres rolle i udviklingen af et post-fossilt samfund (se blog-indlægget Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her har hun så straks NGOerne på barrikaderne, for efter flere årtiers obstruktion af klimaindsatsen kan tilliden til, at olieselskaberne rent faktisk er indstillet på forandring ligge på et meget lille sted – ikke mindst når man trods de nye signaler blot fortsætter ufortrødent med de klima- og miljømæssigt set vanvittige tar sands-projekter og olieudvindingen i det arktiske område. Så Figueres måtte for nylig bede NGOerne om ikke blot reflektorisk at stigmatisere olieselskaberne, samtidig med at hun har givet olieselskaberne hjemmearbejde, inden COP21 at fremlægge seriøse planer for, hvordan de kan og vil bidrage til omstillingen til det postfossile verdenssamfund.

Kolberts artikel er lang og grundig, og samtidig med at man får et godt rids af klimaforhandlingernes udfordringer siden kollapset i København i 2009, kommer Kolbert virkelig godt omkring personen Figueres. Vi møder et gennem-sympatisk menneske med et ledelsesperspektiv, som på trods af – eller måske netop i kraft af – FN-organisationens stive system formår at navigere og lede og lytte, og så pludselig kan bryde ud i dans. Vi hører i artiklen om, hvordan hun må skifte dress code og vokabularium for at kunne begå sig i og kommunikere med oliestaterne – og med største selvfølgelighed gør det. Her kunne vores hjemlige ytringsfrihedsfundamentalisme lære noget.

Figueres siger under vejs i artiklen, at det er hendes klare fornemmelse, at der lige nu i alle lande arbejdes oprigtigt på at kunne lykkes at få en global klimaaftale i hus i Paris. At den kommer i hus vil også være en sejr for Figueres og hendes inklusive ledelse. Hvor aftalen i København blandt andet gik i vasken på grund af, at der blev lavet rigtigt kedelige manøvrer i korridorerne, hvor mange med rimelighed kunne føle sig holdt udenfor – og vi må med skam melde, at vores nuværende statsminister var en del af det spil – dér synes Figueres i de mellemliggende år gradvist at have formået at genskabe den nødvendige tillid, som skal til, og skabe den transparens og inklusivitet omkring processen, som gør, at næsten 200 lande til december kan enes om at sige ja til samme ene aftale. Samtidig er der i forhold til 2009 en langt stærkere erkendelse af, at klimaindsatsen haster og at den må ske i alle lande, så med de frivillige reduktionsmål, som de enkelte lande selv har stillet sig, er det umiddelbart blevet sværere at være imod. Det hjælper også på processen, at de vedvarende energikilder år for år bliver billigere, så det økonomiske incentive til fortsat brug af fossile brændsler svinder ind. Omstillingen kræver investeringer, men tjener sig ind i løbet af få årtier. Hvis processen i Paris endda ender med at strande, er det sandsynligvis på grund af en en kombination af to årsager, dels en utilfredshed med den manglende finansiering af omstillingen og klimatilpasningen i de fattigste lande, dels en protest mod den manglende ambition i klimaindsatsen ikke mindst fra en række af verdens rige industrinationer som Japan, Canada og Australien, hvis klimamålsætninger lige nu må siges at være patetisk utilstrækkelige.

Figueres er selv helt på det rene med, at Paris ikke når en aftale, som sikrer 2°C-målsætningen – dertil er der for mange lande, hvor klimakursen stadig er slingrende. Men er aftalen og systemet først sat op, kan det opjusteres gennem løbende fornyelser. Og som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig at afviklingen af det fossile samfund kommer til at gå langt hurtigere end politikerne og deres embedsmænd lige nu byder ind med. Som for eksempel har premierminister Abbott ud fra økonomiske argumenter indberettet en ganske uambitiøs klimamålsætning for Australien, hvor det økonomisk set ville være billigere at lave en langt hurtigere omstilling (se update 18.08. i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC).

Figueres har det sidste ord i Kolberts stærkt anbefalelsesværdige artikel: “You know, I think that this whole climate thing is a very interesting learning ground for humanity. I’m an anthropologist, so I look at the history of mankind. And where we are now is that we see that nations are interlinked, inextricably, and that what one does has an impact on the others. And I think this agreement in Paris is going to be the first time that nations come together in that realization. It’s not going to be the last, because as we proceed into the twenty-first century there are going to be more and more challenges that need that planetary awareness. But this is the first, and it’s actually very exciting. So I look at all of this and I go, This is so cool – to be alive right now!”

