Indlæg tagged med A-kraft

Frankrig på 100% vedvarende energi i 2050 ?

2. juli 2015

Figur 41 fra rapporten Vers un mix électrique 100% renouvelable en 2050 (pdf) viser fordelingen på energikilder de enkelte energikilder i et energiscenario for Frankrig i 2050, som er baseret på 100% vedvarende energi. De grønne felter er vindenergi, de gule felter er solenergi, de blå felter er forskellige former for vandkraft, det brune felt er geotermi, mens den smalle 0,92 GW-stribe er anlæg til lagring af metan.

Frankrig er et af de lande i verden, som historisk har satset stærkest på A-kraft, så den har været oppe på at dække 78% af den samlede energiforsyning og har hele vejen igennem kørt uden katastrofer som Sellafield, Chernobyl, Three Mile Island og Fukushima. Men mange af reaktorerne nærmer sig skelsår. Og mens A-kraften, så længe reaktorerne er i drift, er billig energi, så er prisen for at etablere nye værker stadig mere astronomisk, så i en tid, hvor prisen for vedvarende energi er markant faldende, er ny A-kraft simpelthen ikke konkurrencedygtig, også fordi sikkerhedskravene for atomkraftværker i de fleste lande blev strammet efter Fukushima, med yderligere omkostninger til følge.

I Tyskland og Schweiz førte Fukushima direkte til beslutningen om at udfase atomkraften. Helt så voldsom en reaktion var der ikke tale om i Frankrig, men den nuværende præsident Hollande gik på valg på et løfte om over en årrække at reducere andelen af atomkraft fra 75% til 50% af den franske energiforsyning og indfase vedvarende energikilder, så efterhånden som de første reaktorer når skelsår, bliver der ikke bygget nye, men opsat solceller og vindmøller.

Den franske regering har i den situation fået udarbejdet en yderst interessant undersøgelse, som viser, at en omstilling fra den nuværende forsyning med en overvægt af A-kraft til en 95% el-forsyning fra vedvarende energikilder vil kunne gøres til en billigere energipris end i dag, og at selv en 100% forsyning med vedvarende energikilder kun vil føre til en prisstigning fra 117 € pr. MWh til 119 MWh – eller stort set samme pris.

Yderligere fremgår det, at prisen ved en 40% andel af vedvarende energi er 117 € pr. MWh eller det samme som ved at fortsætte med den nuværende energiforsyning, mens den ved 80% falder til 113 € pr. MWh.

I rapportens 100%-scenario er den optimale fordeling på vedvarende energikilder (som giver bedst dækning og mindst behov for lagringskapacitet) 63% fra vindkraft, 17% fra solenergi, 13% fra forskellige former for vandkraft og 7% fra fornyelige brandbare (biomasse, træ).

Terje Osmundsen vurderer i sin præsentation af det franske scenario, French government study: 95% renewable power mix cheaper than nuclear and gas, at rapporten bruger nogle meget forsigtige vurderinger af størrelsesordenen af prisfaldet på solcellerne, og at de vil blive så billige i forhold til vindkraften, at den optimale fordeling vil indeholde betydeligt mere solenergi (35-40%) samtidig med, at selv en 100% forsyning med vedvarende energi vil være billigere end en fortsat udbygning med A-kraft.

Som man kan se i lagkagediagrammet øverst, er der i scenariet for 100% vedvarende energiforsyning for Frankrig i 2050 tale om en bred vifte af vedvarende energikilder, hvor dog vindkraften og solenergien er langt de største komponenter.

Læs mere »

Share

Mark Diesendorf: New South Wales på 100% vedvarende energi

15. juni 2015

Nedenstående artikel er skrevet af Mark Diesendorf, som er Associate Professor og Deputy Director ved Institute of Environmental Studies, University of New South Wales i Australien. Den belyser et synspunkt, som på det seneste også har været fremdraget i forhold til den danske energiomlægning, at vi ‘behøver’ såkaldt base load fra store enheder for ikke at få huller i energiforsyningen fra sol og vind. De konventionelle kraftværker har brugt det for at fastholde deres nødvendighed, og på det seneste har ikke mindst A-kraft-tilhængere brugt base load-nødvendighedsargumentet som en anledning til at fastslå A-kraftens nødvendighed i håndteringen af klimaudfordringen. 

