Naomi Klein: Kapitalismen versus Klimaet

21. december 2011

Naomi Klein er journalist og forfatter til to bøger, der har vundet verdensry: No Logo og The Shock Doctrine. Hun er konstant på farten, fordi der hele tiden er bud efter hende. Efter bøgerne om de multinationale firmaers magt og deres strategier for at skabe profit gennem kriser, har hun, ikke overraskende, erklæret klimakampen som vor (frem)tids vigtigste spørgsmål.

I den artikel, som du nu står over for at tage hul på, udfolder hun dette tema. Ikke som den kølige iagttager, men som den passionerede anbefaler af enhed mellem alle kræfter, som støtter kampen for civilisationens fortsættelse og dens forudsætning: den nødvendige kamp mod de korporative kræfters overtagelse af samfundsøkonomien. Hun forsvarer de lokale samfund, den folkelige magt over produktionens formål og organisering, og naturen som altings grundlag.

Hendes hovedtese er, at vi ikke har hverken tid eller råd til en overenskomst med den fossile industri og dem, der er afhængige af den, hvis vi skal nå at redde verden fra den klimakatastrofe, som trænger sig ind på os fra alle sider og bruges af de selvsamme korporative magter i et forsøg på at slavebinde verdens befolkning, uanset omkostningerne. Hun peger på mange alternative veje, vi kan vælge, og hendes konklusion er krystalklar: Der er ingen mulighed for et kompromis mellem på den ene side kampen for at redde civilisationen og på den anden side de store firmaers interesser. Det er enten eller.

Det er klart, at denne konklusion, for mange, synes meget drastisk. Jeg synes, at man skal lade tvivlen komme Naomi Klein til gode, og læse artiklen. Nedenfor er der oceaner af plads til at diskutere, om hun har ret. God læselyst og et varmt ønske om en frugtbar debat. Især kunne det være interessant at høre fra dem, som føler sig udfordret at artiklen.

Niels-Holger Nielsen

 

Kapitalismen vs. klimaet

af Naomi Klein

Herren på fjerde række har et spørgsmål.

Han præsenterer sig som Richard Rotchild, og fortæller forsamlingen, at han stillede op til valget til lokalrådet i Marylands Carroll County, fordi han var kommet til den konklusion, at politikker til bekæmpelse af global opvarmning faktisk var ‘et angreb på amerikansk middelklassekapitalisme.’ Hans spørgsmål til panelet, som sidst i juni måned var forsamlet på et Marriott-hotel i Washington, DC, lød således ‘I hvilken udstrækning er hele denne bevægelse simpelthen en grøn trojansk hest med maven fyldt af marxistiske socioøkonomiske doktriner?”

Her på Heartland Institutes(1) 6. internationale konference om klimaforandring, den fremmeste forsamling af ‘de, der er dedikeret til benægtelsen af den overvældende videnskabelige konsensus om den menneskelige virksomheds opvarmning af planeten’, er dette spørgsmål retorisk. Det er som at spørge en forsamling af tyske centralbankfolk hvorvidt Grækenland er upålideligt. Paneldeltagerne lader sig naturligvis ikke fragå en sådan lejlighed til at fortælle spørgeren, hvor evigt ret han har.

Chris Horner, et seniormedlem ved Competitive Enterprise Institute(2); han excellerer i at forulempe klimavidenskabsfolk med sagsanlæg og forsøg på fiskeri i oprørte vande angående ‘Frihed til Information’(3) bemægtiger sig mikrofonen. ‘Man kunne tro, at dette handler om klimaet’, siger han dystert, ‘og det er der da også mange, der gør, men det er ikke en fornuftig antagelse.’ Horner, hvis tidligt grånede sølvhår får ham til at ligne en højrefløjsudgave af Anderson Cooper(4) ynder, at tage Saul Alinsky(5) til indtægt: “Sagen er ikke sagen”. Sagen er helt klart at “intet frit land ville gøre imod sig selv, hvad denne agenda foreskriver…. Ifølge den er det første skridt at fjerne vores påtrængende frihedsrettigheder, som til stadighed står i vejen.”

At hævde, at klimaændringer er en sammensværgelse for at stjæle amerikanske frihedsrettigheder er temmelig tamt i forhold til Heartland-standarden. I løbet af denne todages konference vil jeg lære, at Obamas kampagneløfte om at støtte lokalt ejede biodiselfabrikker i virkeligheden handlede om “grøn kommunitarisme” sammenlignelig med “maoist”planen om, at der skulle være en “højovn” i enhver baghave” (Cato-instituttets Patrick Michaels(6)). At klimaændringer er et skalkeskjul for Nationalsocialisme (tidligere senator for republikanerne og pensioneret astronaut Harrison Schmitt). Og at miljøforkæmpere er som aztekekerpræster, der ofrer utallige mennesker for at formilde guderne til at ændre vejret (Marc Morano, udgiver af benægternes nøgle-website, ClimateDepot.com).

