Indlæg tagged med Japan

Japansk hvalfangst i antarktiske farvande bremset

1. april 2014

Da ICRW, International Convention for the Regulation of Whaling, i 1986 vedtog et stop for kommerciel hvalfangst, startede Japan året efter et ‘videnskabeligt’ program, hvor man – hvilket kan synes absurd – i stor udstrækning var nødt til at dræbe dyrene for at gennemføre forskningen. Men under dække af videnskabelighed har japanerne siden fangststoppet i 1986 fanget mere end 10.000 hvaler til kommercielt brug.

Dette har kaldt på massive protester, og der har løbende været udkæmpet drabelige kampe i farvandene syd for Australien, når Japan sendte sin årlige hvalfangerflåde ud, og aktivister gjorde, hvad de kunne for at forhindre hvalfangsten. Træfningerne har været stadigt eskalerede, med vandkanoner og forsøg på at hindre fremdriften ved at få drivnet i skibsskruer, mens NGO-aktivisterne blev forsøgt retsforfulgt og internettet glødede – så Japan har hentet rigtig meget dårlig PR på dette projekt. Skærmydslerne i de iskolde farvande kulminerede for et par år siden, hvor Paul Watsons aktivistskib Sea Shepheard sank efter at være blevet vædret af en af hvalfangerbådene.

Efter mange års pres fra en bred vifte af NGOer lagde Australien i 2010 sag an mod Japan ved den internationale domstol i den Haag. Og endelig i går faldt afgørelsen. Domsafsigelsen forholder sig ikke til det videnskabelige program som sådan, blot til, at der ikke er noget forhold mellem det videnskabelige output og det massive omfang af hvalfangsten – efter 25 års ‘forsøg’ foreligger der kun en enkelt peer reviewed artikel, som baserer sig på noget, som nødvendiggjorde at dræbe hvaler – hvorfor det hvalfangsten til det japanske JAPRA II-forskningsprogram må betragtes som kommerciel fangst. På den baggrund dømmes Japan til øjeblikkeligt at standse hvalfangsterne.

Japan har til sit ‘forskningsprogram’ tildelt sig selv stadig stigende årlige kvoter. I de første år var der tale om 300-440 hvaler, i 2005 var det 945 hvaler og i 2007 1.035 – at sammen for at styrke hvalbestanden! Det har dog knebet ikke bare med at få denne kvote fisket – hvilket Sea Shepheards eskalerende chikaner har en betydelig ære for, i 2012 lykkedes det kun at fange 103 hvaler, og fangsten i 2012-13, hvor målet var 900 hvaler, blev endnu lavere.

Samtidig er hvalkødet ved at forsvinde ud af menuen i de japanske hjem – i dag er det de færreste som nogensinde spiser det, og med det internationale samfunds dom for, at hvalkødet er ulovligt fanget, vil appetitten kun falde yderligere. På et tidspunkt var hvalkødet billigt i forhold til andet kød i de japanske kølediske, men i dag er det lige så dyrt som andet kød (hvilket i Japan vil sige meget dyrt). Så i 2012 måtte man indse, at 75% af det foregående års fangst ikke var omsat, men stadig lå i frysehusene, og dermed, at de årlige udgifter til hvalfangstprojektet på omkring 60 mio. $ på ingen måde bliver tjent hjem. Hvor Institute of Cetacean Research, den institution, som står for hvalprogrammet, i 2004 solgte for 7 mia. yen hvalkød, var salget i 2013 nede på 2 mia. yen.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXI – optegnelser februar 2014

1. februar 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Det kan synes som om, at Abe og LDP med valgsejrene til både over- og underhuset trods den massive modstand i befolkningen fik det definitive overtag i bestræbelserne på at reetablere et Japan, som var Fukushima-katastrofen aldrig sket. Men på det lokalpolitiske område er tingene mindre definitivt afklaret, og når to forhenværende premierministre, Morihiro Hosokawa og Junichiro Koizumi, som det skete her sidst i januar trådte ind i Tokyos guvernørvalg, som afgøres her 9. februar, så er det måske sidste chance for at få A-kraften og Japans fremtidige energi-scenario på dagsordenen som andet end et mere eller mindre skjult og forudsigeligt udvalgsarbejde internt i regeringen.

Tiden må vise, om Hosokawa med Koizumi i ryggen vil kunne vinde guvernørvalget – tiden har været meget meget kort, og den LDP-støttede kandidat Yoichi Masuzoe, men det har afsløret, hvordan Abe-administrationen virkelig søger at styre informationsstrømmen og sikre sig, at A-kraft-problematikken fylder mindre i medierne.

Hvis det – hvilket det lige nu ikke tyder på – lykkes Hosokawa at vinde, vil det givet repolarisere hele genstartsproblematikken og genåbne spørgsmålet om Japans energimæssige fremtid. For hvad gør TEPCO, hvis deres største kunde og en af de største aktionærer beder om at få udfaset A-kraften og begynder en lang række partnerskabsaftaler med de omgivende provinser om at lavere vedvarende energi?

Selv hvis det ender med, at det bliver Masuzoe, som vinder, så har han måttet stå frem og sige, at han skam også ønsker et Japan mindre afhængig af A-kraften, og man har set den nuværende premierminister Abes mentor, Koizumi, åbent udfordre sin politiske darling.

Allerede sidst på måneden er der tilsvarende amtsvalg i Yamaguchi Amt, hvor energisituationen tilsvarende meget vel kunne blive et centralt valgspørgsmål, om ikke det centrale. Og med forestående valg i amter som Shiga og Niigata, hvor guvernørerne lige nu er meget udtalte i deres kritik af Abe-administrationens back to business-politik, kan det meget vel vise sig, at den politiske modstand mod genstarterne bider sig fast på det amtslige og det kommunale niveau.

NRA har i skrivende stund ansøgning om genstart for 16 ud af landets officielt 48 reaktorer, og sandsynligvis vil vi her i løbet af februar se ansøgninger også fra flere af de mere kontroversielle, som ved Hamaoka-værket, som hvis man var i stand til at spole filmen tilbage nok skulle have været placeret et helt andet sted. For det er beliggende umiddelbart over brudzonerne mellem tre store tektoniske plader, så risikoen for ekstra voldsomme jordskælv er her særligt høj. Her kommer NRA for alvor på prøve. For har de, når det kommer til stykket, den politiske frihed til at konkludere, at et helt værk er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt? Eller bliver det ligesom med klimaudfordringen spørgsmålet om at finde en passende politisk grimasse, som samtidig med at man på et uforpligtende plan vedkender sig problemerne ikke tager de nødvendige konsekvenser deraf.

