Indlæg tagged med A-kraft

Japan skruer igen op for A-kraften

11. august 2015

I tiden efter Fukushima-katastrofen samlede de store ugentlige demonstrationer mod A-kraft i Tokyo langt over 100.000 demonstranter. Herover protesterede nogle få hundrede mennesker i dag i Satsumasendai mod genstarten af den første reaktor siden Fukushima-katastrofen i 2011 efter de nye sikkerhedsregler

Så skete det. 4½ år efter Fukushima-katastrofen er den første japanske reaktor genstartet. Der er tale om den ene af to reaktorer ved Sendai-værket, som ligger på det sydvestligste Kyushu, hvor kernekræfterne nu er sat i gang. Fra starten af september vil der således igen være elektricitet fra A-kraft i de japanske stikkontakter. Den anden reaktor ved Sendai-værket, som ligeledes har opnået den japanske sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, forventes at blive gjort klar til opstart i oktober. De blev begge lukket ned i september 2011 for et årligt sikkerhedscheck og genpåfyldning med brændselslegemer. Men som det skete over hele Japan, var der efterfølgende ingen som turde lægge navn til godkendelsen af genstarten, så i tiden efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev samtlige reaktorer gradvist taget ud af drift.

Forud for genstarten er gået et langt politisk slagsmål, tre store undersøgelseskommissioner, store offentlige høringer om Japans fremtidige energiforsyning, som endte med en beslutning om at udfase Japans atomkraft inden 2030erne. Så det lignede i løbet af 2012, at Fukushima-katastrofen i det mindste havde formået at blive katalysator for en ny kurs, hvor Japan blev et bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi. Men så kom et regeringsskifte, som gjorde, at man på trods af det stærke ønske i den japanske befolkning om at udfase A-kraften alligevel er på vej tilbage i det gamle spor med en massiv udbygning af A-kraften – så vidt muligt som om intet var hændt. Dog er NISA, den gamle sikkerheds- og kontrolinstans, som med sin pinagtigt sløsede måde at forvalte sin opgave på var stærkt medvirkende til, at en Fukushima-katastrofe overhovedet kunne ske, skrottet, og en helt ny instans, NRA, er bygget op fra bunden. Eller rettere er ledelsen ny, men mere eller mindre samtlige ansatte i NISA er fortsat i NRA.

Endda synes NRA under ledelse af Shunichi Tanaka at have formået at tilføje sikkerhedsarbejdet en ny klarhed og præcision, selv i en situation, hvor der har været et voldsomt politisk pres for at få reaktor-godkendelserne kørt hurtigt igennem. Mange havde da også forestillet sig, at godkendelser og genstarter efter at NRAs nye sæt af sikkerhedsregler lå klar i juli 2013 ville komme på stribe. Men Tanaka synes at have formået at stå fast på, at godkendelserne ikke bare skulle jappes igennem som en skueproces, men at man rent faktisk brugte situationen til at søge at skabe den optimale sikkerhed.

Hvis det nogensinde lykkes at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, er det således i høj grad hans fortjeneste, for TEPCO, som drev Fukushima Daiichi-værket, har ikke på samme måde formået at sadle om, men har gang på gang siden 2011 vist sig at fortie vigtig information, som den japanske befolkning havde al ret til at være informeret om. For eksempel undlod man behændigt at informere om, at der dagligt siver 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, indtil en uge efter det valg, som sikrede en pro atomkraft-regering.

Men tilbage Sendai-værket, er de to første reaktorer efter Fukushima-katastrofen endelig klar til at kunne genopstartes efter de nye sikkerhedsregler. De kommende par år vil så vise, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde inden Fukushima-katastrofen, som kommer i gang, og hvor hurtigt det kan gå. Lige nu har NRA modtaget ansøgninger om genstart af 25 reaktorer – heriblandt dem, som man må formode har er størst chance for at få genstartet. Hvor mange flere, de store regionale forsyningsselskaber, som driver reaktorerne, vil forsøge at få i gang, er endnu uvist – det synes som om, alle holder vejret og vil se, hvordan det går med de første opstarter og hvor store opgraderinger af det sikkerhedsmæssige, som der skal til, før der bliver taget endelig beslutning om de sidste. For mange af de ældre reaktorers vedkommende vil de nødvendige opgraderinger sandsynligvis blive så bekostelige, at det ikke vil kunne betale sig at søge om genstart med den forventede restlevetid.

