Indlæg tagged med Japan

Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen

31. juli 2015

Fra venstre mod højre Tsunehisa Katsumata, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, hhv. formand og visepræsidenter for TEPCO i marts 2011, da Fukushuima-katastrofen begyndte.

To gange tidligere har de japanske domstole afvist, at der kunne blive tale om at gøre TEPCOs ledelse ansvarlig for den tredobbelte reaktornedsmeltning som fulgte i kølvandet på den tsunami, som 11. marts 2011 ramte Fukushimas kyst og på få øjeblikke lammede reaktorkølingen ved Fukushima Daiichi-værket. De to nyeste af værkets seks reaktorer lukkede planmæssigt ned, men i de efterfølgende døgn viste det sig, at sikkerhedsforanstaltningerne var helt utilstrækkelige til det opståede scenario, så processen løb løbsk i tre af de fire reaktorer med reaktornedsmeltninger til følge. Reaktor 4 var på ulykkestidspunktet standset for udskiftning af brændselslegemer, så her begrænsede skaderne sig til, at den omgivende bygning eksploderede som følge af indsivende gas fra Reaktor 3.

Men i dag nåede et borger(lægmands)panel under det japanske retssystem (Tokyo No. 5 Committee for the Inquest of Prosecution) frem til at anbefale, at der anlægges sag mod TEPCOs øverste ledelse for “professional negligence resulting in death and injury.” Det drejer sig ud over TEPCOs formand på katastrofetidspunktet Tsunehisa Katsumata, om TEPCOs to vicepræsidenter, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, som ifølge panelet “failed to take pre-emptive measures knowing the risk of a major tsunami.”

Det har i den brede befolkning været meget svært at forstå, at der ikke kunne hæftes noget ansvar på en så alvorlig ‘forbrydelse’, ikke mindst på baggrund af, at TEPCO i årene forud havde erkendt og lavet simulering, som viste, at værket var utilstrækkeligt sikret mod en tsunami som den som ramte kysten 11. marts 2011, og at en katastrofe kunne udfolde sig. Alligevel valgte man ikke at handle. Den ledelse, som tog sit sikkerhedsansvar alvorligt, ville på baggrund af de opstillede scenarier have forhøjet tsunami-beskyttelsen. Og hvis man ville lave flere undersøgelser af, hvor meget, digerne skulle forhøjes, inden man gjorde det, kunne man i det mindste have sikret sig, at nødstrømsforsyningen, som skulle sikre kølingen i katastrofesituationer, ikke var placeret i kælderen, hvor den nu blev oversvømmet. Eller at man havde haft en backup strømforsyning at kunne trække på i sikker afstand fra tsunamiens vandmasser.

Nu fangede tsunamien værket på det helt forkerte ben. Allerede fra første minut var man helt uden for de sikkerhedsrutiner, man havde opstillet. Selvom man havde indset, at en katastrofe som den som skete, kunne ske, havde man overhovedet ikke taget de nødvendige forholdsregler, selvom det havde været relativt enkelt at gøre. TEPCO har da også haft ganske travlt med at karakterisere det skete som en naturkatastrofe, hvor omvendt den måske klareste konklusion fra en af de tre store undersøgelser, som blev iværksat i månederne efter, konkluderede, at katastrofen var “made in Japan”, at den var menneskeskabt og kunne  – og burde – være undgået. Det er her, retssagen nu vil sætte ind.

Reiji Yoshida skriver i Japan Times (31.07.), at:

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

18. juli 2015

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO2-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO2-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Læs mere »

Share

Japansk reaktorgenstart i sigte

7. juli 2015

Protester foran Sendai-værket på Kyushu i dag i anledning af, at genstartsprocessen nu er så langt, at 157 nye brændselslegemer er ved at blive indsat i reaktoren. Herefter skal der køres en lang serie af sikkerhedscheck, så den første reaktor forventes opstartet i første halvdel af august for herefter i løbet af et par døgn at kunne levere strøm til det japanske elnet. Den anden af de de to godkendte reaktorer ved Sendai-værket forventes at være i gang fra midt i oktober.

Det har været en lang og slynget vej for den japanske A-kraft siden Fukushima-katastrofen, og en lang tid lignede det, at den ville blive lukket helt ned, for diskussionen gik mest på, hvor hurtigt man ville kunne udfase den – bortset fra de ganske mange, som helst så, at reaktorerne aldrig nogensinde kom igang igen. Men så valgte man i slutningen af 2012 en anden regering. Og til trods for at dens leder, nu premierminister Shinzo Abe i valgkampen lovede at nedbringe den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, har man gradvist – i den første tid på listesko – talt stadig mere åbent og direkte om nødvendigheden af at få de japanske reaktorer i gang igen.

