Indlæg om livsstil

Pleiades – dans mellem teknologi og menneske

21. september 2014


.
Pleiades af den japanske performance-gruppe Enra, 4:25 min video, 2013.

Midt i vores moderne globaliserede virkelighed, hvor alting i dag tilsyneladende sker over alt i verden, står man pludselig som her overfor et værk som Pleiades, som med sin poesi, sin næsten overdrevne og dog lyriske præcision i sammensmeltningen af elektronik og menneske, projektion og virkelighed udelukkende ville kunne blive til i Japan.

Enra er fra Tokyo, og på deres YouTube Channel er der i alt 12 videoer, som giver en fornemmelse af, hvordan gruppens små performances på blot 2½ år har bevæget sig fra at udspille sig i lettere adrenalinpumpede drengeværelses- kampsports- computerspils-universer til Pleiades‘ lyrisk æteriske sensuelle univers, hvor danserne går i ét med de computeranimerede projektioner.

Seneste skud på stammen er en reklame for fire parfumer, The Gift of Everlasting Beauty, hvor pendulet er langt inde i et girlish cutish japansk pigeværelsesunivers, hvor det kan være svært at finde ud fra, hvis man først er kommet ind. Så Enra synes at stå et sted, hvor det midt i alle mulighederne er vigtigt at fastholde den kunstneriske integritet. Til The Gift er der udarbejdet en lille 3 min. video, som giver glimt fra tilblivelsen.

Men nyd den enestående sammensmeltning af dans, bevægelse og projektion i Pleiades, gerne via YouTube, hvor den kan ses i fuldskærm i HD-opløsning. Kunne vi blot integrere vores teknologi ligeså graciøst uproblematisk i vores tilværelse.

 

Share

Bill Maher om religion og ateisme

29. marts 2014


.
Jeg har i dag med stor fornøjelse set en hel stribe YouTube-videoer, som har samlet den amerikanske TV-komiker Bill Mahers religionskritiske kommentarer i sin tilbagevendende rubrik, New Rules, på sit ugentlige talkshow Real Time. Fem sådanne sammenklip er det efterhånden blevet til, med i alt næsten en times besk hudfletning af religionen og al dens væsen. Den seneste kan ses lige herover, mens der er links til alle fem nedenfor. De er udarbejdet af Agnostic Atheist Anti-Theist Foundation, som med Maher og hans forsøg på at etablere et ateistisk ståsted for det moderne USA klart har fundet en forbundsfælle.

Det står ikke helt klart, hvad der er klippet hvornår, men at dømme både ud fra temaer og fra Bill Maher selv, som bliver både tyndere og yngre, efterhånden som man bevæger sig tilbage i rækken, så spænder hans vidunderligt indsigtsfulde udfald mod det religiøse overdrev helt tilbage fra Real Times første begyndelse i februar 2003. Og det er faktisk imponerende, hvor konsistent Bill Maher er i sin stadige spidden, analyseren og udleveren af religionens væsen og uvæsen.

Der kan være mindelser om Dave Allen, som også havde en næsten rituelt tilbagevendende gøren sig munter over menneskets klamren sig til de mange – og set med en moderne alen meget inkonsistente – religiøse forklaringsuniverser og i årevis for hver eneste session havde en ny grotesk pavevits og rundede af med et ” … and may your god go with you.” Bill Mahers opgør med religionen og dens besættelse af hele vores tænkemåde er heroverfor mere kompleks – langt mere kritik og analyse, og mindre humor. Ikke at Maher ikke er morsom, tværtimod trillede tårerne flere gange under vejs ned ad kinderne, men han har med sin religionskritik et projekt, som rækker langt ud over det at more. Og humoren bliver her et våben, som kan betræde og belyse områder, man kun meget vanskeligt kunne nærme sig på anden måde.

For mange er fundamentalisme noget, som har med islam at gøre, men der findes både en videnskabelig og en økonomisk fundamentalisme, og ikke mindst i USA trives en meget stærk kristen fundamentalisme, som er ganske tæt sammenfiltret med en (højre)politisk minimalstatsfundamentalisme. Så med Maher får vi en bidende samfundsanalyse, som ikke bliver mindre til benet af, at han er bøsse og hele tiden parallelt udfordrer den ganske bornerte amerikanske seksualmoral. Maher leverer i Real Time en sjældent begavet humor, som kun fungerer i kraft af hans analytiske begavelse, hans evne til at se klart igennem mudrede landskaber og oversætte det til muntert-groteske paradokser.

