Indlæg tagged med Martin Lidegaard

Folkeafstemning om Yasuní afvist

9. maj 2014

Den folkeafstemning, som der var lagt op til om bevarelsen af Yasuní, nu blevet afvist af de ecuadorianske myndigheder. Om det sker på et rimeligt grundlag, kan i høj grad betvivles, for et meget stort antal underskrifter synes afvist på et meget spinkelt grundlag, men spørgsmålet er lige nu, hvem som kan fastholde dette spørgsmål?

Dermed står Yasuní, en af verdens umistelige naturrigdomme, til at blive slagtet – og vekslet til kortfristet oliegevinst i en situation, hvor vi ved at op imod 80% af alle oliereserver må forblive ubrugte, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets beslutning om at holde den globale temperatur stigning under 2 grader. Så det er absurd, hvis verdenssamfundet blot lader dette ske.

Der har været rejst voldsom kritik af, hvordan underskrift-optællingen er foregået, og måske det kan lykkes at få gentalt stemmerne. Men selv hvis det lykkes at få en folkeafstemning, er det langt fra givet, at afstemningsresultatet bliver en fuld bevarelse af Yasuní – eller at afgørelsen, hvis den falder ud til fordel for bevarelse af Yasuní, vil blive respekteret af præsident Correa, som allerede synes at være langt i afhændelsen af rettighederne til de store olieforekomster under Yasuní.

I den ecuadorianske forfatning er der indskrevet en passus om Pachamama og moder naturs rettigheder, og mange ville mene, at det var i en situation som denne, at en sådan passus måtte træde i kraft. For det er klodens måske mest biodiverse område, som står for at blive ødelagt.

Samtidig er Yasuní hjemsted for nogle af de sidste ukontaktede naturfolk i verden – alene dette burde folkeretsligt være nok til at holde olieeftersøgningen ude af Yasuní, men igen og igen har man i hele Amazon-bækkenet set, hvordan de oprindelige folkeslags rettigheder taber overfor skovhuggernes og soyaproducenternes fremmarch.

Der er således en række ansatser til muligheder for at bremse slagtningen af Yasuní, men alle kræver de massive markeringer fra verdenssamfundet.

Og vi nærmer os igen det spørgsmål, som ingen politisk ønsker at forholde sig til, om verdenssamfundet må træde ind med kompensation for at bede nationer og samfund om at undlade at udnytte fossile reserver, om denne kompensation skal betales af dem som får lov at udlede, og om den også kan opkræves bagurdrettet som en afgift af alle de fossiler, vi allerede har gravet op?

Hvor det kan virke rimeligt, at et fattigt land som Ecuador får en form for kompensation for at bevare Yasuní og afstå fra at udvinde områdets olierigdomme, så virker det omvendt ikke rimeligt, hvis et rigt land som Canada skal have kompensation for at lade al sin tar sand blive liggende under Albertas skove. Og rige lande som USA og Danmark og de arabiske oliestater derimod burde øjeblikkeligt blive pålagt at indstille al yderligere udvinding, da vi/de allerede har pumpet langt mere end vores rimelige andel af fossiler op af undergrunden.

Så der er al mulig grund til at se udfordringen fra Yasuní i øjnene.

Spørgsmålet er: Kan Yasuní blive det nye Keystone XL ?

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 23. november – slutspillet

23. november 2013

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

Share

COP18 noter XII – emission gap, ambition gap, perception gap

8. december 2012

Lø. 08.12. – Vores klimaminister Martin Lidegaard, som varetager forhandlingerne for EU i ADP-sporet, skrev tidligt i morges på Facebook: “To timers søvn, to kopper kaffe og to paragraffer, der skal forsvares. Forhandler den fremadrettede aftale på vegne af EU. Lidt for spændende….”

Det er endnu ikke endeligt vedtaget, men Lidegaard arbejder intenst på at få en aftale på plads igennem om en klimaindsats frem til 2020, hvor den store globale aftale skal iværksættes, som gør, at håbet om 2ºC ikke går tabt i de mellemliggende år. Foreløbig er EU og AOSIS-landene bag, og i Deadline i går aftes lød han stadig optimistisk, at det ville lykkes at få igennem.

