Indlæg tagged med Barack Obama

Massakren på Obamas klimaindsats

5. oktober 2017

New York Times offentliggjorde i dag en meget sigende oversigt over, hvor langt Trump – eller rettere de fossile interesser, der er kommet til magten med Trump –  er kommet i demonteringen af den amerikanske klima- og miljøbeskyttelse, de mange små enkeltelementer, som Obama formåede at stykke en klimaindsats sammen omkring. Jeg har tilladt mig at kopiere listen fra New York Times ind nedenfor.

Ifølge denne oversigt har Trump-administrationen foreløbig været i lag med 48 love og direktiver. Heraf er det lykkedes at tilbagerulle de 24, mens processen for 17 andre er i gang og det for 7 miljøreguleringers vedkommende ikke er lykkedes. Her viser det sig, at det typisk er domstolene, der blokerer for tilbagerulningerne og erklærer dem i strid med føderal lov.

Nogle af tilbagerulningerne har været foretaget med stor mediebevågenhed, som omstødningen af Obamas afgørelser for Keystone XL og DAPL olieledningerne samt tilbagetrækningen fra Paris-aftalen. Men det meste sker i det skjulte, og en stor del af tilbagerulningerne sker via miljøagenturet EPA, hvor lederen Scott Pruitt indtil nu er lykkedes med at holde sig uden for Det Hvide Hus’ tumultariske mediedækning. Så mens medierne konstant følger de seneste tweets og misgerninger fra Trump, bliver den miljøbeskyttelse og klimaindsats, som Obama ikke mindst gennem sin anden periode var med til at skærpe, stille og roligt demonteret.

Nogle af tilbagerulningerne har større konsekvens end andre. For eksempel er det nærmest symbolsk, at man genåbner for at kunne efterforske olie i den arktiske zone. For med de nuværende meget lave oliepriser, er der ikke nogen, der lige nu kan tjene penge på at udvinde, endsige efterforske, olie steder som disse – selv ikke med slækkede miljøkrav. Men alt, hvad Obama stod for, synes at skulle plaffes ned. Og den nidkærhed, hvormed det sker, vækker til stadighed mindelser om vores hjemlige Venstre-regerings nærmest frenetiske anti-miljøkampagne i dens første 100 dage.

Disse tilbagerulninger tegner tilsammen et billede af en præsident, der langt mere lytter til virksomhedsejerne og deres mulighed for at tjene penge på bekostning af klima og miljø, end på beskyttelsen af amerikanerne og den amerikanske natur.

Oversigten stammer fra New York Times i dag – og den efterfølges i avisen af mere indgående beskrivelser af hver af de 48 lovområder.

Hvis den sammenholdes med status quo er det bedrøveligt, men ikke helt uopretteligt, hvis blot dette trumpske vanvid bliver bragt til ende senest efter fire år. Men hvis man sammenligner med Demokraternes plan for den amerikanske indsats, hvor Obamas klimaindsats var blevet strammet og formaliseret – som kunne have været virkeligheden i dag, hvis ikke der var gået totalt skuddermudder i valgkampens slutspil – så er der tale om et gigantisk tilbageskridt, som dels vil forsinke den globale omstilling, dels sandsynligvis vil i historisk tilbageblik blev det vendepunkt, hvor USA satte sin førende position efter 2. verdenskrig over styr.

På sigt er det dybt problematisk, at klimapåvirkningen er taget ud af projekters miljøpåvirkning, og at man igen opgiver de såkaldte “cocial costs” fra den fossile afbrænding. Men det er omvendt noget af det, der er let at ‘frem’rulle igen, den dag Trump bliver rullet af pinden.

