21. august 2012 arkiv

Biodiversitet I – den panamanske guldfrø

21. august 2012

Ifølge nye opgørelser fra IUCN, som blev fremlagt på Rio+20 i juni, er 31% af verdens biodiversitet i dag truet. Således vil i titusindvis af arter vil inden for en overskuelig årrække forsvinde fra jordens overflade. Det er et svært placerbart problem for de fleste – inklusive mig selv – og jeg har derfor fået den stadig lidt uklare idé i den kommende tid at finde små eksempler på, hvordan den enestående mangfoldighed, som naturen med sin langsommelige skaberkraft har udviklet gennem tiderne, hastigt fortrænges af den kloden rundt stadig mere dominerende art, Homo consumens, som forskerne lige nu mest hælder til at indplacere som en kritisk fejlmutering af Homo sapiens (en bevidsthedsbrist, som endnu ikke er fuldt forstået).

Tag nu for eksempel denne lille panamanske guldfrø, Atelopus zeteki. Jeg blev helt øm om hjertet, at der også var blevet plads til at udvikle en sådan skabning. Lige det med pladsen kniber det da også alvorligt med, så guldfrøen er nu at finde på IUCNs rødliste over critically endangered species. Dens naturlige levevilkår er stort set forsvundet, og det regnes nu for usandsynligt, at den stadig findes i vild form. Men den overlever i zoologiske haver, og man har med held kunnet formere den i fangenskab. Panama har nu erklæret 14. august for Golden Frog Day – den lille guldfrø bliver i Panama regnet som et lykkesymbol – hvilket må regnes som den lille frøs held, for det giver en chance for, at landet for sin egen lykkes skyld etablerer naturreservater, hvor den kan genudsættes.

Andre arter er mindre heldige, og med det kulturtryk, vi har fået lagt ud over hele kloden, er vi med stor sandsynlighed i fuld gang med at udrydde arter, vi aldrig nåede at kende.

Det skal siges, at det ikke kun er den moderne civilisations annektion og forstyrrelser af stadig større dele af landskaberne, som er skyld i guldfrøens forsvinden. En alvorlig svampesygdom, Chytridiomycosis, som rammer padder, bredte sig fra sidst i 1980erne over Mellemamerika og truer i dag padder i store dele af det tropiske område. Chytridiomycosis gjorde det af med  guldfrøerne – sidste gang den blev observeret i naturen, var i 2009.

The week in wildlife – in pictures, The Guardian 17.08.2012.

Jessica Aldred: The final wave of the Panamanian golden frog, The Guardian 03.09.2012.

 

Share