Se tidligere blog-indlæg: Interview med Christiana Figueres.

Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker, 24.08.2015.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Christiana Figueres, Carbon Brief 11.06.2015.

John Vidal: The Figueres family led Costa Rica’s revolution, and now it’s green revolution, The Guardian 14.05.2012.

I juni fik vi Pave Francis’ encyklika, Laudato Si, som i meget klare vendinger kalder verdens 1,2 mia. katolikker til klimaindsats – endda med en radikalitet, som det er svært for vore dages politikere at gøre det. Og i dag fik vi tilsvarende en Islamic Declaration on Global Climate Change, som udfolder klimaudfordringen i et islamisk perspektiv og meget direkte opfordrer verdens 1,6 mia. muslimer til at gøre deres til at vi kan møde klimaudfordringen.

Deklarationen er resultatet af et todages symposium i Istanbul med deltagelse af 60 islamiske ledere fra 20 forskellige lande.

Traditionelt har klimaindsatsen kun i mindre grad været drevet af muslimske lande, så på den led er det et dobbelt vigtigt dokument. Den islamiske kultursfære spænder over mange af de landskaber, som i de kommende årtier vil blive allerhårdest ramt af klimaforandringer, fordi i forvejen meget varme klimaer bliver varmere, i forvejen meget tørre klimaer bliver endnu mere tørre og ørkenagtige. Samtidig omfatter den islamiske verden en stor gruppe af olielande, som med deres enorme oliereserver traditionelt har været meget modstræbende mod at anerkende om ikke klimatruslen, så dens enorme omfang.

Som vi har set det både med pavens Laudato Si og den islamiske deklaration, så har det spirituelle udgangspunkt muligheder for at italesætte problemer og adfærd, som den verdslige politiske sfære har meget vanskeligt ved. Det kan moralisere, det kan tale til det gode i mennesket, det kan sætte grænser for vores grådighed vores fremfærd, vores egoisme vores fortravlethed og forvirrethed med en direkthed i sproget, som ingen politiker ville slippe levende fra. Så ligesom der er en helt central plads for NGOerne i den store omstilling, så er der en kæmpe opgave for vores tros- og forestilingssystemer i at hjælpe menneskeheden godt videre i den nok største trussel mod menneskeheden i menneskehedens historie, nemlig mennesket selv som er i fuld gang med at tilintetgøre sine omgivelser og sit livsgrundlag.

“Our species, though selected to be a caretaker or steward (khalifah) on the earth, has been the cause of such corruption and devastation on it,” siger den islamiske deklarationstekst. Vi får her for menneskets indplacering i jordelivet en form for mellemposition mellem et deep– og et shallow ecology-perspektiv. Hvor mennesket på den ene side ikke blot er en lige del af naturen, men på den anden side ikke blot er hersker og forbruger, men nok så meget tjener, forvalter og opretholder. Pave Francis har meget direkte adresseret de amerikanske katolikker, som bedriver en omfattende klimafornægtelse og har på sin kærlige måde sagt, at den ikke går. Og senere på året træder han ind midt i fornægtelsen, når han skal holde tale for den amerikanske kongres.
Vi har endnu til gode at se, i hvilken grad den islamiske deklaration bliver bredt formidlet. Den muslimske verden er mindre hierarkisk organiseret end den katolske, så deklarationen er mere afhængig af, at der i hvert land er mennesker, som tager den til sig og bruger den. For eksempel er det nok ikke tilfældigt, at konferencen ikke havde nogen repræsentant fra Tyrkiet, selvom den fandt sted i Istanbul, mens omvendt lederen af det indonesiske Ulema Council, UCI, som repræsenterer 210 mio. muslimer,  har hilst deklarationen velkommen med ordene:

“we are committed to to implementing all [its] recommendations. The climate crisis needs to be tackled through collaborative efforts.” Vil islamiske fundamentalister tage den til sig, vil oliesheikerne tage den med i fredagsbønnen? Det må de kommende uger vise.

