Indlæg tagged med Japan

Japan skruer igen op for A-kraften IV – Kashiwazaki-Kariwa-værket

25. august 2016

Med syv reaktorer er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev reaktorerne i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, som til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Og derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand meget vel kan trække ud i årevis.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, hvor de to genstartede reaktorer igen er i fare for at blive standset, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

Share

Radioaktive skove

19. juli 2016

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

Læs mere »

Share

Fukushima blues – tre år efter NRAs nye sikkerhedsregler

8. juli 2016

Herover ses Sendai-værket, hvis to reaktorer er de eneste som er kommet i gang her tre år efter at den japanske sikkerhedsinstans NRAs nye regler for reaktorsikkerheden trådte i kraft.

Forud for Fukushima-katastrofen(s begyndelse) 11. marts 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer, som producerede tæt på 30% af landets energiforbrug, og man havde planer om at udbygge reaktorflåden, så man i løbet af en årrække ville komme op på 50%. Men efterfølgende blev alle reaktorerne én for én taget ud af drift, efterhånden som de blev standset for det årlige driftseftersyn og udskiftning af brændselslegemer. For ingen havde mod på at give tilladelse til genstarten.

Selvom det mest blev sagt indirekte, så var det indlysende, at det ikke kun var Fukushima Daiichi-værkets ejer, TEPCO, som var skyld i, at en katastrofe som denne kunne ske. Det var hele det sikkerhedsapparat, som var sat op for at sådanne katastrofer kunne undgås, som havde svigtet. Alle havde sovet i timen, for ingen troede at det nogensinde skulle komme dertil, at den slags skete, i hvert fald i Japan. Umiddelbart kan det ligne en naturkatastrofe: et stort jordskælv giver en stor tsunami, som sætter atomkraftværkets nødsystemer ud af kraft. Men rent faktisk havde TEPCOs ingeniører få år forinden beregnet, at en katastrofe præcist som den der skete, kunne ske. I stedet for at øge tsunami-sikringen eller blot løfte nødgeneratorerne op i en højde, hvor de ikke kunne oversvømmes (blot en af disse foranstaltninger kunne have modvirket katastrofen), fik man besnakket sikkerhedsmyndighederne til, at man blot skulle at lave endnu en rapport. I befolkningen var tilliden til hele denne sammenspiste “nuclear village” således på nulpunktet, og et markant flertal så helst at atomreaktorerne aldrig mere blev taget i brug, eller hvis det ville give for store huller i energiforsyningen, at man i en overgangsfase genstartede nogle få for lige netop at have energi til at holde hjulene i gang.

På den baggrund blev hele det hidtidige sikkerhedsapparat skrottet, og man søgte fra bunden af  at bygge et nyt op, som kunne forestå sikkerheden ved den fremtidige drift af de japanske atomreaktorer og hermed genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Første opgave for NRA (Nuclear Regulation Authority), som den nye sikkerhedsinstans kaldes, var derfor at definere et regelsæt, så man efterfølgende ville stå med verdens skrappeste sikkerhedsregler.

NRA brugte herefter laaaang tid på at forberede disse regler. Men 8. juli 2013 trådte de officielt i kraft. Herefter kunne de forsyningsselskaber, som ejer og driver de japanske atomkraftværker, sende ansøgninger ind om genstart af deres reaktorer. Og her på treårsdagen er det på plads med en status.

NRA har til dato modtaget ansøgninger om genstart af i alt 26 reaktorer ved 16 forskellige værker. Sagsbehandlingen er meget tidskrævende, og forud for hver godkendelse er der udarbejdet et dokumentationsmateriale på i titusindvis af sider og gennemført omfattende inspektioner og testes. Så foreløbig er det lykkedes at færdiggøre sagsbehandlingen for 7 reaktorer, som har fået genstartstilladelse.

Men endnu er der kun kommet to reaktorer i gang ved Sendai-værket på det sydlige Kyushu (se blog-indlæg om opstarten af Sendai-værket). To andre reaktorer ved Takahama-værket opnåede starttilladelse i februar og blev igangsat umiddelbart efter. Men der viste sig tekniske problemer med den ene. Og kort efter genstarten tvang en retskendelse KEPCO til at lukke den anden af de to reaktorer (se blog-indlæg om opstarten af Takahama-værket). Den næste reaktor, som forventes at komme i gang, er Reaktor 3 ved Ikata-værket. Dens tilladelse kom på plads i november 2015, og nu er de fornødne sikkerhedsopgraderinger og tests gennemført, så selve opstarten begynder en af de allernærmeste dage (se blog-indlæg om opstarten af Ikata-værket).

