Strøtanker om bæredygtighed

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

.
ʻĀINA: That Which Feeds Us, 22:55 min. dokumentar af Josh Thome (2015).

ʻĀina er et hawaiiansk ord for That Which Feeds Us. Det er en betagende dokumentarfilm om forholdet mellem vi mennesker og vores Jord – om forholdet mellem på den ene side en traditionel livsvisdom og dyrkning af jorden, som bygger på den fundamentale forestilling, at man må give noget for at kunne tage noget, og på den anden side det moderne industrielle landbrug, som i sin manglende visdom tager og tager og tager uden at give noget tilbage.

ʻĀINA: That Which Feeds Us er optaget på Kauai, som med 1.456,4 km² er Hawaiis fjerdestørste ø. Kauai er Hawaiis naturparadis. Mere end halvdelen af øen er uberørt natur, kun en tredjedel er beboet og opdyrket, så landskaberne er eksotisk anderledes end vores hjemlige danske, men hele modsætningen mellem en oprindelig forståelse af, hvordan man må og kan og bør være til stede på kloden i et stadigt – ærbødigt og bæredygtigt – giv-og-tag-forhold, har et stærkt dialogbudskab overfor situationen i Danmark, hvor det danske landbrug er i fuld gang med at ruinere vores landskaber, vores muld og vores omgivende natur, netop fordi man tager og tager og tager uden blik for, hvad man må give, for at ikke bare markerne, men også den omgivende natur, bliver givet godt videre til kommende tider og generationer.

Kauai County udgør den den nordlige del af staten Hawaii og består af øerne Kauai, Niihau, Lehua og Kaula. I 2010 havde Kauai County ~67.000 indbyggere. Kauai bliver brugt af fire af verdens største GMO-virksomheder som udviklings- og eksperimentalsted for nye GMO-afgrøder og ikke mindst brugen af forskellige ‘matchende’ pesticider. Kontrasten mellem dette højindustrielle landbrug, som bedst kan beskrives som kemisk krigsførsel, og en oprindelig viden om, hvordan vi lever ikke bare med – men som en del af – vores levende omgivelser, gør ʻĀINA: That Which Feeds Us til en vigtig, smuk og billedmættet fortælling.

Så jeg kan varmt anbefale at se den, lade dens fortælling sive ind og give den plads til overvejelse.

Læs mere »

I Danmark må vi årligt lukke omkring 100 drikkevandsboringer på grund af, at landbruget har brugt sprøjtemidler, som når ned i grundvandet. Dette er fundamentalt set utilfredsstillende. Den danske muld skal dyrkes, ikke bare så dens frodighed opbygges og bevares for de kommende generationer, men også så det ikke beskadiger vores drikkevand.

Der er ikke bare tale om et hypotetisk problem – faktisk kan man i dag finde sprøjterester i hver fjerde drikkevandsboring, og selv hvis man stoppede fradag til dag, vil årtiers fejlsprøjtninger fortsætte med at bevæge sig mod grundvandet, så det er på høje tid, at man griber ind, hvis man vil sikre fremtidens drikkevand.

Hidtil har man skullet se et givet sprøjtemiddel dukke op i vandboringer, før man begyndte at overveje, om man måtte begrænse brugen. Og selv når der  begyndte at være mistanke, har problemerne systematisk været forsøgt slået hen. Men nu lægger miljøminister Ida Auken op til, at forsigtighedsprincippet fremover skal være gældende. Hvis der overhovedet er tvivl, om et sprøjtemiddel er sikkert, skal det tages ud af sortimentet.

Tidligere i år blev det afsløret, at landbruget i ganske stort omfang henter ulovlige sprøjtemidler (se blog-indlægget Pesticid-krigen). I konsekvens heraf kom det på tale, at man kan får frataget “kørekortet” og fremover må undlade at sprøjte eller bestille maskinstationen til at gøre det.

Indtil i dag har landbruget været meget imod en egentlig regulering på området og insisteret på frivillige ordninger med stor spændvidde. Men i snart alt for mange år har man kunnet se, at frivillige aftaler ikke holder. Så man må hilse de nye tiltage velkomne.