Klimamæssigt set er to vigtigste elementer blandt de lovområder, man stadig arbejder på,  Obamas Clean Power Plan og så Paris-aftalen. Den hjemlige energiplan er til dels implementeret i mange stater, så man vil sandsynligvis se, at op imod halvdelen af USA fortsætter efter disse regulativer, selv hvis Trump og EPA får held med tilbagerulningerne. Men det er juridisk set ganske vanskeligt at gennemføre, så man har endnu ikke valgt strategi. Men næsten uanset hvilken vej, man ender med at søge at tilbagerulle, vil det sandsynligvis igangsætte en juridisk proces, der vil strække sig langt ud over Trumps præsidentperiode.

Med Paris-aftalen synes det største problem at være, at Trump ikke fatter, hvad aftalen går ud på. Og stod det til en række af ‘de voksne’ i hans kabinet, endte det hele med, at USA ikke trak sig ud (det tager mindst 4 år), men nedskrev sine frivilligt indberettede reduktionsmål. Selv dette vil dog være vanskeligt at gøre uden at komme til at afsløre, hvor lidt Trump fatter af det hele.

I værste fald ville Trump med sine infrastruktur-planer kunne lave en del skade på USAs omstillingsproces, fordi han i stedet for udbygningen af den kollektive trafik og etableringen af et intelligent energinet, der kunne håndtere store mængder af vedvarende energi, fik kickstartet en lang række infrastruktur-projekter (pipelines, nye kulkraftværker osv.), der mange årtier frem vil fastholde USA i et højt forbrug af fossile brændsler.

Men den del går foreløbig så langsomt, at det meget vel kan ende med, at han aldrig kom dertil. For det første halve år er er gået med ikke at kunne lave nogen tilbagerulning af Obamacare, og meget tyder på, at resten af året tilsvarende kommer til at gå med ikke at kunne blive enige internt blandt republikanerne om at lave skattereform.

Se tidligere blog-indlæg: Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperneHillarys klima,Bernies klimaWall Street Journals klimafornægtelse italesatDonalds klimaDemokraternes konvent i PhiladelphiaDen amerikanske valgkamps klimatavshedTrumps klimapolitik i støbeskeen, De Sorte Slanger – Keystone XL II samt Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen.

Nadja Popowich & Livia Albeck-Ripka: 48 Environmental Rules on the Way Out Under Trump, New York Times 05.10.2017.

 

Share

De Sorte Slanger – Keystone XL II

1. juli 2017

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Læs mere »

Share

Repeal and replace

27. juni 2017

På nederste linje står der med småt, at der på verdensplan årligt dør 1.775 mennesker ved terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care.

Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicaid, de to centrale initiativer, som Obama og demokraterne fik gennemført i 2010, som formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere. Det har siden været en rød klud i ansigtet på de mange republikanere og højreradikale, for hvem staten er jo mindre jo bedre. Og nu, hvor republikanerne har magten både i Senatet, i Repræsentanternes Hus og i Det Hvide Hus, var der lagt op til en storstilet tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, efter at Obama igen og igen måtte benytte sin vetoret for at beskytte mod republikanske krav om repeal and replace.

Det paradoksale er, at Obama valgte en model, der var udtænkt af en republikansk tænketank, hvor man bevarede det eksisterende system, der bygger på private forsikringsforhold, og supplerede det med ordninger, der gjorde det muligt for langt flere at få sundhedsforsikring. Eller rettere det er ikke så paradoksalt, når man ser, hvordan Obama forstod, at der måtte være enighed om noget så fundamentalt som hvordan et land varetager sine indbyggeres sundhed, hvis det skal blive en varig ændring.

Så selvom det nok havde været mere i Det Demokratiske Partis ånd at søge at gennemføre en skattefinansieret løsning, som det kendes fra de fleste andre af verdens velstående lande – hvad man i USA kalder et single payer-system – og selvom en sådan løsning hvis man sammenligner fra land til land i praksis viser sig at kunne levere et velfungerende sundhedssystem for en langt mindre del af bruttonationalproduktet end The American Way, så var der i en sådan single payer-organisering så mange kameler at sluge, at det ikke havde nogen chance for at blive realiseret tilbage i 2009. Måske i dag, efter at Bernie Sanders igennem et år kørte en valgkampagne, hvor skattefinansieret sundhed og uddannelse var centrale punkter. Men i USA har man traditionelt haft væsentligt lavere skattetryk, og man har ikke samme tradition for omfordeling via skatterne, som vi kender det fra Skandinavien. Samtidig synes en betydelig del af de republikanske ideologer (og vælgere) ikke at tage det for givet, at sundhedsforvaltning er noget, man har ret til som borger – noget der står klar, når ulykken rammer. Tværtimod er det noget, man må gøre sig fortjent til ved selv at betale enten direkte for de ydelser, man får, eller ved at tegne en forsikring – ligesom enhver kan påkalde sig sin ret til ikke at forsikre sig.

