august 2013 arkiv

Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge

31. august 2013

Majuro, som i den kommende uge er vært for Pacific Islands Forum, et klimatopmøde med bred international deltagelse, er én af Marshalløernes 29 atoller, som med løs hånd er spredt ud over det Sydlige Stillehav. Den omkring 50 km lange atol er dannet af 64 langsmalle øer, som mange steder er under 100 m brede, og som med blot 9,7 km² landareal omkranser en lagune på 295 km². Majuros højeste punkt er blot 3 m over havets overflade, og langt størsteparten er mindre end 2 m over havespejlet. På billedet herover ses til venstre den blide lagune i atollens indre, til højre det store ocean, som de senere år i takt med klimaforandringerne har vist sig stadig mere aggressivt. Navnet Majuro bruges både om Marshalløernes hovedstad, om hele atollen og om dens største ø, som rummer langt hovedparten af atollens 30.000 indbyggere.  

Når man lever i et land, som er bygget på atoller, hvor ofte det højeste punkt kun er få meter over havoverfladen, så er svaret på spørgsmålet om mitigation eller adaptation – klimaindsats eller klimatilpasning – meget let at svare på. For ja, man er nødt til at klimatilpasse, der kan endda være meget presserende behov. Men hvis ikke verden meget snart får standset sine CO2-udledninger, så vil der ikke være noget tilbage at tilpasse.

Som IPCC Nobelpris-modtager Elisabeth Holland udtrykte det ved åbningen af Majuro-konferencen 2. september: “There is simply no point of talking about sustainable development if we cannot reverse the impact of climate change.”¹

Tidligere på året forsvandt Marshalløernes hovedstad Majuro under vandet på grund af ekstremt højvande. Sidste år kostede ekstremvejr Fijiøerne 100 mio. $ og Samoa 29% af landets i forvejen sparsomme økonomi. Havstigningen, som ved Marshalløerne stadig er under 4 mm pr. år, er nu flere steder i Stillehavsområdet oppe på 8 mm pr. år (80 cm pr. århundrede), og med den stigningstakt vil de lavtliggende atolriger, som ofte ligger under 2 m over havets overflade, i de kommende år stadig hyppigere have problemer med oversvømmelser.

Forandringer i vejmønstrene (El Niño) har givet væsentligt mindre regnvand, og det ferske grundvand er stadig mere udsat for saltindtrængning, hvilket gør både drikkevandsforsyningen og dyrkningen af en lang række afgrøder stadig vanskeligere. Med den nuværende udvikling er perspektivet for mange af Stillehavets atolsamfund derfor, at livsgrundlaget i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet og man må emigrere til mere højtliggende lande.

Samtidig med at verdens små østater har et meget lille ansvar for den nuværende klimauredelighed, så står de til at blive stærkest og mest uigenkaldeligt ramt af klimaforandringerne – og simpelthen forsvinde under havets overflade, hvis ikke verden meget snart samler sig om en konsekvent klimaindsats. Maldiverne bruger i dag systematisk sine turistindtægter til at købe højereliggende land. Kiribati har annonceret planer om at købe 2.000 ha land på Fijiøerne, hvor man i første omgang kan producere fødevarer, men på sigt kan blive nødt til at bosætte sig permanent. Andre øgrupper ligger i forhandlinger med New Zealand om tilsvarende løsninger. Men det er ikke nogen let beslutning at forlade atollerne, som med deres blive tropiske klima er basis for en enkel men paradisisk tilværelse, hvis bare ikke nogle mennesker på den anden side af jordkloden var kommet på at afbrænde kul, gas og olie.

Derfor afholder verdens østater løbende klimamøder, og det næste, det 44. i rækken af Pacific Summits, som afholdes på Marshalløernes hovedø (og hovedstad) Majuro, afvikles i den kommende uge under temaet “Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge”. De mange små østater har inviteret alle landene omkring Stillehavet, The Pacific Rim, med til klimamødet, som med store udledere som USA og Kina, Japan og Australien tilsammen repræsenterer over 70% af verdens samlede CO2-udledninger. John Kerry ville have deltaget, men har måttet aflyse på grund af situationen i Syrien og har i  stedet sendt en video message,² og for eksempel Connie Hedegaard være med for EU, så det bliver en slags uformelt forhandlingsforum, som i bedste fald kan sætte sig ud over FN-forhandlingernes ofte meget formaliserede forhandlingsmøder, som har tendens til at drukne i procedurer og positionsspil.