Ida Auken påpeger, at det selv med indførelsen af forsigtighedsprincippet er muligt at opnå de ønskede resultater med de sprøjtemidler, som bliver tilbage på hylden.

En konsulent ved Videnscenter for Landbrug er i dagens Politiken citeret for, at der helt klart vil være afgrøder, hvor man ikke kan finde kemiske alternativer, og han nævner som eksempel kløvergræs, hvor man nu bruger Bentazon.¹ Bentazon har været massivt brugt i flere årtier, og forbruget var i 90erne omkring dobbelt så stort som i dag, så noget tyder på, at man har brugbare alternativer. Bentazon er et af de sprøjtemidler, som man i de senere år har fundet i drikkevandet.

Men hvis man blot et øjeblik hæver sig over den kemiske krigsførelse, som nu pågår i det danske landskab, så handler det ikke kun om at finde nye sprøjtemidler, som er mindre problematiske end de nuværende.

Der skal en ny forestilling om, hvad de vil sige at dyrke jorden, som ikke bare er økologisk, men som kommer videre fra den monokulturelle blindgyde. Vi må lære at høste af komplekse økosystemer, som rummer en mangfoldighed af liv.

På den led vil vi kunne trække store mængder af atmosfærens overskydende CO₂ tilbage i muldlaget.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup og Mads Brandstrup: Regeringen i massivt indgreb mod sprøjtegifte, Politiken 18.08.2012.¹

Tomas Djursing: 11 godkendte pesticider risikerer at sive ned i grundvandet, Ingeniøren 03.10.2007.

Niels Fastrup: Landbrug hælder mere gift på marker, Politiken 07.11.2012.

Sigrid Møller: Landbrugets pesticidforbrug dobbelt så stort som målsætning, Ingeniøren 08.11.2012.

I samarbejde med DR-programmet “Bag Facaden” har Politiken afsløret, at der trods alle forsøg på at komme uhensigtsmæssig sprøjtning til livs i stort omfang importeres ulovlige sprøjtemidler. Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde, men om organiseret kriminalitet, hvor landmænd i hundredvis omgår alle forsøg på at regulere landsbrugets sprøjtning, så vi ikke ødelægger grundvandet og sætter vores helbred på spil, ved i stor udstrækning at købe forbudte sprøjtemidler ad skjulte kanaler og bruge dem.

Det er en ganske alvorlig sag for dansk landbrug. En ting er, at organisationerne igennem årtier har været bagstræberiske i deres manglende medvirken til en egentlig løsning af problemerne – ikke mindst gennem vedholdende at insistere på en frivillighed i ordningerne og at landmændene skal være med til at afgøre, hvordan man bedst optimerer sprøjtningen, så man får den optimale plantebeskyttelse uden at risikere forureningen af vores grundvand.

Man må blot sige, at landbruget på dette område har opbrugt sin allersidste rest af tillid. Dansk landbrug insisterer på at blive betragtet som voksen samfundsborger, men er nøgternt set endt med en junkies totale afhængighed af giftsprøjten, så trods alle formaninger hører og ser man ingenting, men er villig til at begå egentlig kriminalitet for at få sit regelmæssige fix.

Så nu må vi glæde os over, at vi har en miljøminister, som er villig til at hjælpe dansk landbrug ud af sit misbrug med de nødvendige, noget mere håndfaste begrænsninger, der skal til. Det er direkte på tale, at landmænd, som bliver taget i at sprøjte med ulovlige midler, skal få frataget kørekortet og enten fremover må klare sig uden sprøjtemidler eller må betale maskinstationen for at gøre det.

Men at dømme på adfærden skal der en regulær omskoling til. Dansk landbrug må ud af sin reaktive attitude og innovativt i gang med at udvikle sunde og på alle måde tilfredsstillende dyrkningsmetoder. Økonomi-argumentet for fortsat sprøjtning med tvivlsomme pesticider holder ikke, og hvis det betyder, at priserne stiger, så er det sådan. Det er ikke forbrugerne, som har bedt om priskrig på yderste decimal. Nej vi vil have – og har et legitimt krav på – at danske bønder i deres brug af det danske landskab varetager fællesskabets og fremtidens interesser.