Alt dette sagt må jeg sige, at jeg er fundamentalt uenig med Maher. For mig at se er ateismen ikke modsætningen til alt det, vi mennesker igennem tiderne har troet på, men et eget trossystem, en lægmandsreligion, hvor rationaliteten og videnskabsmændene m/k er ypperstepræster. Nutidens videnskab går præcist ind og leverer nye skabelsesmyter, nye forklaringer på arternes og solsystemets oprindelse osv., og – hånden på hjertet – de mange vidtløftigheder om Big Bang, ormehuller og tidsrejser er fuldt så trosbehæftede som vores overleverede religioner. De har gennem tiderne været forsøg på at samle og sammenfatte, hvad vi vidste om vores omverden og hvordan vi måtte gebærde os for at overleve som individer, familier og samfund. Ligesom vor tids Big Bang og hele den spekulative fysik om blot 100 år vil fremstå som ‘de kunne jo ikke vide bedre’-spekulationer, så vil vores vaccinationsprogrammer, kemoterapi, genmanipulationer, vores industrielle landbrugs dyre- og landskabsmishandlinger, vores umådeholdne brug af fossile brændstoffer og begrænsede ressourcer fremstå som ganske middelalderlige.

Videnskaben i dag fortrænger, at naturen er levende, at vi mennesker er levende. Dens rationaler, dens materialisme, åndshovmod og ureflekterede udviklingstrang er i fuld gang med at destruere vores livsvilkår. Måske oprindelige folkeslags mytebaserede forklaringer om tingens sammenhæng ikke havde samme teoretiske niveau eller logiske konsekvens som nutidens videnskabelighed, men de undgik at lave atomkriaftværker og masseødelæggelsesvåben, og de formåede at forankre os mennesker i en bæredygtig relation med vores omgivelser, hvor videnskabens verdensanskuelse har afskåret os fra vores sammenhæng, vores ophav, og vores spiritualitet dertil, at vi i vores fremmedgjorthed er blevet vores egen største fjende.

I et USA, hvor en ganske stor del af befolkningen kræver en kreationisme, hvor bibelens skabelsesberetning ikke ‘blot’ er en abstrakt myte eller forståelsesbillede, men en absolut virkelighed, som overskriver den moderne videnskabs forståelsesunivers dertil, at Darwins udviklingslære i mange stater er tabu i undervisningen, og ikke kan forestille sig, at Gud vil lade kloden ødelægge af klimaforandringer, bliver videnskaben det rationelle modstykke – den fornuft, vi må bygge fremtiden på. Og ateismen som rationelt trossystem bliver den umiddelbart indlysende antitese til mere eller mindre perverterede moderniseringer af gamle trossystemer, som stortrives i nutidens USA.

Men lad os nu se, om ikke Maher om 10 år er taoist – har indset, at vi ikke bare har, men behøver at nære en spirituel kerne. At religionens kerne ikke ligger i dens form, men i dens formløshed, at religionerne deres myriader af fremtrædelsesformer til trods må ses som forsøg på at nærme sig samme formløse kerne, men at religioner gennem tid med næsten naturlovsmæssig entydighed har genereret former og strukturer, ritualer og institutioner, som bevægede sig stadig længere fra essensen. Jo tættere på magten, jo sværere var det for formløshedens lys at trænge igennem. Indimellem har der været reformatorer, som formåede at genforbinde religionen til dens kerne og genkalde dens lys. Men henfaldet til form kom hurtigt. For eksempel den japanske religionsstifter Honen (1133-1212) erklærede i sin afvisning af formens og hierarkiets nødvendighed, at templet var præcist dér, hvor mennesket kaldte på Gud (Amida Buddha). Endda byggede hans tilhængere den tids største tempelbygninger for at demonstrere hans storhed.

Måske Maher om 10 år har indset, at man i det ateistiske projekt blot fik etableret et nyt trossystem med eksperterne og videnskabsmændene som ypperstepræster, og at vi ved den definitive bortskrælning af religiøse magtforviklinger og erkendelsesmæssige absurditeter, som Maher med sine New Rules og sin spiddende humor bidrager så fornemt til, ikke ender med et rationelt-ateistisk paradis på jord, men med på trods af al støjen fra den moderne tilværelse at erkende og genforbinde til den spirituelle kerne, til den væren, som forbinder alt levende på denne klode.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Five, 10:33 min: YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Four, 11:40 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Three, 11:33 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Two, 14:53 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part One, 9:56 min. YouTube video.