NRA har allerede taget hul på behandlingen af to reaktorer ved TEPCOs Kashiwazaki-Kariwa-værk, som med syv reaktorer er verdens største. Her er der et stort antal foldelinjer umiddelbart under og omkring reaktorerne, og værket har tidligere stået stille igennem længere tid på grund af beskadigelser efter jordskælv. Men Kashiwazaki-Kariwa er i den nuværende situation TEPCOs eneste chance for at få reaktorer i gang igen, for de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi og de fire ved Fukushima Dainichi kommer aldrig i gang igen. Men kan man forestille sig, at NRA når frem til den konklusion, at det er uforsvarligt at drive atomreaktorer på dette sted, når den sådan beslutning med et pennestrøg et vil lægge Japans største forsyningsselskab i graven? Kan et videnskabeligt baseret ekspertudsagn stå så frit af, hvilke økonomiske omkostninger, det vil indebære? NRAs leder Shunichi Tanaka har gentagne gange understreget, at NRA vil varetage opgaven uden nogen skelen til de økonomiske implikationer. Men det skal han sige, for NRAs forgænger var præcist det modsatte. Her var sikkerhedsinstansen fuldstændig i lommen på forsyningsselskaberne og A-kraft-industrien. Så på den led er det ikke noget godt tegn, at så godt som samtlige, som arbejdede i NRAs forgænger, i dag er ansat i NRA.

Tidligere kunne man være så godt som sikker på, at mere eller mindre samtlige af Kyodos telegrammer om A-kraft-situationen og situationen ved Fukushima var at finde i mindst én større afvis dagen efter. Om det er en følge af den seneste tids signaler fra Abe-administrationen om at skrue ned for dækningen eller almindelig udmattelse blandt læserne, skal være usagt. Men her i det nye år er tingene blevet meget anderledes. Hvor tidligere stort og småt ved Fukushima Daiichi har været vendt i den japanske dagspresse, så må man indse, at filtret for, hvad der er interessant, har ændret sig. Selv når TEPCO laver udtalte flovsere, så skal man til små lytteposter som Fukushima Dairy, Simply Info og EXSKF for at få det fulde billede af, at ikke er ret meget har ændret sig til det bedre. Tværtimod bliver der opdaget stadig større mængder af udsivende radioaktiv forurening, og TEPCO fortsætter sit under- og misrapporteringscirkus. Alt synes derfor efterhånden at tyde på, at den samlede strålingsforurening fra Fukushima-katastrofen allerede har overhalet de samlede strålingsforurening fra Chernobyl. Og den stadige ‘blødning’ i Stillehavet er på ingen måde standset, snarere tværtimod. Men ligesom pressen har fået en form for frivillig mundkurv på, så synes japanske forskere at have fået strenge pålæg om ikke at beskæftige sig med sammenligninger mellem Fukushima og Chernobyl. Det er ligeledes påfaldende, hvor få studier af strålingsforureningens indvirkning på de biologiske systemer, som der er lavet. Der findes viden, som det er komfortabelt ikke at have.

Skal man glæde sig over bare lidt, så er det, at fjernelsen af brændselslegemerne fra der beskadigede kølebassin ved reaktor 4, som af mange har været udpeget som den største risiko for fornyet katastrofe, synes at skride planmæssigt frem. Man er nu oppe på at have fået fjernet omkring 15% af de mere end 1.500 brændselslegemer. Samtidig bliver der her i starten af februar taget første spadestik til den frostmur omkring alle fire havarerede reaktorer, som lige nu synes at være det bedste bud på at få standset de enorme mængder radioaktivt grundvand, som hver dag ender i Stillehavet.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser februar 2014

1. februar – TEPCO viser overskud for de første tre kvartaler af 2013
1. februar – Tredje update om Tokyo som A-kraft-valg
3. februar – NHK-dokumentar om grundvandsproblemerne ved Fukushima
4. februar – Regeringen spørger fiskerne om Fukushima grundvands-bypass
5. februar – Geotermiske anlæg på vej

6. februar – IAEA-rapport: Den strukturelle risiko størst
7. februar – TEPCOs målinger af strontium I grundvandet alt for lave
7. februar – Monju-reaktoren på vej til at blive opgivet?
8. februar – Fjerde update om Tokyo som A-kraft-valg
8. februar - Igangsættelsen af reaktor 3 ved Tomari-værket udskudt

8. februar – Lille status over de japanske reaktorer
9. februar – Masuzoe vinder valget i Tokyo
10. februar – NRAs sikkerhedsgodkendelser: Flaskehalsen peger på …
10. februar – Tokyo-valget vil fremme hurtig genstart af atomreaktorerne
12. februar – NRA: Foldelinje under Oi-værket ikke aktiv

12. februar – Ny bog om Fukushima fra Union of Concerned Scientists
13. februar – LDP-parlamentarikere: A-kraften må være ‘transitional’
14. februar – Ansøgning til NRA om reaktor 4 ved Hamaoka-værket
15. februar – Stærke reaktioner mod genstart af Hamaoka-værket
16. februar – Interview med 281 Anti Nuke

17. februar – NRA på inspektion ved Kashiwazaki-Kariwa
18. februar – tålmodighed med NRA
21. februar – nergiplan fastlagt
22. februar -100 ton højradioaktivt vand løbet over ‘ved et uheld’
24. februar -Kølingen af reaktor 4 ved Fukushima Daiichi svigter

25. februar - TEPCO agter ikke at betale mere for tabte arbejdsindtægter
26. februar - Flere vilde dyr i de evakuerede områder
26. februar - Dekontamineringen for Fukushima Daiichis opland forsinket
28. februar - ikke 100 men 201 og nok over 1.000 fejl på Fukushima Daiichi
28. februar - ALPS-systemet igen i problemer

Se Fukushima links for februar 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XX – optegnelser januar 2014

1. januar 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her ved starten af 2014 er det snart tre år siden, at Fukushima Daiichi-katastrofen brød ud. I forhold til for et år siden synes oprydningsarbejdet om muligt endnu større. På selve det havarerede værk har der igennem store dele af 2013 været stadige problemer med håndteringen af de stadig større mængder af radioaktivt forurenet vand, og det ALPS-anlæg, som skulle filtrere størstedelen af den radioaktive forurening fra dette radioaktive spildevand, er endnu ikke kommet til at fungere tilfredsstillende. Samtidig sprang TEPCO i juli den bombe, at der siden katastrofens begyndelse dagligt er sivet 400 m³ radioaktivt forurenet grundvand direkte ud i Stillehavet. Så selvom der ikke findes officielle opgørelser, så ser det ud til, at der allerede på nuværende tidspunkt samlet er frigivet mere radioaktiv forurening til omgivelserne end ved Chernobyl, og at vendingen “den største atomulykke siden Chernobyl” blot kan betegnes som historiens største atomulykke til dato – med den yderligere krølle, at situationen stadig er så labil omkring det beskadigede kølebassin ved reaktor 4, at et voldsomt jordskælv under Fukushima Daiichi i worst case ville kunne føre til nye løbskkørte kerneprocesser.  