Senest har man som del af indberetningen til FN af de japanske klimamålsætninger måttet offentliggøre en form for energiplan, som ud over klimamæssigt at være pinagtigt lav, forudsætter, at den japanske atomkraft i 2030 producerer 20-22% af energien, mens den vedvarende energi ‘kun’ skal dække 22-24%. Det vil kræve et næsten umenneskeligt pres for at få A-kraften igennem i et land, som helst så den pakket ned for evigt, og det vil kræve systematisk chikane af den vedvarende energi, hvor der ligger realiseringsklare projekter til den store energirevolution, hvis blot man ville give den lov. Og det er lige præcis situationen i dagens Japan, de vedvarende kilder holdes nede, mens A-kraften forceres frem på trods af alt.

Med nedsmeltningen af tre reaktorer ved Fukushima-værket blev hele den hidtidige sikkerheds- og forvaltningsstruktur omkring den japanske A-kraft skrottet og etableret forfra, og der blev defineret et nyt sæt sikkerhedsregler, som skulle kunne genskabe sikkerheden til A-kraften. Disse regler var på plads i sommeren 2012, men behandlingstiden har været overraskende lang. Der er tale om i titusindvis af dokumenter, og forsyningsselskaberne har tydeligvis ikke været vant til i den grad at skulle kunne redegøre for alt. Så endelig i september 2014 fik de første to reaktorer deres godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA.

Selv derefter skulle der tilvejebringes yderligere dokumentation, og der skulle ikke mindst indhentes lokal accept af genstarten, dels på værtskommuneniveau, dels på amtsniveau. Det har der nu været overraskende få problemer med i denne situation, og man har givet valgt Sendai-reaktorerne fordi man her trods den anspændte situation omkring A-kraften kunne regne med at det lokalpoltiske ikke ville udgøre nogen uoverkommelig barriere, hvilket langt fra er tilfældet i andre dele af Japan.

Der har da også været protesteret foran Sendai-reaktorerne, borgergrupper har anlagt retssager med forsøg på at bremse genstarterne, men ikke mere end hvad der har kunnet imødegås med en lidt tålmodig fast hånd. Men i løbet af de kommende fire dage vil de 157 brændselslegemer være på plads, og efter fire år med stort set ingen A-kraft i el-nettet, ser det nu ud til at de første to reaktorer kommer i gang i løbet af august måned. I hvert fald synes der ikke mere at være noget administrativt-politisk-juridisk træk, som vil kunne skabe yderligere forsinkelser af genstarten af de første to reaktorer, som er godkendt på baggrund af den nye sikkerhedsinstans NRAs regler efter Fukushima.

Før Fukushima-katastrofen havde Japan 54 reaktorer og flere på vej. Ingen ved endnu, hvor mange, der kommer i gang igen. For ved de fleste andre reaktorer er det politiske spil omkring genstarterne langt mere anspændt. For nylig spurgte jeg en god ven, som bor lige uden for det evakuerede område omkring Fukushima og efterfølgende flyttede sin familie til den anden ende af landet, om hvor mange af de 54 reaktorer, han forventede  kom i gang igen. Han tænkte sig lidt om og sagde så to måske tre – og så efter en lang pause måske yderligere et par stykker.

Læs mere »

Share

G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer

8. juni 2015

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO2-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af senat og kongres, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO2-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

Share

Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui

19. maj 2015

De to reaktorer ved Takahama-værket, som har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse, men som en domstol ved Fukui nu har påbudt ejeren KEPCO ikke at genstarte. 

Presset fra industri og regering for at få genstartet de japanske reaktorer, som alle står inaktive efter at de en for en blev lukket ned i skyggen af Fukushima-katastrofen, har i de seneste to år ændret karakter fra at være diskrete markeringer til et utilsløret og massivt politisk pres bakket op af en systematisk trynen af kritiske røster og en stadig understregning af den økonomiske nødvendighed, hvis den japanske økonomi igen skal komme på fode. Selvom modstanden i befolkningen mod genstarterne er stadig massiv, er de store ugentlige flamboyante demonstrationer mod A-kraften for længst klinget af. På den baggrund er det ganske overraskende og på alle leder et personligt nederlag for premierminister Abe, som har investeret al sin politiske kapital i genstarterne – at det endnu ikke er lykkedes at få en eneste reaktor i gang igen.

I dag fik den femte reaktor godkendelse fra NRA, den sikkerhedskommission, som blev etableret efter Fukushima for at etablere ikke bare nye sikkerhedsforskrifter, men også om muligt en ny sikkerhedskultur. Det drejer sig om en reaktor ved Genkai-værket på Kyushu. Efterfølgende skal der indhentes lokal accept, så man regner først med at den ommer i gang allersidst på året. Selv de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som i juli 2014 var de første til at opnå NRAs godkendelse, er endnu ikke kommet i gang. Man har her opnået den lokale accept af genstarten, men det forventes endda, at reaktorerne tidligst kommer i gang ud på sommeren. På Kyushu og Shikoku kan man endda tage den lokale accept for nogenlunde givet, men mange andre steder er der meldt helt klart ud, at selv med NRAs sikkerhedsgodkendelse kommer der ikke lokalt samtykke til genstarterne. Det gælder for eksempel i Niigata Amt, hvor TEPCO, som står for det havarerede Fukushima Daiichi-værk har måttet lægge alle sine forhåbninger om genstarter i Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største.