De fire tekster, som lige er til forhandling – stadier pr. 9:20 Doha time – er tilgængelige her:
- Kyoto Protocol extension
Durban Platform, 2015 agreement
LCA
Finance (Friday, 12:17)

Uenighederne synes lige nu at samle sig om to spørgsmål – ikke nødvendigvis de største i et større perspektiv, men dem som i slutspillet har skabt mest konflikt. Dels er det spørgsmålet om ‘hot air’, som efter at det syntes løst i går aftes igen dukkede op, da en række østeuropæiske lande ikke ville goutere formuleringen i det fremlagte udkast til aftalen om Kyoto-aftalens fortsættelse. Dels er det spørgsmålet om erstatning for tab i forbindelse med naturkatastrofer i de fattigste lande udløst af klimaforandringer, hvor AOSIS-landene er desperate over USAs totalt ansvarsforflygtigende attitude.

Læs mere »

Share

COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger

7. december 2012

Fre. 07.12. – har været ude af byen hele dagen og prøver på her at skrive mig ind på dagens hændelser. I aftenens TV-avis blev det blot lakonisk konstateret, at COP18 i Doha var endt uden resultat – og at Kyoto-aftalen ikke var blevet forlænget!

Men i Doha forhandles der stadig, selvom klokken i Doha har passeret midnat. Martin Lidegaard skrev her til aften, at “forhandlingerne går ind i den afsluttende fase ved midnat. Danmarks forslag om at gå efter at lukke hullet til de to grader i 2014 lever stadig! Nu støttet af EU, de fattigste ulande, østaterne, USA m.fl. Men der er stadig lang vej igen, og intet er givet.”

Her kl. 22.50 dansk tid er forhandlingerne netop blevet indstillet, for at konferencens præsident kan rådføre sig med de rådgivende ministre (dem som har haft ansvaret for at søge at sammenfatte hver af konferencens spor), og for at de mange delegerede har tid til en bid mad inden mødet bliver genoptaget kl. 2 midnat lokal tid. Så der arbejdets tilsyneladende på højtryk for at komme til en eller anden grad af afklaring. En række ministre har udskudt hjemrejsen til i morgen aften, og Dohas shuttle-busser har forlænget deres køreplan til i morgen kl. 22, så det ser ud til, at man prøver at give forhandlingerne endnu et døgn.

De videre forhandlinger kan følges herfra fra kl. 00 midnat dansk tid.

Ved tretiden skriver Martin Lidegaard igen: “Forhandlinger i Doha afbrudt og genoptages i morgen tidlig – hvad det sådan set allerede er… Trætte forhandlere, kold kaffe og alt for mange firkantede parenteser. Det bliver ikke let, når vi mødes igen om små fire timer.”

Og UNFCCC skriver på Facebook: “Informal plenary to start at 7:30 a.m. Saturday, in Plenary 1: (Presentation of outcomes and next steps towards closure) Get some sleep everybody!!”

Læs mere »

Share

COP18 noter X – finansiering, sod og metan

6. december 2012

To. 06.12. - I går blev ADP-forhandlingerne – det spor som handler om den globale klimaaftale, som blev besluttet i Durban – på et tidspunkt begæret standset. Connie Hedegaard antydede på en pressekonference i går, at det kunne være på grund af at de mindre forhandlingsdelegationer kunne have svært ved at følge med, når der blev forhandlet samtidigt i syv forskellige spor. Men det fremgår nu, at det var Kina, som begærede timeout. Skal det tolkes positivt, så tyder det på, at man faktisk er inde at have alvorligt fat om de svære spørgsmål.