Majuro er på mange måder det prefekte sted for sådanne forhandlinger, for med udsigt til, at hver grad vi varmer det globale system på sigt vil give havstigninger på 2,3 meter, er det uomtvisteligt klart, at det er i tolvte time med en global klimaindsats, som inden for meget få år radikalt opbremser den nuværende fossile afbrænding og får alle verdens lande omstillet til bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share

Et grønnere Grønland

29. august 2013

Klimaforandringer sker ikke blot jævnt over hele kloden. Tværtimod er temperatur-stigningerne markant kraftigere i nærheden af polerne, og dele af Grønland vil med den nuværende udvikling opleve en stigning i gennemsnitstemperaturen på mere end 10°C. Hvis vi oversætter til danske forhold, hvor vores gennemsnitstemperatur vel ligger på omkring 10-11°C, Så skal vi med en gennemsnitstemperatur på +20°C helt ned i de tropiske egne for at finde områder med et tilsvarende temperaturhop.

En undersøgelse fra Århus Universitet peger således på, at Grønland år 2100 vil kunne være langt mere grønt end det Grønland vi kender i dag. Hvor skovagtig bevoksning i dag kun findes på særligt beskyttede steder, så vil der med slutningen af århundredet være vækstbetingelser for, at op imod et halvt hundrede træarter ville kunne finde fodfæste over store dele af det isfri Grønland, i et areal på størrelse med Sverige.

Der bliver dog ikke tale om egentligt skovbrug lige med det første. Og på grund af Grønlands isolerede placering, vil indvandringen af nye arter tage lang tid, hvis ikke mennesket hjælper processen på vej. Her rejser et andet problem sig, for vil man kunne styre at indføre ‘gavnlige’ arter, samtidig med at man holder ‘invasive’ problemarter som hunderose og bjørneklo borte fra Grønland? … på mange måder er mennesket nøgternt set den mest problematiske invasive art. Hvis ikke podningen af de nye vegetationsvilkår sker under ganske kontrollerede vilkår, så vil det kunne forløbe ganske kaotisk.

Ifølge undersøgelsen ville der allerede i dag kunne vokse betydeligt flere arter, end der gør. Men der er ikke nogen naturlig forbindelse til at befordre naturlig indvandring. Island er klimatisk set en dårlig bro, og til den anden side, er der via Canada ligeledes ikke nogen direkte forbindelse til de relevante plantebælter. Så det skovklædte Grønland vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke mennesket tager affære. Det er der til gengæld ikke noget som tyder på, at vi ikke gør.

Ud over polare former af pil og birk, vil det først og fremmest være nåletræerne, som vil trives. Vilkårene – og de vegetationsformer som naturligt udvikler sig – vil i høj grad være som i nutidens Alaska.

Grønlands sydspids ligger på højde med Oslo og regnes til et subarktisk plantebælte. Her kan man allerede i dag i beskyttede kroge finde træbevoksning, som nærmer sig en skovagtig karakter. Således er billederne herover alle fra Grønland. Øverst til venstre er det buskadser af gråbladet pil, Salix glauca, og storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium, fra Qingua-dalen. Øverst til højre er det grønlandsk bjergask, Sorbus groenlandica, fra Klosterdalen ved Tasermiut-fjorden, som her kan findes op til 10 m høje. Nederst til højre er det klitfyr fra Alaska, Pinus contorta, plantet i 1984 i Kuussuaq-skoven, mens frimærkerne viser birk og fyr, som på forsøgsbasis blev sået af en dansk botaniker i 1892 og udplantet på stedet året efter. De er i dag, 120 år efter, 5-6 m høje.

Et øget skovdække på Grønland vil givet føre til en betydelig CO2-lagring, og grønlænderne vil få adgang til en biomasse, som de ikke har i dag. Men klimamæssigt vil det langt fra kunne opveje de enorme mængder af metan, som nu er indefrosset i den arktiske permafrost og den større varmeakkumulering, som følger med, at stadig større dele af Arktis i stadig større dele af året er is- og snefri.