Umiddelbart er der tale om et stærkt og radikalt klimaperspektiv. Og hvor de indledende dele i høj grad søger at forbinde islamisk tro og livssyn med et klimaperspektiv – og søger at definere en sådan akse – så er målsætningsdelen trukket helt ind i FN-forhandlingernes værktøjskasse og begrebsapparat, med bud til verdens rigeste lande og olieproducerende lande om at have udfaset deres brug af fossile brændsler inden midten af århundredet samt at levere generøs finansiel og teknologisk hjælp til verdens fattigere lande, erkende den moralske forpligtelse til at reducere forbruget for at give også fattige lande mulighed for at nyde godt af ikke-fornyelige ressourcer, samt at holde 2°C-målsætningen og om muligt 1½ºC-målsætningen – og lade mindst to tredjedele af alle fossile reserver forblive under jorden. Der skal investeres i en grøn økonomi, og den nuværende uetiske naturødelæggelse må erstattes af naturbevarelse og bæredygtigt forbrug, mens forholdene for verdens fattigste må bedres.

Det var det helt korte resume af deklarationstekstens afsnit 3.2. På deklarationens hjemmeside kan man læse om tilblivelsen, at:

“A group of top academics has been engaged in drafting an “Islamic Declaration on Climate Change” and the initial draft has been circulated widely for consultation. The symposium will be an experts’ meeting convened to seek broad unity and ownership from the Islamic community around the Declaration, and to further discuss the amplification of messages and mobilization of various actors and groups around COP 21 and in the future. In attendance will be senior international development policy makers, leaders of faith groups, academics, and other experts. This symposium shall also provide opportunities to connect with leaders from other faiths as well as secular organisations, and promote inter-faith and cross-movement cooperation around aligned and joint messages. It will moreover highlight the future role and contribution of Muslims to the climate movement, and present ample communications opportunities, the aim being to secure high level representation from the diversity of actors mentioned above.”

Læs mere »

Her til aften har Energistyrelsen meddelt, at det franske energiselskab Total opgiver prøveboringen i Vendsyssel, da skifergaslaget har vist sig for tyndt til at det giver mening at fortsætte eftersøgning og udvinding i området.

Samtidig kan energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt oplyse, at der er oprettet midlertidigt stop for nye ansøgninger om skifergas, så nye ansøgninger ikke vil komme i betragtning for nuværende. Total opgav tidligere på sommeren at boere efter skifergas i den del af koncessionsområdet, som strækker sig under Nordsjælland. Så faren for, at et skifergaseventyr kommer til at vansire de danske landskaber, er i dag skrumpet betragteligt.

Det er glædelige nyheder, for i den nuværende situation giver det ikke mening at hive flere fossile brændstoffer op at den danske undergrund – vi har for længst brugt mere end vores andel, og hvis den basale indsigt, at to tredjedele af alle kendte fossile brændstoffer skal forblive under jorden for at vi kan holde 2°C-målsætningen, så må vi først som sidst indse absurditeten i et efterforske yderligere forekomster.

Der har været protestlejr foran prøveboringen i over et år nu, og protestbevægelsen mod skifergas var ved at komme op i gear ikke kun i de daglige markeringer, men også i forfølgelsen af de mange politiske og juridiske protestmuligheder, som åbnede sig. Man kan derfor håbe, at de kræfter har mod på at sætte et mere eftertrykkeligt punktum for sagen. For den eneste rigtige konklusion på det seneste års hovsa-proces må være, at Danmark får etableret et fuldt moratorium for al videre efterforskning og udvinding af fossile brændstoffer på dansk territorium. Det må meget gerne udstrække sig til det arktiske område.

I første omgang er det vigtigt at sikre sig, at Total ikke foretager nye boringer andre steder i området, for principielt har Total ret til at gennemføre yderligere prøveboringer frem til 2016, og Totals projektleder Henrik Nicolaisen siger til Nordjyske, at: “Der bliver altså ikke tale om nogen form for fracking ved Dybvad. Men det betyder ikke, at vi helt har opgivet jagten på skifergas i Vendsyssel. Nu går vi i tænkeboks og overvejer næste skridt, siger Totals projektleder.”

En ansøgning om fornyet eftersøgning vil i givet fald skulle foreligge inden 5. juni 2016, hvor licensaftalen udløber. Det virker dog ikke umiddelbart realistisk, at det vil ske, dels fordi man sandsynligvis har boret i Dybvad fordi det her var sandsynligt, at det var her, man skulle finde de tykkeste gasførende lag. Dels vil den politiske situation ved en eventuelt ny godkendelse vil være meget anderledes. Hvor det har kunnet lade sig gøre at gennemføre første prøveboring fordi Danmark er blevet godt og grundigt taget på sengen, så vil en fornyet miljøgodkendelse blive langt vanskeligere at hive hjem.