Der har i de seneste dage været meget murren i krogene over manglende finansiering at klimaindsatsen i de fattigste lande. I dag rundsendte EU et notat om den finansielle støtte fra EU i 2013 og frem.  Bidrag fra EUs fælles budget plus bidrag fra individuelle lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige løber i alt op til 6,85 mia. euro, samtidig med at der skulle være mere på vej. Så selvom det langt fra lukker alle huller, er det mere end de foregående år. Connie Hedegaard erkendte på en pressekonference i går, at det ikke var tilstrækkeligt, og at der skulle private bidrag ind over.

De fattigste lande vil meget gerne have fuld klarhed over disse midler år for år frem til år 2020, også så man kan planlægge med dem, men økonomien i donorlandene er skrantende, og det er svært at lave den slags faste tilsagn så mange år forud.

Det har fra alle sider været sagt igen og igen, at det er denne finansiering (plus fortsættelsen af Kyoto-aftalen), som er afgørende for, at der kommer en global aftale. Rammeaftalen er, at de årlige overførsler frem mod år 2020 skal vokse til 100 mia. $ pr. år (hvilket sikkert er alt for lidt). Og det er igen og igen blevet påpeget, hvor urimeligt, der er, at det er så svært at finde de penge, når man uden videre finder 83 mia. $ til en genopretningsfond efter orkanen Sandy.

Filippinerne har været hårdt ramt – senest med orkanen Bopha, som har krævet mere end 300 døde. Det er anslået, at klimaforandringsrelaterede naturkatastrofer i dag koster 5% af landets bruttonationalprodukt. Da landets ledende forhandler Naderev Saño læste sit indlæg op, gik han i stå midtvejs og tårerne vældede ud af øjnene (se video). Jeg spørger jer alle: hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvor? Hvis ikke her, så hvor? Han fik med en utrolig intensitet sagt, please: ikke flere forsinkelser, ikke flere undskyldninger.

Læs mere »

Share

COP18 noter VII – Kyoto-aftalen og Danmark som klimaduks

3. december 2012

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO2-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Læs mere »

Share

Klimaindsatsen på to ben

22. oktober 2012

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Læs mere »

Share

Martin Lidegaard: Knald eller fald

31. juli 2012

I gårsdagens Information havde Kim Christensen et særdeles læseværdigt interview med klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, som kredser om den klimadagsorden, som er som forsvundet.

I Lidegaards perspektiv er det vor tids største udfordring – og uomgængeligt vigtigt, at vi kommer ud over den håbløshed og fornægtelse, som følger af dommedags-scenarierne (og af problemernes kolossale omfang), og får dekonstrueret og rekonstrueret situationen dertil, at vi konstruktivt løser problemerne.

Jeg vil ikke her referere interviewet, som fortjener at blive læst i sin helhed, men blot konkludere, at det er dybt beskæmmende, at klima- og bæredygtighedsproblematikken ikke har fået mere plads i den nuværende regerings arbejde og profilering, og slutte med Lidegaards afrundende kommentar i interviewet:

“‘Der udspiller sig for øjeblikket en diskussion om, hvorvidt vækst er problemet – eller løsningen. For mig er det indiskutabelt, at den form for økonomisk vækst, vi har haft de seneste 50 år, ikke kan fortsætte. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Af den enkelte grund at der ikke er ressourcer eller råstoffer nok,’ siger Martin Lidegaard og fortsætter: ‘Men hvis man med vækst forstår økonomisk udvikling, så kan jeg ikke se, at vi kan undvære denne udvikling. Vi har brug for teknologiudvikling. Vi har brug for forandring. Men når jeg tænker grøn vækst, så tænker jeg betydelig mindre materiel vækst. Og langt mere kvalitativt vækst med fokus på service, kultur og den slags ting, som ikke har et naturressourceforbrug’.”¹

indlæg oprettet af Jens Hvass

Se tidligere blog-indlæg: Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko og Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel.

Kim Christensen: ‘Jeg tror, det her er knald eller fald for fremtidige generationer’, Information 30.07.2012.¹

 

Share

Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko

29. december 2011

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2ºC, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6ºC.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6ºC vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Obama genvinder magten i både senat og kongres, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Share

Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel

19. april 2009

Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.

Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.

Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.

For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ‘sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?

Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”

Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.

Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.

Læs mere »

Share