NRA har yderligere givet en tilladelse til en levetidsforlængelse fra 40 til 60 år for Reaktor 1 og Reaktor 2 ved Takahama-værket. Men her forestår så omfattende udbedringer, før de kan genstartes, at de først forventes klart til opstart i 2019.

Så umiddelbart er det let at gøre status: Efter tre år er der endnu kun kommet to reaktorer i gang. Det er straks mere vanskeligt at spå om, hvor mange flere, der vil blive genstartet i de kommende år.

Læs mere »

Share

Hiroaki Koide: The seven sins of nuclear power

2. april 2016

Igennem mere end fire årtier har Hiroaki Koide været en af Japans mest fremtrædende strålings-forskere. Han indså tidligt, at der var fundamentale problemer med den japanske håndtering af atomkraften, og fra sin position ved et strålingslaboratorium ved Kyoto University blev han tidligt en af de mest fremtrædende kritikere af “the nuclear village” – hele det kompleks af interesser, som omspinder, styres og næres af den japanske atomindustri, som frem for at tage sin sikkerhedsopgave alvorligt lullede sig selv og det japanske samfund ind i den illusion, at intet kunne gå galt. Så sikre var man på teknologiens ufejlbarlighed (Chernobyl var jo i Rusland), at man den dag det gik galt var fuldstændig uforberedt.

Koide er for nylig gået på pension. Ved den lejlighed gav han et langt interview til Japan Focus,¹ som giver et sjældent indblik i den japanske virkelighed, hvori det kunne gå så galt som det gjorde – og hvor det her fem år efter fortsætter med at gå galt, fordi man er så utilbøjelig til at lære af sine fejl og åbent at erkende, hvad som gik galt. I den forbindelse genlæste jeg Hiroaki Koides vidnesbyrd ved en høring i det japanske overhus 23.05.2011, blot godt to måneder efter Fukushima-katastrofen.² Han runder her sin gennemgang af det nucleare brændselskredsløb af med at konstatere, at fast breeder-reaktorerne (den næste generation af reaktorer, som løser alle de problemer de nuværende) igennem nu et halvt århundrede været liiiige ved at være færdigudviklede. Deadline for den første fast breeder-reaktor er senest skubbet til senest 2050, men ifølge Koide-san vil det aldrig ske – det er et umuligt forehavende. Han slutter sin præsentation med en ganske tankevækkende reference til Gandhis syv sociale synder:

In closing, I would like to quote the “seven social sins” that Mahatma Gandhi warned against, and which are inscribed on his memorial. The first is “Politics without Principle.” To those who gathered here today, I would like you to take these words deeply to heart. Gandhi’s other sins, such as “Wealth without Work,” “Pleasure without Conscience,” “Knowledge without Character,” “Commerce without Morality,” all apply to electric power companies, including TEPCO. And with “,” I would challenge academia and its all-out involvement with the nation’s nuclear power policy, and that includes myself. The last one is “Worship without Sacrifice.” To those who have faith, please take these words to heart, too.²

  1. Politics without Principle
  2. Wealth without Work
  3. Pleasure without Conscience
  4. Knowledge without Character
  5. Commerce without Morality
  6. Science without Humanity
  7. Worship without Sacrifice

Når ret skal være ret, er det ikke kun Japans “nuclear village”, som fremstår noget anløben i dette perspektiv. Tværtimod synes Gandhis syv sociale synder i forskellig iklædning at optræde i alle samfund. De er civilisationskritik til benet.

De syv sociale synder er således også centrale komponenter i vor tids nok største paradoks, at vi til trods for, at vi alt for godt ved, at vi er nødt til at lægge vores kurs radikalt om, hvis vi skal lykkes at imødegå klima- og bæredygtighedsudfordringen, ikke synes at være i stand til, endsige indstillet på, for alvor at ændre kursen.

I en optegnelse for 16. marts 2013 er det muligt at se Hiroaki Koide i en 15 min. video fra et symposium i New York 11.03.2013: The Medical and Ecological Consequences of the Fukushima Nuclear Accident.