Selvom NRA i starten af juli barslede med nye sikkerhedsforskrifter og umiddelbart derefter gik i gang med sagsbehandlingen af den første gruppe af ansøgere, hvoriblandt en række af de reaktorer, som der skulle være størst chance for gik glat igennem, så er der stadig her et halvt år senere ikke kommet nogen reaktorer i gang igen. Sandsynligvis vil vi i løbet af 2014 se de første reaktorer genstartet, men ikke uden protester, og kun for meget få af de nu omkring 50 standsede reaktorer vil den efterfølgende godkendelsesproces ved de lokale myndigheder forløbe enkelt. Her omkring nytår har vi set anden runde af ansøgere, og blandt dem findes reaktorer, som der vil være en endog særdeles voldsom modstand mod genstarten af, så det er svært at spå, men min fornemmelse er, at der i løbet af 2014 kommer 5-10 af de 50 i dag standsede funktionsduelige reaktorer i gang.

Den store joker i genstartsprocessen er NRAs skærpede krav til undergrunden. Er det realistisk at forestille sig – som reglerne foreskriver det - at hvis en reaktor erklæres bygget umiddelbart over en aktiv foldelinje (hvorved forstås at den har bevæget sig inden for de seneste cirka 130.000 år), så vil den ikke kunne få tilladelse til genstart. Ved de syv værker, hvor der foreløbig er ansøgninger fra, er der iværksat yderligere undersøgelser af undergrunden ved et flertal, og foreløbig har NRA i et enkelt tilfælde vendt tommelfingeren nedad og sagt, at her er det ikke forsvarligt at drive atomkraftværk. Men værkets ejer er i total fornægtelsesmode, og har foreløbig fået lov til at søge yderligere dokumentation. Hvis disse undersøgelser ender med, at reaktorerne ikke kan genstartes, så vil det for værkerne betyde kolossale tab og i værste tilfælde, at de går konkurs. Og vi vil sandsynligvis allerede i løbet af januar se flere af disse undergrundssager nærme sig en afgørelse. For man kan holde dem svævende længe, men det er nødvendigt at nå til en endelig afklaring før en tilladelse kan gives.

Modstanden mod A-kraften i den japanske befolkning har vist sig ikke bare at klinge af – tværtimod synes den mere indædt, mere urokkelig end nogensinde. Samtidig har der langt ind i premierminister Abes egne rækker i den seneste tid været manifesteret en betydelig modstand mod den videre udbygning af atomkraften, ikke mindst italesat af Abes mentor Koizumi, som meget direkte har opfordret Abe til at lægge kursen om og igangsætte Japans omlægning til et samfund drevet på vedvarende energi. Faktisk har seks forhenværende premierministre meldt ganske klart ud, at hvis det var dem, som havde stået i spidsen, så ville de have arbejdet for et Japan uden atomkraft.

For de mange, som stadig er evakueret, ser situationen alt andet end lys ud, og dels har regeringen på det seneste signaleret, at dekontamineringsarbejdet bliver betydeligt forsinket, dels har man direkte sagt, at en række områder om ikke aldrig, så kun på meget langt sigt bliver klar til at rykke tilbage til. Så man står med en massiv trussel mod videreførelsen af de evakuerede samfund, hvis medlemmer blev spredt for alle vinde. Mange ved, at de aldrig kommer tilbage, mange med børn ved, at de ikke vil byde deres børn at flytte tilbage, så man risikerer den dag der er klar til at rykke tilbage, at det kun er folk i pensionsalderen som ikke i mellemtiden har etableret sig andre steder i landet – og dermed at man står med en demografi, som ikke kan opretholde et lokalsamfunds hverdag.

Skal man se på det positive, så synes situationen ved Fukushima Daiichi gradvist at være lidt mere stabil. Men der går omkring to år før det store frostvægsprojekt omkring de fire havarerede reaktorer står færdig og i bedste fald får stoppet den massive udstrømning af radioaktivt forurenet grundvand, der går ligeledes et års tid før de omkring 1.500 brændselslegemer fra reaktor 4s kølebassin er bragt i sikkerhed, og der går tilsvarende 1½-2 år fra ALPS-systemet kommer til at fungere korrekt til at man har fået tømt de mere end 1.000 store vandtanke, som efterhånden er sat op på området.

Til den tid er de mest umiddelbare risici fjernet, og man kan begynde at koncentrere sig mere om hovedopgaven, at lokalisere og fjerne de tre nedsmeltede reaktorkerner. Der spekuleres meget i, hvor de befinder sig, men ingen ved i dag med sikkerhed, om de har brændt sig hele vejen gennem reaktorbeholderens tykke jernbeton. Og det er ikke sådan lige at afgøre, for strålingen er så intens, at det er dødeligt at nærme sig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2014

1. januar - Reaktor 3 ikke ved at eksplodere
3. januar – Flugten videre
4. januar – Adelstein om den japanske atomkraft i 2014
5. januar – Man kommer langt med gaffatape (utætte vandtanke)
6. januar – Underskriftindsamling: Shimane Amt som atomkraftfri zone

6. januar - Solfangere med underskov
7. januar - Rokkasho oparbejdningsanlæg søger NRA om genstart
7. januar - Tyrkisk-japansk (A-kraft) samarbejdsaftale i støbeskeen
7. januar - Vagtskifte i TEPCO
8. januar - Mainichi: Evakueringsplaner på plads før reaktorstart

8. januar - Iran beder om japansk hjælp til at opføre atomkraftværker
9. januar - Divestment: Hollandsk pensionsfond blacklister TEPCO
9. januar - Ny spænding om valget til Tokyos guvernør
9. januar - Kernenedsmeltningseksperiment
9. januar - Endnu en TEPCO

10. januar - Fukushima nu på højde med Chernobyl
10. januar – ALPS og forhøjede strålingsniveauer ved Fukushima Daiichi
10. januar – Gensvar til James Hansen - blog-indlæg
11. januar - Regeringens endelige energiplan udskudt
11. januar – Flere strålingsramte fisk

11. januar - Justeringer i feed-in-tariffen
11. januar – A-kraft, sundhed og misinformation (USA)
11. januar – Chernobyl – 25 år efter – blog-indlæg
12. januar – Koizumi: De løj for os om A-kraften
12. januar – Frankrig på vej mod mindsket afhængighed af A-kraft

13. januar – Haruki Madarame interview i 7 dele
14. januar – 10% af brændselslegemerne nu fjernet fra Reaktor 3
14. januar - Evakueringsstudie for 30 km-zonerne
14. januar - Hosokawa stiller op i Tokyos guvernørvalg
15. januar - Ingen taxa til A-kraft-modstandere