Foreløbig står det klart, at de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi ikke kommer i gang, samt (uformaliseret) at de fire reaktorer ved det nærliggende Fukushima Daini heller ikke skal regne med genstart, da man har lovet Fukushima Amt fremover at kunne basere sin eksistens på en 100% vedvarende energiforsyning. Yderligere er der ved de øvrige værker foreløbig truffet beslutninger om, at 5 reaktorer ikke vil blive søgt genstartet. Så bruttogruppen er nede på 39, hvoraf 12 er over 30 år, yderligere 18 er over 20 år, og blot 9 af disse reaktorer er under 20 år. Det blev efter Fukushima-katastrofen foreslået at gøre 30 år til den maksimale alder, men NRA har foreløbig fastslået, at 40 år er den maksimale løbetid.

Til gengæld var tre nye reaktorer under opførelse i 2011, hvoraf man har videreført byggeriet af den ene, Oma-værket på det nordligste Tohuku.

Selv blandt de 25 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgninger for, er der adskillige, som af forskellige årsager sandsynligvis ikke kommer i gang. Nogle af disse årsager er korrigerbare, men 10 af disse reaktorer er af samme ‘boiling water’-type som de tre nedsmeltede, hvor man må formode, at sikringsarbejdet vil være særligt bekosteligt. For andre er der ikke noget at stille op. For eksempel blev Japans første atomkraftværk, Tokai-værket, i sin tid placeret uden for Tokyo. Men byen har siden da bredt sig ud over alle grænser, så værket i dag ligger ganske uhensigtsmæssigt placeret i bymæssige omgivelser med over 1 mio. mennesker i evakueringszonen, hvor man omkring Fukushima-værket ‘kun’ måtte evakuere 170.000. Den mest radikale grund til ikke at kunne tillade genstart, er, hvis en reaktor er placeret umiddelbart over geologiske foldelinjer, som det vurderes har bevæget sig inden for de seneste 120-130.000 år. Her vil jordskælv kunne blive særligt voldsomme, hvorfor det ifølge japansk lovgivning ikke er tilladt at drive et anlæg som et atomkraftværk. Foreløbig er kun en enkelt reaktor dømt ude på den konto, men der er en række andre sager, hvor det endnu ikke er endeligt afklaret.

Læs mere »

Share

Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen

31. juli 2015

Fra venstre mod højre Tsunehisa Katsumata, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, hhv. formand og visepræsidenter for TEPCO i marts 2011, da Fukushuima-katastrofen begyndte.

To gange tidligere har de japanske domstole afvist, at der kunne blive tale om at gøre TEPCOs ledelse ansvarlig for den tredobbelte reaktornedsmeltning som fulgte i kølvandet på den tsunami, som 11. marts 2011 ramte Fukushimas kyst og på få øjeblikke lammede reaktorkølingen ved Fukushima Daiichi-værket. De to nyeste af værkets seks reaktorer lukkede planmæssigt ned, men i de efterfølgende døgn viste det sig, at sikkerhedsforanstaltningerne var helt utilstrækkelige til det opståede scenario, så processen løb løbsk i tre af de fire reaktorer med reaktornedsmeltninger til følge. Reaktor 4 var på ulykkestidspunktet standset for udskiftning af brændselslegemer, så her begrænsede skaderne sig til, at den omgivende bygning eksploderede som følge af indsivende gas fra Reaktor 3.

Men i dag nåede et borger(lægmands)panel under det japanske retssystem (Tokyo No. 5 Committee for the Inquest of Prosecution) frem til at anbefale, at der anlægges sag mod TEPCOs øverste ledelse for “professional negligence resulting in death and injury.” Det drejer sig ud over TEPCOs formand på katastrofetidspunktet Tsunehisa Katsumata, om TEPCOs to vicepræsidenter, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, som ifølge panelet “failed to take pre-emptive measures knowing the risk of a major tsunami.”

Det har i den brede befolkning været meget svært at forstå, at der ikke kunne hæftes noget ansvar på en så alvorlig ‘forbrydelse’, ikke mindst på baggrund af, at TEPCO i årene forud havde erkendt og lavet simulering, som viste, at værket var utilstrækkeligt sikret mod en tsunami som den som ramte kysten 11. marts 2011, og at en katastrofe kunne udfolde sig. Alligevel valgte man ikke at handle. Den ledelse, som tog sit sikkerhedsansvar alvorligt, ville på baggrund af de opstillede scenarier have forhøjet tsunami-beskyttelsen. Og hvis man ville lave flere undersøgelser af, hvor meget, digerne skulle forhøjes, inden man gjorde det, kunne man i det mindste have sikret sig, at nødstrømsforsyningen, som skulle sikre kølingen i katastrofesituationer, ikke var placeret i kælderen, hvor den nu blev oversvømmet. Eller at man havde haft en backup strømforsyning at kunne trække på i sikker afstand fra tsunamiens vandmasser.

