november 2015 arkiv

Paris-noter I – den første uges forhandlinger

30. november 2015

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

Share

1.5 STAY ALIVE – En film om nødvendigheden af en 1½°C-løsning

13. november 2015

.
Denne film tager os rundt på opdagelsesrejse i Caribien – ikke det eksotiske Caribien, men det Caribien, som med udsigten til accelererende klimaforandringer står overfor en vanskelig fremtid med hensygnende koralrev og atolsamfund, som forsvinder under havets overflade.

1.5 Stay Alive er en caribisk uddannelses-, musik- og kampagnefilm lavet for at underbygge og understrege nødvendigheden af en klimamålsætning på max 1½°C ved de forestående klimaforhandlinger i Paris. Det er dog ikke nogen ‘tør’ dokumentarfilm, men en mosaik af levnedsskildringer og vidnesbyrd kædet sammen med masser af tilbagelænet caribisk musik.

Air-Clim skriver i sin introduktion til filmen: “The campaign film highlights the threat of global warming for coastal zones and especially for the second largest coral reef in the world, the Mesoamerican and Caribbean coral reef system, which stretches from Florida to Trinidad Tobago. The IPCC concluded in its fifth assessment report in 2013/2014 that the world’s coral reef ecosystems will be one of the first global ecosystems that will disappear with a global temperature increase of more than 1–2 degrees C. Several research articles published recently in “Science” and “Nature” have confirmed this very large threat.”

I denne lille 3 min. video-introduktion kan man høre Tilman Altenburg fra Deutsche Institut für Entwicklungspolitik fortælle om baggrunden for 1.5 Stay Alive.

“1.5 to stay alive.”

Se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO2-reduktioner skal der til?CO2-koncentrationen når 400 ppm2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigningJames Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkeligJames Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C og Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

Zadie Neufville: Against the Odds, Caribbean Doubles Down for 1.5 Degree Deal in Paris, IPS 23.11.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP21: Caribbean climate change campaign gets Jamaican endorsement, The Cleaner 04.11.2015.

Reinhold Pape: Film:1.5 Stay Alive, Acid News 01.11.2015.

Caribbean formatting climate change strategy for Paris meeting, Jamaica Observer 03.08.2015.

1.5 – Stay Alive | Interview with Tilman Altenburg, (3:22 min video) Deutsche Institut für Entwicklungspolitik 22.05.2015.

Links om 1,5°C-målsætningen generelt

John Upton: The forgotten U.N. climate goal: 1.5°C, RenewEconomy 20.11.2015.

Giles Parkinsson: Australia open to 1.5 °C climate target, “carbon neutral” in 2050, RenewEconomy 17.11.2015.

Climate-threatened nations seek tougher temperature goal in Paris deal, Reuters 12.11.2015.

Ed King: Climate vulnerable governments urge all countries to make tough CO2 cuts, Climate Home 11.11.2015.

Sophie Vorrath: Greens call for 1.5°C global warming target, ahead of Paris talks, RenewEconomy 10.11.2015.

Jennie Z. Rose: What is COP21 & Does it Matter? medium.com 06.11.2015.

Oliver Milman: Pacific islands make last-ditch plea to world before Paris climate change talks, The Guardian 01.11.2015.

Carl-Friedrich Schleussner, Michiel Schaeffer & Bill Hare: 1.5°C target adequate for Paris agreement, Acid News 01.11.2015.

Reinhold Pape: The road from Paris, (leder) Acid News 01.11.2015.

103 nations and civil society urge warming to be kept below 1.5°C, Blue & Green Tomorrow 23.10.2015.

Joe Solomon: The Rise, Fall, and Return of 1.5°C in the Global Climate Negotiations, Common Dreams 21.10.2015.

Simon Lee: Before the Flood—1.5 to stay alive, Guardian (Trinidad & Tobago) 20.08.2015.

Brenton Henry: Antigua: 1.5 to stay alive, The Daily Observer 21.07.2015.

Thoriq Ibrahim: Warming above 1.5C will overwhelm islands, says Maldives minister, Climate Home 30.06.2015.

Small Islands propose “below 1.5˚C” global goal for Paris Agreement, AOSIS 08.06.2015.