Stort set samtidig har et team af forskere med deltagelse af blandt andet NASA netop kunnet afsløre, at der dybt under den kilometertykke grønlandske indlandsis mod nord gemmer sig et system af canyons, hvoraf den største er større end Grand Canyon og strækker sig fra cirka midt under Grønland og nordud til Petermann-gletsjernes udmunding i det nordligste Grønland.

Efterhånden som sommerafsmeltningen af Grønlands iskappe tager til, vil en del af smeltevandet finde vej gennem revner i iskappen og ned i dette underjordiske landskab. Når isens vedhæftning vådrer, vil den kunne bevæge sig markant hurtigere, og den i dag overvejende drypvise afsmeltning blive suppleret af en markant øget kælvning af ismassiverne.

Billedet til højre er et sattelitkort, hvor de mørkt rødbrune områder viser den omkring 1.500 km lange og op til 10 km brede og 800 m dybe canyon. De dybestliggende strøg ligger under havets nuværende overflade, så hvis ikke vi allersnarest får vendt den nuværende klimaudvikling, vil et isfrit Grønland mod slutningen af det tredje årtusinde være gennemskåret af vandfyldte dalstrøg og dybe fjorde mod nord.

Update 06.09. – Isforsker Ruth Mottram fra DMI siger, at “kløften under isen udfører formentlig en meget betydningsfuld funktion ved at stabilisere isskjoldet, da den effektivt leder smeltevand fra bunden af isen ud til havet. Afledningen gør, at der ikke opbygges store smeltevandsreserver under isen, som ellers ville kunne bidrage til, at isen flyder nemmere over undergrunden. Dette hjælper således til at bremse isflydningen og stabilisere iskappen. Kløften forklarer dermed også, hvorfor vi ikke finder store søer under Indlandsisen svarende til dem, vi ser på Antarktis så som Lake Vostok”.

Se tidligere blog-indlæg om Grønland: Ny afsmeltningsrekord på Grønland, Pausebilleder X – Thomas Agergaard: Genius Loci, Islandskaber, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer og Grønlandske kålgårde.

Signe Normand et al.: A greener Greenland? Climatic potential and long-term constraints on future expansions of trees and shrubs, in Philosophical Transactions of the Royal Society B 08.07.2013.

James A. Foley: Warming in Greenland Sea Outpaces Global Ocean Warming, Nature Wold news 25.09.2013.

Rachel Nuwer: Climate Change Will Green Greenland, Smithsonian 30.08.2013.

Brian Kahn: Greenland “Mega Canyon” Sends Water to the Sea, Climate Central 29.08.2013.

Jens Christian Petersen: Forskere forudsiger grønnere Grønland, Rømer, Aarhus Universitet 28.08.2013.

Sarah Griffiths: How Greenland may become greener: Climate change ‘could accelerate the spread of  forests and kill arctic animals’, Daily Mail 28.08.2013.

Researchers predict greener Greenland, Eurekalert 28.08.2013.

Russell McLendon: Greenland may soon live up to its name, Mother Nature Network 28.08.2013.

John Roach: Greenland to sprout new shades of green as planet warms, study says, NBC News 28.08.2013.

Climate change could turn Greenland green by 2100, The Guardian 28.08.2013.

Greenland could become greener, Express 28.08.2013.

Andrew Freedman: Record 2012 Greenland Melt Challenges Climate Models, Climate Central, 18.07.2013.

Michael D. Lemonick: Widespread Greenland Melting A Sign of Things to Come, Climate Central 21.05.2013.

Erik Dahl Kjær: The Forest Plantations in The Greenlandic Arboretum, Forest &  Landscape Denmark 12.01.2012.

Kenneth Høegh: Green forests in Greenland, Post Greenland 05.01.2011.
.

Kæmpekløft gemt under Grønlands is, DMI 06.09.2013.

Joe Romm: Good News, Bad News On ‘Mega-Canyon’ Found Under Greenland Ice Sheet, Climate Progress 03.09.2013.

Massive canyon discovered buried under Greenland ice, (Press Association) The Guardian 30.08.2013.