Herover ses et eksempel på et fracking-ramt landskab i Texas – det ville være fortvivlende, hvis Total var kommet af sted med en tilsvarende ødelæggelse af Vendsyssels smukke landskaber. Måske nogle få tjener på skifergassen, men udvindingen giver øget forekomst af jordskælv, store risici i forhold til vores grundvand og ganske alvorlige sundhedsproblemer. Samtidig undslipper der ofte så megen gas uden om rørsystemerne, at den klimagevinst, som der i udgangspunktet kunne være i forhold til kul og olie, forsvinder i den blå luft. 

Man kan spørge sig selv, om der ikke burde køres en form for principiel retssag omkring hele den gennemført luskede måde, hvorpå Danmark er blevet narret ind i en situation, hvor vi pludselig havde solgt retten til at udvinde skifergas mv. i en stor del af landet – uden at nogen vidste, at det var sket. Det burde ikke kunne ske i et demokrati. Og selvom der siges at det er sket af hensyn til koncessionstagerne, så må man sige, at der er taget en lang række forkerte hensyn, mens omvendt en lang række hensyn, som burde være taget og en lang række instanser som burde have været informeret, systematisk har været holdt udenfor. Lykke Friis som dengang var en nøgleperson i forhandlingerne, hævder, at end ikke hun vidste, at hun var ved at give et fransk firma tilladelse til at udvinde skifergas.

Totals skifegasefterforskning har foreløbig kostet 350 mio. kr., og havde der været bare lidt mere gas, så det havde kunnet betale sig at hente den op, så kunne den danske stat meget let have endt med at måtte tilbagebetale en betydeligt større beløb for at kunne købe koncessionsrettighederne tilbage. Så der bør være en lille gruppe mennesker, som har endog meget røde ører over det makværk, de har lavet ved i al hemmelighed at give Total den tilladelse, de gjorde.

Læs mere »

Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.

Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. De indebærer, at Australien vil reducere sine CO₂-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste, samtidig med at de australske udledninger pr. person hører til de allerhøjeste.

Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”

Miljøfolk har karakteriseret Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.

Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.

Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville kalde det at få mindst muligt til at synes af mest muligt.

Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO₂-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.

Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande i 2030 nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.

Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030: “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”

Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at Australien i tiden frem til COP21 i Paris vil blive udsat for et massivt pres for at skærpe og præcisere sin klimaindsats.

Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, er det ud fra nøgterne omkostninger, men må hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.

Læs mere »

I tiden efter Fukushima-katastrofen samlede de store ugentlige demonstrationer mod A-kraft i Tokyo langt over 100.000 demonstranter. Herover protesterede nogle få hundrede mennesker i dag i Satsumasendai mod genstarten af den første reaktor siden Fukushima-katastrofen i 2011 efter de nye sikkerhedsregler. 

Så skete det. 4½ år efter Fukushima-katastrofen er den første japanske reaktor genstartet. Der er tale om den ene af to reaktorer ved Sendai-værket, som ligger på det sydvestligste Kyushu, hvor kernekræfterne nu er sat i gang. Fra starten af september vil der således igen være elektricitet fra A-kraft i de japanske stikkontakter. Den anden reaktor ved Sendai-værket, som ligeledes har opnået den japanske sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, forventes at blive gjort klar til opstart i oktober. De blev begge lukket ned i september 2011 for et årligt sikkerhedscheck og genpåfyldning med brændselslegemer. Men som det skete over hele Japan, var der efterfølgende ingen som turde lægge navn til godkendelsen af genstarten, så i tiden efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev samtlige reaktorer gradvist taget ud af drift.