Simon Evans: IEA: China should shoulder greatest burden in raising climate ambition, Carbon Brief 17.06.2015.

Sophie Yeo: In-depth: Is the 1.5C global warming goal politically possible? Carbon Brief 15.06.2015.

Ed King: Governments silenced over UN climate change target, RTCC 11.06.2015.

Megan Darby: China, India reject calls for tougher climate goal at UN talks, RTCC 10.06.2015.

Roz Pidcock & Rosamund Pearce: Six years worth of current emissions would blow the carbon budget for 1.5 degrees, Carbon Brief 13.11.2014.

Share

Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket

8. november 2015

I disse dage afholdes den årlige evakueringsøvelse omkring Ikata-værket, som ligger på Sadamisaki-halvøen, hvis nåleagtigt lange bjergryg strækker sig fra øen Shikoku mod Kyushu med Indlandshavet mod nord og Stillehavet mod syd. Scenariet for årets øvelse er det fra Fukushima-katastrofen kendte, at atomkraftværket mister kølingen af sine tre reaktorer efter et jordskælv af styrke 7, som vender op og ned på det meste. I alt 15.000 mennesker omkring værket er involveret i den to dage lange øvelse, hvor mange evakueres med bus, men nogen må evakueres med skib, fordi vejforbindelsen til hovedøen er afskåret. Inde på selve værket har flere hold iført strålingsdragter søgt at køle reaktorerne med en ny sprøjtevogn, mens plejepersonale på ældreinstitutioner osv. i en radius på 10 km trænede evakuering af folk i rullestol. Hjemmeværn og en færge evakuerer fra søsiden, dog ikke alle de 5.000 beboere på Sadamisaki-halvøen, som kan blive afskåret, hvis uheldet er ude, men 70.

Det er tredje gang, der afholdes en sådan øvelse ved Ikata-værket. Det kan virke noget uvirkeligt, og mange deltager med præmissen, at det aldrig må ske. Men efter det firedobbelte reaktoruheld ved Fukushima-værket i 2011 er det en mulig virkelighed – en situation, som vil kunne ske alle steder, og som man er nødt til at forholde sig nøgternt til, hvis man skal kunne agere rationelt hvis en dag uheldet skulle være ude. Og nu er der udsigt til, at Reaktor 3 ved Ikata-værket kommer i gang inden længe. I juli måned fik reaktoren sin godkendelse ved NRA, den sikkerhedsinstans som blev etableret efter Fukushima-katastrofen i et forsøg på at genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Derudover skal der indhentes lokal accept af genstarten, hvilket traditionelt har været fortolket som en formel accept fra guvernøren for det pågældende amt og borgmesteren for værtskommunen. Og inden for den seneste måned har Ikata-værket fået grønt lys fra både Ehime Amts guvernør Tokihiro Nakamura og Ikatas borgmester Kazuhiko Yamashita. Så værkets ejer, Shikoku Electric, regner nu med at være klar til at igangsætte den 890 MW store reaktor i marts 2016. Når genstarten ikke bare følger umiddelbart herefter, er det fordi man som del af tilladelsen har indvilliget i at lave en række jordskælvssikre rørføringer osv. så værket er rustet til større jordskælvsbelastninger. og når disse opgraderinger er gennemført, skal de inspiceres og godkendes af NRA. Så at dømme efter de hidtidige sagsforløb kan genstarten meget vel trække yderligere ud.

Som del af de nye sikkerhedsregler er evakueringszonen også på baggrund af erfaringerne fra Fukushima øget fra 6 km til 30 km. Det kalder på et helt nyt samarbejde mellem kommunerne, som man ikke har nogen tradition for og ikke noget naturligt forum at udvikle i. Så et tilbagevendende kritikpunkt for godkendelserne til genstart har været, at man har set alt for meget på det tekniske på selve værket, og slet ikke har behandlet evakueringsdelen af sikkerheden på samme systematiske måde.