 

Share

Jigmi Y. Thinley: Happiness or growth?

28. november 2013


.
31. oktober holdt Bhutans nu forhenværende statsminister Jigmi Y. Thinley en forelæsning i København med titlen Happiness or growth? Is GNH – Gross National Happiness – a solution to coping with growth? 

Det blev en sjældent intens oplevelse af nærvær, af en lysende menneskekundskab og en indtrængende vilje til forandring i det gode – et perspektiv, som Thinley adspurgt derom måtte fastholde ikke var buddhistisk, for ideen om et lykkeindeks og det at forfølge velovervejede kvalitative mål i samfundsudviklingen frem for den økonomiske vækst var delt af alle i Bhutan – kristne, muslimer, hinduer, buddhister, ateister – og den opposition, som havde vundet det unge demokrati Bhutans kun andet frie valg. Blot ville den nye regering fokusere mere på den hjemlige lykke og ikke lægge så mange kræfter i det internationale arbejde.

Men Thinley har i de seneste år tændt en ild i det internationale samfund. Blandt andet FNs udviklingsfond er meget interesseret i GNH, Gross Happiness Index, som supplement eller alternativ til GDP som udviklingsparameter. For hvor efterstræbelsen af GDP, som den har udspillet sig siden 2. verdenskrig, næsten uafvendeligt fører til en totalnedslidning af vores naturgrundlag, så ligger der i GNH en nøgle til etableringen af en fundamental bæredygtighed – en værnen om tilværelsens basale størrelser, herunder de landskaber, som skal udgøre vores livsgrundlag i al tid fremover.

Samtidig med at det således er en tankegang, som erkender og respekterer vores bæredygtige livsrum og grænserne for vores udfoldelse, så er der et fundamentalt sundt fokus på livsfylde. I modsætning til den fejlagtige antagelse, at økonomisk vækst gør os lykkelige – jo mere jo lykkeligere – som ligger som en ureflekteret præmis for så godt som alle politiske målsætninger verden rundt, så formår forfølgelsen af det bhutanske lykkeindeks’ parametre på én gang at sætte nogle bæredygtighedsmæssigt set helt nødvendige grænser for vores udfoldelse, og så at beskæftige sig med livsfylden, at den givne økonomi rent faktisk gør os lykkelige.

Forelæsningen blev videooptaget, og videoen foreligger i fire dele, første del herover, og de tre følgende herunder.

I det tidligere blog-indlæg: Bhutans lykkeindeks – det nye BNP? er lykkeindekset er nærmere beskrevet ud over at der er en lille reportage-video fra Bhutan.

Læs mere »

Share

Amerikansk studie: Enlige lever mere bæredygtigt

18. juli 2013

Claire Thompson præsenterede i går  under overskriften Have fun, stay single – it’s sustainable, et nyt studie på Grist om enliges miljøbelastning: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, hvilket stod ret vinkelret på min vanetænkning.

For det konkluderer, at de stadig flere i USA, som bor alene, lever mere bæredygtigt og har en mindre miljøbelastning end dem, som bor i familier, fordi de ofte vælger at bo småt og tæt lejligheder i byen, mens familierne i den udstrækning de har råd vælger parcelhuset i forstæderne, og dermed en livsstil, som kræve to biler, masser af energi til opvarmning og køling af den store villa osv.

Vi har umiddelbart samme billede i Danmark, klimabelastningen for dem som bor i villakvarterer er markant højere end dem som bor i byer. Da Københavns Kommunes klimaplan i 2009 var under forberedelse, hed det sig, at hvor klimabelastningen for en dansker på landsplan var omkring 10 ton pr. person pr. år, så var den for en københavner omkring det halve, først og fremmest fordi byen med dens tæthed lagde op til en anden livsstil, hvor man forbrugte langt mindre og langt mere bæredygtigt, men også fordi byen strukturelt lagde op til fælles fjernvarme frem for oliefyr, fælles offentlig transport frem for privatbilerne, fælles parker i stedet for villahaven, og fælles tag og ydervægge frem for carporte, udestuer og udekøkkener (energiforbruget ved at bo i lejlighed er typisk markant mindre end ved at bo i parcelhus).

