Strøtanker om bæredygtighed

.
Vores moderne tilværelse savner – om noget – balance. I denne performance i spansk TV driver Miyoko Shida balancens kunst til nye højder – eller måske nærmere nye dybder.

Det er en performance skabt af Mädir Eugster til Swiss Nouveau Cirque. Har du appetit på mere efter denne video, kan man se Lara Jacobs gøre samme performance her, om muligt endnu mere ækvilibristisk – hun samler sine pinde op fra gulvet med tæerne – men uden Myoko-sans østerlandsk-æteriske uudgrundelighed. Eller måske bedre her, hvor Mädir Eugster selv fremfører sit nummer. Det har selvfølgelig også med rum og lyssætning at gøre, men Mädir selv har en enestående magi, hos ham er man endnu tættere på dramet, og han formår på samme måde som Miyoko-san at skabe fokus på balanceakten og som person træde ud af performancen.

Se flere pausebilleder.

www.myspace.com/miyoko.shida.

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og England, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

vis slideshow »

Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig – i spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet i af menneskelige ordenssans. 

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori  i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø - og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys. 

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de senste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

Fås via Antroposofisk Forlag (1986) i dansk udgave med kommentarer af Rudolf Steiner.

Fjumreår – bare ordet. I disse tider, hvor der tales meget om at fjumre, tænker jeg tit på hvor meget jeg har nået at fjumre i mit liv: Først fire år efter gymnasiet, før jeg overhovedet tog hul på en videre uddannelse, og derefter 7 år om at blive arkitekt. Og efter yderligere 6 års fjumren en phd, som jeg brugte 5 år på. Det er præcist den slags, man med den seneste streamlining af SU-systemet ønsker at komme til livs.

Men indefra har det været det perfekte forløb. Jeg har haft det privilegium hele vejen igennem at kunne beskæftige mig med noget, jeg brændte for, og samtidig hele vejen igennem at kunne løse opgaver, som var af relevans for det omgivende samfund. Har så at sige kultiveret et lystperspektiv på arbejdet, hvor det til stadighed at skulle og kunne lære nyt og bruge det indhøstede var en vigtig del af glæden ved at arbejde.

Selvom det kan se ineffektivt ud – først fire år, hvor jeg var militærnægter, drev snedker-virksomhed og familiepleje, dernæst 6 år, hvor jeg drev egen arkitektvirksomhed – så er det faktisk et billede af et menneske i livslang læring. I en æra, hvor vores viden forældes stadig hurtigere, har vi mere end nogensinde før brug for, at vores nysgerrighed og glæde ved at lære stimuleres.

Med et forfærdeligt begreb som fjumreår er de nuværende signaler aldeles forkerte. De lægger på en særdeles håndfast måde op til, at uddannelse er noget, som skal overstås, så vi kan komme i gang med at tjene penge (og forsørge de stadig flere, som er på vej på pension).

Det er et udlevet arbejdsbegreb, som stadig færre vil kunne se sig i igennem et helt liv, og dermed en startopstilling med potentielt mange problemer forude – hvis vi aldrig fik næret og kultiveret nysgerrigheden og ikke fik stillet os de spørgsmål om studievalg og livsbane, som gjorde, at vi blev lykkelige, endsige velfungerende, med vores arbejde.

Vi har brug for et system, som lægger op til at vi lærer at lære, at vi kan bevæge os meget mere smidigt mellem uddannelse og arbejde og i langt højere grad end i dag kultiverer en måde at arbejde på, som er med til at bringe vores viden og visdom videre.

Inden vi får drejet forkert på SU-knapperne, er det godt at tænke fremad. På linje med klimaindsats og grøn omstilling er SU en af vores allervigtigste investeringer i fremtiden – en nødvendighed for, at familien Danmark trives og er i stand til at opretholde sit vidunderlige særkende op igennem det 21. århundrede.

Dette var først en kommentar på Facebook.

10. januar er det 5 år siden Strøtanker om bæredygtighed så dagens lys, og det er efterhånden blevet til omkring 1.000 indlæg. I 2012 har Strøtanker i snit haft +500 daglige besøgende og omkring 100.000 månedlige sidevisninger, og siden efteråret har mere end 700 dagligt lagt vejen forbi, så til min store glæde bliver bloggen brugt.