Forud for genstarten er gået et langt politisk slagsmål, tre store undersøgelseskommissioner, store offentlige høringer om Japans fremtidige energiforsyning, som endte med en beslutning om at udfase Japans atomkraft inden 2030erne. Så det lignede i løbet af 2012, at Fukushima-katastrofen i det mindste havde formået at blive katalysator for en ny kurs, hvor Japan blev et bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi. Men så kom et regeringsskifte, som gjorde, at man på trods af det stærke ønske i den japanske befolkning om at udfase A-kraften alligevel er på vej tilbage i det gamle spor med en massiv udbygning af A-kraften – så vidt muligt som om intet var hændt. Dog er NISA, den gamle sikkerheds- og kontrolinstans, som med sin pinagtigt sløsede måde at forvalte sin opgave på var stærkt medvirkende til, at en Fukushima-katastrofe overhovedet kunne ske, skrottet, og en helt ny instans, NRA, er bygget op fra bunden. Eller rettere er ledelsen ny, men mere eller mindre samtlige ansatte i NISA er fortsat i NRA.

Endda synes NRA under ledelse af Shunichi Tanaka at have formået at tilføje sikkerhedsarbejdet en ny klarhed og præcision, selv i en situation, hvor der har været et voldsomt politisk pres for at få reaktor-godkendelserne kørt hurtigt igennem. Mange havde da også forestillet sig, at godkendelser og genstarter efter at NRAs nye sæt af sikkerhedsregler lå klar i juli 2013 ville komme på stribe. Men Tanaka synes at have formået at stå fast på, at godkendelserne ikke bare skulle jappes igennem som en skueproces, men at man rent faktisk brugte situationen til at søge at skabe den optimale sikkerhed.

Hvis det nogensinde lykkes at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, er det således i høj grad hans fortjeneste, for TEPCO, som drev Fukushima Daiichi-værket, har ikke på samme måde formået at sadle om, men har gang på gang siden 2011 vist sig at fortie vigtig information, som den japanske befolkning havde al ret til at være informeret om. For eksempel undlod man behændigt at informere om, at der dagligt siver 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, indtil en uge efter det valg, som sikrede en pro atomkraft-regering.

Men tilbage Sendai-værket, er de to første reaktorer efter Fukushima-katastrofen endelig klar til at kunne genstartes efter de nye sikkerhedsregler. De kommende par år vil så vise, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde inden Fukushima-katastrofen, som kommer i gang, og hvor hurtigt det kan gå. Lige nu har NRA modtaget ansøgninger om genstart af 25 reaktorer – heriblandt dem, som man må formode har er størst chance for at få genstartet. Hvor mange flere, de store regionale forsyningsselskaber, som driver reaktorerne, vil forsøge at få i gang, er endnu uvist – det synes som om, alle holder vejret og vil se, hvordan det går med de første opstarter og hvor store opgraderinger af det sikkerhedsmæssige, som der skal til, før der bliver taget endelig beslutning om de sidste. For mange af de ældre reaktorers vedkommende vil de nødvendige opgraderinger sandsynligvis blive så bekostelige, at det ikke vil kunne betale sig at søge om genstart med den forventede restlevetid.

Foreløbig står det klart, at de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi ikke kommer i gang, samt (uformaliseret) at de fire reaktorer ved det nærliggende Fukushima Daini heller ikke skal regne med genstart, da man har lovet Fukushima Amt fremover at kunne basere sin eksistens på en 100% vedvarende energiforsyning. Yderligere er der ved de øvrige værker foreløbig truffet beslutninger om, at 5 reaktorer ikke vil blive søgt genstartet. Så bruttogruppen er nede på 39, hvoraf 12 er over 30 år, yderligere 18 er over 20 år, og blot 9 af disse reaktorer er under 20 år. Det blev efter Fukushima-katastrofen foreslået at gøre 30 år til den maksimale alder, men NRA har foreløbig fastslået, at 40 år er den maksimale løbetid.

Til gengæld var tre nye reaktorer under opførelse i 2011, hvoraf man har videreført byggeriet af den ene, Oma-værket på det nordligste Tohuku.