Til det mere pinlige hører, at Schackenborg synes indblandet i skandalen. Kunne vi ikke opfordre Prins Joachim om at tage på studiebesøg ved sin kongelige kollega i England. Prins Charles er en vital skikkelse i England, når det gælder økologi og bæredygtighed, beskyttelsen af verdens regnskove. Det ville være klædeligt, om det danske kongehus tilsvarende markerede sig som en positivt forvandlende kraft på miljøområdet.

Dansk landbrug har blot landskabet til låns. Man kan ikke berettige den nuværende kemiske krigsførelse, som er destruktiv overfor vores miljø og fremtidige levevilkår, med marginale økonomiske gevinster.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup: Ida Auken truer landbruget med mere kontrol og højere bøder, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gødning og gift sælges i stor stil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig import: Gødning og gift til landbruget kommer til Danmark med skib og lastbil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gift skal koste sprøjtelicens, Politiken 07.06.2012.

Niels Fastrup: Schackenborg involveret i gødningsskandale, Politiken 08.06.2012.

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.

Den amerikanske landbrugsgigant Monsanto har gennem årene udviklet kombinationer af genetisk manipulerede afgrøder og sprøjtemidler til det industrielle landbrug. For eksempel er der til sprøjtemidlet Roundup skabt en række genetisk manipulerede afgrøder, som er “Roundup Ready” – designet til at kunne modstå glyphosat, det aktive stof i Roundup.

Men det fremgår af en tankevækkende artikel i Mother Jones i dag,¹ at man i årevis ikke kunne finde det perfekte resistens-gen overfor Roundup. Og løsningen kom først, da man undersøgte frø fra prøver taget omkring Monsantos store fabriksanlæg langs Mississippi-floden, hvor man producerer Roundup. Her var der i årevis spredt glyphosat, hvilket havde slået de meste glyphosat-følsomme planter ned og kun ladet de mest resistente overleve. Så naturen var allerede langt med at udvikle det resistens-gen, som man eftersøgte.

Her skulle alle alarmklokker have lydt, og man skulle på stedet have indset, at strategien var fundamentalt forkert. I stedet tog man de resistens-gener, som naturen allerede havde udviklet og podede dem ind i Roundup-ready afgrøder og fik dem på markedet – troede på, at når det var så svært for selv de dygtigste forskere at løse, så ville det være noget nær umuligt for naturen.¹

Og nu fremgår det af Tom Philpotts artikel, at blot 15 år efter at de første Roundup Ready genmanipulerede afgrøder kom på markerne, er der allerede mere end 20 forskellige typer af ukrudt, som har udviklet resistente former. Så samtidig med at man har spredt en masse Roundup, som alle forsikringer til trods viser sig at være problematisk for miljøet, såvel som for vores sundhed, så står man overfor, at naturen i løbet af relativt få år finder veje at overleve et sprøjtemiddel som Roundup, så man må i gang med et nyt giftstof og tilsvarende nye genmanipulerede Giftstof yy Ready afgrøder. Samme problematik som på hospitalerne, at man med den udstrakte brug af penicillin er trådt ind i en stadig accelererende spiral af stadig mere resistente bakteriestammer.

Billedet herover er fra Roundup Ready majs omgivet af Roundup Ready ukrudt. Selvom argumentet for Roundup var, at det ville erstatte andre mere giftige sprøjtemidler, ser man derfor, at der efterhånden som der udvikles resistens, igen i stor udstrækning bliver rakt ud efter sprøjtemidler som 2,4D, 2,4DB, Atrazine, Paraquat, Metsulphuron Methyl og Imazethapyr for at komme det Roundup-resistente ukrudt til livs.²

Roundup Ready-strategien er så at sige den ultimative udgave af monokulturen, hvor alt konkurrerende liv på markerne forvises. Endda er det svært at forestille sig, at Monsanto uden videre opgiver strategien. For økonomisk set har det vist sig uhyre lukrativt at sidde på både produktionen af sprøjtemidlet og produktionen af de genetisk manipulerede (og patenterede) afgrøder. Særlig i USA har det lynhurtigt vundet en kolossal udbredelse, når det gælder dyrkningen af majs, soja og bomuld. Men fremkomsten af det resistente superukrudt har allerede givet store problemer, og spørgsmålet er, om strategien overhovedet kan fortsættes. Med lidt held bryder den endeligt sammen på de amerikanske marker før disse dyrkningsformer for alvor vinder udbredelse i verden.

