19. april 2009 arkiv

Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel

19. april 2009

Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.

Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.

Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.

For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ’sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?

Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”

Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.

Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.

Læs mere »

Share