Først og fremmest vil jeg komme til at høre forskellige versioner af den holdning, som udtryktes af lokalrådspolitikeren på fjerde række: At klimaændringer er en trojansk hest skabt til at afskaffe kapitalismen og erstatte den med en eller anden form for økosocialisme. Som konferencetaler Larry Bell rammende udtrykte det i sin nye bog ‘Korruptionens Klima’: klimaforandring “har ikke meget at gøre med miljøets tilstand, men derimod meget at gøre med at baste kapitalismen og ændre den amerikanske livsform til fordel for en global omfordeling af velstand.”

Helt sikkert, det foregives at delegaternes afvisning af klimavidenskaben har sine rødder i seriøse uenigheder om kendsgerningerne. Og organisatorerne går et stykke af vejen for at efterligne troværdige videnskabelige konferencer. De kalder sammenrendet ‘Rekonstruktion af den videnskabelige metode’ og bruger endda forkortelsen ICCC, som kun har et enkelt bogstav til forskel fra ‘Det internationale klimapanel’ (IPCC). Men de videnskabelige teorier, som kolporteres her, er gamle og for længst miskrediterede. Og der gøres ikke noget forsøg på at forklare hvorfor enhver taler modsiger den foregående. (Er der ikke en opvarmning, eller er der en opvarmning, som ikke er noget problem? Og hvis der ikke er nogen opvarmning, hvorfor så al den snak om solpletter, som angiveligt får temperaturen til at stige?).

For at sige det, som det er, så er der adskillige blandt det fortrinsvis ældre publikum, som tager sig en lille blund, når temperaturkurverne kommer på lærredet. De vågner kun op når bevægelsens rockstjerner bestiger scenen – ikke c-holdet af videnskabsmænd, men a-holdet af ideologiske krigere som Morano og Horner. Dette er det sande formål med samlingen: At stille et forum til rådighed for benhårde benægtere, således at de kan fremlægge de retoriske baseball-køller, som skal bruges til at slå miljøforkæmpere og klimavidenskabsfolk med i de kommende uger og måneder. De talepunkter som afprøves her vil jamme kommentarsektionerne under enhver artikel eller YouTube-video, der indeholder udtrykket klimaændring eller global opvarmning. De vil også komme ud af munden på hundredvis af højrefløjskommentatorer og ditto politikere – lige fra republikanske præsidentkandidater som Rick Perry og Michelle Bachmann og hele vejen ned til lokalrådspolitikere som Richard Rotschild. I et interview mellem samlingerne tager Joseph Bast, præsident for Heartland Institute, stolt æren for “tusindvis af artikler, kommentarer og taler… som var informeret fra eller motiveret af en eller anden deltager i disse konferencer.”

The Heartland Institute, en Chicago-baseret tænketank viet til at “fremme frimarkedsløsninger” har afholdt disse passiarer siden 2008, op til to gange om året. Og tilsyneladende virker strategien. Efter afslutningen på førstedagen trækker Morano – hvis adkomst til berømmelse er, at han satsede alt på The Swift Boats Veterans for Truth’s historie, som sank John Kerrys præsidentkampagne i 2004(7) – forsamlingen igennem en serie af æresrunder. Cap and Trade er død. Obama på COP15 i København: En fejltagelse. Klimabevægelsen: Selvmordstruet! Han projicerer endda et par citater fra klimaaktivister op på lærredet, hvor de udøver selvkritik (som progressive er så gode til) og formaner publikum til at fejre det!

Der var ingen balloner eller konfetti, som steg op fra lægterne, men det kunne der lige så godt have været.

* * *

Når den offentlige mening om store sociale og politiske emner ændrer sig sker det, som regel, relativt langsomt. Pludselige skift, når de indfinder sig, har sædvanligvis været foregået af dramatiske begivenheder. Det er derfor at analytikere af meningsmålinger bliver så forbavsede over hvad, der er sket med opfattelsen af klimaforandringerne over et kort spand af fire år. I 2007 viste en Harris-måling at 71 procent af amerikanerne mente, at en fortsat afbrænding af fossile brændsler ville få klimaet til at ændre sig. I 2009 var andelen faldet til 51 procent. I Juni 2011 var andelen af amerikanere, som var enige, yderligere faldet til 44 procent – godt under halvdelen af befolkningen. I følge Scott Keeter, leder af forskning i meningsmålinger ved Pew Research Center for People and the Press(8) er dette ‘blandt de største skift indenfor en relativ kort periode, som er registreret i annalerne om den offentlige mening.’