Igennem lange perioder har jeg skrevet næsten dagligt på Strøtanker. Men her fra nytår tager jeg hul på et nyt projekt, Byens grønne lunger, som ser på byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen. Så i hvert fald for en tid vil der blive lidt længere mellem indlæggene her på bloggen.

Jeg vil gerne ønske alle et vidunderligt 2013 med det overflødighedshorn af muligheder, indsigter, udfordringer, fredfyldte og lykkelige stunder, som bringer os alle godt videre.

Godt nytår,
Jens

Med sneflokkene vrimlende vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende 2013.

Med klimakonferencen i Doha i erindring må vi indse, at der stadig er ikke bare et emission gap, men nok så meget et ambition gap og et perception gap, og jeg vil ønske for 2013, at jeg selv, mine venner, mine læsere, mine omgivelser og måske ikke mindst mine politikere, at vi i det nye år – hver især og sammen – ser problemstillingerne i øjnene med fornyede kræfter til at komme videre og tage nogle af de konsekvenser, vi hver især kan og står nærmest til at gøre.

For vores allesammens fremtid behøver det. Verden af i morgen tåler simpelthen ikke, at de nuværende mål forfølges – eller at de nuværende udviklingslinjer forlænges.

Først og fremmest er denne julehilsen er dog et ønske om en jul i pagt med vores indre klima. Måske vi gennem at skabe fred i vores indre kan slutte fred med vores omgivelser.

Et lys for julefreden,
Jens

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at ”it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Læs mere »

.
“… and the way things can change is by changing our thoughts, our attitudes, our consciousness, and returning to a lifestyle of simplicity, using our understaning of the deep values of respcting the environment, respecting the world around. And so my hope and why we are here is to make sure that civil society don’t get to a state of hopelessness and despair, but they know that there is hope. That there is a future, and we can have an impact in the way things are moving.”

Siger Jayanti Kirpalani fra Brahma Kumaris omkring 3:20 min inde i dette lille interview. Et menneske, som taler med indsigt i den menneskelige natur. Adspurgt, hvorfor verden ikke ændrer sig, når vi har fået det trukket så hårdt op, at vi står på kanten af en irreversibel klimakatastrofe, siger Kirpalani, at vi tøver med at vedkende os alvoren og uafvendeligheden, for når først vi har gjort det, er forandringer i vores livsstil og attitude uafvendelig. Men “… people find it quite hard to contemplate to think about changes in their lifestyle.”

Med Jayanti Kirpalani får vi otte minutter i ophøjet selskab, som stilfærdigt indtrængende minder om, at det ikke er gjort med CO₂-reduktioner langtidsfinansiering og en særlig indsats overfor metan.

Der er i den grad brug for samtidig at prioritere forandringen i den menneskelige opmærksomhed og livsstil og … måske ordet er livsrettethed.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

We must change the way we view the world and our environment, RTCC 27.11.2012.

Protecting the environment, inspired by faith, cop18.qa 01.12.2012.

Religions agree prayer has a role in war on climate change, cop18.qa 07.12.2012.

.
Ved TEDxCopenhagen 18. september havde Selina Juul fra Stop Spild Af Mad et meget begavet og agiteret indlæg om madspild. Ultrakort, på blot 8 min. fremfører hun sin sag, at madspildet et sted, hvor vi alle kan sætte ind, hvor vi alle behøver at sætte ind. Affaldet – vores eget affald – er vores personlige nøgle til at forandre fremtiden. Så “smid ikke fremtiden væk!”

Nogle gange kan madspildsproblematikken næsten drukne i restemadsopskrifter, huskeråd til indkøbslisten osv., andre gange fortoner det store perspektiv sig i et kolossalt statistisk materiale. Men ikke her – ved TEDxCopenhagen fik vi den rensede forklaring, uden hudfletten af de særligt danske vanemønstre, hvilket giver god mening nu, hvor alt foregik på engelsk.