Heroverfor konkluderer Diesendorf på baggrund for energimodeller for New South Wales, at store base load-enheder ikke er nødvendige, at de store atomreaktorer og kulkraftværker ikke spiller særlig godt sammen med den vedvarende energi, og at en 100% forsyning med den rette blanding af vedvarende kilder i sammenligning med A-kraften er ligeså stabil, mindre farlig, billigere, samlet set udleder mindre CO2, har bredere palet af sundheds- beskæftigelsesfordele, kan implementeres langt hurtigere og vil være lettere at opnå accept af fra borgernes side.  

New South Wales er en provins i det sydøstlige Australien med 4,7 mio. indbyggere, hvoraf de fleste bor i Sydney-området. Skalaen minder således meget om den danske, mens det solrige klima på årsbasis er bedre for solenergi end det danske. 

Artiklen, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation, og er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

 

Coal closures give South Australia the chance to go 100% renewable

By Mark Diesendorf.

South Australia is facing the closure of its Northern and Playford B power stations and Leigh Creek coal mine, after Alinta Energy yesterday announced plans to shut them ahead of schedule. It will cost 438 jobs in the coal-mining and coal-fired electricity industries. But this threat to employment could be transformed into an opportunity for creating many new jobs in renewable energy.

The South Australian electricity system could be operated entirely on scaled-up, commercially available, renewable energy sources. This is the conclusion of my forthcoming report (to be published next week) to the Conservation Council of South Australia.

Our modelling at UNSW Australia shows that the SA system could be supplied mainly by a mix of wind power; solar photovoltaic (PV) panels, both on rooftops and in large solar farms; and concentrated solar thermal (CST) power with thermal storage. Gas-fired turbines and demand management via “smart” meters and switches would manage the infrequent small lulls in wind and solar supply.

I estimate this transition would take 15–25 years, during which time the natural gas fuel for the gas turbines would be gradually replaced by biofuels from agricultural residues – thus making the system fully renewable. There would be increased trading of electricity with Victoria and possibly over a new transmission link to New South Wales.

Læs mere »

Share

Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui

19. maj 2015

De to reaktorer ved Takahama-værket, som har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse, men som en domstol ved Fukui nu har påbudt ejeren KEPCO ikke at genstarte. 

Presset fra industri og regering for at få genstartet de japanske reaktorer, som alle står inaktive efter at de en for en blev lukket ned i skyggen af Fukushima-katastrofen, har i de seneste to år ændret karakter fra at være diskrete markeringer til et utilsløret og massivt politisk pres bakket op af en systematisk trynen af kritiske røster og en stadig understregning af den økonomiske nødvendighed, hvis den japanske økonomi igen skal komme på fode. Selvom modstanden i befolkningen mod genstarterne er stadig massiv, er de store ugentlige flamboyante demonstrationer mod A-kraften for længst klinget af. På den baggrund er det ganske overraskende og på alle leder et personligt nederlag for premierminister Abe, som har investeret al sin politiske kapital i genstarterne – at det endnu ikke er lykkedes at få en eneste reaktor i gang igen.

I dag fik den femte reaktor godkendelse fra NRA, den sikkerhedskommission, som blev etableret efter Fukushima for at etablere ikke bare nye sikkerhedsforskrifter, men også om muligt en ny sikkerhedskultur. Det drejer sig om en reaktor ved Genkai-værket på Kyushu. Efterfølgende skal der indhentes lokal accept, så man regner først med at den ommer i gang allersidst på året. Selv de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som i juli 2014 var de første til at opnå NRAs godkendelse, er endnu ikke kommet i gang. Man har her opnået den lokale accept af genstarten, men det forventes endda, at reaktorerne tidligst kommer i gang ud på sommeren. På Kyushu og Shikoku kan man endda tage den lokale accept for nogenlunde givet, men mange andre steder er der meldt helt klart ud, at selv med NRAs sikkerhedsgodkendelse kommer der ikke lokalt samtykke til genstarterne. Det gælder for eksempel i Niigata Amt, hvor TEPCO, som står for det havarerede Fukushima Daiichi-værk har måttet lægge alle sine forhåbninger om genstarter i Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største.