16. januar - Izumida til TEPCO – ikke så hurtigt med Kashiwazaki-Kariwa
17. januar - Tohuku Electric: Undergrunden ved Higashidori OK
17. januar - Tegn på ustabil undergrund ved Kashiwazaki-Kariwa-værket
18. januar - Hosokawa: Ingen A-kraft fra 2020
18. januar - Hakodate lægger sag mod Oma-værket

19. januar - Asahi: Mange lokalmyndigheder ønsker A-kraften afviklet
21. januar - Tre mulige atomaffaldspladser udpeget i Miyagi
21. januar - LDP har store problemer i lokalvalgene
22. januar - Hosokawa erklærer sit kandidatur
22. januar - Nogle A-kraftværker særligt udsatte for vulkanudbrud

23. januar - Kendt TV-vært fået besked om at tie om A-kraft til efter valget
24. januar - Energiplan under finafpudsning
25. januar - En første update om Tokyo som A-kraft-valg
26. januar – Mojo og Mujo: Brad Glosserman om situationen i Japan (video)
27. januar – Anden update om Tokyo som A-kraft-valg

29. januar – Første spadestik for den frosne jordmur
30. januar - NHK forbyder omtale af A-kraft
31. januar – Retssag mod producenterne bag de havarerede reaktorer
31. januar - Japan nu officielt nede på 48 reaktorer

Se Fukushima links for januar 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XIX – optegnelser december 2013

1. december 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Selvom mange A-kraft-fortalere i juli havde set frem til hurtig genstart, når først NRAs nye regelsæt var på banen, så er der efterhånden ikke noget, som tyder på, at der kommer reaktorer i gang inden nytår. Lige nu er der sagsbehandling på 7 reaktorer, og yderligere to ved Kashiwazaki-Kariwa-værket synes så småt at være kommet i gang, selvom det er endnu et af de værker, hvor der skal yderligere undersøgelser af undergrunden til.

Det går langsomt, det går trægt, der er modstand over alt i det japanske samfund, hvor et flertal stadig efter mere end 2½ års stram energiforsyning helst så Japan slå om på en kurs, hvor A-kraften blev udfaset.

Der var så meget, man kunne gøre i stedet, sol og vind og geotermisk varme, og måske allervigtigst systematiske energibesparelser. Der sker da også rigtig meget på snart sagt alle fronter. Lavenergihuse med egen energibackup, masser af sol- og vindprojekter. Men det sker uden styring, og det sker i blinde, og det er klart, at der i den grad mangler en egentlig energiplanlægning – i høj grad fordi den Abe-regering, som skulle lave den, trækker den længst muligt i håbet om at få mest mulig A-kraft med.

Det er med til at også Japans klimamålsætning sejler, og det er et åbent spørgsmål, om den kritik, Japan fik ved det netop opståede klimatopmøde i Warszawa var så massiv, at man indser, at man ikke bare uden videre kan nulstille Japans globale forpligtelser. 

Permierminister Abe har på det seneste fået en stadig mere massiv kritik fra egne rækker, ikke mindst fra hans mentor, forhenveærende premierminister Koizumi, som meget direkte udfordrer Abes A-kraft-plolitik. Koizumi er gået efter affaldshåndteringen, at det er absurd at søge genstarten og fortsætte udbygningen, når de foreløbige lagre rundt omkring på A-kraftværkerne er ved at være fyldte, og landet stadig ikke efter 50 års A-kraft har fået taget hul på at løse sit lagringsproblem. Han siger meget ligeud, at det ikke er muligt med den jordskælvsplagede japanske undergrund.

Koizumi går skridtet videre og siger til Abe, at han (Abe) er personen, som kan samle Japan om en kurs, hvor A-kraften udfases, og at det ville formå at samle Japan og give en kolossal følelese af fælles mål og retning, som ville frisætte enorme kræfter, hvis Abe indkorporerede omstillingen af Japan til vedvarende energi i sin økonomiske politik, kaldet Abenomics.

Abe har i første omgang blot afvist Koizumis ærinde som uansvarligt, men det har han fået lige i hovedet igen, at det er dybt uansvarligt at fortsætte udbygningen, så længe man ikke har fået hul på affaldsproblematikken (når det har været skubbet foran er det også fordi man i snart tre årtier har forsøgt sig med oparbejdningsanlæg og fast-breeder-reaktorer, så man kan bruge den fulde brændselsværdi og ikke som nu kun omkring 1%, men trods gigantiske investeringer er der endnu ikke noget, som tyder på, at dette lykkes). Spørgsmålet her op under jul er det stadig mere påtrængende, om Abe kan fortsætte med at sidde denne kritik fra egne rækker overhørig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser december 2013

2. december - Indkøringsproblemer for ALPS-systemet
3. december - Oparbejdningsanlægget ved Rokkasho 200 mia. yen dyrere
3. december - TEPCO: Kashiwazaki-Kariwa fuldt i gang fra foråret 2016
3. december - Omfattende retssager mod Oi-værket
4. december - Nuclear-free Japan is a reality, not a political slogan

4. december - IAEA: Hæld det i Stillehavet *
5. december - Hemmeligholdt Chernobyl-rapport om evakuering *
6. december - A-kraften ‘vigtig’ for Japan *
6. december - Frankrig opgiver A-kraft i USA
7. december - NRA inspicerer undergrunden ved Mihama-værket

8. december - Rekordstråling omkring Fukushima-værket
9. december - Abe lander ny sikkerhedslov (lille politisk update)
10. december - fire atomaffaldspladser på vej
10. december - TEPCO-farce på NRA-møde: Saving money coming first
11. december - Væg til væg-asfaltering af Fukushima Daiichi

11. december - Sydkorea skruer ned for A-kraften
11. december - NRA accepterer genstart af oparbejdningsanlægget ved Tokai
13. december - Naoto Kan: LDP-modstandere mod A-kraften må stå frem
14. december - TEPCO: kernenedsmeltning skyldes tidligt tab af køling
16. december - Konturerne af den ny energiplan *

17. december - Undergrunden ved Tsuruga-værket genundersøges
17. december - Amerikanske søfolk sagsøger TEPCO
18. december - TEPCO opgiver reaktor 5 og 6 ved Fukushima Daiichi
18. december - NRA etablerer nye sikkerhedsregler for oparbejdningsanlæg
18. december - Handelsunderskud for november vokset 35%

19. december - Pressekonference: øget kræftforekomst blandt Fukushimas børn
19. december - IAEA tidlig formodning om fuld kernenedsmeltning
20. december - Forhøjet risiko for ødelæggende jordskælv i Tokyo-området *
20. december - Hamaoka-værket gør sig klar
20. december - Onagawa-værket gør sig klar til opstart

21. december - TEPCO vil lave særlig dekommissioneringsafdeling
21. december - ikke alle kan regne med at komme tilbage *
21. december - Igen forhøjet stråling ved Fukushima Daiichi *
23. december - Dekontamieringen af Fukushima-området stærkt forsinket *
25. december - Den luftbårne radioaktivitet faldende

27. december - Fukushima-fisk stadig forurenede
29. december - Horrible forhold for løsarbejdere ved Fukushima Daiichi *
30. december - Den indre opposition
30. december - LDP-forslag om et Japan uden A-kraft *
31. december - Status for genstart

Se Fukushima links for december 2013.