Scientists discover deep canyon under Greenland ice, BBC News (video) 29.08.2013.

Richard Harris: Another ‘Grand Canyon’ Discovered Beneath Greenland’s Ice, (video) NPR 29.08.2013.

 

Share

Yasuní ITT opgivet

25. august 2013

14. august meddelte Ecuadors præsident Rafael Correa, at det enestående projekt, Yasuní-ITT, som blev forelagt i 2007, ville blive endeligt opgivet på grund af manglende opbakning fra verdenssamfundet, og at man nu ville gå i gang med at sælge koncessioner til udvinding af olie i området.

Med i tusindvis af dyre, fugle, plante- og insektarter er Yasuní-ITT måske det sted i verden, som har den højeste biodiversitet. Yderligere lever der stadig oprindelige indianerstammer i det mere end 9.000 km² store område, som endnu ikke har været i kontakt med den moderne civilisation. Så der er alle gode grunde til at bevare et enestående sted som dette og beskytte det mod civilisationens fremmarch.

Da Ecuador i 2007 fremlagde forslaget om, at man ville afstå fra at udvinde olien i området og bevare det som naturreservat mod en økonomisk kompensation, var det et spændende bud på en løsning på en situation, som vi kommer til at stå med igen og igen i de kommende årtier – ikke mindst efter at instanser som Verdensbanken og IEA har beregnet, at mellem to tredjedele og 80% af alle kendte forekomster af fossile brændstoffer skal forblive under jorden, hvis vi som verdenssamfundet vedtog i København i 2009 skal kunne holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm.

For næste trin i denne tankerække er uvilkårligt spørgsmålet om, hvilke kriterier som skal gælde for valget af hvilke af disse fossile depoter, som kan udnyttes, og hvilke som skal blive i jorden? Her ville det være oplagt indledende at sige, at kul og tar sand, som har det dårligste klimaregnskab, burde blive i jorden, og at olieudvinding i særligt følsomme egne som de arktiske, eller i biodiversitetsmæssige hotspots som Yasuní-ITT skulle fredes. Til gengæld måtte verdenssamfundet finde en form for kompensation, som gjorde det acceptabelt for dem som måtte lade kullene og olien blive liggende i undergrunden, og prisen måtte betales af dem som fik lov at grave olien op.

Måske om 10 år vi som del af en global klimaaftale har en sådan mekanisme, som formår at håndtere udledningsaspektet, men Ecuadors forsøg med Yasuní-ITT ser lige ud til nu at gå i vasken.

Ecuadors forslag til verdenssamfundet i 2007 indebar, at man over 13 år fik udbetalt 3,6 mia. $ – eller rundt regnet halvdelen af de forventede indtægter ved olien – mod at lade de 840 mio. tønder olie blive liggende under Yasunís urskov (og bevare urskoven som naturreservat). Men indtil i dag er der kun kommet tilsagn til under 10% af beløbet, og kun 13 mio. (~4%) af beløbet var blevet betalt. I konsekvens heraf har præsident Correa taget initiativ til, at den fond som var oprettet under FN for at styre projektet, bliver opløst, og at der kommer gang i udlodningen af tilladelser til olieudvinding i området.

Det har været anslået, at hvis olien blev liggende tilbage under Yasuní-ITT, så ville det sikre atmosfæren mod 407 mio. ton CO2-udledninger fra afbrændingen af den udvundne olie og 800 mio. ton CO2 fra undgået fældning af regnskov – eller rundt regnet udledninger svarende til de samlede danske udledninger i 20 år, så ud over omstillings- og biodiversitetspotentialet er det et massivt klimapotentiale i et projekt Yasuní-projektet.

Lige nu tegner Yasuní-ITT således til at blive en stor idé, som verdenssamfundet ikke nåede at tage imod i tide.

Læs mere »

Share

Colbert: Gag gift

23. august 2013

USA har en enestående politisk satire, fornemt repræsenteret ved The Daily Show og The Colbert Report. Hvor Jon Stewarts The Daily Show for mig var kærlighed ved første blik – sjældent har jeg mødt så spiddende indsigtsfuld kærlig satire – så har Stephen Colberts The Colbert Report mere været en acquired taste, noget man må lære at holde af. Begge er med humoren som våben i stand til at sige noget, man dårligt ville kunne skrive sig fra uden at komme i alvorlige vanskeligheder, og begge formår at skabe billeder, tableauer og situationer, som får ellers langhårede og svært tilgængelige analyser gjort ikke bare tilgængelige, men vedkommende.