Fukui-kysten er ofte kaldet “the nuclear alley”, for her ligger med kort afstand reaktor efter reaktor, i alt 13 af Japans tilbageværende 48 reaktorer. Her er situationen den, at de små lokalsamfund, hvis hele eksistens er afhængig af værkernes videreførelse, er meget opsatte på igen at få gang i reaktorerne, mens dem som bor bare lidt længere væk, meget gerne var fri. For de har risikoen for at få landskaber og vandforsyning strålingsødelagte uden at have nogen form for økonomisk fordel. Så her venter et stort og indædt politisk spil om, hvem og hvor mange som skal godkende. Og her har borgergrupper ad rettens vej søgt at bremse genstarterne med henvisning til, at det indebar en unødvendig og urimelig trussel om den brede befolkning, samt af de nu gennemførte ændringer i sikkerhedsforvaltningen omkring reaktorerne var utilstrækkelige. I april skete der således det, som mange troede umuligt, at en lokal domstol i Fukui (på amtsniveau) pålagde KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai, at indstille arbejdet med at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket – vel at mærke to af de reaktorer, som NRA allerede havde godkendt genstart for. De var simpelthen ikke forberedt for et større jordskælv, og det var adskillige gange i de senere år sket, at reaktorer var blevet udsat for større belastninger fra jordskælv end de var beregnet til.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Japans INDC

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer

Læs mere »

Share

Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

Share

Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne

9. november 2014

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »

Share

Fukushima update IV

2. oktober 2014

I denne uge viste Japans undergrund vist tænder, da Ontake-bjerget i Nagano-provinsen uden varsel udspyede store mængder af vulkansk materiale. Ontake-san er et populært mål for bjergbestigere, så dødstallet nærmer sig i skrivende stund 50 med yderligere 20 mennesker savnet. Det har aktualiseret diskussionen om det rimelige i at genstarte de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som omend langt fra Ontake-bjerget er placeret midt i Japans mest vulkansk aktive område. Så kritikken af genstarten, som for nylig fik NRAs blåstempling, har fået nye voldsomhed. NRAs leder Shunichi Tanaka har derfor været ude med et budskab om, at risikoen (for Sendai-værket) er overdrevet, at man ikke kan sammenligne de to situationer, og at man, hvis der er udsigt til et større udbrud nær Sendai-værket, forud vil fjerne alt det radioaktive brændselsmateriale. Dette har blot ført til endnu mere hovedrysten, for vulkanudbrud har det med at komme med vulkansk uforudsigelighed, og det vil nærmere tage år end måneder at fjerne alle brændselslegemer fra Sendai-værket. For eksemepl vil man først skulle til at fremstille de massive jernbeholdere, som transporterne i givet fald skulle foregå med.

De seneste uger har således vist, at selv det som for trekvart år siden blev betragtet som en af de lette genstarter, på ingen måde er nogen let proces. Her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er modstanden mod genstarterne i befolkningen usvækket, og de mange i statsadministrationen og A-kraft-industrien, som synes at have klynget sig til håbet om, at modviljen var midlertidig og båret af en irrationel frygt, som ville fordampe, efterhånden som tingene kom lidt på afstand og ‘fornuften’ genindfandt sig, må se i øjnene, at modstanden er mere fastgroet – og mere velinformeret og om man vil fornuftsbetonet – end på noget tidligere tidspunkt.

Man kan så sige, at statsadministrationen og TEPCO (som forestår arbejdet med at rydde op efter de kernenedsmeltede reaktorer) i hele den måde, man har håndteret situationen på, ret konsekvent har gjort alt det forkerte, hvis man ønskede at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Der er i de mellemliggende 3½ år lavet så mange løgne fortielser og afledningsmanøvrer og så mange banale fodfejl i kommunikationen, at ingen idag har tillid til informationer fra TEPCO, og ingen tror på, at statens monitorering af situationen giver noget bare tilnærmelsesvist sandt billede af tingenes tilstand.

Læs mere »

Share

Fukushima update III

15. august 2014

Til højre normalt udviklet, til venstre strålingsforkrøblet sommerfugl fra landskaberne omkring de nedsmeltede Fukushima-reaktorer.

Her i den forgangne uge har det været 69-års dag for A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki – og til forskel fra de seneste tre år har koblingen mellem den ‘fredelige’ og den militære anvendelse af atomkraften i år været næsten fraværende. På den led er A-kraft-industrien så småt ved at få fred fra pressen. Hvor selv banale småproblemer i TEPCOs håndtering af Fukushima-katastrofen og oprydningsarbejdet længe fremkaldte artikler verden over, så bliver tilsyneladende nu selv store problemer med håndteringen af oprydningsarbejdet efterhånden kun små krusninger i verdenspressen.