Disse genetisk manipulerede afgrøder er ikke udviklet for at hjælpe menneskeheden, men for at maksimere indtjeningen på sprøjtemidlerne ved at gøre dem uundværlige. Og ud over de mange miljø- og sundhedsmæssige aspekter rejser de Roundup Ready afgrøder en omfattende vifte af dilemmaer, fra om det overhovedet er forsvarligt at have horder af videnskabsmænd til at klippe-klistre i klodens genbank til basale spørgsmål som det kulturtab, der ligger i, at bonden ikke mere selv kan samle sit sædekorn, men hvert forår må henvende sig til Monsanto for nye forsyninger – og så lige huske samtidig at få Roundup til et års skud i sprøjten.

Se tidligere blog-indlæg: Monsanto dømt for forgiftning med pesticider og Landbruget på sprøjten.

Tom Philpott: How NPR Got It Wrong on Monsanto’s Superweeds, Mother Jones 14.03.2012.¹

GM Crops Facing Meltdown in the USA, Institute of Science in Society 02.01.2010.

GM Crop Woes: a report from Argentina, RISQ 23.09.2003.²

Monsanto and the Roundup Ready Controversy, SourceWatch (med masser af links og kilder).²

.
Magnus Bredsdorff: Gensplejsning får landmænd til at pøse mere Roundup på markerne, Ingeniøren 04.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Professor: GM-majs vil give Europa eksplosion i gift-resistent ukrudt, Ingeniøren 23.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt tvinger britiske landmænd til at lægge marker brak, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt i hastig fremmarch på danske marker, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Industri-landbrug fremavler resistent ukrudt, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Forskere: Nye afgifter giver os mere resistent ukrudt, 17.11.2012.

Magnus Bredsdorff: De tre mest udbredte arter af resistent ukrudt i Danmark, Ingeniøren 17.11.2012. 

Ved domstolen i Lyon blev Monsanto i går dømt skyldig i at have kemisk forgiftet en 47-årig kornavler, som i 2004 havde brugt Monsantos Lasso ukrudtsmiddel. Efterfølgende fik manden neurologiske problemer inklusive hukommelsestab, hovedpine og stammen, hvorfor han sagsøgte firmaet for utilstrækkelig mærkning.¹

Den franske socialforvaltning for landbrugere har siden 1996 registret omkring 200 tilfælde årligt, som potentielt kunne stå i forbindelse med påvirkninger fra sprøjtemidler, men kun i 47 tilfælde har man direkte kunnet forbinde symptomerne med omgangen med sprøjtemidler. Og dommen i går er den første af sin slags (i Frankrig) nogensinde.

Lasso har været brugt siden 60erne, men blev forbudt i EU i 2007, og var da allerede udfaset i en række lande. Endda er Monsanto uforstående overfor dommen og overvejer at anke.

Brugen af Lasso er i dag typisk erstattet af Monsantos Roundup, som man også har voksende formodninger om er alt andet end harmløst for miljøet.² Samtidig står franske bønder med det problem, at visse typer ukrudt synes at udvikle resistens overfor et sprøjtemiddel som Roundup.¹ Det moderne landbrugs kemiske krigsførelse for at opretholde fundamentalt ubæredygtige monokulturer ligner således skruen uden ende – med et indbygget behov for stadig nye miljøgifte.

I Frankrig har man vedtaget en målsætning om at halvere brugen af pesticider i perioden 2008-18 og har foreløbig i de første to år nået en 4% reduktion. Det er noget bedre end de danske bønder, som trods målsætninger om at mindske antallet af sprøjtninger år for år ender med stigende anvendelser – se tidligere blog-indlæg: Landbruget på sprøjten.