Læs mere »

Share

COP19: Japansk klima-blackout

16. november 2013

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO2-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 15. november

15. november 2013

I dag er der tilsyneladende ikke nogen video-reportage fra IISD med dagens highlights, så jeg må prøve at klare mig uden. En arbejds-COP er denne runde i Warszawa blevet kaldt, og der er blevet arbejdet længe i flere af sporene. Agus Sari tweetede for eksempel her til aften, at han “started the day early. Now it’s 10pm, and there’s still no end in sight of this negotiating session.”

Pan African Justice Alliance, som er en sammenslutning af 500 afrikanske NGOer, har i dag fredag opfordret samtlige afrikanske delegerede til at udvandre fra klimaforhandlingerne i konsekvens af, at der ikke synes at være nogen reel vilje blandt de rige lande til at påtage sig et ansvar for finansieringen af klimaindsatsen i verdens fattigste lande, og at de endnu en gang synes at forhale planerne om at etablere et tredje ‘ben’ i forhandlingsstrukturen, så man ud over et mitigation-spor og et adaptation-spor, havde et selvstændigt loss and damage-spor i de i forvejen meget komplekse forhandlinger. Det lykkedes med en tilsvarende strategi ved et klimamøde i Barcelona i 2009, men det er stadig uvist, om de afrikanske delegationer vil gøre tilsvarende denne gang.

Opfordringen kommer på baggrund af, at der efter den første uges forhandlinger gradvist står klart, at de rige lande finansieringsmæssigt har meget lidt med hjemmefra at byde ind med, og at der rigtig mange steder er tale om en eklatant manglende seriøsitet, og at de op til 100 mia. $ pr. år, som der i København i 2009 blev stillet i udsigt frem mod 2020 har meget svært ved at materialisere sig. Samtidig er den åbenlyse respektløshed for den samlede situation, som ikke mindst Canada, Australien USA og Japan har lagt for dagen med til at øge frustrationerne.

Det har også vakt en del harme, at USA og EU har været helt afvisende overfor forslaget fra G77 og Kina om at udvikle et beregningsgrundlag for at indkalkulere de historiske emissioner for at kunne afgøre, hvor meget hvert land ville kunne udlede i fremtiden. USA synes at afvise blot ud fra en manglende erkendelse af, at de lande, som igennem snart 200 år har skabt problemet samtidig med, at de har opbygget deres rigdom og magt, har et andet ansvar for løsningen – og for hurtigt at afvikle sin brug af fossile brændstoffer - end de meget fattige lande, som har meget lille skyld i, at problemet er opstået. Hvor USA på hjemmebane slås med en klimafornægtelse, da har det amerikanske klimaperspektiv selv blandt dem, som fuldt ud anerkender klimaproblemet, været præget af fornægtelse overfor den historiske dimension og det forhold, at man ikke bare kunne dele det tilbageværende carbon budget ligeligt.

EU er omvendt åben overfor at forholde sig til den historiske dimension og har historisk været den største donor, selvom euro-krisen i de senere år har gjort, at der var mindre at gøre godt med. Men EU finder det særlige fokus på denne ene faktor misvisende – der er mange tilsvarende temaer, som burde inkorporeres, og EU finder principielt, at disse diskussioner bør ligge i ADP-forhandlingssporet, hvor de allerede foregår. Hvis der på nuværende tidspunkt at skulle inkorporeres et helt nyt beregningsgrundlag i en aftale, som skal ligge klar til underskrivelse i Paris i 2015, så er der dels stor risiko for forsinkelse og afsporing af disse forhandlinger, dels er der principielle problemer i som foreslået at lade IPCC udarbejde denne en nøgle for, hvordan man indregnede historiske udledninger i det mulighedsfelt og den hast i afviklingen af udledningerne som kunne tilskrives de enkelte lande. For det er langt hen ad vejen et politisk spørgsmål, som man hidtil har søgt at holde IPCC uden om.

TckTckTck har en artikel med et lille videoklip fra EUs pressekonference i dag, som primært diskuterede dette forhold. Og der er link til pressekonferencen i sin helhed her:

European Union, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Problemet er, at hvis man ser tilbage på de historiske udledninger, så kan en udligningsordning aldrig blive retfærdig. Det kunne måske have ladet sig gøre i 1980erne, hvis man havde været hurtig til at sætte ind. Men hvis alle i retfærdighedens navn skulle have lov til at udlede lige så meget som dem som i dag historisk har udledt mest, så ville ende med at have lukket alt alt for meget CO2 ud i atmosfæren, og alle ville tabe derved. Derfor var det tanken i det fremlagte forslag at lave en kobling af, hvor hvert land allerede havde brugt med, hvor stor en del af det carbon budget, som IPCC har opstillet i sin netop fremlagte AR5 klimastatus, som tilfaldt det enkelte land. Ud fra rent klima-logiske betragtninger ville det være det eneste rigtige at gøre. Men det er blevet blankt afvist, med henvisning til, at det meget vel kunne afspore de i forvejen skrøbelige forhandlinger, som lige nu bliver forsøgt konkretiseret til endelig bindende aftale i 2015. I virkeligheden er denne afvisning en afvisning af, at der eksisterer definitive grænser for vores vækst, som vi må dele retfærdigt og agere med fuld respekt for.

Hvis klimaforhandlerne på den måde kunne vende tilbage til deres regeringer og side: vi (vores land/gruppe af lande) kan bruge (og udlede) herfra og hertil, det har vi aftalt med verdenssamfundet, det har videnskabsmændene afgjort er retfærdigt samtidig med, at det sikrer levevilkårene og biodiversiteten for fremtiden – nu må I så i dialog med jeres borgere, byer og virksomheder finde ud af, hvordan I bedst indretter jer inden for disse rammer. Så ville situationen være uendelig meget enklere.