Omkring de to reaktorer ved Sendai-værket, som her i efteråret som de første efter Fukushima er blevet genstartet efter de nye sikkerhedsbestemmelser, er der således stadig ikke nogen samlet evakueringsplan. Og det samme bliver tilfældet for Ikata-reaktoren. Her er de lokale godkendelser kommet uden den systematiske afklaring af evakueringssituationen – med en stille bøn om, at det aldrig bliver nødvendigt. Det er heller ikke nogen enkelt sag at lave sådanne evakueringsplaner, for man kender først katastrofens omfang i det øjeblik det sker – er det udløst af jordskælv, vulkanudbrud, terrorangreb eller blot et teknisk svigt på selve værket? Vil der stadig være passage på Sadamisaki-halvøen eneste forbindende vej, så måske 6.000 mennesker skal evakueres af søvejen. Driver de radioaktive skyer efter gaseksplosioner nådigt ud over havet, hvor få skal evakueres, eller får vi en tunge 50-60 km eller mere ind over hovedøen Shikoku, som vil kræver et meget stort antal mennesker evakueret? Ingen kan vide det, ingen kan forberede sig på alle mulige kombinationer – og ingen synes at se det som deres opgave gøre det. Så uanset premierminister Abes tilbagevendende lovprisning af de japanske sikkerhedsforskrifters verdensklasse er der rigtig mange ubesvarede spørgsmål.

Læs mere »

Share

Exxon på anklagebænken

7. november 2015

Protest og forargelse har bredt sig som en steppebrand efter at det står klart, at Exxon tilbage i 70erne og 80erne havde et helt klart billede af konsekvenserne af fortsat at udlede store mængder af CO2, men alligevel valgte ikke bare at tie, men meget aktivt at skabe tvivl om klimavidenskaben.

Da Bill McKibben for nylig lænkede sig til en lokal Exxon benzinstander i en desperat proces for at markere urimeligheden i det svigt overfor menneskeheden, som det var blevet lagt for dagen, at Exxon havde leveret, gav han udtryk for, at det var yderst tvivlsomt, om Exxons udåd (som han karakteriserede som den værste i verdenshistorien) nogensinde ville blive prøvet ved domstolene – dertil havde de formået at købe sig til for megen magt. Det kom efter en række artikler, hvor McKibben tydeligvis var mere og mere utilsløret forarget og rasende og – kunne man mærke – var lige ved at koge over (se updates for 14.10. ff. i blog-indlægget Exxons klimasvigt).

Så på den led er det en god overraskelse, at New Yorks anklagemyndighed i denne uge indledte undersøgelser mod Exxon for at få afprøvet ved domstolene, om Exxon bevidst har vildledt offentligheden.

Baggrunden er en lang række afsløringer, hvor tre forskellige journalist-detektivhold har forsøgt samme spor. Ballet blev åbnet af en gruppe fra Union of Concerned Scientists, som via informationer fra tidligere medarbejdere ved Exxons forskningsafdeling tydeliggjorde, at Exxon allerede tidligt havde forsket i og haft et ganske præcist billede af, hvilke klimaforandringer, som lå forude, og dermed hvilke katastrofer ens kerneprodukt olie ville påføre menneskeheden. Senest har et team fra Washington Post og Columbia University Journalism School fremlagt sine afsløringer, som blandt andet demonstrer, hvordan Exxon bevidst har indkalkuleret klimaforandringenes afsmeltninger i det arktiske område, så man bedre kan komme til at udvinde olie, samtidig med at man siden midten af 1980erne ganske systematisk har sået tvivl om klimaforandringerne, i hvert flad som menneskeskabte. Men den uafviselige bredside kommer fra InsideClimate News, som igennem måneder har haft en gruppe journalister på sporet, og har haft disciplin nok til ikke at lade det dryppe under vejs – og dermed blot drukne  i mediestrømmen – men samle det over en relativt kort periode.

Læs mere »

Share

Keystone XL afvist !!!

6. november 2015

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

Share

Hvad skulle aldrig være opfundet?

5. november 2015

Scene fra filmatiseringen af Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980/86), hvis dramatiske labyrint udfolder modsætningen mellem middelalderuniversets selvindelukkethed og oplysningstidens ubåndlagte vidensdannelse, som leder i lige linje frem til vor tid.