Hirano Katsuya & Kasai Hirotaka: “The Fukushima Nuclear Disaster is a Serious Crime”: Interview with Koide Hiroaki, The Asia-Pacific Journal – Japan Focus 15.03.2016.¹

Norimatsu Satoko Oka, Yasuyuki Sakai & Hiroaki Koide: The Truth About Nuclear Power: Japanese Nuclear Engineer Calls for Abolition, The Asia-Pacific Journal – Japan Focus 08.08.2011.²

 

Share

Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket

29. december 2015

Herover ses Takahama-værket med dets fire reaktorer, hvoraf reaktor 3 og 4 i forgrunden i februar opnåede godkendelse af genstart ved den nyetablerede japanske sikkerhedsinstans NRA. 

I månederne efter Fukushima-katastrofen i marts 2011 blev en efter en samtlige 54 atomreaktorer taget ud af drift, for efterhånden som de blev standset for det årlige sikkerhedscheck og genpåfyldning af brændselselementer turde ingen lokalpolitiker give sin accept af genstarten. Hele det sikkerhedsapparat, som så eklatant havde fejlet, blev skrottet, og en ny sikkerhedsinstans, NRA, hvis første opgave var at definere nye sikkerhedsregler for drift af atomreaktorer i Japan, blev etableret. Herefter måtte de forsyningsselskaber, som ejer de japanske reaktorer, reaktor for reaktor søge om godkendelse i en møjsommelig proces, som har krævet op imod 40.000 sider dokumentation ud over en række tekniske og sikkerhedsmæssige opgraderinger, som afhængig af hvilken reaktorer, der er tale om, kan være fra mindre justeringer til opgraderinger, som er så omfattende, at det forretningsmæssigt set ikke vil vil hænge sammen.

I august i år lykkedes det ved Sendai-værket at få de første to japanske reaktorer i ordinær drift efter det nye sæt af sikkerhedsregler, og i november kom endnu en reaktor ved Sendai-værket i gang (se blog-indlægget  Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket). Herefter var det ventet, at næste genstart ville blive en reaktor ved Ikata-værket (se blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket). For genstarten af reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, som i februar opnåede den nye sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, blev i april i år blokeret på grund af en retskendelse. Men i løbet af december er de nødvendige lokale tilladelser faldet på plads. Og her juleaftensdag behandlede retten i Fukui en anke over afgørelsen, og blokeringen af genstarten var ophævet.

Allerede dagen efter igangsatte Takahama-værkets ejer, KEPCO, som er forsyningsselskab for Kansai-regionen, påfyldningen af brændselselementer i reaktor 3. Mandag den 28. var de 157 brændselselementer på plads og reaktoren klar til opstart. Der er endnu ikke fremlagt nogen tidsplan, men den nationale japanske TV-station NHK oplyser i dag, at opstartsprocessen vil blive igangsat allerede i januar.

Læs mere »

Share

Når en vindmølle havarerer … når et atomkraftværk

14. december 2015

Ved den seneste storm i dagene op til klimatopmødets begyndelse havarerede vindmølle nr. 7 på Paludans Flak ud for Samsø om morgenen den 28. november. Mølletårnet brækkede simpelthen over lige under det sted, hvor møllehuset er fastgjort, og top og vinger faldt samlet i havet. Møllerne blev koblet ud, den havarerede mølle blev taget ud af kredsløbet, og få dage efter var de øvrige ni møller på Paludans Flak i gang igen. Møllen var en 2,3 MW Bonus-mølle fra 2003, og 13 møller med en tilsvarende konstruktion er nu blevet checket. Der tilbagestår at finde ud af, om det er forsikringsselskabet eller Siemens (som i mellemtiden har opkøbt Bonus), som skal udrede omkostningerne ved udbedringen af møllen, som synes totalskadet. Men ingen uløselige problemer, ingen alvorlige bivirkninger, ingen tilskadekomne – måske bortset fra et par knuste muslingeskaller på havbunden – ingen psykiske men.

I betragtning af hvor mange møller vi efterhånden har i Danmark, er det en sjælden forteelse. Men det er nu opklaret, at det var en svækket svejsesøm, som var årsagen – en usædvanlig fejl, som ingen tidligere mindes at have set som havari-årsag. Når det går galt, er det som oftest de bevægelige dele: Brækkede vinger, overbelastede geardele eller, som man så det med Middelgrundens vindmøllebue, problemer med at de store transformatorer bliver overbelastede.