Men selv tre årtier efter udgivelsen af den skelsættende bog Grænser for vækst, er der i praksis ingen lande, som anerkender sådanne begrænsende rammer. Vi kan skrue lidt på hanerne, så vi får noget, vi kalder grøn vækst, vi kan (i hvert fald nogen steder) støtte og beskatte, så det hele peger lidt mere i den ønskede retning. Men vi løser ikke herigennem det basale forhold, at dansk levestandard forbruger, som havde vi 4½ klode til rådighed. Ingen lande har her for alvor gjort deres hjemmearbejde.

Vi så det senest på hjemmefronten med den nu fremlagte pakke af klimatiltag, som skulle bringe den danske reduktion fra 34% til 40% i 2020 (i forhold til 1990). Her var det en udtalt parameter, at hver af indsatserne skulle være kostneutrale for statskassen. Dette gør for eksempel, at en lang række oplagte indgreb for at få afviklet privatbilismen og den stadig mere omfattende transport fra en virkelighed, som er stadig mere præget af specialisering og stordrift (hvor mennesker, materialer og produkter bevæger sig stadig mere), er svære at lave indsatser imod, fordi staten mister indtægter fra brændselsafgifter og vægtafgifter derved. Staten gør herved den fælles økonomi til en rent privatøkonomisk enhed, som kun foretager sig noget, hvis det kan betale sig, eller i hvert fald ikke betyder en udgift for statskassen. Dette er et kortsigtet købmandsperspektiv, som ikke hører hjemme i et statsbudget, som netop burde kunne prioritere mere fremadrettet-langsigtet.

Det bliver stadig klarere, at mange af de industrialiserede lande ønsker en såkaldt bottom up-approach, hvor det ikke oppefra dikteres, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, der skal reduceres, men det er overladt til de enkelte lande, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, de fossile brændstoffer skal udfases. Det lyder bekendt, ingen kan lide at være under stram administration – se blot hvor mange år de danske landmænd har fastholdt at de bedst selv vidste hvordan man mindskede forbruget af sprøjtemidler, så en frivillig aftale var det eneste rigtige, hvorefter forbruget blot er steget og steget. Hånden på hjertet, det kommer aldrig til at fungere, hvis det bindende ikke bliver bindende. Der er brug for så hurtige og så gennemgribende omlægninger, at alle er nødt til at være udfordret til det yderste. Og det er man ikke af frivillige ordninger.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 14. november

14. november 2013

Også i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Endnu ingen jublende gennembrud, og endnu ingen urimeligheder, måske bortset fra de giftige signaler, som i disse dage kommer i en lind strøm fra lande som Canada og Australien, og som ikke tegner godt for ambitionsniveauet for den aftale, som alle stadig håber på kan falde på plads inden 2015.

IISDs daglige video-reportage giver igen et fint lille overblik over dagen:

Warsaw Climate Change Conference Day 4, (4:43 min. video) IISD 14.11.2013.

Umiddelbart forud for COP19 havde Jennifer Morgan og David Waskow havde et blog-indlæg på WRIs hjemmeside, hvor de opregnede 5 Issues to Watch at COP 19, the “Construction COP”. Disse fem nøglespørgsmål eller hovedområder var:

1) Architecture and Process for an International Climate Agreement
2) Equity
3) Finance
4) Loss and Damage
5) Measurement, Reporting and Verification (MRV) and Accountability

Det er endnu for tidligt at afgøre, om det i Warszawa vil lykkes at nå til resultater på alle disse områder. Men der er ikke nogen tvivl om, at der fra de polske værter er store ambitioner om, at det skal lykkes at få konturerne af aftalen i Paris til at stå klart frem.

Spørgsmålet om equity har bevæget sig betydeligt siden klimaforhandlingerne blev indledt for snart 20 år siden, og billedet af de industrialiserede lande på den ene side, som stod for alle udledningerne og havde alle pengene, over for på den anden side udviklingslandene, som ikke havde udledninger af betydning men havde alle problemerne, har forskudt sig markant.

Det gør også at spørgsmålene om finance og loss and damage er sværere end nogensinde, for selvom der stadig er større rigdomme akkumuleret i de gamle industrilande, så er hele konstruktionen så at sige kørt træt, og selv hvis viljen var til stede, så er der slet ikke det økonomiske overskud, som skulle til for at dække behovet. Ikke mindst USA synes her aktivt at modarbejde, at der sker nogen form for ansvarspålæggelse ud fra de historiske emissioner – et synspunkt, som gennem årene har forsuret forhandlingsklimaet ved de internationale klimaforhandlinger.

Med en bindende aftale i støbeskeen bliver det vigtigere, at sikre at der er pålidelige og præcise opgørelser af udledningerne for de enkelte lande, så reduktioner ikke blot finder sted i excel-arkene, men også i virkelighedens verden.

Andre ville måske have fremhævet vigtigheden af at sikre det emission gap, som stadig tydeligere tegner sig, mellem de planlagte klimaindsatser frem til 2020 og hvad der vil være nødvendigt for med klimaaftalen i 2020 at blive i stand til at holde udviklingen under den målsætning på max. 2C, som blev vedtaget i København i 2009, hvilket igen ville kræve inkluderingen af en række indsatsområder ud over CO2-reduktionerne som skovrejsning og reduktion af andre klimapåvirkninger som metan, sod og HFC-gasser.

Et af de områder, som der er en reel optimisme i forhold til, at det skal lykkes denne gang at komme et regulært skridt videre med, er REDD+ forhandlingerne om sikringen af verdens skove. Det er også på høje tid – en netop fremlagt undersøgelse godtgør, at der på verdensplan forsvinder skovareal svarende til 50 fodboldbaner i minuttet. Et anden af dagens publicerede forskningsresultater peger på, at en afskovning af Amazon-området vil give en El Niño-agtig situation over det nordamerikanske kontinent, som vil føre til en voldsom nedgang i nedbøren i USA, sine steder op til 50%.

Hvis man skal finde lyspunkter, så præsenterede Cookøerne i dag deres arbejde med inden for et år at nå dertil, at 50% af deres elektricitet stammer fra vedvarende energikilder, med retning mod, elektriciteten inden 2020 er 100% fra vedvarende energikilder.

De 48 lande i LCD-gruppen fremlagde i dag deres klimatilpasningsplaner sammen med en opgørelse over, havde det vil koste, og en klart artikuleret forventning om, at de rige lande betaler. Der er tale om projekter for i alt 1,4 mia. $.

Samtidig står det klart efter dokumenter, som er sivet fra det amerikanske klimaministerium, at USA aktivt modarbejder

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 13. november

13. november 2013

Dagen i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Tilsyneladende har der ikke denne gang været kørt procedure-terror som i Bonn i juni, hvor russerne holdt forhandlingerne som gidsel igennem to uger, men man er gået ret direkte til arbejdet – så direkte som man kan, når der er 194 lande, som skal give deres besyv med.

