APEC blue

11. november 2014

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

I dagene op til så det ud til at ville lykkes. Selvom luftmonitoreringen i timerne op til åbningen en overgang nåede op på 157 µg/m³ (PM_2,5) – hvad som betegnes som et “unhealthy” niveau – så var himlen påfaldende blå i de første dage af APEC-samlingen og niveauer nede omkring 10 µg/m³. Men de sidste to dage tyknede himlen igen påfaldende. Hvor den storstilede indsats skulle have demonstreret Beijing-regimets formåen, så lukkede man ned for internetformidlingen af alle real time målinger af luftforureningen indtil APEC-delegationerne er rejst hjem – altså lige bortset fra den officielle, som fortsat viste “good” uanset den noget grumsede luft.

Målestationen på den amerikanske ambassade har man dog ikke turdet lukke ned uden for Kina. Den viste i går mandag PM_2,5-niveauer nær 200 µg/m³, hvilket svarer til otte gange WHOs anbefalede max på 25 µg/m³.

Man gjorde det også under olympiaden – standsede store dele af byen for at sikre ren(ere) luft for de indrejsende atleter fra hele verden. Men spørgsmålet er, om sådanne iscenesættelser er et tveægget sværd? – om de blot viser de mange kinesere, som er stadig mere utilfredse med det kummerlige miljømæssige forhold, som synes at være ‘prisen’ for dette andet store kinesiske skridt fremad, at man ikke regner dem for vigtige nok til at holde himlen ren. Hvorimod man intet middel skyr, når det gælder olympiader og APEC-topmøder.

Var det lykkedes fuldt ud at lave en uge med ren luft, havde det været ren magi – når man ser billedet øverst, så har Beijing sjældent mere end nogle få dage med ren blå himmel ad gangen, og store dele af året hænger smog’en tæt over byen selvom der er tale om morgenbilleder.

Nu ved man, at selv med så relativt drastiske indgreb, som man har iværksat her op til og under APEC-ugen, så skal der mere til, hvis man vil give Beijing og det nordlige Kina APEC-blå himle året rundt. Det vil faktisk kræve en mere eller mindre fuldstændig udfasning af den stadigt mere omfattende brug af kul, og det vil kræve, at størstedelen af den stadigt stigende trafik lægges om fra diesel og benzin. Og når man har set, hvor langt man var i retningen af at skabe ren luft og APEC-blå himle efter blot en uges forberedelser, så bliver det svært at forklare, at det kommer til at tage 30 år at gøre det til hverdag. Kineserne er så langt ud over eksistensminimum, at nødvendighedens logik ikke mere gælder – at det er absurd fortsat at bygge flere kulkraftværker i et land, som allerede har alt alt for mange.

Styret har forsvaret sig med, at der er værdifulde erfaringer at høste af de storstilede eksperimenter i forbindelse med APEC-samlingen, og præsident Xi Jinping har relateret de mange sarkastiske kommentarer næsten obamask: “I hope the Apec blue will remain, and I believe, through the efforts we continue to make, it will.”

Selvom det ofte diskuteres, i hvor høj grad det er tilfældet, så er der en betydelig luftrensende effekt af en målrettet kinesisk klimaindsats – og store klimagevinster ved at Kina får afviklet sit omfattende misbrug af kul og olie. Lige nu står den kinesiske befolknings fordringer om ren luft at indånde langt klarere end kravene om en kinesisk klimaindsats.