Men stadig har jeg denne lille stemme i øret, som har svært ved at gøre single-livet til den endelige konklusion. For hvis de mange enlige flyttede sammen med andre – men fastholdt livsstilen og blev i byerne, forsatte med at cykle, bo i lejlighed osv. så ville der være to om hvert komfur og køleskab, madspildet ville være mindre, arealforbruget ville være mindre, og der ville kun være brug for halvt så mange køleskabe, vaskemaskiner opvaskemaskiner osv. Hvis man yderligere begynder at dele ladcykel og vaskemaskine med hele opgangen, bil med delebilslauget osv. kan man ressourcemæssigt gøre det langt smartere end den typiske single-livsstil. Så det er ikke det at være single, som er det afgørende. Det er det ikke at bo i parcelhus i forstæderne, med langt til skole, arbejde, indkøb og fællesskab, og den deraf “nødvendige” pendling i privatbiler.

Derfor er illustrationen herover valgt fra No Impact Man-projektet, hvor en New York-familie gennem et år søgte at reducere sin miljøbelastning til det ekstreme, ingen elektricitet fra stikkontakterne, ingen vaskemaskine, ingen fjernsyn og airconditioning, ingen køb af nye ting, ingen toiletpapir, intet affald (så godt som), kompostering af køkkenaffaldet, gang eller cykel til og fra arbejde og børnehave og ingen brug af elevator, hvilket er lidt af en præstation, når børnehaven er placeret på nte etage i en skyskraber (se blog-indlægget No Impact Man).

Det, Colin Beavan udsatte sig selv og sin familie for, kunne ingen single have gjort. Her fik det at være flere en ny nødvendighed og naturlighed – og en ny målestok for, hvor simpelt enkelt og renfærdigt (og for dem alle overraskende lykkeligt), en familie kan leve i byen.

Desværre er der kun fri adgang til Devajyoti Dekas abstract.¹ Men Eric Jaffe har på The Atlantic Cities en lidt mere grundig introduktion af Dekas studie.

Claire Thompson: Have fun, stay single – it’s sustainable, Grist 17.07.2013.

Eric Jaffe: The Rise of People Living Alone Has Led to More Sustainable Cities, The Atlantic Cities 16.07.2013.

Devajyoti Deka: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, Urban Studies 05.07.2013 (abstract).¹

 

Share

Pausebilleder XVII – Bach på skovxylofon

2. juni 2013


.
Man kan sige meget skidt om reklamer, men denne lille video, hvor Johann Sebastian Bachs “Jesus bleibet meine Freunde” bliver spillet af en lille kugle på en skov-xylofon, hører til blandt de mere raffinerede – med en beåndet poesi, som ikke kunne være lavet andre steder i verden end i Japan.

Den let asymmetriske touch screen telefon med dens ulasteligt polerede træchassi bliver som en storbyamulet (op)ladet med duften af harpiks og skovbund, lyden af vandets rislen og vindens susen i fyrretræerne og skovenes uudgrundelige ro.

Og i en størrelse som mig, som har levet fire vidunderlige år i landet, vækker sådanne øjeblikke et stærkt savn tilbage. En uudgrundelig æstetisk syntese af fortid, fremtid og urtid.

Se flere pausebilleder.

 

Share

Pausebilleder XV – Balancekunst

19. maj 2013


.
Vores moderne tilværelse savner – om noget – balance. I denne performance i spansk TV driver Miyoko Shida balancens kunst til nye højder – eller måske nærmere nye dybder.

Det er en performance skabt af Mädir Eugster til Swiss Nouveau Cirque. Har du appetit på mere efter denne video, kan man se Lara Jacobs gøre samme performance her, om muligt endnu mere ækvilibristisk – hun samler sine pinde op fra gulvet med tæerne – men uden Myoko-sans østerlandsk-æteriske uudgrundelighed. Eller måske bedre her, hvor Mädir Eugster selv fremfører sit nummer. Det har selvfølgelig også med rum og lyssætning at gøre, men Mädir selv har en enestående magi, hos ham er man endnu tættere på dramet, og han formår på samme måde som Miyoko-san at skabe fokus på balanceakten og som person træde ud af performancen.