I dette lille video-uddrag fra The Colbert Report 15. august i år udfolder Stephen Colbert sig i uimodståelig stil om fracking i et 4 min. indslag om ordet “gag gift“. Baggrunden er, at fracking-firmaet Range Resources har indgået et forlig med en familie i Pennsylvania, som indebærer, at de får 750.000 $ for at flytte og underskrive et dokument, som bekræfter, at de ikke har haft nogen miljømæssige, sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med den nærliggende udvindelse af fracking-gas, og at de for al tid fremover vil holde mund med de sundhedsproblemer, de har været udsat for og undlade at udtale sig om fracking i de hele taget. Problemet er blot, at aftalen ikke bare omfatter forældrene, men også indebærer, at deres børn i al fremtid ikke kan udtale sig om fracking.

På den led er sandheden i USA i næsten uhyggelig grad betragtet en vare – og har man penge, så kan man få, som det hedder i en af vores børnesange.

Hvis Jon Stewart ofte giver den som den begavede iagttager, som viser os ting og sammenhænge, vi nok ikke lige selv havde fanget, og næsten altid har en to-tre overrumplende twists i finalen, så ser vi her en klassisk Colbert, hvor han tilsyneladende identificerer sig med den (eller dem) han hudfletter. Herved kan han lade sine ofre “tænke højt” ad absurdum og bringe os langt ind i sine ofres motivverden, hvor vi så som tilskuere selv må fatte og forstå og konkludere. Først på slutnoten bliver han igen den skarpsindige iagttager: “And in order to get cheap oil, I think we are all willing to lie to ourselves about fracking.”

Jeg tænker ofte på Stephen Colbert og Jon Stewart som vor tids hofnarre – i et system, som er fanget i sine egne fastlåste tanke- og handlingsmønstre, formår de igen og igen at spejle virkelighedens absurditeter og sætte fingeren, hvor det trænger allermest. De har i dagens USA en vigtig rolle overfor de mange nyhedskanaler, som er ganske alvorligt fastlåste i den politiske venstre-højre-skala.

Diane Sweet: Stephen Colbert: Fracking Companies Silence Their Victims, (med transskription af videoens tekst) Occupy America 16.08.2013.

Suzanne Goldenberg: Children given lifelong ban on talking about fracking, The Guardian 05.08.2013.

 

Share

Ny IPCC-rapport på vej

21. august 2013

I de seneste dage er der skrevet en del om den kommende klimarapport fra IPCC, International Panel for Climate Change, som med 5-6 års mellemrum søger at sammenfatte, hvad vi ved om klimaforandringer. Den senest forudgående udgave, Assessment Report 4, eller i daglig tale blot AR4, udkom i 2007, så det er ved at være tid for AR5. Faktisk har AR5 været under udarbejdelse i flere år. For disse rapporter skrives som et gigantisk konsensus-projekt af mere eller mindre alle klodens fremmeste klimaforskere. AR5 har 840 hovedforfattere fra 35 lande, og endnu langt flere tilknyttet konsensus-processen. Derfor tager det lang tid, og derfor når al den seneste klimaforskning ikke at komme med ind i billedet. Og når konklusionerne i slutfasen skal drages og godkendes – ikke bare af forskerne, men også af lande som Rusland, Kina, Canada, USA og Saudiarabien, som ikke ønsker skismaet mellem videnskabens forståelse af den nødvendige indsats og de enkelte landes faktiske klimaindsats for stærkt udstillet – så ligger det i kortene, at der bliver klippet adskillige hæle og tæer.