Selv i blogosfæren er der tegn på udmattelse. Så den japanske industri og regering, som siden premierminister Abe for 1½ år siden kom til magten stadig mere utilsløret har presset på for en hurtig genstart af de nu på fjerde år standsede reaktorer, har fået lidt mere arbejdsro til deres forehavende. Men alligevel går det uendeligt langsomt. Og helt fred får de ikke. I en artikel i dag fra det japanske nyhedsbureau KYODO, som ellers er nøgternheden og soberheden selv, bliver Fukushima-værket præsenteret sådan her: “The poorly protected and maintained Fukushima plant, operated by Tokyo Electric Power Co., was extensively damaged by tsunami spawned by the Great East Japan Earthquake in March 2011 and suffered a blackout after losing its cooling systems.” Dårligt beskyttede og dårligt vedligeholdte … så vi ikke glemmer, at det var en menneskeskabt, og dermed undgåelig katastrofe.

Selvom NRA nu for mere end et år siden fremlagde reglerne for de sikkerhedsgodkendelser, som skulle bringe Japans reaktorer sikkert i gang igen, så mangler vi stadig at se en første genstart. Og med den nuværende hastighed i godkendelsesprocesserne tegner det til, at den definitive aldersgrænse for reaktorer på 40 år bliver en reel faktor, som kommer til at sortere ganske mange reaktorer fra, som fordi de er af ældre årgang vil koste så meget, som skal forrentes på så kort sig, at økonomien ikke hænger sammen. Så jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at under halvdelen af de 54 reaktorer, som var i gang før 11. marts 2011, nåede frem til start efter NRAs opdaterede sikkerhedsregler. Og trods Abes og industriens massive pres for genstarter kan det meget vel ende nede omkring en tredjedel.

Sendai-værkets genstart forsinket

I marts blev to reaktorer ved Sendai-værket på det sydligste Kyushu ‘fast-tracked’, for i det mindste at få nogle få klar inden den japanske sommervarme for alvor satte ind sidst i juli. De to reaktorer har fået NRAs godkendelse, men der tilbagestår et stort papirarbejde, så de seneste signaler fra Sendai-værkets ejere går på, at de ikke kommer i gang i år.

Sendai-værket blev ellers valgt fordi der her ville være mindst mulig risiko for, at den efterfølgende lokale godkendelse kørte fast – modstanden mod A-kraften er gennemgående jo mindre, jo længere man kommer fra de store bykoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka – men selv her synes det langt fra at gå af sig selv.

NRAs godkendelse har været kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for de mange vulkaner omkring Sendai-værket. NRA har svaret tilbage, at sandsynligheden var forsvindende, men blot for at understrege, at muligheden foreligger, har en nærliggende vulkan på det seneste lettet på låget – ikke noget stort, men nok til lige at minde alle om, at undergrunden under Kyushu er … vulkansk.

Læs mere »

Share

Fukushima update II

16. juli 2014

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

Læs mere »

Share

Fukushima update I

3. juni 2014

Det er nu to måneder siden jeg ophørte med de næsten daglige optegnelser omkring Fukushima-katastrofens udfoldelse i det japanske samfund, samlet i månedlige indlæg: Japan igen på A-kraft. Så jeg tænkte, at det var på tide med et lille rids af situationen.

Måske der er noget sundt ved på den måde at træde lidt mere på afstand, for hvor situationen i dag for dag-perspektiv let bliver fyldt med alle de små hovsaer og småkonflikter, så tegner der sig, set i et bare lidt længere tidsperspektiv et klart billede af, at situationen ved Fukushima Daiichi langsomt men sikkert stabiliseres, og der er håb om, at den konstante blødning af betydelige mængder af radioaktivitet, som har stået på i mere end tre år nu, inden for det næste år til halvandet vil kunne reduceres markant. Men stadig er man ikke kommet ret meget nærmere, hvor løsdelene fra de nedsmeltede reaktorkerner rent faktisk befinder sig.

Der har i de seneste to måneder været en fase med medieudmattelse, hvor selv engelsksprogede japanske aviser som Mainichi, Japan Times og Asahi Shimbun, som ellers i mere end tre år har fulgt udviklingen tæt, har haft perioder med op til flere dage i træk, hvor A-kraft-spørgsmålet slet ikke blev nævnt. Til dels fordi der ikke var så meget nyt at nævne, men også i høj grad fordi en række andre politiske sager har fyldt meget, først og fremmest premierminister Abes ønske om at ændre konstitutionen, så Japans militære rådighedsrum bliver større end i den nuværende pascifistiske post 2. verdenskrigsprægede konstitution. Men nu er Asahi Shimbun tilbage med endnu en runde af sin Prometheus Trap-serie, og kombinationen af afgørelsen om Oi-værket og igangsættelsen af den store frostmur har igen gjort situationen omkring Fukushima til dagligt avisstof.