Se flere pausebilleder.

www.myspace.com/miyoko.shida.

 

Share

Carbon Omissions

25. april 2013


.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO2-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO2-produktionen er faldende i lande som Danmark og England, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO2-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO2-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

 

Share

Glimt fra spirebakken

26. marts 2013

Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig – i spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet i af menneskelige ordenssans. 

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori  i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø – og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys. 

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de senste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

indlæg oprettet af Jens Hvass 

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

Fås via Antroposofisk Forlag (1986) i dansk udgave med kommentarer af Rudolf Steiner.

 

Share

For retten til begavet fjumren

23. februar 2013

Fjumreår – bare ordet. I disse tider, hvor der tales meget om at fjumre, tænker jeg tit på hvor meget jeg har nået at fjumre i mit liv: Først fire år efter gymnasiet, før jeg overhovedet tog hul på en videre uddannelse, og derefter 7 år om at blive arkitekt. Og efter yderligere 6 års fjumren en phd, som jeg brugte 5 år på. Det er præcist den slags, man med den seneste streamlining af SU-systemet ønsker at komme til livs.

Men indefra har det været det perfekte forløb. Jeg har haft det privilegium hele vejen igennem at kunne beskæftige mig med noget, jeg brændte for, og samtidig hele vejen igennem at kunne løse opgaver, som var af relevans for det omgivende samfund. Har så at sige kultiveret et lystperspektiv på arbejdet, hvor det til stadighed at skulle og kunne lære nyt og bruge det indhøstede var en vigtig del af glæden ved at arbejde.

Selvom det kan se ineffektivt ud – først fire år, hvor jeg var militærnægter, drev snedker-virksomhed og familiepleje, dernæst 6 år, hvor jeg drev egen arkitektvirksomhed – så er det faktisk et billede af et menneske i livslang læring. I en æra, hvor vores viden forældes stadig hurtigere, har vi mere end nogensinde før brug for, at vores nysgerrighed og glæde ved at lære stimuleres.

Med et forfærdeligt begreb som fjumreår er de nuværende signaler aldeles forkerte. De lægger på en særdeles håndfast måde op til, at uddannelse er noget, som skal overstås, så vi kan komme i gang med at tjene penge (og forsørge de stadig flere, som er på vej på pension).

Det er et udlevet arbejdsbegreb, som stadig færre vil kunne se sig i igennem et helt liv, og dermed en startopstilling med potentielt mange problemer forude – hvis vi aldrig fik næret og kultiveret nysgerrigheden og ikke fik stillet os de spørgsmål om studievalg og livsbane, som gjorde, at vi blev lykkelige, endsige velfungerende, med vores arbejde.

Vi har brug for et system, som lægger op til at vi lærer at lære, at vi kan bevæge os meget mere smidigt mellem uddannelse og arbejde og i langt højere grad end i dag kultiverer en måde at arbejde på, som er med til at bringe vores viden og visdom videre.

Inden vi får drejet forkert på SU-knapperne, er det godt at tænke fremad. På linje med klimaindsats og grøn omstilling er SU en af vores allervigtigste investeringer i fremtiden – en nødvendighed for, at familien Danmark trives og er i stand til at opretholde sit vidunderlige særkende op igennem det 21. århundrede.

indlæg oprettet af Jens Hvass 

Dette var først en kommentar på Facebook.

 

Share

Godt nytår

1. januar 2013

10. januar er det 5 år siden Strøtanker om bæredygtighed så dagens lys, og det er efterhånden blevet til omkring 1.000 indlæg. I 2012 har Strøtanker i snit haft +500 daglige besøgende og omkring 100.000 månedlige sidevisninger, og siden efteråret har mere end 700 dagligt lagt vejen forbi, så til min store glæde bliver bloggen brugt.

Igennem lange perioder har jeg skrevet næsten dagligt på Strøtanker. Men her fra nytår tager jeg hul på et nyt projekt, Byens grønne lunger, som ser på byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen. Så i hvert fald for en tid vil der blive lidt længere mellem indlæggene her på bloggen.

Jeg vil gerne ønske alle et vidunderligt 2013 med det overflødighedshorn af muligheder, indsigter, udfordringer, fredfyldte og lykkelige stunder, som bringer os alle godt videre.

Godt nytår,
Jens

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share