Det er ikke fordi der ikke er tal. Tværtimod. I samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer fremlagde Stop Spild Af Mad for nylig en Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd,¹ som søger at kortlægge, hvilke hjælpemidler der skal til, for at nedbringe madspildet i de private husstande.

Undersøgelsen bygger på data fra en spørgeskema-undersøgelse fra april i år af et repræsentativt udsnit af danskere mellem 18-80 år (n=1024) samt en fokusgruppe, som gennem brugen af forskellige redskaber til at nedbringe madspild, giver feedback på deres oplevelser.

Det skønnes, at en gennemsnitlig dansk familie bestående af to voksne og to børn, kasserer fødevarer for 10.000 kr. årligt – eller for alle danskere samlet i alt 16 mia. kr. Der er spild hele den lange vej fra mark til fabrik til butik til køleskab til komfur til bord til restemadsmulighed til affaldsspand. I USA, som har verdensrekorden i madspild, regner man med at omkring 40% af den mad, som produceres, aldrig bliver spist. Vi er lidt bedre herhjemme, men slet ikke gode nok. i den rige del af verden ryger i gennemsnit omkring en fjerdedel af den mad, vi køber, direkte i affaldsspanden.

Selvom det kan synes af små mængder, 50g her, 150g der, en tør skorpe dér, så ligger størstedelen af madspildet hos forbrugeren, efter at madvarerne er købt i butikkerne. Som Selina siger ved TEDx: “Ladies and gentlemen, we need to be smarter than that …”

Det er i den grad et spørgsmål om de mange bække små, at hvis der hver dag ryger 100g ud pr. næse, så bliver det til en voldsom bunke på et år og et næsten skræmmende bjerg i løbet af et langt liv. Det er den pointe, jeg måske savner i denne TEDx: Den forvandlende kraft i den lille daglige forskel.

Det sker, at man får en avocado med hjem, som er dårlig i den ene ende, eller en melon, hvor man må skære et hjørne af, eller – et forhold som Stop Spild af Mad har søgt at få ændret på – at vi står med fem for en tier, hvor vi kun havde brug for to. Men alt for ofte er det vores manglende opmærksomhed og uhensigtsmæssige rutiner, som gør, at gode madvarer ender i affaldsspanden.

Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd, forandringspotentialer og anbefaling til tiltag, Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer august 2012 (pdf).¹

www.stopspildafmad.dk.

..

Dagens pausebillede er et lydbillede – eller rettere fire lydbilleder, af vand fra det japanske K-MusicLife: Ét med vandlyde fra en strand åben til det store ocean, ét fra vandlyde fra rismarkernes overrislingskanaler, ét fra en drypvåd japansk skov, hvor fuglestemmer stemmer i, og ét hvor det regner i lotusdammen.

..

Efter en hel dag med konstant larmende vejarbejde lige neden for mine vinduer voksede en gammel længsel om et hus med en have med et rislende vandløb igennem frem igennem de voksende nakkespændinger, og jeg gik på jagt efter vandlyde for om muligt at finde et opblødende, distancerende, beroligende udglattende, rummeligt lydfilter.

For lyden af vand er måske det mest beroligende der findes. I hvert fald er det noget af det mest beroligende, jeg kender. Selvom jeg er vokset op i byen, har jeg haft havet i øret helt tilbage fra min barndoms sommerhus på kanten af Kattegat, bogstaveligt så tæt at det er ved at skylle i havet. Her vågnede man til havet, levede med havet, dets langsomme hæven og sænken i pagt med månen, som tidvist lod store sandrevler dukke frem, og man slumrede ind i havets uudgrundelighed. Mange somre rundt i de skandinaviske farvande har jeg haft den beroligende lytten til bølgeslagets uendeligt langsomt ændrende rytme, om det er dovent slikkende store sten, voldsomt brusende materialepolering, langsom tilbagerislen, eller skramlen med havstokkens skaller eller klukken i bådskrogets klinkbordlægning. Og på det seneste er jeg kommet til at holde af regnen i byen, fordi den lukker af for så utroligt mange lyde og gengiver os stilheden eller næsten-stilheden – det at vi ikke i vores bevidste eller underbevidste konstant skal forholde os til titusinde irrelevante ting i vores omgivelser.

Læs mere »