Fukui-kysten er ofte kaldet “the nuclear alley”, for her ligger med kort afstand reaktor efter reaktor, i alt 13 af Japans tilbageværende 48 reaktorer. Her er situationen den, at de små lokalsamfund, hvis hele eksistens er afhængig af værkernes videreførelse, er meget opsatte på igen at få gang i reaktorerne, mens dem som bor bare lidt længere væk, meget gerne var fri. For de har risikoen for at få landskaber og vandforsyning strålingsødelagte uden at have nogen form for økonomisk fordel. Så her venter et stort og indædt politisk spil om, hvem og hvor mange som skal godkende. Og her har borgergrupper ad rettens vej søgt at bremse genstarterne med henvisning til, at det indebar en unødvendig og urimelig trussel om den brede befolkning, samt af de nu gennemførte ændringer i sikkerhedsforvaltningen omkring reaktorerne var utilstrækkelige. I april skete der således det, som mange troede umuligt, at en lokal domstol i Fukui (på amtsniveau) pålagde KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai, at indstille arbejdet med at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket – vel at mærke to af de reaktorer, som NRA allerede havde godkendt genstart for. De var simpelthen ikke forberedt for et større jordskælv, og det var adskillige gange i de senere år sket, at reaktorer var blevet udsat for større belastninger fra jordskælv end de var beregnet til.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et første officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer

Læs mere »

Share

Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne

9. november 2014

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »

Share

Pleiades – dans mellem teknologi og menneske

21. september 2014


.
Pleiades af den japanske performance-gruppe Enra, 4:25 min video, 2013.

Midt i vores moderne globaliserede virkelighed, hvor alting i dag tilsyneladende sker over alt i verden, står man pludselig som her overfor et værk som Pleiades, som med sin poesi, sin næsten overdrevne og dog lyriske præcision i sammensmeltningen af elektronik og menneske, projektion og virkelighed udelukkende ville kunne blive til i Japan.

Enra er fra Tokyo, og på deres YouTube Channel er der i alt 12 videoer, som giver en fornemmelse af, hvordan gruppens små performances på blot 2½ år har bevæget sig fra at udspille sig i lettere adrenalinpumpede drengeværelses- kampsports- computerspils-universer til Pleiades‘ lyrisk æteriske sensuelle univers, hvor danserne går i ét med de computeranimerede projektioner.

Seneste skud på stammen er en reklame for fire parfumer, The Gift of Everlasting Beauty, hvor pendulet er langt inde i et girlish cutish japansk pigeværelsesunivers, hvor det kan være svært at finde ud fra, hvis man først er kommet ind. Så Enra synes at stå et sted, hvor det midt i alle mulighederne er vigtigt at fastholde den kunstneriske integritet. Til The Gift er der udarbejdet en lille 3 min. video, som giver glimt fra tilblivelsen.

Men nyd den enestående sammensmeltning af dans, bevægelse og projektion i Pleiades, gerne via YouTube, hvor den kan ses i fuldskærm i HD-opløsning. Kunne vi blot integrere vores teknologi ligeså graciøst uproblematisk i vores tilværelse.

 

Share

Fukushima update II

16. juli 2014

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

Læs mere »

Share

Fukushima update I

3. juni 2014

Det er nu to måneder siden jeg ophørte med de næsten daglige optegnelser omkring Fukushima-katastrofens udfoldelse i det japanske samfund, samlet i månedlige indlæg: Japan igen på A-kraft. Så jeg tænkte, at det var på tide med et lille rids af situationen.

Måske der er noget sundt ved på den måde at træde lidt mere på afstand, for hvor situationen i dag for dag-perspektiv let bliver fyldt med alle de små hovsaer og småkonflikter, så tegner der sig, set i et bare lidt længere tidsperspektiv et klart billede af, at situationen ved Fukushima Daiichi langsomt men sikkert stabiliseres, og der er håb om, at den konstante blødning af betydelige mængder af radioaktivitet, som har stået på i mere end tre år nu, inden for det næste år til halvandet vil kunne reduceres markant. Men stadig er man ikke kommet ret meget nærmere, hvor løsdelene fra de nedsmeltede reaktorkerner rent faktisk befinder sig.