Vi springer herefter til 11. marts 2011, hvor en tsunami ud for det nordlige Honshu væltede ind over kysten og lammede atomkraftværket Fukushima Daiichi. Kølingen satte øjeblikkeligt ud, og i de følgende døgn havarerede fire af værkets seks reaktorer totalt. De sikkerhedsforanstaltninger, man havde, formåede intet, og selvom beregninger få år inden havde vist, at en tsunami med en sådan kraft kunne ramme kysten, havde man ikke taget konsekvensen og forhøjet sin tsunami-sikring – eller i det mindste sikret nødstrømgeneratorerne til køleanlæggene mod oversvømmelse. Så man stod magtesløs overfor situationen og kunne blot se på, at tre af reaktorerne mere eller mindre totalnedsmeltede mens reaktorbygningen for en fjerde, som var midlertidigt tømt for brændselslegemer, eksploderede. Heldigvis var der fralandsvind, så størstedelen af det radioaktive materiale drev ud over havet, men på et tidspunkt var vinden ind over land, og man måtte evakuere i alt 200.000 mennesker og indføre strålingskontrol med alle fødevarer. I månederne efter lukkede de japanske reaktorer en efter en for det årlige vedligeholdelsescheck, og efterfølgende turde ingen give accept af genstart, så Japan stod uden 30% af sin energiforsyning. Man måtte derfor indføre ganske strenge energisparekampagner over hele landet for at klare sig gennem sommervarmen, hvor airconditioning-anlæggene kørte på højtryk. Kontorhuse måtte sætte termostaten så højt, at man måtte insistere på, at de sædvanlige jakkesæt blev hjemme. Energiforbrugende virksomheder måtte fordele deres produktion, så de brugte mindst, når det samlede forbrug var højest. Og det lykkedes at spare omkring 15% af det normale forbrug – hvilket et godt stykke hen ad vejen var godt. Men mere end 100 mio. mennesker måtte

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket

8. november 2015

I disse dage afholdes den årlige evakueringsøvelse omkring Ikata-værket, som ligger på Sadamisaki-halvøen, hvis nåleagtigt lange bjergryg strækker sig fra øen Shikoku mod Kyushu med Indlandshavet mod nord og Stillehavet mod syd. Scenariet for årets øvelse er det fra Fukushima-katastrofen kendte, at atomkraftværket mister kølingen af sine tre reaktorer efter et jordskælv af styrke 7, som vender op og ned på det meste. I alt 15.000 mennesker omkring værket er involveret i den to dage lange øvelse, hvor mange evakueres med bus, men nogen må evakueres med skib, fordi vejforbindelsen til hovedøen er afskåret. Inde på selve værket har flere hold iført strålingsdragter søgt at køle reaktorerne med en ny sprøjtevogn, mens plejepersonale på ældreinstitutioner osv. i en radius på 10 km trænede evakuering af folk i rullestol. Hjemmeværn og en færge evakuerer fra søsiden, dog ikke alle de 5.000 beboere på Sadamisaki-halvøen, som kan blive afskåret, hvis uheldet er ude, men 70.

Det er tredje gang, der afholdes en sådan øvelse ved Ikata-værket. Det kan virke noget uvirkeligt, og mange deltager med præmissen, at det aldrig må ske. Men efter det firedobbelte reaktoruheld ved Fukushima-værket i 2011 er det en mulig virkelighed – en situation, som vil kunne ske alle steder, og som man er nødt til at forholde sig nøgternt til, hvis man skal kunne agere rationelt hvis en dag uheldet skulle være ude. Og nu er der udsigt til, at Reaktor 3 ved Ikata-værket kommer i gang inden længe. I juli måned fik reaktoren sin godkendelse ved NRA, den sikkerhedsinstans som blev etableret efter Fukushima-katastrofen i et forsøg på at genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Derudover skal der indhentes lokal accept af genstarten, hvilket traditionelt har været fortolket som en formel accept fra guvernøren for det pågældende amt og borgmesteren for værtskommunen. Og inden for den seneste måned har Ikata-værket fået grønt lys fra både Ehime Amts guvernør Tokihiro Nakamura og Ikatas borgmester Kazuhiko Yamashita. Så værkets ejer, Shikoku Electric, regner nu med at være klar til at igangsætte den 890 MW store reaktor i marts 2016. Når genstarten ikke bare følger umiddelbart herefter, er det fordi man som del af tilladelsen har indvilliget i at lave en række jordskælvssikre rørføringer osv. så værket er rustet til større jordskælvsbelastninger. og når disse opgraderinger er gennemført, skal de inspiceres og godkendes af NRA. Så at dømme efter de hidtidige sagsforløb kan genstarten meget vel trække yderligere ud.