Den franske socialforvaltning for landbrugere (social security’s farming branch) forventes i år at føje Parkinson’s disease til listen over lidelser forbundet med brug af pesticider og har allerede på listen tilfælde af blodkræft, blære- og åndedrætslidelser. Så der er tale om voldsomme sager.

Hvilken udfrielse for mennesker og landskaber det vil være en dag at kunne træde helt ud af denne kroniske forgiftningstilstand.

Catherine Lagrange & Marion Douet: Monsanto Guilty Of Chemical Poisoning In France, Planet Ark (Reuters) 14.02.2012.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Den kemiske krigsførelse, som det industrielle landbrug fører hen over størstedelen af det danske landskab, er stadigt eskalerende. Af et telegram fra Ritzau i dag fremgår det således, at hvor pesticidplanen for 2004-09 havde som mål, at landbruget i løbet af perioden nåede ned på 1,7 sprøjtninger pr. år, så er omfanget af sprøjtninger stadig stigende. I 2007 var man fremme med sprøjten 2,3 gange, i 2009 2,6 gange og i 2010 nåede landbruget op på en sprøjtehyppighed på 2,8 gange.

Samtidig er forbruget af sprøjtemidler i det offentlige faldet med 44%. Så det er også et spørgsmål om vilje til at anerkende et problem. Ingen bonde kan i dag være uvidende om, at sprøjtningen er problematisk for biodiversiteten, for grundvandet, og for menneskets og landskabernes sundhed. Alligevel fortsætter absurditeterne. Fordi det kan betale sig.

Men samfundsmæssigt set er landbrugets afhængighed af sprøjten særdeles bekostelig. Meromkostningerne for sundhedsvæsenet, for at skaffe rent drikke vand, for den generelle forarmelse af landskaberne og klimapåvirkningen fra landbrugets monokulturelle dyrkningsmetoder er blot ikke i dag tilnærmelsesvist indregnet i prisen på de industrielle afgrøder.

Løsningen er derfor meget enkel – og en del enklere end for andre typer stofmisbrugere. Afgifterne skal ikke bare småjusteres, så landbruget (måske) vælger knapt så giftige typer af sprøjtemidler. Nej afgiftsniveauet skal have det definitive løft, som gør, at en konventionelt dyrket kartoffel bliver dyrere at fremstille end en biodynamisk dyrket kartoffel, og at det bliver en god forretning for den danske bonde at dyrke gode sunde fødevarer på en måde, så vi med stolthed kan give jorden videre til næste generation.

Frem for blot at justere afgifterne efter farlighed burde man med kort frist udfase nogle af de værste sprøjtemidler som Roundup. Med det man ved om virkningerne, virker det ikke rigtigt fortsat at kunne købe sig ret til at bruge det. Måske landbrugsstøtten til et givet areal skulle gøres afhængig af, at det kun blev sprøjtet 1 gang, og den blev fordoblet på usprøjtede arealer. Det vigtige er, at der bliver givet et seriøst incitament til at lade sprøjten stå, som samtidig gør konventionelt dyrkede produkter dyrere for forbrugeren end de økologiske og biodynamiske.

I august var Miljøstyrelsen ud at berolige med, at glyphosat (det aktive stof i Roundup) ikke var nogen trussel for vores grundvand, og en forsker fra KU Life bagatelliserede virkningen i forhold til alkohol, tobak, salt osv., som vi dagligt udsætter os for, samtidig med, at hun forsikrede, at der ikke var cocktail-effekter for Roundup!¹

Omvendt har Roundup ifølge Institute for Responsible Technology alvorlige langtidsvirkninger i dyrkningsmiljøet. Den er med til at tilbageholde jordens næringsstoffer og fremmer udviklingen af en lang række plantesygdomme. Og nylige undersøgelser viser, at glyphosat giver fosterskader på frøer og kyllinger, og der tegner sig gradvist et billede af en bred vifte af alvorlige påvirkninger også af den menneskelige sundhed.² På den baggrund synes de danske myndigheders bagatellisering af konsekvenserne af at få Roundup udbredt i vores fødevarer og vandmiljø at basere sig på et ganske tyndt grundlag.