I gårsdagens udgave af The Atlantic stiller Robinson Meyer spørgsmålet: What Technology Should Be Un-Invented? Nu kan man ikke bare spole tiden tilbage, så det fremkalder det næste spørgsmål, om – og i givet fald hvordan – vi kunne blive bedre til at sortere måske på kort sigt smarte, fiffige, tilsyneladende gode løsninger fra, inden deres katastrofale følge- og bivirkninger breder sig ud i hele verden?

Artiklen vakte minder om en bogtrilogi af Jacques Bergier & Louis Pauwels, Den fantastiske virkelighed, som stod i mit barndomshjems reol med en fantastisk samling af skæve og esoteriske indsigter og betragtninger på grænsen af, hvad vi ved – og hvad videnskaben vil vide af.

Det er nok 35 år siden, jeg har læst dem, så meget er forsvundet i glemslens tåger, men der var deri en lille fortælling fra et arkadisk Indien, hvor verdens indsigt var samlet i en lille lukket cirkel af indsigtsfulde, hvorfra den kun blev lukket ud blandt mennesker, i den udstrækning, tiden og menneskeheden var moden. En kættersk tanke i en nutid, som i den grad er båret af oplysningstidens vision om den rene videns frie udfoldelse. Og temaet fik senere med Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980) sin europæiske pendant – omend med modsat fortegn – hvor en munk ender med at brænde biblioteket af for ikke at den enorme fond af viden kan (vil) føre udviklingen på afveje gennem at blive brugt i den forkerte intention.

I dag har vi accepteret oplysningstidens dyrkelse af en verden og en videnskab som er fri af tabuer. Vi dyrker innovation og tilvejebringelse af ny viden, vi producerer videnskabelige forklaringer på snart sagt alt mellem himmel og jord – og ingen stiller for alvor spørgsmålstegn herved. Der sidder her og der nogle forskningsråd og nogle institutplanlæggere, som søger at skabe en eller anden retning og sammenhæng i den viden, som genereres. Og der er elementer af en både personlig og videnskabelig etik, som i en vis udstrækning er styrende. Men er der, når det kommer til stykket, for alvor noget, som holder os (videnskaben) tilbage?

Hvis nysgerrigheden er der, eller hvis forventningen om, at en given indsigt kan give givne muligheder for en person, en nation, en virksomhed, er der så noget, som kan holde den videnskabelige videbegærlighed tilbage? Er der overhovedet brug for det, eller vil det blot bringe vores viden ind i et åndsfængsel, som den var i den tidligt kristne æra?

Og det helt kætterske næste spørgsmål: Har den moderne videnskab og dens rationalitet skabt et nyt sæt af dogmer, som fastholder en særlig, stærkt fragmenteret verdensopfattelse, som ensidigt favoriserer en maskulin fornuft og er en væsentlig medvirken årsag til, at vi har så vanskeligt ved at tackle klima-og bæredygtighedsudfordringen til trods for at vi forstår problemerne bedre end vi måske har forstået noget andet problem, som menneskeheden forud har stået overfor.

I hvert fald har det religiøse tabu, som før oplysningstiden sikrede – eller forsøgte at sikre – at den viden, som blev tilvejebragt, passede ind i de religiøst afstukne verdensforklaring, mistet sin kraft.

Tilbage til artiklen i The Atlantic, så har man spurgt 101 forskere, om der var noget, som man set i bakspejlet ville un-invente? og det er der. Flest peger på selfie-stangen og på atombomben (eller rettere krigsmaskineri i bredere forstand: krudt, landminer, drones osv.). Hvor den ene er harmløs og sikkert snart går af mode, så har den anden givet os en destruktiv, nogle ville sige nærmest dæmonisk kraft, som gør det rimeligt på dette sted i historien at gentænke den uhæmmede vidensproduktion og hittepåsomhed.

Selv den såkaldt ‘fredelige udnyttelse’ i atomkraften har en dæmonisk undertone. Den virker i nutiden som et fluepapir på magthavere, fordi man gennem de ‘fredelige’ atomreaktorer for adgang til den plutonium, som kan videreforarbejdes til bomber, og den videregiver et affaldsopbavaringsprojekt til vores efterkommere, som rækker mange gange længere frem i historien end nogen civilisation endnu har fungeret.

Læs mere »

Share