Der har i de seneste to måneder været en fase med medieudmattelse, hvor selv engelsksprogede japanske aviser som Mainichi, Japan Times og Asahi Shimbun, som ellers i mere end tre år har fulgt udviklingen tæt, har haft perioder med op til flere dage i træk, hvor A-kraft-spørgsmålet slet ikke blev nævnt. Til dels fordi der ikke var så meget nyt at nævne, men også i høj grad fordi en række andre politiske sager har fyldt meget, først og fremmest premierminister Abes ønske om at ændre konstitutionen, så Japans militære rådighedsrum bliver større end i den nuværende pascifistiske post 2. verdenskrigsprægede konstitution. Men nu er Asahi Shimbun tilbage med endnu en runde af sin Prometheus Trap-serie, og kombinationen af afgørelsen om Oi-værket og igangsættelsen af den store frostmur har igen gjort situationen omkring Fukushima til dagligt avisstof.

Abe-regeringen har også barslet med en ny udgave af energiplanen, som var tæt på at sprænge regeringen, da den omend meget indirekte udtrykker industriens ønske om at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt – hvilket er i modstrid med synspunkterne for en betydelig fraktion inden for regeringspartiet samt koalitionspartneren Komeito. Så hvor den foregående regering efter store folkehøringer endte med en energiplan, hvor A-kraften senest i løbet af 2030erne skulle udfases helt, så er A-kraften i den nye plan lusket ind i varmen igen gennem at være defineret som en vigtig base load energikilde, og der står nu blot lidt forblommet, at Japan skal gøre sig mest mulig uafhængig af A-kraft. Men hele planen er så floffy i sin formulering og så eklatant manglende tal og proportioner, at det er uklart, om dette skal opnås gennem energibesparelser og satsninger på vedvarende energi, eller gennem genstarten så mange reaktorer, at man ikke er afhængig af, om en enkelt reaktor skulle komme i vanskeligheder. Nøgternt sent synes Abe-administrationen at presse massivt på for at komme ud af afhængigheden gennem en sådan rigelighed. Men det foregår forsøgsvist meget diskret, for der er stadig en endog meget stærk modstand mod A-kraften i den japanske befolkning.

Det er nok en af de vigtigste grunde til, at det går så langsomt, som det går med genstarterne – det kræver et vist politisk mod at være med til at sige ja til genstarterne, så alt bliver vendt og drejet forud. På et tidspunkt tegnede det til, at der (fra forsyningsselskabernes perspektiv) i bedste fald kunne komme op til 10-12 reaktorer i gang i løbet af i år. Men foreløbig er det ikke lykkedes at få en eneste klar til start, og forløbet her de seneste måneder tegner snarere til at tyder det nærmere til at det maksimalt lykkes at få 4-5 reaktorer inden udgangen af året. Måske nogen har håbet på, at når først der gik hul på genstarterne, så kom de i en lind strøm. Men lige nu tegner det til at gå så langsomt, at modstanden er maksimal for hver enkelt.

Bypass-operation for grundvandet ved Fukushima Daiichi

På selve Fukushima Daiichi-værket er det efter mange og lange forhandlinger lykkedes at få kystfiskernes accept af en gigantisk bypass-operation, hvor man opsamler vand oven for de nedsmeltede reaktorer, så mængden af indstrømmende grundvand fremover vil kunne reduceres. Det bliver ikke pumpet direkte i havet, men opsamles først i store tanke, hvor strålingsniveauet måles. På nær en enkelt tank har niveauet kunnet holde sig unde de forud fastsatte grænseværdier. Principielt er det ikke nogen god løsning, men hver dag strømmer der omkring 400 ton sandsynligvis stærkt forurenet grundvand ud, så hvis man ad denne vej kan mindske ikke bare den mængde vand, som siver ind i de havarerede reaktorers kældre og fundamenter, men også en del af denne udstrømning, så er det et godt bytte for fiskerne.

Ingen kender det præcise omfang af denne grundvandstrøm, eller hvor stærkt dette grundvand er forurenet, for her mere end tre år efter ved ingen endnu præcist, hvor voldsomt de tre nedsmeltede reaktorer er nedsmeltet, og dermed, hvor store mængder af reaktorkernemateriale, som er i direkte kontakt med grundvandet og til stadighed vaskes ud i grundvandet.

Den store frostmur

Denne udvaskning vil fortsætte en rum tid endnu. Men i går var endnu en milepæl i oprydningsarbejdet, for da tog man første spadestik til den gigantiske 1,5 km lange frostmur, hvormed man vil indkapsle de fire havarerede reaktorer. Der har været en del diskussion, om det nu var en sikker løsning, om man i virkeligheden destabiliserede de i forvejen af jordskælvet hårdt medtagne reaktorbygninger yderligere. Men I sidste uge kom NRAs godkendelse af byggeplanerne, så man i går endelig tog fat.

Læs mere »

Share