I parentes bemærket er det bemærkelsesværdigt, at det er Venstre og landbrugsorganisationerne selv, som går til pressen med, at der skal strammes op, efter at VK-regeringen igennem 10 år på det skammeligste har forsømt at fastholde bønderne på aftalen om at reducere pesticidforbruget. Måske det er et taktisk træk for at imødegå det indlysende næste træk – at få gjort noget alvorligt ved problemet.

Se tidligere blog-indlæg: Gang i sprøjten, Sprøjtemidler og Det forpestede dusin.

Malene Breusch Hansen: Miljøstyrelsen: Nogle sprøjtegifte bliver ‘rigtig, rigtig dyre’, Ingeniøren 05.12.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidafgift får kun hver anden landmand til at mindske forbruget, Ingeniøren 05.12.2012.

Venstre: Det haster med nye pesticid-afgifter, (Ritzau) Politiken 02.01.2012.

Landmænd vil have kloge sprøjteafgifter, (Ritzau) Information 02.01.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidforbruget stiger fortsat markant i landbruget, Ingeniøren 02.12.2012.

Marc Prosser: Giften på markerne skal være mindre giftig med ny afgift, Ingeniøren 07.11.2011.

Magnus Bredsdorff: Nyt pesticid siver lige ned i grundvandet, 05.10.2011.

Mette Mandrup: Ny miljøminister styrer direkte mod slagsmål med landmænd, Ingeniøren 03.10.2011.

Magnus Bredsdorff: Salg af sprøjtegifte til landbruget stiger voldsomt, Ingeniøren 14.09.2011.

Thomas Djursing: Giftekspert: Roundup-stof er mindre giftigt end bordsalt, 31.08.2011.¹

Magnus Bredsdorff: Rød regering vil forbyde Roundup i haver, 26.08.2011.

Magnus Bredsdorff: Miljøstyrelsen: Roundup-rester uskadelige for grundvandet, Ingeniøren 19.08.2011.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Nicolai Østergaard: Bekymrede forskere: Sprøjtegiften Roundup har ramt drikkevandsboringer, Ingeniøren 26.01.2011.

Jeffrey Smith: Monsanto’s Roundup Triggers Over 40 Plant Diseases and Endangers Human and Animal Health, Institute for Responsible Technology 14.01.2011.²

Michael Antoniou et al.: Roundup and birth defects. Is the public being keptin the dark? Earth Open Source, 2011.²

EWG, Environmental Working Groups, har lavet en fin lille guide til, hvordan man bedst undgår pesticider. Det er for så vidt selvindlysende – ved udelukkende at spise biodynamisk og økologisk dyrkede produkter. Men det er måske ikke altid lige muligt at skaffe, eller madbudgettet strækker ikke til at købe alt økologisk – på visse tidspunkter er prisforskellen til de konventionelt dyrkede fætre himmelråbende stor. Man kan derfor med rimelighed stille sig spørgsmålet, hvilke frugter og grøntsager, det er vigtigst at købe økologisk dyrkede?

Til det brug har EWG lavet en lille oversigt, som man kan klippe ud og folde sammen og lægge i sin pung.¹ Den giver i helt simpelt format råd til, hvilke produkter, det er vigtigst at undgå, hvis man vil undgå store mængder pesticider, og hvilke man med lidt mere sindsro kan lægge i indkøbsvognen.

For de enkelte afgrøder er der nemlig meget store forskelle i, hvor store mængder pesticider, der er tale om. EWG anslår, at hvor man ved at spise 5 enheder frugt & grønt pr. dag fra The Dirty Dozen typisk vil indtage 14 forskellige pesticider, så vil man ved at holde sig til The Clean 15 typisk kun få to forskellige pesticider med i prisen.

En af grundene er, at en stor del af pesticiderne, som sprøjtes på, sidder på ydersiden eller i det alleryderste lag. Alene det, at man sjældent spiser skallen af en vandmelon, gør, at man spiser langt færre af de sprøjtemidler, man måtte have udsat vandmelonen for. Der er der allerede taget højde for i EWGs oversigt, så man kan ikke bedre placeringen ved at vaske grundigere.