Joe Romm fra Climate Progress skriver om det resulterende konsensus-resultat, at:

“AR5 is a ‘partial’ review that is ‘hopefully’ the last because, like every IPCC report, it is an instantly out-of-date snapshot that lowballs future warming because it continues to ignore large parts of the recent literature and omit what it can’t model. For instance, we have known for years that perhaps the single most important carbon-cycle feedback is the thawing of the northern permafrost. The IPCC’s Fifth Assessment climate models completely ignore it, thereby lowballing likely warming this century.”¹ I et interview i MSNBC) i dag sammenligner Romm IPCCs anbefalinger af, hvad der må gøres, med overkirurgens anbefalinger ikke at ryge for meget – stadig mere indtrængende, men alligevel så forsigtigt, at de fleste fortsætter med at ryge.²

Tilsvarende var der allerede ved udgivelsen af AR4 i 2007 en række områder, som man vidste, skulle inddrages i næste udgave, og generelt var vurderingerne af klimaforandringernes hastighed (klimaets følsomhed) i den lave ende af, hvad den nyeste litteratur på området indikerede, fordi mange af de nyeste resultater endnu ikke var blevet en del af konsensus.

Samtidig ved ingen, hvad der sker i de kommende år – om verdens lande vitterligt overkommer den fossile afhængighed og får lavet de nødvendige drastiske reduktioner, eller om det fortsat lykkes den fossile industri aktivt at modarbejde den globale klimaindsats, så den omstilling og den udbygning med sol og vind og geotermiske varme, som rent faktisk sker i disse år, kun lige akkurat kan følge med væksten i energiforbruget. Konklusionerne må derfor i høj grad blive abstrakte – hvad sker der hvis og hvis og hvis? – og knyttes sammen med en række forskellige scenarier for, hvordan verden udvikler sig, og i hvilken grad vi bliver i stand til som verdenssamfund at imødegå klimaudfordringen tidligt og effektivt.

En af hovedkonklusionerne, at der nu videnskabeligt set er 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, vil for lægmand virke som om at videnskaben endnu ikke er afklaret, hvor det omvendt i det videnskabelige sprog netop betyder, at det nærmest er så sikkert, som det overhovedet kan blive – at diskussionen for og imod er ovre og man kan tage det for givet. Den 95% sikkerhed er 5% højere end AR4 i 2007. I 2001 fandt AR3 en 66% sandsynlighed for at klimaforandringer var menneskeskabte, mens det i 1995 blot var lige over 50%. Selvom de første spadestik til forståelsen af drivhuseffekten stammer tilbage fra det 18. århundrede, så har det været en lang vej for videnskaben at komme til denne grad af afklarethed.

Den endelige udgave af AR5 vil blive lanceret 27. september – eller rettere den første af fire dele, som omhandler den fysiske videnskab bag klimaforandringerne, hvor de øvrige dele af AR5 vil blive fremlagt inden for det kommende års tid:

WG I: The Physical Science Basis – september 2013
WG II: Impacts, Adaptation and Vulnerability – marts 2014
WG III: Mitigation of Climate Change – april 2014
AR5 Synthesis Report (SYR) – oktober 2014

Alene første del vil omfatte omkring 2.000 tætskrevne sider, inklusive summaries, 14 hovedkapitler, supplerende materiale, appendixes osv. og vil indeholde 1250 figurer og referencer til 9.200 videnskabelige artikler.

Hvis man har interesse deri, vil der dagen efter ved Stockholm Environment Institute være et totimers seminar, Climate Change – the State of Science, hvor en række af AR5s hovedforfattere præsenterer hovedkonklusionerne. Det vil være muligt at følge med online via SEIs hjemmeside (se program).

 

Læs mere »

Share

Flydende bynatur: Sea Tree

16. august 2013

Har haft Sea Tree-projektet fremme et par gange det sidste halve års tid (for at skrive om det), men tænkte, nu hvor Københavns Havn er taget op til debat igen. Det er den hollandske arkitekt  Koen Olthuis, som har erfaringer med elementer til offshore-produktion, som har skabt Sea Tree som en måde at skabe naturpleje vilkår for bynatur selv midt i storbyer, hvor urbaniteten med sin stadig stigende densitet har fortrængt størstedelen af bynaturen mellem husene. Sea Tree er en flydende park i mange etager, som frembyder levemuligheder for en lang række arter både over og under havoverfladen. Sea Tree er et flydende element, som kan produceres i en flydedok for derefter at fragtes hen på blivende sted, hvor det er fastholdt med ankre. Så det vil stå og duve lidt med vinden og bølgerne.