Nu fangede tsunamien værket på det helt forkerte ben. Allerede fra første minut var man helt uden for de sikkerhedsrutiner, man havde opstillet. Selvom man havde indset, at en katastrofe som den som skete, kunne ske, havde man overhovedet ikke taget de nødvendige forholdsregler, selvom det havde været relativt enkelt at gøre. TEPCO har da også haft ganske travlt med at karakterisere det skete som en naturkatastrofe, hvor omvendt den måske klareste konklusion fra en af de tre store undersøgelser, som blev iværksat i månederne efter, konkluderede, at katastrofen var “made in Japan”, at den var menneskeskabt og kunne  – og burde – være undgået. Det er her, retssagen nu vil sætte ind.

Reiji Yoshida skriver i Japan Times (31.07.), at:

Læs mere »

Share

Japansk reaktorgenstart i sigte

7. juli 2015

Protester foran Sendai-værket på Kyushu i dag i anledning af, at genstartsprocessen nu er så langt, at 157 nye brændselslegemer er ved at blive indsat i reaktoren. Herefter skal der køres en lang serie af sikkerhedscheck, så den første reaktor forventes opstartet i første halvdel af august for herefter i løbet af et par døgn at kunne levere strøm til det japanske elnet. Den anden af de de to godkendte reaktorer ved Sendai-værket forventes at være i gang fra midt i oktober.

Det har været en lang og slynget vej for den japanske A-kraft siden Fukushima-katastrofen, og en lang tid lignede det, at den ville blive lukket helt ned, for diskussionen gik mest på, hvor hurtigt man ville kunne udfase den – bortset fra de ganske mange, som helst så, at reaktorerne aldrig nogensinde kom igang igen. Men så valgte man i slutningen af 2012 en anden regering. Og til trods for at dens leder, nu premierminister Shinzo Abe i valgkampen lovede at nedbringe den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, har man gradvist – i den første tid på listesko – talt stadig mere åbent og direkte om nødvendigheden af at få de japanske reaktorer i gang igen.

Senest har man som del af indberetningen til FN af de japanske klimamålsætninger måttet offentliggøre en form for energiplan, som ud over klimamæssigt at være pinagtigt lav, forudsætter, at den japanske atomkraft i 2030 producerer 20-22% af energien, mens den vedvarende energi ‘kun’ skal dække 22-24%. Det vil kræve et næsten umenneskeligt pres for at få A-kraften igennem i et land, som helst så den pakket ned for evigt, og det vil kræve systematisk chikane af den vedvarende energi, hvor der ligger realiseringsklare projekter til den store energirevolution, hvis blot man ville give den lov. Og det er lige præcis situationen i dagens Japan, de vedvarende kilder holdes nede, mens A-kraften forceres frem på trods af alt.

Med nedsmeltningen af tre reaktorer ved Fukushima-værket blev hele den hidtidige sikkerheds- og forvaltningsstruktur omkring den japanske A-kraft skrottet og etableret forfra, og der blev defineret et nyt sæt sikkerhedsregler, som skulle kunne genskabe sikkerheden til A-kraften. Disse regler var på plads i sommeren 2012, men behandlingstiden har været overraskende lang. Der er tale om i titusindvis af dokumenter, og forsyningsselskaberne har tydeligvis ikke været vant til i den grad at skulle kunne redegøre for alt. Så endelig i september 2014 fik de første to reaktorer deres godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA.

Selv derefter skulle der tilvejebringes yderligere dokumentation, og der skulle ikke mindst indhentes lokal accept af genstarten, dels på værtskommuneniveau, dels på amtsniveau. Det har der nu været overraskende få problemer med i denne situation, og man har givet valgt Sendai-reaktorerne fordi man her trods den anspændte situation omkring A-kraften kunne regne med at det lokalpoltiske ikke ville udgøre nogen uoverkommelig barriere, hvilket langt fra er tilfældet i andre dele af Japan.