I modsætning til de hospitalsvæsener, vi kender i Skandinavien, har USA private hospitaler, private pleje- og alderdomshjem, private fængsler, fødsels- og afvænningsklinikker osv., og de fleste med faste ordentligt betalte jobs har deres sundhedsforsikring organiseret som en del af deres ansættelsesforhold. For de republikanere, der lige nu er ved at repeale og replace Obamacare og Medicaid er det et tilbagevendende argument, at konkurrencemomentet med Obamas reformer blev mindre. I mange stater er der kun en enkelt forsikringsudbyder tilbage, hvilket i republikansk optik er en katastrofe. For der skal ‘nødvendigvis’ være et valg, både mellem foreskellige udbydere af samme forsikring og mellem forskellige forsikringsniveauer. Når der er to eller flere konkurrerende forsikringsselskaber, vil der automatisk være indbygget en mekanisme, der skærper prisdannelsen – fremhæver ideologerne sammen med hele den række af argumenter, som i de seneste årtier har ført til privatiseringen af store dele af den offentlige sektor i mange lande.

Det viser sig blot, at det ikke virker efter hensigten på sundhedsområdet. I praksis er det amerikanske sundhedsvæsen verdens i særklasse dyreste. USA bruger næsten dobbelt så stor en andel af landets bruttonationalprodukt på sundhedsforvaltning end vi gør i Danmark, samtidig med at mange millioner mennesker er holdt uden for. Det misforhold er der mange grunde til. Men for overhovedet at kunne nå frem til at vedtage Medicaid og Obamacare blev der i 2010 indføjet et stort antal tilføjelser i lovkomplekset. For eksempel er det ikke er muligt at forhandle om priserne på medicin. Så stordriftsfordelene er totalt demonterede, medicinalindustrien er en gigantisk parasit på det amerikanske samfund, og qua de prislister for ydelser og materialer, der styrer afregningen mellem de mange forskellige økonomiske enheder i det amerikanske system, betaler amerikanerne voldsomt meget mere for deres medicin end vi gør i andre lande.

Selvom vi kan synes, at vores hjemlige system er bureaukratisk, så er det utroligt enkelt i forhold til når alle de enkelte instanser hele tiden skal agere og fungere som selvstændige forretningsenheder. Samtidig giver det forhold, at (sygdom og) sundhed i det statsfinansierede hosptal ikke er fuldt reduceret til en købmandsvare, en etisk renfærdighed.

Læs mere »

Share

Trump i klimafornægternes net?

18. maj 2017

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Share

Trump i Putins net?

10. december 2016

Dette blog-indlæg handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning for det storpolitiske klima, hvori den globale klima-indsats i de kommende år må udfoldes. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt i hvor høj grad og af hvem, det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Lisa Monaco, der er Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og udbredelse af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary Clintons kampagneleder John Podestas mailserver, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne.

Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks har fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til nye afsløringer, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel og værende uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Læs mere »

Share

Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock

5. december 2016

Der bliver fejret i protestlejren ved Sacred Stone efter at det stod klart, at månedlange protester har båret frugt: Den amerikanske hærs ingeniørkorps meddelte i går Sioux-indianernes høvding Dave Archambault II, at man ikke ville give tilladelse til at føre en rørledning under Missouri-floden ved Standing Rock-reservatet. Det kommer i forlængelse af, at Obama i september standsede det videre arbejde med opførelsen af olieledningen.