Selv blandt de 25 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgninger for, er der adskillige, som af forskellige årsager sandsynligvis ikke kommer i gang. Nogle af disse årsager er korrigerbare, men 10 af disse reaktorer er af samme ‘boiling water’-type som de tre nedsmeltede, hvor man må formode, at sikringsarbejdet vil være særligt bekosteligt. For andre er der ikke noget at stille op. For eksempel blev Japans første atomkraftværk, Tokai-værket, i sin tid placeret uden for Tokyo. Men byen har siden da bredt sig ud over alle grænser, så værket i dag ligger ganske uhensigtsmæssigt placeret i bymæssige omgivelser med over 1 mio. mennesker i evakueringszonen, hvor man omkring Fukushima-værket ‘kun’ måtte evakuere 170.000. Den mest radikale grund til ikke at kunne tillade genstart, er, hvis en reaktor er placeret umiddelbart over geologiske foldelinjer, som det vurderes har bevæget sig inden for de seneste 120-130.000 år. Her vil jordskælv kunne blive særligt voldsomme, hvorfor det ifølge japansk lovgivning ikke er tilladt at drive et anlæg som et atomkraftværk. Foreløbig er kun en enkelt reaktor dømt ude på den konto, men der er en række andre sager, hvor det endnu ikke er endeligt afklaret.

Læs mere »

Koch-brødrene – Charles og David Koch – hører til blandt USAs allerrigeste, hver med en formue på omkring 50 mia $. Herover er de indfanget i Victor Juhasz’ streg.

Koch-brødrene har tjent deres formue på olieudvinding og bruger rundhåndet deraf til at finansiere stort set enhver form for klimafornægtelse. De finansierer således et omfattende netværk af lobbyister og tænketanke, og søger målrettet at påvirke de demokratiske processer langt ud over, hvad et demokratisk system burde goutere.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016, men den amerikanske valgkamp er lang, med omfattende primærvalg i hver eneste stat, hvor partierne i det kommende år skal afklare deres kandidat til præsidentvalget – såvel som til en lang række andre samtidige valg. Og forberedelserne hertil er allerede i fuld gang.

Koch-brødrene plejer at være blandt de allerstørste donorer, og i den forbindelse havde de i denne uge samlet 450 velstående mennesker – potentielle politiske donorer – samt en række potentielle kandidater til nomineringen som Det Republikanske Partis kandidat til at afløse Obama i Det Hvide Hus: Marco Rubio, Scott Walker, Carly Fiorina, Jeb Bush og Ted Cruz.

Konteksten er implicit, at den eller de kandidater, som bedst kan sikre de fossile interesser, kan forvente at få gigantiske millionbeløb stillet til rådighed til at føre valgkamp for. En vellykket præsidentkampagne kommer let til at koste et par mia. dollar. Hvis det tidligere hed sig, at ‘uden mad og drikke, duer helten ikke’, så kommer en amerikansk politiker i dag ikke nogen vegne uden enorme beløb at føre valgkamp for. Og den aktivitet, som så godt som alle amerikanske politikere i dag bruger mest tid på, er fundraising.

Koch-brødrene støtter som regel den republikanske præsidentkandidat rundhåndet. Politisk set er de dog ikke republikanere men libertarians – David Koch forsøgte sig ved valget i 1980 som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Man kunne mene at Anders Fogh da han skrev Minimalstaten, havde skelnet lidt rigeligt til et sådant univers. For Koch-brødrene er staten en kræftsvulst på det frie initiativ: jo mindre stat og jo færre reguleringer, jo bedre. Og Koch-brødrene har i forbindelse med de seneste dages samling i Californien luftet en række ganske rabiate synspunkter.

Colin Taylor skriver på Occupy Democrats, at “Charles Koch just had the sheer nerve to compare his ultra-conservative organization’s efforts to dismantle America’s public institutions and all government regulations to the fight to end slavery and secure equal rights for women and minorities.”

Det er således en nærmest revolutionær indsats at nedbryde vefærdsstaten. Sophia Tesfaye taler i Salon direkte om et frelser-syndrom, ‘Messianistic delusions’.

Det giver en vigtig nøgle til hele den systematiske nedbrydning af de amerikanske ansatser til en velfærdsstat, som trods alt har udviklet sig i USA efter 2. verdenskrig, som republikanerne i de senere år har arbejdet på. Man har systematisk saboteret Obamas politiske muligheder gennem at indskrænke de statslige budgetter, og hele den samtale om, hvordan man kan gøre staten og centraladministrationen bedre ender blidt, fordi det for en betydelig del af den republikanske fløj er et plus, hver gang centraladministrationen demonstrerer sin uformåenhed og uegnethed til at løfte fælles opgaver. For der er ikke noget ønske om at få staten til at fungere bedre, kun at barbere den ned til det minimale, militær, domstole og … og så nok ikke ret meget mere.

I anden sammenhæng har Koch-brødrene været fortalere for helt at afskaffe statsskatten.

Læs mere »