Der har da også været protesteret foran Sendai-reaktorerne, borgergrupper har anlagt retssager med forsøg på at bremse genstarterne, men ikke mere end hvad der har kunnet imødegås med en lidt tålmodig fast hånd. Men i løbet af de kommende fire dage vil de 157 brændselslegemer være på plads, og efter fire år med stort set ingen A-kraft i el-nettet, ser det nu ud til at de første to reaktorer kommer i gang i løbet af august måned. I hvert fald synes der ikke mere at være noget administrativt-politisk-juridisk træk, som vil kunne skabe yderligere forsinkelser af genstarten af de første to reaktorer, som er godkendt på baggrund af den nye sikkerhedsinstans NRAs regler efter Fukushima.

Før Fukushima-katastrofen havde Japan 54 reaktorer og flere på vej. Ingen ved endnu, hvor mange, der kommer i gang igen. For ved de fleste andre reaktorer er det politiske spil omkring genstarterne langt mere anspændt. For nylig spurgte jeg en god ven, som bor lige uden for det evakuerede område omkring Fukushima og efterfølgende flyttede sin familie til den anden ende af landet, om hvor mange af de 54 reaktorer, han forventede  kom i gang igen. Han tænkte sig lidt om og sagde så to måske tre – og så efter en lang pause måske yderligere et par stykker.

Læs mere »

Share

Frankrig på 100% vedvarende energi i 2050 ?

2. juli 2015

Figur 41 fra rapporten Vers un mix électrique 100% renouvelable en 2050 (pdf) viser fordelingen på energikilder de enkelte energikilder i et energiscenario for Frankrig i 2050, som er baseret på 100% vedvarende energi. De grønne felter er vindenergi, de gule felter er solenergi, de blå felter er forskellige former for vandkraft, det brune felt er geotermi, mens den smalle 0,92 GW-stribe er anlæg til lagring af metan.

Frankrig er et af de lande i verden, som historisk har satset stærkest på A-kraft, så den har været oppe på at dække 78% af den samlede energiforsyning og har hele vejen igennem kørt uden katastrofer som Sellafield, Chernobyl, Three Mile Island og Fukushima. Men mange af reaktorerne nærmer sig skelsår. Og mens A-kraften, så længe reaktorerne er i drift, er billig energi, så er prisen for at etablere nye værker stadig mere astronomisk, så i en tid, hvor prisen for vedvarende energi er markant faldende, er ny A-kraft simpelthen ikke konkurrencedygtig, også fordi sikkerhedskravene for atomkraftværker i de fleste lande blev strammet efter Fukushima, med yderligere omkostninger til følge.

I Tyskland og Schweiz førte Fukushima direkte til beslutningen om at udfase atomkraften. Helt så voldsom en reaktion var der ikke tale om i Frankrig, men den nuværende præsident Hollande gik på valg på et løfte om over en årrække at reducere andelen af atomkraft fra 75% til 50% af den franske energiforsyning og indfase vedvarende energikilder, så efterhånden som de første reaktorer når skelsår, bliver der ikke bygget nye, men opsat solceller og vindmøller.

Den franske regering har i den situation fået udarbejdet en yderst interessant undersøgelse, som viser, at en omstilling fra den nuværende forsyning med en overvægt af A-kraft til en 95% el-forsyning fra vedvarende energikilder vil kunne gøres til en billigere energipris end i dag, og at selv en 100% forsyning med vedvarende energikilder kun vil føre til en prisstigning fra 117 € pr. MWh til 119 MWh – eller stort set samme pris.

Yderligere fremgår det, at prisen ved en 40% andel af vedvarende energi er 117 € pr. MWh eller det samme som ved at fortsætte med den nuværende energiforsyning, mens den ved 80% falder til 113 € pr. MWh.

I rapportens 100%-scenario er den optimale fordeling på vedvarende energikilder (som giver bedst dækning og mindst behov for lagringskapacitet) 63% fra vindkraft, 17% fra solenergi, 13% fra forskellige former for vandkraft og 7% fra fornyelige brandbare (biomasse, træ).

Terje Osmundsen vurderer i sin præsentation af det franske scenario, French government study: 95% renewable power mix cheaper than nuclear and gas, at rapporten bruger nogle meget forsigtige vurderinger af størrelsesordenen af prisfaldet på solcellerne, og at de vil blive så billige i forhold til vindkraften, at den optimale fordeling vil indeholde betydeligt mere solenergi (35-40%) samtidig med, at selv en 100% forsyning med vedvarende energi vil være billigere end en fortsat udbygning med A-kraft.

Som man kan se i lagkagediagrammet øverst, er der i scenariet for 100% vedvarende energiforsyning for Frankrig i 2050 tale om en bred vifte af vedvarende energikilder, hvor dog vindkraften og solenergien er langt de største komponenter.