Som del af de nye sikkerhedsregler er evakueringszonen også på baggrund af erfaringerne fra Fukushima øget fra 6 km til 30 km. Det kalder på et helt nyt samarbejde mellem kommunerne, som man ikke har nogen tradition for og ikke noget naturligt forum at udvikle i. Så et tilbagevendende kritikpunkt for godkendelserne til genstart har været, at man har set alt for meget på det tekniske på selve værket, og slet ikke har behandlet evakueringsdelen af sikkerheden på samme systematiske måde.

Omkring de to reaktorer ved Sendai-værket, som her i efteråret som de første efter Fukushima er blevet genstartet efter de nye sikkerhedsbestemmelser, er der således stadig ikke nogen samlet evakueringsplan. Og det samme bliver tilfældet for Ikata-reaktoren. Her er de lokale godkendelser kommet uden den systematiske afklaring af evakueringssituationen – med en stille bøn om, at det aldrig bliver nødvendigt. Det er heller ikke nogen enkelt sag at lave sådanne evakueringsplaner, for man kender først katastrofens omfang i det øjeblik det sker – er det udløst af jordskælv, vulkanudbrud, terrorangreb eller blot et teknisk svigt på selve værket? Vil der stadig være passage på Sadamisaki-halvøen eneste forbindende vej, så måske 6.000 mennesker skal evakueres af søvejen. Driver de radioaktive skyer efter gaseksplosioner nådigt ud over havet, hvor få skal evakueres, eller får vi en tunge 50-60 km eller mere ind over hovedøen Shikoku, som vil kræver et meget stort antal mennesker evakueret? Ingen kan vide det, ingen kan forberede sig på alle mulige kombinationer – og ingen synes at se det som deres opgave gøre det. Så uanset premierminister Abes tilbagevendende lovprisning af de japanske sikkerhedsforskrifters verdensklasse er der rigtig mange ubesvarede spørgsmål.

Læs mere »

Share

USA og Japan ønsker stop for finansiering af konventionel kulkraft

31. oktober 2015

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Læs mere »

Share

Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?

12. september 2015

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket

11. august 2015

I tiden efter Fukushima-katastrofen samlede de store ugentlige demonstrationer mod A-kraft i Tokyo langt over 100.000 demonstranter. Herover protesterede nogle få hundrede mennesker i dag i Satsumasendai mod genstarten af den første reaktor siden Fukushima-katastrofen i 2011 efter de nye sikkerhedsregler

Så skete det. 4½ år efter Fukushima-katastrofen er den første japanske reaktor genstartet. Der er tale om den ene af to reaktorer ved Sendai-værket, som ligger på det sydvestligste Kyushu, hvor kernekræfterne nu er sat i gang. Fra starten af september vil der således igen være elektricitet fra A-kraft i de japanske stikkontakter. Den anden reaktor ved Sendai-værket, som ligeledes har opnået den japanske sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, forventes at blive gjort klar til opstart i oktober. De blev begge lukket ned i september 2011 for et årligt sikkerhedscheck og genpåfyldning med brændselslegemer. Men som det skete over hele Japan, var der efterfølgende ingen som turde lægge navn til godkendelsen af genstarten, så i tiden efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev samtlige reaktorer gradvist taget ud af drift.

Forud for genstarten er gået et langt politisk slagsmål, tre store undersøgelseskommissioner, store offentlige høringer om Japans fremtidige energiforsyning, som endte med en beslutning om at udfase Japans atomkraft inden 2030erne. Så det lignede i løbet af 2012, at Fukushima-katastrofen i det mindste havde formået at blive katalysator for en ny kurs, hvor Japan blev et bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi. Men så kom et regeringsskifte, som gjorde, at man på trods af det stærke ønske i den japanske befolkning om at udfase A-kraften alligevel er på vej tilbage i det gamle spor med en massiv udbygning af A-kraften – så vidt muligt som om intet var hændt. Dog er NISA, den gamle sikkerheds- og kontrolinstans, som med sin pinagtigt sløsede måde at forvalte sin opgave på var stærkt medvirkende til, at en Fukushima-katastrofe overhovedet kunne ske, skrottet, og en helt ny instans, NRA, er bygget op fra bunden. Eller rettere er ledelsen ny, men mere eller mindre samtlige ansatte i NISA er fortsat i NRA.

