24. juni 2012 arkiv

Rio+20 – reaktioner og konklusioner

24. juni 2012

tegning fra Politiken 26.06.2012

Rio+20 er ovre. Arrangørerne er tilfredse med resultatet – det skal de jo være, selvom Ban Ki-moon på sin stilfærdige måde igen og igen har markeret, at dette her overhovedet ikke er godt nok. Men ellers er alle enige om, at det har været et skuffende resultat, og at politikerne har skuffet fælt. De havde hverken penge eller mandat eller mandsmod til at lave en aftale med klare direktiver for det forestående omstillingsarbejde, og er endt med at vedtage et dokument, som er fyldt til randen med uforpligtende intentioner, men stort set blottet for bindende beslutninger. Så alle kan gå hjem og fortsætte som hidtil.

Visionerne, målsætningerne, den videnskabelige understegning af nødvendigheden af en hurtig indsats og de omstillingsparate virksomheder var der, men de brasilianske værter tvang med hård hånd et dokument igennem, hvor alle konkrete mål og forpligtelser var fjernet eller modificeret til uforpligtende hensigtserklæringer. Med erfaringerne fra klimaforhandlingerne i København og Durban plus det forhold, at man efter mange lange forhandlingsrunder siden januar kun var kommet til fuld enighed om lige godt en fjerdedel af af aftalen, gjorde, at de brasilianske værter i ellevte time producerede et mindste fællesnævners dokument.

Selvom slutdokumentet således set med planetare briller er en katastrofe, så er der sket gode ting på topmødet. En efter en tager byer, virksomheder og NGOer konsekvente skridt videre. Og når man hører sig omkring på Rio+20, så sker der ganske meget i de enkelte lande. Men når det kommer til det internationale niveau, som må skabe rammevilkårene og den nødvendige finansiering og teknologioverførsel, som gør, at alle verdens byer og virksomheder lægger ind på en ny kurs, så er tingene uendeligt modstræbende. For ja, det er fantastisk at Microsoft nu vil være CO2-neutral, men ja vi behøver rammevilkår, som løfter alle virksomhed ud af deres fossile afhængighed, og som gør det selvindlysende at være CO2-neutral og at skabe bæredygtige produkter.

Her er Per Marquard Otzens tegning fra Politiken forstemmende præcis: Med al den viden vi har om hvor galt det er fat og hvor hurtigt der skal handlse, formår politikerne at komme til det resultat, at de intet behøver at foretage sig.

Hvor der ikke synes at skulle mange overvejelser til at finde 100 mia. euro frem til endnu en EU euro-redningspakke, så er der lige nu simpelthen ikke den tilstrækkelige vilje til at investere mere systematisk i den globale omlægning, som skal til. Man fristes til at sige, at de 100 mia. euro er smidt ud af vinduet – på linje med de andre redningspakker vi har set de seneste år. Og at søge at klemme endnu en håndfuld lande i Sydeuropa op i højere økonomisk gear med mere produktion, mere omsætning og forbrug, er i modstrid med den planetare situation. Både diagnose og behandling er underligt ude af trit med det forhold, at vi er kommet i grundlæggende konflikt med vores naturgrundlag. Det er på den led nærmest et sundhedstegn, at det går dårligt for de rige lande – lykkeligt, at ikke også de formår at holde 5-7-10% vækstrater. Efter års overforbrug burde de være i minusvækst, og vi burde være glade for at skrumpe. Eller – hvis det lyder for dystopisk – så må vi skabe en immateriel økonomi, hvor vores stadig flere penge ikke som nu forudsætter og modsvarer endeløse ressourcestrømme.

Hvorfor bliver disse gigantiske hjælpepakker ikke bundet sammen med klima- og bæredygtighedsindsatsen og givet i et stærkt klima- og  bæredygtighedsperspektiv?

Læs mere »

Share