IISDs video-reportage for i dag (dag 3) er nu lagt op. Den giver et fint indblik i de mange aktiviteter, som kører parallelt i mange både hoved- og sidespor. Fornemmer allerede, at disse videoer i år bliver den rituelle start på disse små optegnelser. Denne fase af hovedforhandlingerne bringer sædvanligvis ikke meget nyt, så dagens video-reportage følger primært to sidespor i forhold til hovedforhandlingerne. Dels en konference, som ser på mulighederne for at involvere virksomhederne i klimaindsatsen – den bolivianske repræsentant løfter her berettiget øjenbrynene og mener ikke, at dette kan være det primære mål med klimaindsatsen. Dels en konference afholdt af de oprindelige folkeslag om REDD+ problematikken, med fokus på community based monitoring and information systems.

Warsaw Climate Change Conference Day 3, (5 min. video) IISD 13.11.2013.

Samtidig har IISD, International Institute for Sustainable Development, i dag lagt to små video-reportager op fra andre side events. Den ene er fra en konference i formiddags, som skulle evaluere det fast-start finance-program, som har kørt siden 2010. Et gennemgående tema synes at være, at den har fungeret bedst, når der ikke bare er en stor fond, som donerer med spredehagl, men at der tværtimod er både en veldefineret afsender, en vel defineret modtager og en vel defineret opgave. Og man ville på baggrund af de fire år, programmet har kørt søge at komme med anbefalinger både til at fortsætte en tilsvarende indsats, og i forhold til en mere langsigtet indsats.

Fast-start Finance – lessons learned from 2010 to 2012, (6:43 min. video) IISD 13.11.2013.

Den anden video opsummerer endnu en side event, The mitigation potential of agriculture, afholdt af World Agroforestry Centre om udviklingen af bæredygtigt climate smart landbrug, og hvordan nye dyrkningsmetoder kan øge både fødevareproduktion og fødevaresikkerhed samtidig med, at det bidrager til klimaindsatsen. Det er ikke nærmere specificeret i videoen, hvad climate smart indebærer, men det er størrelser som CO2-lagring i muldlag gennem bedre dyrkningsmetoder, skovbrug, brug af biochar, erosionssikring og bedre rutiner omkring husdyr, græsning, overrislede rismarker osv. Kapitel 4 (pp.23-28) i den seneste UNEP Emission Gap Report belyser mulighederne for klimaindsats gennem ændret landbrugspraksis.

ENBOTS, (5:40 min video) IISD 13.11.2013.

Hvor man med rette kan være fortvivlet, når det gælder langsommeligheden i etableringen af den store globale klimaaftale, så er det virkelig befordrende at erfare, at der i sådanne sidespor allerede i dag sker store og vigtige indsatser, og at der løbende samles erfaringer sammen, som over tid gør det muligt at lave en bredere indsats.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVIII – optegnelser november 2013

1. november 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Tilsyneladende er der ingen, som er indstillt på at aflive TEPCO – tværtimod har det fået lov til at fifle så meget med regnskaberne og undlade at betale så stor en del af sine dekommissioneringsforpligtelser, at man her ved starten af måneden kunne fremvise et regnskab uden røde tal. Men der teger sig gradvist konturerne af en løsning, hvor det nuværende TEPCO bliver splittet op, så den overlevede enhed får lov at koncentrere sig om at levere energi, mens en anden del, sandsynligvis statsligt ledet, overtager dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi.

November vil sandsynligvis vise konturerne af en ny lovgivning, som også vil adskille forsyningsnettet fra energiproducenterne for at få åbnet for en stærkt tiltrængt konkurrence på det japanske energimarked. Det vil også gøre det mere sandsynligt, at forsyningsnettet bliver ekspanderet og rekalibreret, så det for alvor er klar til at håndtere stadig større bidrag fra den vedvarende energi.

Siden Japan sidste sommer indførte en feed-in-tarifordning – Naoto Kans betingelse for at træde tilbage! – har Japan set en eksplosiv vækst i udbygningen af vedvarende energi. Og Japan står til i 2013 at blive verdens største marked for installation af solceller. Men det er et åbent spørgsmål, om denne udvikling får liv at fortsætte, for lige så indlysende rigtig den er, lige så stor en trussel er den for nødvendigheden af genstart af reaktorerne, for ikke at tale om fortsættelsen af alle dele af det japanske atomprogram, inklusive opførelse af nye reaktorer.

Og i november vil vi se, om Japan får så røde ører ved FNs klimaforhandlinger i Warszawa, at man gentænker sin helt horrible plan om at ændre klimamålsætningen fra en reduktion i 2020 på 25% i forhold til 1990 til Abe-regeringens hån mod fremtiden med en målsætning på en stigning på 3%. Det kan ingen beskylde for at være ambitiøst. Og det er et langt større tilbageskridt end hvis samtlige 50 funktionsduelige reaktorer stadig ikke er taget i brug i 2020 berettiger til.

NRAs godkendelsesproces af de første 14 reaktorer snegler sig af sted, og det står allerede nu klart, at ingen reaktorer kommer i gang i år. Mange af ansøgerne har sagt, at de ikke kan have det nødvendige materiale klar før december, så måske der vil være stille å den front. NRAs leder har gradvist været mere og mere præcis overfor TEPCO med, at de måtte prioritere arbejdet ved Fukushima Daiichi og ikke regne med at få gang i godkendelsen af Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer, før der var langt mere styr på situationen ved Fukushima Daiichi.

Denne situation ændrer sig, hvis TEPCO fratages ansvaret for oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi. Dette er således endenu en grund til, at planerne om at frisætte TEPCO fra oprydningsarbejdet har stor sandsynlighed for at blive realiseret. For det står oven på de seneste månederes endeløse rækker af små og store fejl og fortielser klart, at man ikke magter opgaven og ikke tager den alvorligt. Man magter knapt nok at bede om den tilstrækkelige hjælp.