Abe-regeringen har også barslet med en ny udgave af energiplanen, som var tæt på at sprænge regeringen, da den omend meget indirekte udtrykker industriens ønske om at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt – hvilket er i modstrid med synspunkterne for en betydelig fraktion inden for regeringspartiet samt koalitionspartneren Komeito. Så hvor den foregående regering efter store folkehøringer endte med en energiplan, hvor A-kraften senest i løbet af 2030erne skulle udfases helt, så er A-kraften i den nye plan lusket ind i varmen igen gennem at være defineret som en vigtig base load energikilde, og der står nu blot lidt forblommet, at Japan skal gøre sig mest mulig uafhængig af A-kraft. Men hele planen er så floffy i sin formulering og så eklatant manglende tal og proportioner, at det er uklart, om dette skal opnås gennem energibesparelser og satsninger på vedvarende energi, eller gennem genstarten så mange reaktorer, at man ikke er afhængig af, om en enkelt reaktor skulle komme i vanskeligheder. Nøgternt sent synes Abe-administrationen at presse massivt på for at komme ud af afhængigheden gennem en sådan rigelighed. Men det foregår forsøgsvist meget diskret, for der er stadig en endog meget stærk modstand mod A-kraften i den japanske befolkning.

Det er nok en af de vigtigste grunde til, at det går så langsomt, som det går med genstarterne – det kræver et vist politisk mod at være med til at sige ja til genstarterne, så alt bliver vendt og drejet forud. På et tidspunkt tegnede det til, at der (fra forsyningsselskabernes perspektiv) i bedste fald kunne komme op til 10-12 reaktorer i gang i løbet af i år. Men foreløbig er det ikke lykkedes at få en eneste klar til start, og forløbet her de seneste måneder tegner snarere til at tyder det nærmere til at det maksimalt lykkes at få 4-5 reaktorer inden udgangen af året. Måske nogen har håbet på, at når først der gik hul på genstarterne, så kom de i en lind strøm. Men lige nu tegner det til at gå så langsomt, at modstanden er maksimal for hver enkelt.

Bypass-operation for grundvandet ved Fukushima Daiichi

På selve Fukushima Daiichi-værket er det efter mange og lange forhandlinger lykkedes at få kystfiskernes accept af en gigantisk bypass-operation, hvor man opsamler vand oven for de nedsmeltede reaktorer, så mængden af indstrømmende grundvand fremover vil kunne reduceres. Det bliver ikke pumpet direkte i havet, men opsamles først i store tanke, hvor strålingsniveauet måles. På nær en enkelt tank har niveauet kunnet holde sig unde de forud fastsatte grænseværdier. Principielt er det ikke nogen god løsning, men hver dag strømmer der omkring 400 ton sandsynligvis stærkt forurenet grundvand ud, så hvis man ad denne vej kan mindske ikke bare den mængde vand, som siver ind i de havarerede reaktorers kældre og fundamenter, men også en del af denne udstrømning, så er det et godt bytte for fiskerne.

Ingen kender det præcise omfang af denne grundvandstrøm, eller hvor stærkt dette grundvand er forurenet, for her mere end tre år efter ved ingen endnu præcist, hvor voldsomt de tre nedsmeltede reaktorer er nedsmeltet, og dermed, hvor store mængder af reaktorkernemateriale, som er i direkte kontakt med grundvandet og til stadighed vaskes ud i grundvandet.

Den store frostmur

Denne udvaskning vil fortsætte en rum tid endnu. Men i går var endnu en milepæl i oprydningsarbejdet, for da tog man første spadestik til den gigantiske 1,5 km lange frostmur, hvormed man vil indkapsle de fire havarerede reaktorer. Der har været en del diskussion, om det nu var en sikker løsning, om man i virkeligheden destabiliserede de i forvejen af jordskælvet hårdt medtagne reaktorbygninger yderligere. Men I sidste uge kom NRAs godkendelse af byggeplanerne, så man i går endelig tog fat.

Læs mere »

Share