Sea Tree er en ganske radikal løsning på det problem, at bynaturen i stort set alle byer er fortrængt og fragmenteret, og – selv hvor den er bevaret  form af parker og grønne gårde – primært er defineret ud fra menneskelige behov. Når jeg tænker på det parkliv, som er kommet i de københavnske parker i de seneste år, så er det på den ene side godt, for det er sundere end at sidde og bælle på et værtshus. Men freden er borte, græsset er sine steder helt slidt bort, og efter en solrig fredag eftermiddag skal der fjernes flere tons affald fra parksvin, som ikke har nogen som helst forståelse af, hvordan man opfører sig i naturen.

Med Sea Tree skaber man et naturens helle – et sted midt i byen, hvor mennesker ikke har adgang. Det er det ved projektet, som gør, at det igen og igen er dukket op i min bevidsthed. Ligesom et espalier kan betragtes som et kunstigt (og gene kunstfærdigt udformet) træ, hvor skovens lianer (vores blomstrende slyngplanter) kan klatre, så er Sea Tree som et gigantisk gammelt træ i regnskoven, som i sin mangfoldige krone definerer biologiske nicher for et væld af andre planter, fugle, dyr og insekter.

I den indledende fase vil der givet være en del grundetablering – der skal podes med vegetation og basisarter for at tingene tager fart. Men når først et Sea Tree er etableret, så burde det langt hen ad vejen være et selvopretholdende system, som ikke behøver parkbetjente, klipning osv. Mange af de ting som gør en park dyr i drift, stammer jo direkte fra vi menneskers behov for rene bænke, klippede plæner, grusede stier, caféborde og forståelige legepladser.

Helt plejefrit bliver det nu nok ikke – og man kommer nok til  forud at gøre sig nogle tanker om, hvilke indgreb, som er naturlige, og hvordan man sikrer sig den afbalancerede artsvariation, som der er antydet i projektet? Hvad gør man for eksempel, hvis pludselig en flok skarve kastede sin kærlighed på et Sea Tree? Der er al den mad det kan drømme om lige omkring soklen, ingen mennesker til at forstyrre og ingen fare for ungerne, indtil de kommer på vingerne. Så skarvene bliver hastigt flere og flere, og de træer, som lige havde fået godt fast, bukker under for den kraftige gødning fra de mange fugle. Hvorfra og hvortil gå den menneskelige kontrol med et sådant økosystem?

Læs mere »

Share

Langs vandet …

15. august 2013

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

Share

I byen med en partikelmåler

5. august 2013

I løbet af juli har jeg lavet en serie målinger af koncentrationen af ultrafine partikler i Torvegade, hvor jeg for hver af måledagene målte ni forskellige steder for at belyse, hvordan partikelforureningen fordeler sig i gaderummet. Yderligere startede jeg hver dag med at måle i Bibliotekshaven på Slotsholmen, for at have en baggrundsmåling, hvor den direkte påvirkning fra trafikken var lille. Bibliotekshaven havde fungeret fint som baggrundsmåling for en række målinger før, under og efter Cykel-VM i 2011, da jeg sidst havde gang i partikelmåleren, men sådan var det tydeligvis ikke denne gang – det var klart fra første dag, at der var noget, som var meget anderledes.

For overhovedet at have et baggrundsniveau lavede jeg derfor løbende under målingerne optegnelser over niveauet for den reneste luft, plus at jeg efter den sidste måling på Amagerbro gik med partikelmåleren langs Stadsgraven mod nord og mod syd for at se, hvor ren luften kunne blive til hver side, når man kom ud af ‘skyggen’ fra trafikken på Torvegade. Og så lovede jeg mig en dag med godt målevejr at ville prøve at finde ud af, hvad det var som gjorde, at luften på Slotsholmen ikke var nær så ren som i september for to år siden – og den dag var i dag. Jeg havde mine klare mistanker, som i dag er blevet bekræftet, og jeg tænkte, at jeg her ville dele nogle af dagens iagttagelser og overvejelser efter at have været i byen med en ultrafin partikelmåler.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XV – optegnelser august 2013

1. august 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Efter at LDP 21. juli sikrede sig et komfortablet flertal også i overhuset, vil vi august sandsynligvis se Abe forfølge sin A-kraft-venlige erhvervs- og energipolitik langt mere direkte og med langt mindre omsvøb, end han har gjort indtil nu. Spørgsmålet er, om han vil kunne lade være med at blande sig i processerne omkring genstarten og lade dem udfolde sig på egne præmisser. 