I foråret etablerede Sioux-indianerne ved Standing Rock-reservatet en lejr for gennem bøn og fredelig demonstration at protestere mod DAPL, The Dakota Access Pipeline, som skulle føre olie fra Bakkenfeltet i North Dakota til en terminal i Illinois, hvorfra skiferolien efter planerne vil blive transporteret videre via jernbane og eksisterende rørledninger.

Man var ikke protesters, men Water Protectors. Sioux-indianerne var imod, at man havde valgt en føring af rørledningen, så den dels ville skære tværs igennem en gammel Sioux begravelsesplads, dels skulle krydse Missouri-floden under Lake Oahe med risiko for at ødelægge Sioux-indianernes vandforsyning.

Gradvist har Sioux-indianerne vundet opbakning fra mere end 300 andre indianerstammer og en bred vifte af miljøorganisationer, så det skønnes, at der på det seneste har været op imod 10.000 mennesker i lejren. I dag forlyder det, at der er omkring 15.000 samlet i lejren.

Men demonstranterne er blevet mødt med alt andet end fredelige midler. I de seneste uger er mere end 300 mennesker blevet såret af politiets gummikugler, tåregas og peberspray samt brug af bidende hunde og vandkanoner, som i frostvejr er et ganske voldsomt middel. “Less lethal” har man kaldt virkemidlerne, uanset at en demonstrant har fået knust sin arm af en “ikke dødelig” granattype.

Det var blevet så brutalt, at en gruppe veteraner havde samlet ressourcer til at komme til Scared Stone for at beskytte de demonstrerende mod den eskalerende politivold. Alle frygtede, hvad der ville ske i dag, som fra myndighedsside var sat som sidste dag for at rømme lejren. Det så meget grimt ud udefra, politiet har ført sig frem med en brutalitet, som ingen steder hører hjemme, og som man ikke var sluppet af sted med overfor hvide amerikanere. Veteraner fra den amerikanske hær havde direkte samlet ind til at kunne etablere en beskyttelses”hær”, og i løbet af weekenden ankom omkring 2.000 veteraner fra den amerikanske hær for at beskytte de demonstrerende.

Der var således forud for 5. december som fra myndighedsside var sat som en sidste frist for at rydde lejren, lagt op til et episk ‘slag’ mellem brutaliserede politistyrker (som dog havde forpligtet sig til at deeskalere), pacifistiske (men insisterende) demonstrerende, og en fredsbevarende styrke af (ubevæbnede men kamptrænede) veteraner fra den amerikanske hær.

Området har allerede en tid været sneklædt, og der har været bekymring for de mange mennesker i lejren, hvoraf mange bore i tepee, når vejret i denne uge skulle blive endnu koldere, ned til -20°C. Men nu kan de mange demonstrerende drage hjem – i hvert fald for en tid. Mange synes dog så mistroiske overfor, at projektet ikke bare bliver presset igennem alligevel, at de er indstillet på at blive på stedet.

Læs mere »

Share

Trumps klimapolitik i støbeskeen

19. november 2016

Det amerikanske valg er afgjort, og Donald Trump er i disse dage ved at gøre klar til at kunne rykke ind i Det Hvide Hus 20. januar. Det er ikke så meget flyttekasser, det drejer sig om, som at finde bemandingen til de kommende fire års administration. For i USA er det præsidenten, som stiller med ministrene og en lang række af statsadministrationens topembedsmænd.

Det er også i denne fase, at han skal forberede en række policies, ikke mindst i forhold til det, han har lovet at ville gøre inden for de første hundrede dage som præsident. Det er et gyseligt attentat på den amerikanske multikulturelle velfærdsstat, som han har i tankerne. Jeg vil i dette blog-indlæg ikke komme ind på hele viften af uhyrligheder, men søge at klargøre, hvad han har i sinde på klima- og miljøområdet.