Læs mere »

Share

Mark Diesendorf: South Australia på 100% vedvarende energi

15. juni 2015

Nedenstående artikel er skrevet af Mark Diesendorf, som er Associate Professor og Deputy Director ved Institute of Environmental Studies, University of New South Wales i Australien. Den belyser et synspunkt, som på det seneste også har været fremdraget i forhold til den danske energiomlægning, at vi ‘behøver’ såkaldt base load fra store enheder for ikke at få huller i energiforsyningen fra sol og vind. De konventionelle kraftværker har brugt det for at fastholde deres nødvendighed, og på det seneste har ikke mindst A-kraft-tilhængere brugt base load-nødvendighedsargumentet som en anledning til at fastslå A-kraftens nødvendighed i håndteringen af klimaudfordringen. 

Heroverfor konkluderer Diesendorf på baggrund for energimodeller for New South Wales, at store base load-enheder ikke er nødvendige, at de store atomreaktorer og kulkraftværker ikke spiller særlig godt sammen med den vedvarende energi, og at en 100% forsyning med den rette blanding af vedvarende kilder i sammenligning med A-kraften er ligeså stabil, mindre farlig, billigere, samlet set udleder mindre CO2, har bredere palet af sundheds- beskæftigelsesfordele, kan implementeres langt hurtigere og vil være lettere at opnå accept af fra borgernes side.  

New South Wales er en provins i det sydøstlige Australien med 4,7 mio. indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sydney-området. Skalaen minder således meget om den danske, mens det solrige klima på årsbasis er bedre for solenergi end det danske. 

Artiklen, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation, og er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

 

Coal closures give South Australia the chance to go 100% renewable

By Mark Diesendorf.

South Australia is facing the closure of its Northern and Playford B power stations and Leigh Creek coal mine, after Alinta Energy yesterday announced plans to shut them ahead of schedule. It will cost 438 jobs in the coal-mining and coal-fired electricity industries. But this threat to employment could be transformed into an opportunity for creating many new jobs in renewable energy.

The South Australian electricity system could be operated entirely on scaled-up, commercially available, renewable energy sources. This is the conclusion of my forthcoming report (to be published next week) to the Conservation Council of South Australia.

Our modelling at UNSW Australia shows that the SA system could be supplied mainly by a mix of wind power; solar photovoltaic (PV) panels, both on rooftops and in large solar farms; and concentrated solar thermal (CST) power with thermal storage. Gas-fired turbines and demand management via “smart” meters and switches would manage the infrequent small lulls in wind and solar supply.

I estimate this transition would take 15–25 years, during which time the natural gas fuel for the gas turbines would be gradually replaced by biofuels from agricultural residues – thus making the system fully renewable. There would be increased trading of electricity with Victoria and possibly over a new transmission link to New South Wales.

Læs mere »

Share

Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui

19. maj 2015

De to reaktorer ved Takahama-værket, som har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse, men som en domstol ved Fukui nu har påbudt ejeren KEPCO ikke at genstarte. 

Presset fra industri og regering for at få genstartet de japanske reaktorer, som alle står inaktive efter at de en for en blev lukket ned i skyggen af Fukushima-katastrofen, har i de seneste to år ændret karakter fra at være diskrete markeringer til et utilsløret og massivt politisk pres bakket op af en systematisk trynen af kritiske røster og en stadig understregning af den økonomiske nødvendighed, hvis den japanske økonomi igen skal komme på fode. Selvom modstanden i befolkningen mod genstarterne er stadig massiv, er de store ugentlige flamboyante demonstrationer mod A-kraften for længst klinget af. På den baggrund er det ganske overraskende og på alle leder et personligt nederlag for premierminister Abe, som har investeret al sin politiske kapital i genstarterne – at det endnu ikke er lykkedes at få en eneste reaktor i gang igen.

I dag fik den femte reaktor godkendelse fra NRA, den sikkerhedskommission, som blev etableret efter Fukushima for at etablere ikke bare nye sikkerhedsforskrifter, men også om muligt en ny sikkerhedskultur. Det drejer sig om en reaktor ved Genkai-værket på Kyushu. Efterfølgende skal der indhentes lokal accept, så man regner først med at den ommer i gang allersidst på året. Selv de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som i juli 2014 var de første til at opnå NRAs godkendelse, er endnu ikke kommet i gang. Man har her opnået den lokale accept af genstarten, men det forventes endda, at reaktorerne tidligst kommer i gang ud på sommeren. På Kyushu og Shikoku kan man endda tage den lokale accept for nogenlunde givet, men mange andre steder er der meldt helt klart ud, at selv med NRAs sikkerhedsgodkendelse kommer der ikke lokalt samtykke til genstarterne. Det gælder for eksempel i Niigata Amt, hvor TEPCO, som står for det havarerede Fukushima Daiichi-værk har måttet lægge alle sine forhåbninger om genstarter i Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største.

