Videnskabelighedens veje og afveje

17. februar 2010

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte. Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Ofte er debatspalterne efter klima-artikler bedrøvelige slagmarker af mudderkastninger, eder og ukvemsord. For eksempel i The Guardian er nogle gange op imod halvdelen af indlæggene fjernet, og når man ser den infamitet, som får lov at blive, undrer man sig over, hvad der dog kunne stå i det, der er blevet slettet. Men lige præcis efter Sneboldeffekten er debatsporet den perfekte illustration af den skingre absurditet og double standard, som lægges for dagen fra klimafornægternes side.

Blandt andet Kåre Fog har her en tankevækkende respons: “Lomborg (og de fleste klimaskeptikere) har en strategi der hedder, at de pure benægter fejl og manipulationer, uanset hvor meget de står med ryggen mod muren. Nå de ikke indrømmer en fejl, eksisterer fejlen ikke i mediernes optik. Der er ikke nogen skandale at skrive om – kun påstand-mod-påstand. Medierne kan skrive om at der er en kontrovers, men ikke om at der er en skandale. De pæne klimaforskere, derimod, indrømmer brødebetynget, hvis de har begået en fejl eller to. Dermed har medierne fået en ’skandale’, og den presser de alt blod ud af til sidste blodsdråbe.”

George Monbiot og The Guardian indstiftede i 2008 The Christopher Booker price for den klimafornægter, som formåede at fremsige flest usandheder på klortest tid. For få uger siden blev denne pris igen uddelt. Årets vinder, John Tomlinson, formåede i en artikel i det amerikanske Flint Journal at distancere selv de mest garvede. Ifølge Monbiot nåede han i første forsøg 18 fejl på blot 486 ord, eller én for hver 26 ord. I en efterfølgende klumme nåede han op på en klimarelateret fejl for hver 21 ord. Og Tomlinson forbliver uovergået, for det har ifølge Monbiot været så ulideligt at researche til prisuddelingen, at den ikke vil blive uddelt mere.²

Men hvor er samme kobbel af blodhunde henne, når der afsløres videnskabeligt svindel på andre områder. For eksempel blev det for nylig klart, at Dr. Scott Reuben, leder af smerteafdelingen på Baystate Medical Center i Massachusetts igennem 13 år, systematisk har fabrikeret falske forskningsresultater. Mindst 21 artikler bygger på rent fiktive data, og alene det peer reviewede tidsskrift Anesthesia & Analgesia har måttet tilbagekalde 10 artikler. Der er ikke tale om små afrundingsfejl, nej, han har simpelthen opfundet falske datasæt om double blind placebo-undersøgelser af produkter fra medicinalgiganten Pfizers, som til gengæld har honoreret ham fyrsteligt.³

En søgning på Google giver ikke en eneste omtale heraf i danske medier. Og ingen er fremme med kravet om at nedlægge medicinalindustrien eller påstande om at vi ikke er syge mere. Til gengæld har vi næsten daglig dækning af Climategate, Himalayagate, Pachaurigate og NOAAgate – hver især videnskabeligt set ubetydelige skønhedsfejl, hvis dækning giver anledning til kilometervis af spalteplads for videnskabeligt set totalt underlødige synspunkter fra klimaskeptikernes side. I en tid, hvor Verden tager tilløb til at sætte en pris på CO2-udledninger, er der uhyggeligt mange, som har interesse i at fastholde tvivlen – også bare som journalistisk greb. Og man kunne ønske sig, at medierne forholdt sig langt klarere til, hvilke usandheder de dagligt lægger spalteplads til.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jørgen Steen Nielsen: Sneboldeffekten, (leder) Information 15.02.2010.¹

George Monbiot: Winner of climate change denial’s premier award revealed, The Guardian 21.01.2010.²

George Monbiot: The Christopher Booker prize: our man in Michigan, The Guardian 21.01.2010.²

George Monbiot: John Tomlinson beats his own record for climate denial nonsense, The Guardian 21.01.2010.²

Lee Howard: Former Pfizer representative charged with health care fraud, The Day 15.01.2010.³

Kristie Borges: Doc Accused of Faking Celebrex Study, The Day 15.01.2010.³

Se også

Rolf Ask Clausen:Klimadebatten: Tid til afkøling, (leder) Ingeniøren 19.02.2010.

Jeffrey Sachs: Climate sceptics are recycled critics of controls on tobacco and acid rain, The Guardian 19.02.2010.

Ben Block: Covering Climate Change, World Watch magazine, marts-april 2010.

Share