I løbet af valgkampen har han lovet, at han vil afvikle Paris-aftalen eller trække USA ud af den. Han har lovet at ville skrotte Obamas klimaindsats, herunder den Clean Power Plan, som var rygraden i Obamas klimaindsats, som hvis alt blev implementeret ville føre USA på kurs af en 26-28% CO2-reduktion i 2025 set i forhold til 2005.  Han har lovet at fjerne alle hindringer for den fossile udvinding og al støtte til vedvarende energi. Keystone XL-rørledningen, som endte med at blive opgivet efter fire års kamp, vil han søge at få igangsat, ligesom han har lovet af få gang i de amerikanske kulminer.

Vi ved endnu ikke hvor meget af dette, han ender med at søge at realisere. Han har allerede på en lang række områder trukket i land i forhold til nogle af de mere absurde projekter. Men Trump er begynder som politiker, så det vil i høj grad afhænge af de mennesker, som han knytter til sig i administrationen. Og det tegner ikke godt. Selvom de fleste udpegelser endnu ikke er faldet endeligt på plads, så peger kandidatlisten i retningen af, at de mennesker, som kommer til i de kommende fire år at tegne USAs klima- og energipolitik, er oliemilliardærer og klimafornægtere.

Selv hvis Trump søger at at effektuere hele dette program, så tyder meget på, at det ikke kommer til at gå sådan. For udviklingen i løbet af de seneste otte år under Obama er i USA nået dertil, at kullene er på vej ud, og at fracking-gassen og de vedvarende energikilder er billigere end kullene.

Læs mere »

Share

Den amerikanske valgkamps klimatavshed

20. oktober 2016

Der var tegn i sol og måne på, at det denne gang skulle blive anderledes, og at klimaudfordringen efter at have været helt fraværende i de amerikanske valgkampe i 2008 og 2012 ville få den plads, den fortjente, som den største udfordring til USAs og resten af verdens videre velfærd.

Bernie Sanders byggede sin kampagne op omkring klimaudfordringen og forbandt den fornemt med sociale, økonomiske og retfærdighedsmæssige aspekter. På den led var klimaudfordringen en tæt integreret del af hele problempakken – og løsningen deraf. Hillary Clinton ville ikke stå tilbage herfor, og præsenterede i løbet af primærvalgsprocessen en stadig skarpere klimaprofil. Nu blev det Hillary, som endte som demokraternes kandidat, men der havde været en så massiv opbakning bag klimaspørgsmålet, at den demokratiske valgplatform, som blev udarbejdet hen over sommeren 2016, ikke mindst på klimafronten endte med at blive den mest progressive og fremsynede nogensinde.

Meningsmålingerne viste, at de republikanske politikere, som i det store hele afviser klimaudfordringen eller henviser den til småtingsafdelingen, var mere enige med deres sponsorer fra de fossile energiselskaber end fra deres vælgere, som i en ganske betydelig grad havde forståelse for, at der må gøres noget for at imødegå klimaudfordringen. Samtidig har Obama i løbet af sin anden præsidentperiode gjort klimaspørgsmålet til det vigtigste indsatsområde med en række indsatser, som tilsammen har igangsat en klimaindsats på stort set alle områder. Og frem for at blive straffet for det, har Obama gradvist kunne iagttage voksende popularitetstal. På den baggrund var der lagt op til, at klimaspørgsmålet endelig i 2016 kom til at stå centralt.

Men så kom Trump. Hans reality-TV medieshow tog fusen på medierne og de øvrige republikanske præsidentkandidater, så han endte med at blive det republikanske partis præsidentkandidat, hvilket må overgå til historien som en af det moderne demokratis store gåder: Hvordan kunne en mand, som kan så lidt, som har et så formørket udsyn og et så usympatisk livssyn, nå så langt i den politiske proces.

Trumps klimavision kan koges ind til, at klimaudfordringen er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske industri. Hvis han kommer til magten, har han lovet at tilbagerulle hele den klimaindsats, Obama har igangsat, han har lovet igen at få gang i kulminerne og fjerne al støtte til omstilling. Han vil klimamæssigt set være en katastrofe.