Endda synes NRA under ledelse af Shunichi Tanaka at have formået at tilføje sikkerhedsarbejdet en ny klarhed og præcision, selv i en situation, hvor der har været et voldsomt politisk pres for at få reaktor-godkendelserne kørt hurtigt igennem. Mange havde da også forestillet sig, at godkendelser og genstarter efter at NRAs nye sæt af sikkerhedsregler lå klar i juli 2013 ville komme på stribe. Men Tanaka synes at have formået at stå fast på, at godkendelserne ikke bare skulle jappes igennem som en skueproces, men at man rent faktisk brugte situationen til at søge at skabe den optimale sikkerhed.

Hvis det nogensinde lykkes at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, er det således i høj grad hans fortjeneste, for TEPCO, som drev Fukushima Daiichi-værket, har ikke på samme måde formået at sadle om, men har gang på gang siden 2011 vist sig at fortie vigtig information, som den japanske befolkning havde al ret til at være informeret om. For eksempel undlod man behændigt at informere om, at der dagligt siver 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, indtil en uge efter det valg, som sikrede en pro atomkraft-regering.

Men tilbage Sendai-værket, er de to første reaktorer efter Fukushima-katastrofen endelig klar til at kunne genstartes efter de nye sikkerhedsregler. De kommende par år vil så vise, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde inden Fukushima-katastrofen, som kommer i gang, og hvor hurtigt det kan gå. Lige nu har NRA modtaget ansøgninger om genstart af 25 reaktorer – heriblandt dem, som man må formode har er størst chance for at få genstartet. Hvor mange flere, de store regionale forsyningsselskaber, som driver reaktorerne, vil forsøge at få i gang, er endnu uvist – det synes som om, alle holder vejret og vil se, hvordan det går med de første opstarter og hvor store opgraderinger af det sikkerhedsmæssige, som der skal til, før der bliver taget endelig beslutning om de sidste. For mange af de ældre reaktorers vedkommende vil de nødvendige opgraderinger sandsynligvis blive så bekostelige, at det ikke vil kunne betale sig at søge om genstart med den forventede restlevetid.

Foreløbig står det klart, at de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi ikke kommer i gang, samt (uformaliseret) at de fire reaktorer ved det nærliggende Fukushima Daini heller ikke skal regne med genstart, da man har lovet Fukushima Amt fremover at kunne basere sin eksistens på en 100% vedvarende energiforsyning. Yderligere er der ved de øvrige værker foreløbig truffet beslutninger om, at 5 reaktorer ikke vil blive søgt genstartet. Så bruttogruppen er nede på 39, hvoraf 12 er over 30 år, yderligere 18 er over 20 år, og blot 9 af disse reaktorer er under 20 år. Det blev efter Fukushima-katastrofen foreslået at gøre 30 år til den maksimale alder, men NRA har foreløbig fastslået, at 40 år er den maksimale løbetid.

Til gengæld var tre nye reaktorer under opførelse i 2011, hvoraf man har videreført byggeriet af den ene, Oma-værket på det nordligste Tohuku.

Selv blandt de 25 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgninger for, er der adskillige, som af forskellige årsager sandsynligvis ikke kommer i gang. Nogle af disse årsager er korrigerbare, men 10 af disse reaktorer er af samme ‘boiling water’-type som de tre nedsmeltede, hvor man må formode, at sikringsarbejdet vil være særligt bekosteligt. For andre er der ikke noget at stille op. For eksempel blev Japans første atomkraftværk, Tokai-værket, i sin tid placeret uden for Tokyo. Men byen har siden da bredt sig ud over alle grænser, så værket i dag ligger ganske uhensigtsmæssigt placeret i bymæssige omgivelser med over 1 mio. mennesker i evakueringszonen, hvor man omkring Fukushima-værket ‘kun’ måtte evakuere 170.000. Den mest radikale grund til ikke at kunne tillade genstart, er, hvis en reaktor er placeret umiddelbart over geologiske foldelinjer, som det vurderes har bevæget sig inden for de seneste 120-130.000 år. Her vil jordskælv kunne blive særligt voldsomme, hvorfor det ifølge japansk lovgivning ikke er tilladt at drive et anlæg som et atomkraftværk. Foreløbig er kun en enkelt reaktor dømt ude på den konto, men der er en række andre sager, hvor det endnu ikke er endeligt afklaret.

Læs mere »

Share