I november vil vi også se påbegyndelsen af fjernelsen af mere end 1500 brændselslegemer fra det beskadigede kølebassin ved reaktor 4. Efter planen er arbejdet færdigt inden udgangen af 2014. Og den dag er den mest kritiske situation ved Fukushima Daiichi demonteret. Det vil blive fulgt med stor spænding, for intet må gå galt. For der er i de 1530 brændselslegemer radioaktivt materiale svarende til omkring 700 Hiroshima-bomber.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2013

2. november - Koreansk tvivl om A-kraften
4. november - David Suzuki om Fukushima-situationen
5. november - Til genmæle overfor pro-nucleare klimaeksperter
6. november - Den kejserlige virkelighed
6. november - NRA: Ingen Kashiwazaki-Kariwa før der er styr på Fukushima

7. november - Reaktor 4: Med hjertet i halsen
7. november - TEPCO-animation om operationen ved Fukushima Daiichi
8. november - Bedre arbejdsforhold på Fukushima Daiichi på vej
8. november - TEPCO lufter planer om radikale omstruktureringer
9. november - Mainichi: Japan must get rid of all nuke plants

9. november - Flydende havvindmøller
10. november - Cyberangreb på japanske antiatomkraft-grupper
11. november - Bunden gået ud af japansk klimapolitik
12. november - Koizumi udfordrer Abe på atomkraften
12. november - Stærkt strålingsramte områder opgives

13. november - NRA indleder sag om Kashiwazaki-Kariwa-værket
13. november - Energiselskabernes monopol i opbrud
14. november - Japansk solenergi op med 350% på et år
15. november - Japan alvorligt skoset på COP19
18. november - endelig … borttagning af brændselslegemer i gang

20. november – Hirose: Fukushima en advarsel til verden
20. november - Klein: Det radioaktive vand vil ende i Stillehavet
21. november - Første hold brændselslegemer “fjernet”
24. november - Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi
24. november - TEPCO: To nye kulkraftværker inden 2020

25. november - Kritik af japansk klimaindsats efter COP19
25. november - Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage
27. november - Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi
28. november - General Electrics’ oprindelige reaktordesign uforsvarligt
28. november - NRA vil undersøge undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa

29. november - Japan Times: Japan må tage sin klimaindsats alvorligt
30. november - Mafiøse arbejdsforhold

Se Fukushima links for november 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XVII – optegnelser oktober 2013

1. oktober 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Hvis man troede, at TEPCO hen over sommeren havde nået bunden, når det gælder misrøgt og misinformation, så må man sige, at virksomheden stadig formår at overraske. Det var meget tæt på at TEPCO blev likvideret, og der er stærke stemmer for at underdele TEPCO, så én del primært tager sig af erstatningssager, en anden del primært af oprydningsarbejdet, og så – måske – en del får lov at genstarte reaktorer Kashiwazaki Kariwa-værket.

I forhold til oprydnings- og dekommissioneringsarbejdet synes der gradvist at ske det, at mens TEPCO forbliver som stråmandsudførende, så vil flere og flere af de overordnede beslutninger omkring oprydningsarbejdet, som vel at mærke er en kolossalt vanskelig opgave, som ingen nogensinde før har stået overfor noget tilsvarende, bliver varetaget af NRA og statslige instanser, suppleret af internationale kræfter.

Opgaven er simpelthen for stor og for vigtig for verdenssamfundet til at kunne overlades en sønderslået, kriseramt virksomhed, som mest af alt drømmer om at få genstartet Kashiwazaki Kariwa-værket for at slippe af med de mange røde tal i regnskabet og fred fra sine aktionærer. 

Efter overhusvalget i juli har premierminister Abe ført sig meget åbenlyst pronucleart frem, både i forhold til genstarter og i forhold til mulige eksportordrer til japanske firmaer. Men der er en ganske betydelig gruppe i hans eget parti, LDP, som ikke er nær så forhippede på at få gang i A-kraften – hverken så hurtigt eller i så stort omfang som Abe. Langt ind i regeringspartiet er der en massiv modstand mod blot blindt at trykke på alle knapper for genstart og eksport og nye japanske reaktorer. Og det fornemmes som om, at hvis ikke Abe i den kommende tid holder sig lidt mere tilbage, så vil regeringsgrundlaget begynde at knirke.

I slutspurten for at vinde værtskabet for De Olympiske Lege i 2020 følge Abe sig presset til overfor verden at bedyre, at situationen ved Fukushima Daiichi var fuldt under kontrol, og  forureningen afgrænset til det lille havnebassin foran. Ønsketænkning eller hvid løgn? – i hvert fald har regeringen hermed forpligtet sig langt mere direkte til at gøre noget ved situationen, som i bedste fald er labil.

Med foreløbig 14 reaktorer til ‘eksamen’, vil NRA med stor sandsynlighed komme til at stå i en række svære afklaring. Et det for eksempel sådan, at uanset hvor sikkerhedsopdateret Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer er blevet, så vil man ræsonnere, at TEPCO hellere skulle bruge kræfterne på at få situationen under kontrol ved Fukushima Daiichi? Og vil man overhovedet acceptere en ansøgning om reaktorstart fra Hamaoka-værket, som er Japans nok mest eklatant fejlplacerede atomkraftværk

 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser oktober 2013

1. oktober - Motegi: nedlæg Fukushima Daini
2. oktober - Genstart af Kashiwazaki Kariwa betinget af Fukushima Daiichi
3. oktober - Koizumi efterlyser et Japan uden A-kraft
4. oktober - NRA kræver plan for håndteringen af det radioaktive vand
5. oktober - ALPS-systemet igen i vanskeligheder

6. oktober – Ny klimamålsætning pinagtigt uambitiøs
7. oktober – Caldicott om A-kraft og klimaforandringer
8. oktober – Gundersen om situationen ved Fukushima Daiichi
10. oktober – Fukushima lessons for New York
11. oktober - ALPS og den frosne jordmur ‘sidste udvej’

12. oktober – Fukushima-arbejderes strålingsbelastning undervurderet
13. oktober - Titusindvis demonstrerer mod genstart af reaktorer
14. oktober - Øvelse gør mester (evakueringsøvelse)
14. oktober - NRAs sikkerhedsgodkendelse en langvarig proces
15. oktober - Anonym whistleblower-udgivelse vækker undren

15. oktober - Japans foruroligende mangel på energipolitik
16. oktober - Måske alligevel retssag mod TEPCO-ledelse
16. oktober – NRA: Situationen ved Fukushima Daiichi må først under kontrol
17. oktober – Planløshedens afveje
18. oktober - Fukushima vs. Chernobyl

19. oktober - Dekontamineringsarbejdet i krybesporet
22. oktober - Flere frostspærre-projekter ved Fukushima Daiichi på vej
23. oktober - Forslag om at samle alle japanske A-kraftværker i ét selskab
23. oktober - Abe fortsætter i sit parallelunivers
24. oktober - England vedtager første A-kraftværk i årtier

25. oktober - ‘Günter Wallraff’ på Fukushima Daiichi
25. oktober - Energisammensætning fastsættes om tre år
26. oktober - NRA udvides
27. oktober - Abe: En afvikling af A-kraften vil være uansvarlig
28. oktober - Tids at fjerne af brændselslegemer ved reaktor 4

30. oktober - TEPCO afviser at betale for dekontamineringsarbejdet
30. oktober - Ikke alle Fukushima-evakuerede kommer tilbage
30. oktober - Forslag om at dele TEPCO i to
31. oktober - Japansk A-kraft-eksport til Tyrkiet
31. oktober - Kontrollen af A-kraftsektoren bør væk fra industriministeriet

31. oktober - International hjælp på vej

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

Share