Indlæg tagged med Ole Jensen

Undren på Jensensk

16. maj 2011

Hvad er det med den natur? Hvornår mærker vi den umiskendeligt og uden tvivl? – som ramme og ophav for vort liv.

Hvornår anes naturen som noget, vi er indfældet i og ikke blot som noget, vi kan gå ud i når vi vil forkæle os selv lidt, rekreere, nyde det grønne, det blå og alle de andre farver? Er ét tidspunkt netop dér, hvor den højgravide kvinde ved, at der ingen vej er uden om den forestående fødsel, ved, at den proces kan ikke skrues tilbage, at den kører helt af sig selv, er uden for egen vilje? Ligesom døden.

Kán vi overhovedet mærke naturen som rammebetingelse for vores liv?

Er det sådan, at vi som mennesker er så forblændede?

af vores kulturskabende evner
af vores resultater
af vores forskning
af vores teknologi
af vores produkter
af vores velstand

Så forblændede, at vi overser:

at før alle vores kulturfrembringelser, hen over hovedet på os, er der en tilværelse og en naturverden, som vi mennesker ikke har lavet? Og hvad er vi – mennesker – i øvrigt uden den?

Har vi glemt? – i vores iver efter

at skabe nyt
at opfinde
at sætte i værk
at producere
at bruge / forbruge
at se fremad
at komme videre

Har vi glemt at undres over og at ære og agte Naturen?

Ole Jensen har skrevet en spændende bog, ”På kant med klodens klima”, om dette tema. Den er let at læse og handler om vores syn på naturen… “det billige skidt”, som der var én, der skrev engang! Bogen er udgivet på forlaget ANIS tidligere i år og postulerer, at uden et ændret syn på og opfattelse af naturen, så nytter al klimakamp ikke noget. En bæredygtig fremtid til glæde for de kommende generationer skabes ikke kun med afsæt i den logiske slutning, at den globale opvarmning vil ødelægge livsbetingelserne for os selv, men må også funderes i respekt for alt det andet, der også lever på jorden og som vi som mennesker krænker igen og igen med den omsiggribende artsudryddelse, vi er ansvarlige for. Ole Jensen spørger i sin bog, om vi har glemt at undres over og at ære og agte naturen?

I Japan fejrer man kirsebærtræernes blomstring. Det hedder Sakura, se evt. tidligere blog-indlæg: Sakura.

Kan man forestille sig Sakura taget op her hos os? Kunne det blive til en tradition sådan stille at sætte sig ud til et af kvarterets nyligt udsprungne træer, sammen eller alene, og lade sig fylde af undren, ærefrygt og agtelse for det, der folder sig ud – helt uden vores hjælp og på smukkeste vis?

Indlæg ved Hanne Christensen.

Share