Løg har i sig selv en stærk lugt, som holder mange insekter borte, og løg topper listen over konventionelt dyrkede produkter med lavt indhold af pesticider. Majs, ærter og mango er også at finde på listen over ting, som har lave koncentrationer over pesticider selv som konventionelt dyrkede – her fjerner man normalt det yderste lag, inden man spiser dem.

Kål finder man i begge ender af skalaen. Her ligger de lukkede kålhoveder som rødkål, hvidkål, spidskål og savoykål typisk lavt, fordi de yderste blade beskytter den kerne, vi spiser, mens broccoli, grønkål og blomkål, hvor vi spiser direkte eksponerede dele af planten, ligger højere på listen.

Asparges ligger lavt på listen. Det hænger sammen med, at de friske skud vokser frem på meget kort tid og derfor ikke er udsat for samme serie af sprøjtninger som for eksempel æbler, der tager en hel sæson om at udvikle sig. Således ligger æbler i toppen af The Dirty Dozen, de mest pesticidbelastede fødevarer, som typisk er bladafgrøder og frugter, hvor vi spiser det yderste med.

Når man finder blåbær blandt The Dirty Dozen, så gælder det udtrykkeligt dyrkede blåbær. De er store og flotte, men indeni er det helt hvide, hvor blåbær dyrket i naturen er helt mørkrøde i frugtkødet. Ud over at der er langt flere sprøjterester i de dyrkede, så er næringsindholdet givet også lavere, og smagen er helt ærligt tungen ud ad vinduet, når man ved, hvordan blåbær kan smage, så det er tredobbelt dumt.

Se mere om guidens metodologi, en FAQ og en fuld liste med 53 afgrøder på EWGs hjemmeside.

Nedenunder fortæller Dr. Weil i en video om nogle af sundhedsproblemerne ved pesticidrester i vores mad.

Læs mere »

I dag kan man via Ritzau læse, at antallet af sprøjtninger i dansk landbrug sidste år nåede op på 2,4 pr. mark pr. år, hvor der ifølge Pesticidplan 2004-2009 er en målsætning om inden 2009 at nå ned på 1,7 sprøjtninger pr år.

“Mens brugen af svampemidler, vækstregulatorer og skadedyrsbekæmpelsesmidler i landbruget er på noget nær det laveste niveau i de seneste 15 år, har landmændene sprøjtet ukrudtsmidler over markerne i et støt stigende omfang de seneste 5 år,” kunne man i februar læse i Ingeniøren: “Alene fra 2004 til 2006 er mængden af pesticider steget med 400 tons om året.”¹

Af en eller anden grund har landbruget altid kunnet slippe af sted med at påkalde sig frivillige aftaler, og år efter år har det forhalet udviklingen af et sundere landbrug, med de graverende problemer for vandmiljø, vandkvalitet og fødevaresundhed, som det har medført.

Der lader da også til på baggrund af de nuværende oplysninger at være flertal for et indgreb, og afgifter på sprøjtemidler har været på tale. Det er sikkert også en god idé at sætte prisen op til det femdobbelte, men med den ‘går den så går den’-attitude, som landbruget gennem flere årtier har demonstreret på miljøområdet, er det eneste rigtige er efterhånden efter svensk forbillede at lave en form for systembolaget, hvor man kun kan købe sprøjtemidler ved fremlæggelsen af en velgennemtænkt pesticidplan, som overholdt det generelle sigte i Pesticidplan 2004-2009.

Det er nok på tide at indse, at kunstgødning og sprøjtemidler er som narkotika for det industrialiserede landbrug, og at man som samfund er nødt til at handle derefter.

Se også tidligere blog-indlæg: Sprøjtemidler.

Landmændene sprøjter stadig mere, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Flertal for afgifter på sprøjtegifte, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

S kræver forklaring på sprøjtning, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Stine Thomsen: Landbruget: Tvang er ikke løsningen, Politiken 19.08.2008.

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.¹

Michael Rothenburg: Flertal vil ændre giftkrav til landbruget, Politiken 25.08.2008.

Pesticidplan 2004-2009, Fødevarestyrelsen (pdf).