Vi vil måske også se NRAs godkendelsesproces nå dertil, at den må afklare en række ‘svære’ problemstillinger, hvor for eksempel det at fastholde, at der er aktive foldelinjer i undergrunden under en given reaktor, får den direkte konsekvens, at pågældende reaktor ikke kan genstartes.

I lyset af de seneste måneders mange småproblemer ved Fukushima Daiichi og TEPCOs stadige fortielser af situationens alvor er der en stadig mere udbredt mistillid til TEPCOs evne til at varetage opgaven at rydde op og få situationen bragt definitivt under kontrol. Det kunne meget let føre til en reorganisering af indsatsen, hvor TEPCO enten direkte bliver frataget ansvaret for dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi, eller at man fik lavet en situation, hvor i det mindste der var så mange eksterne instanser direkte involveret, at de strategiske beslutninger blev taget på en helt anderledes klart og åbent grundlag end i dag.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2013

1. august – TEPCO fremviser overskud for 2. kvartal 2013
2. august – Fukushima Blues: En dagligt opdateret nyhedsside
2. august – Nye prisstigninger
3. august – EDF opgiver amerikansk A-kraft
3. august – Slagsmål om A-kraften på Taiwan

3. august – 2007-jordskælv 2,5 x mere end Kashiwazaki-Kariwa er bygget til
4. august – TEPCOs barriere formår ikke at standse den radioaktive udsivning
5. august – NRA erklærer Fukushima Daiichi i undtagelsessituation
6. august – Hiroshima-bomben 68 år
7. august – Guvernør: Staten må overtage arbejdet ved Fukushima Daiichi

7. august – TEPCO kan ikke løfte økonomien bag grundvandssikringen
8. august – Opfordring til NRA: Brug kræfterne på Fukushima Daiichi
9. august – Ingen retssager mod Naoto Kan og TEPCOs ledelse
9. august – Mindestund i Nagasaki
10. august – Barsebäck

11. august – TEPCO hemmeligholdt enorme grundvandsstrømninger
12. august – Sydkoreansk energimangel efter reaktorlukninger
12. august – TEPCO øger kulafbrændingen
14. august – Nuklear mikado ved reaktor 4
15. august – Krav om forhøjede diger ved Takahama-værket

15. august – NRA godkender dekommissioneringsplan for Fukushima Daiichi
16. august – LDP-udvalg: Ikke flere reaktorer før affaldsproblemet er løst
20. august – Undergrunden under Oi-værket frikendt
20. august – Nye lækager af radioaktivt vand ved Fukushima Daiichi
20. august – Om undergrund og vandstrømning ved Fukushima-værket

21. august – Fiskere overvejer at acceptere udledning af rent grundvand
21. august – NRA hæver klassifikationen til level 3 efter de seneste lækager
21. august – Flere Fukushima-børn får kræft i skjoldbruskkirtlen
21. august – Risiko for alvorlig atomulykke voldsomt forøget
22. august – Kystfiskerne indstiller fiskeriet på ubestemt tid

23. august – Sorry, sorry, sorry
23. august – Fukushima-krisen stadig sværere for Abe at komme udenom
23. august – Yoshida mindet
24. august – IAEA alvorligt på afveje
24. august – Fransk foto(sur)realisme: ‘Bad Dreams’

25. august – TEPCO: Flere selvforskyldte problemer
26. august – Stadig ingen japansk klimamålsætning
26. august – Ex-premierminister Koizumi: toward zero nuclear power
29. august – NRA: Fukushima-lækage hævet til risiko-niveau 3
29. august – Hirohiko Izumida: Regeringen må træde til

31. august – Skjoldbruskkræft stigende efter indførelse af A-kraft

Se Fukushima links for august 2013.

Læs mere »

Share