Fukui-kysten er ofte kaldet “the nuclear alley”, for her ligger med kort afstand reaktor efter reaktor, i alt 13 af Japans tilbageværende 48 reaktorer. Her er situationen den, at de små lokalsamfund, hvis hele eksistens er afhængig af værkernes videreførelse, er meget opsatte på igen at få gang i reaktorerne, mens dem som bor bare lidt længere væk, meget gerne var fri. For de har risikoen for at få landskaber og vandforsyning strålingsødelagte uden at have nogen form for økonomisk fordel. Så her venter et stort og indædt politisk spil om, hvem og hvor mange som skal godkende. Og her har borgergrupper ad rettens vej søgt at bremse genstarterne med henvisning til, at det indebar en unødvendig og urimelig trussel om den brede befolkning, samt af de nu gennemførte ændringer i sikkerhedsforvaltningen omkring reaktorerne var utilstrækkelige. I april skete der således det, som mange troede umuligt, at en lokal domstol i Fukui (på amtsniveau) pålagde KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai, at indstille arbejdet med at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket – vel at mærke to af de reaktorer, som NRA allerede havde godkendt genstart for. De var simpelthen ikke forberedt for et større jordskælv, og det var adskillige gange i de senere år sket, at reaktorer var blevet udsat for større belastninger fra jordskælv end de var beregnet til.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et første officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer.

Læs mere »

Share

Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

Share

Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne

9. november 2014

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »

Share

Fukushima update IV

2. oktober 2014

I denne uge viste Japans undergrund vist tænder, da Ontake-bjerget i Nagano-provinsen uden varsel udspyede store mængder af vulkansk materiale. Ontake-san er et populært mål for bjergbestigere, så dødstallet nærmer sig i skrivende stund 50 med yderligere 20 mennesker savnet. Det har aktualiseret diskussionen om det rimelige i at genstarte de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som omend langt fra Ontake-bjerget er placeret midt i Japans mest vulkansk aktive område. Så kritikken af genstarten, som for nylig fik NRAs blåstempling, har fået nye voldsomhed. NRAs leder Shunichi Tanaka har derfor været ude med et budskab om, at risikoen (for Sendai-værket) er overdrevet, at man ikke kan sammenligne de to situationer, og at man, hvis der er udsigt til et større udbrud nær Sendai-værket, forud vil fjerne alt det radioaktive brændselsmateriale. Dette har blot ført til endnu mere hovedrysten, for vulkanudbrud har det med at komme med vulkansk uforudsigelighed, og det vil nærmere tage år end måneder at fjerne alle brændselslegemer fra Sendai-værket. For eksemepl vil man først skulle til at fremstille de massive jernbeholdere, som transporterne i givet fald skulle foregå med.

De seneste uger har således vist, at selv det som for trekvart år siden blev betragtet som en af de lette genstarter, på ingen måde er nogen let proces. Her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er modstanden mod genstarterne i befolkningen usvækket, og de mange i statsadministrationen og A-kraft-industrien, som synes at have klynget sig til håbet om, at modviljen var midlertidig og båret af en irrationel frygt, som ville fordampe, efterhånden som tingene kom lidt på afstand og ‘fornuften’ genindfandt sig, må se i øjnene, at modstanden er mere fastgroet – og mere velinformeret og om man vil fornuftsbetonet – end på noget tidligere tidspunkt.

Man kan så sige, at statsadministrationen og TEPCO (som forestår arbejdet med at rydde op efter de kernenedsmeltede reaktorer) i hele den måde, man har håndteret situationen på, ret konsekvent har gjort alt det forkerte, hvis man ønskede at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Der er i de mellemliggende 3½ år lavet så mange løgne fortielser og afledningsmanøvrer og så mange banale fodfejl i kommunikationen, at ingen idag har tillid til informationer fra TEPCO, og ingen tror på, at statens monitorering af situationen giver noget bare tilnærmelsesvist sandt billede af tingenes tilstand.

Læs mere »

Share