Det er svært at finde noget spørgsmål, som skiller de to kampagner mere end klimaudfordringen og hvad man skal gøre derved. Endda har det ikke været taget op i en eneste af de tre præsidentdebatter, som har været afholdt forud for valget. Hvis man søger i den fulde transskription af den halvanden time lange debat i Las Vegas i nat, bruger Hillary ordet “‘climate’ en enkelt gang, mens ord som ‘solar’ og ‘wind’ ikke forekommer overhovedet, det uanset at Hillary har et ganske enestående program for at få alle amerikanere til at være energiproducenter ved at montere solcelleanlæg over alt, hvor der er mulighed for det.

Læs mere »

Share

Demokraternes konvent i Philadelphia

25. juli 2016

Oven på Det Republikanske Partis konvent i Cleveland i sidste uge, hvor Donald Trump blev nomineret til præsidentkandidat, er det i denne uge demokraternes tur med fire dage i Philadelphia nær det sted, hvor USAs forfatning i sin tid blev til. Det kommer oven på et langt primærvalg, som efter et tæt kapløb er endt med, at Bernie Sanders i forrige uge endorsed Hillary Clinton og dermed erkendt, at det bliver hende, som bliver demokraternes kandidat til at efterfølge Obama i Det Hvide Hus. Endda har Sanders ikke trukket sin kampagne, men har med betydelig succes søgt at påvirke forberedelserne af Det Demokratiske Partis politiske program for det kommende valg. Og jeg vil her i de kommende dage følge udviklingen med særligt fokus på klimapolitikken.

I et indimellem næsten desperat forsøg på at appellere til Bernie Sanders’ vælgere har Hillary i løbet af valgkampen gjort stadig flere af Bernies klimasynspunkter til sine. Først et nej til Keystone XL, så et nej til arktisk olieeftersøgning. Skridt for skridt har hun tilegnet sig betydelige dele af Sanders’ klimaagenda.

Denne proces er forsat i de seneste ugers arbejde med at forberede det valgprogram, som skal vedtages i denne uge. Hvor den demokratiske klimapolitik den tidlige fase af det demokratiske primærvalg er belyst i løbende opdateringer af blog-indlægget Hillarys klima, da er den videre udvikling i selve primærvalgsprocessen og den efterfølgende forberedelse af demokraternes valgprogram belyst i blog-indlægget Bernies klima. Klimapolitisk set er der stadig uenigheder omkring fracking, men alt tyder lige nu på, at Demokraterne i løbet af denne uge vedtager et særdeles progressivt program, hvor klimaindsatsen bliver håndteret med den nødvendige urgency. Således kom der i seneste forberedelsesrunde en passus om, at samtlige policy-initiativer på alle områder fremover skal klimagranskes og ikke må være hindrende for omstillingsprocessen.

Efter det republikanske reality show i Cleveland har det givet været en ambition at få demokraternes konvent til at fremstå som enigt, værdigt og politisk visionært. Men sent fredag blev der detoneret en bombe: Via Julian Assange og WikiLeaks blev der frigivet 19.252 e-mails, som er hacket fra Det Demokratiske Partis mailserver. Disse mails stiller Det Demokratiske Partis ledelse i et endog meget problematisk lys. For her bliver det, som Sanders-kampagnen hele vejen igennem har hævdet, uafviseligt klart, at partiledelsen ikke har set det som sin opgave at sikre en fair demokratisk proces, men tværtimod i det skjulte har søgt at favorisere Clintons kampagne og bagtale Sanders’. Det er ny benzin på et bål, som ellers var lige ved at være brændt ud. og det vil givet gøre det endnu vanskeligere for en del af Bernies folk at slutte op om Hillary.

Gateway Pundits har lavet en liste med links til nogle af de mere betændte mails, som nu ligger på WikiLeaks. (link)

Læs mere »

Share

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share