Hvad, der er endnu mere slående, er at dette skifte har fundet sted næsten udelukkende i den ene ende af det politiske spektrum. Så sent som i 2008 (det år hvor Newt Gingrich sammen med Nancy Pelosi(9) lavede et tv-spot om klimaændringer, havde emnet stadig en fernis af støtte fra begge partier i US. Disse dage er definitivt forbi. I dag tror 70-75 procent af de selvdefinerede demokrater og uafhængige at mennesket ændrer klimaet – et niveau som er forblevet stabilt eller er steget en smule over det sidste tiår. I skarp modsætning hertil har republikanere, især Tea-Party medlemmer, overvejende valgt at afsværge den videnskabelige konsensus. I nogle områder af landet accepterer kun omkring 20 procent af republikanerne videnskaben.

Lige så betydeligt har skiftet i den følelsesmæssige intensitet været. Klimaforandringerne plejede at være et spørgsmål, hvorom næsten alle sagde, at de bekymrede sig – dog ikke så meget. Når amerikanere blev bedt om at rangordne deres politiske bekymringer, ville klimaændringerne antagelig komme ind på en sidsteplads.

Men nu er der en betydelig gruppe af republikanere, som bekymrer sig passioneret, ja ligefrem grænsende til en tvangstanke, om klimaforandringerne – endskønt, hvad de bekymrer sig om, er at fremstille disse som et bedrag, der gentages igen og igen af liberale for at tvinge dem til at skifte deres elpærer, leve i Sovjetagtige lejekaserner og opgive deres firhjulstrækkere. For disse højreorienterede er modstand mod klimaændringer blevet en central del af deres verdenssyn, på samme måde som lave skatter, våbenbesiddelse og modstand mod abort er det. Mange klimavidenskabsfolk fortæller at de modtager dødstrusler; det samme gør artikelforfattere af så tilsyneladende harmløse emner som fx. energibesparelser. (Som en brevskriver formulerede det over for Stan Cox(10) – forfatter til en kritisk bog om aircondition – “Du kan snage i min termostat, hvis du kan vriste den ud af min kolde døde hænder.”

Denne kulturkampsagtige intensitet er den værste nyhed af alle, for når du udfordrer en persons position i en sag, som er kernen i hans eller hendes identitet, opfattes fakta og argumenter kun som lidt mere end nemt afviselige angreb. (Benægterne har endda fundet på en måde at affærdige et nyt studie, som fastslår realiteterne bag den global opvarmning, selvom dette var delvist finansieret af Koch-brødrene, og selvom det blev ledet af en videnskabsmand, der var sympatisk indstillet over for “skeptiker”-positionen).

Effekterne af denne følelsesmæssige intensitet har været åbenlyse i kapløbet om at blive Det Republikanske Partis leder. Et stykke inde i sin nomineringskampange, alt imens hans hjemstat i bogstavelig forstand gik op i flammerne fra en skovbrand, henrykkede Texas’ guvernør, Rick Perry, sin vælgerbase med at erklære, at klimavidenskabsfolk manipulerede data “således at dollars trillede ned i deres lommer.” Imens var Jon Huntsman(11), den eneste kandidat, som sammenhængende forsvarer global opvarmning, allerede “død” ved ankomsten. Og en del af det, som har reddet Mitt Romneys kampagne, har været hans flugt fra tidligere erklæringer, som støttede den videnskabelige konsensus om klimaændringer.

Effekten af højrefløjens klimakonspirationer rækker langt hinsides Det Republikanske Parti. Demokraterne er stort set blevet tavse om emnet, idet de ikke ønsker at støde de uafhængige vælgere fra sig. Og medie- og kulturindustrierne har fulgt trop. For fem år siden mødte celebriteterne op til ‘Academy Awards’ i hybridbiler, Vanity Fair(12) lancerede et årligt grønt nummer, og i 2007 udsendte de tre største US kabeltv-stationer 147 historier om klimaforandringerne. Sådan er det ikke mere. I 2010 bragte kabelstationerne kun 32 historier om klimaændringerne, limousiner er igen en del af stilen ved Oscaruddelingerne, og det grønne “årlige” Vanity Fair-nummer er ikke set siden 2008.

Denne ubehagelige tavshed har vedvaret igennem slutningen af det varmeste årti i de hidtil registrerede temperaturmålinger; og tillige igennem endnu en sommer med usædvanlige naturkatastrofer og rekordsættende temperaturer over hele kloden. Imens rykker den fossile industri for at lave multi-million-dollars investeringer i nye infrastrukturer til udvinding af olie, naturgas og kul fra nogle af de mest beskidte og højrisikable kilder på kontinentet (7-milliarder-dollars rørledningen, Keystone XL, er kun det højest profilerede eksempel). I Albertas tjæresand, i Beauforthavet, i Pennsylvanias gasfelter og i kulfelterne i Wyoming og Montana, satser industrien hårdt på, at klimabevægelsen er så godt som død.

