Strøtanker om bæredygtighed

I rækken af møder afholdt af UNFCCC, som fører frem mod vedtagelsen af en afløser for Kyoto-aftalen næste år i København, vil ledere og embedsmænd m/k fra alle verdens lande fra i morgen torsdag samles i Ghanas hovedstad Accra.

Forud for mødet har Harald Dowland, den norske leder af forhandlingerne blandt de nuværende lande bag Kyoto-aftalen meldt ud, at det er vigtigt, at man ikke blot venter på de amerikanske valg i november, før man komme videre, men allerede nu lægger sig fast på markante reduktioner. Man har tidligere talt om reduktioner på 25-40% i 2020 i forhold til 1990, og som Dowland siger, ville han, hvis han var diktator i verden, påbyde en 30% reduktion i 2020.¹

Men selv et rigt land som Danmark med tradition for en høj grad af regulering har stadigvæk knapt formået at sænke sit CO₂-udslip. Og for et land som USA, som har øget afbrændingen af fossile brændstoffer siden 1990 markant, vil en reduktion på 30% i forhold til 1990 nærme sig en halvering – og dermed noget næsten uladesiggørligt på blot 12 år. Vi har kort sagt sovet i timen.

Forud for klimamødet i Accra har Japan fremlagt en række forslag, heriblandt et forslag til nye definitioner på, hvilke lande, som kan rubriceres som henholdsvis U-lande og I-lande? Det kan lyde uinteressant, men hensigten er at få udvidet gruppen af lande, hvorfra man kan forvente bindende CO₂-nedskæringer, så den også omfatter i dag ganske stærke udviklingsøkonomier som Mexico, Sydkorea, Indien, Kina og Brasílien, som hvis ikke de på en eller anden måde kommer med ind under den kommende klimaaftale meget vel vil kunne risikere fuldstændig at udhule effekten af reduktioner i de ‘gamle’ I-lande.²

Læs mere »

Det franske pressebureau AFP meddelte i går fra Tokyo, at man i Japan har vedtaget fra april næste år at mærke en række forbrugsvarer for deres ‘carbon footprint’ – CO₂-belastning.

Fra de japanske myndigheders side er det håbet, at CO₂-mærkningen kan være med til at øge den japanske forbrugers opmærksomhed på klimaspørgsmålet og det, man som forbruger kan være med til at gøre for at mindske de globale udledninger.

Ideen er for så vidt indlysende. Der kan være meget store forskelle på to stort set identiske produkter, og som forbrugere har vi ingen som helst chance for at gennemskue, hvad der ligger bag.

Pressemeddelelsen giver et eksempel med en pose chips. Den repræsenterer en udledning på i alt 75 g CO₂. 44% kommer fra at dyrke kartoflerne, og 30% kommer fra fremstillingen. Andre 15% kommer fra indpakningen, og 2% kommer ifølge AFP fra bortskaffelsen af emballagen.

Det er endnu ikke afklaret præcis hvor mange produktgrupper, der vil blive omfattet af ordningen. Men hvis det overhovedet er til at håndtere rent administrativt, bliver det bliver pludselig interessant at se, hvordan en hollandsk drivhustomat i februar CO₂-mæssigt tynger langt mere end en hjemmedyrket dansk frilandstomat i august, og hvordan en flyimporteret mango fra Chile CO₂-mæssigt klarer sig overfor et æble sejlet ind med en pæreskude?

Læs mere »