Hvis den mængde kulstof, som disse projekter er i stand til at sprøjte ud, frigøres til atmosfæren, er risikoen for at udløse katastrofale klimaændringer dramatisk stigende (alene udvindingen af Albertas tjæresandforekomster ville, siger NASAs James Hansen, være ’slutspil’ for klimaet).

Al dette betyder at klimabevægelsen behøver et monster-comeback. For at realisere dette er venstrefløjen nødt til at lære af højrefløjen. Benægterne fik trækkraft ved at få klimaet til at dreje sig om økonomi: Forebyggende foranstaltninger vil destruere kapitalismen, har de erklæret; de vil nedlægge arbejdspladser og sende priserne på himmelflugt. Men i en tid hvor et voksende antal mennesker er enige med Occupy-bevægelsen, og hvoraf mange argumenterer for at ‘kapitalismen som vi kender den’ er selve grunden til de tabte jobs og gældsslaveriet, er der en unik mulighed for at vinde terræn fra højre. Dette ville kræve skabelse af en overbevisende historie, som fortæller at de virkelige løsninger på klimakrisen også er vores bedste håb for at opbygge et meget mere lighedsorienteret samfund – et som afskaffer store uligheder, styrker og transformerer den offentlige sektor, genererer rigelig, værdigt arbejde og radikalt tøjler korporativ magt. Det ville også kræve, at vi opgiver den antagelse, at klimahandling kun er et blandt flere emner på en lang liste af ligeværdige sager, som kappes om de progressives opmærksomhed. På samme måde som benægtelse for højrefløjen er blevet en identitetsmæssig kerneværdi, som udelukkende er sammenflikket for at beskytte det herskende system af magt og rigdom, må den videnskabelige realitet om klimaændringerne, for de progressive, besætte en central plads i en sammenhængende historie om farerne ved ubegrænset grådighed og om behovet for reelle alternativer.

At skabe sådan en forandrende bevægelse bliver måske ikke så hårdt, som det umiddelbart ser ud. Det er sikkert, hvis man spørger Heartland-folkene, at klimaændringerne gør en eller anden form for venstrefløjsrevolution uundgåelig, hvilket præcis er grunden til, at de er så determinerede m.h.t. at benægte dens realitet. Måske burde vi lytte mere opmærksomt til deres teorier, det kunne tænkes, at de egentlig forstår noget som venstrefløjen endnu ikke har fattet.

* * *

Benægterne besluttede sig ikke for, at klimaændringerne er en venstrefløjskonspiration, fordi de havde afsløret et hemmeligt socialistisk plot. De landede på denne analyse ved at kaste et fordomsfrit blik på, hvad det ville kræve at sænke udledningerne så drastisk og så hurtigt som klimavidenskaben kræver. De har konkluderet, at dette kun kan gøres ved radikalt at omforme vores økonomiske og politiske system på måder som er antitetiske i forhold til deres religiøse tro på det ‘frie marked’. Som den britiske blogger og Heartland-klerk James Delingpole har påpeget, ’så fremmer den moderne økologibevægelse succesfuldt mange sager, som står venstrefløjen nær: Omfordeling af rigdom, højere skatter, kraftigere statsintervention, kort sagt regulering.’ Heartlands Blast formulerer det endnu mere åbenlyst: For venstrefløjen, ‘er klimaændringer den perfekte ting…. Det er selve grunden til at vi burde gøre alt, hvad [venstrefløjen] ville ønske at gøre under alle omstændigheder.’

Her er min ubekvemme sandhed: De tager ikke fejl. Tillad mig at være absolut tydelig før jeg fortsætter: Som 97% af verdens klimavidenskabsfolk fastslår, så er Heartlænderne fuldstændig galt afmarcheret, hvad angår videnskaben. De gasser, som er udledt til atmosfæren ved afbrænding af fossile brændsler, fanger varmeudstrålingen fra Jorden og forårsager allerede temperaturstigninger. Hvis vi ikke betræder et radikalt anderledes energispor hen mod slutningen af dette årti, er vi sikre på en verden i smerte.

Men hvad angår de reale konsekvenser af disse videnskabelige opdagelser, især de dybe forandringer der kræves; ikke kun m.h.t. vores energiforbrug, men også i forhold til hele den underliggende logik i vores økonomiske system, er folkemængden forsamlet på Marriott-hotellet nok meget mindre benægtende end mange professionelle økologer; nemlig de der maler et billede af et globalt Armageddon(13), hvorefter de forsikrer os om, at vi kan afværge katastrofen ved at købe grønne produkter og skabe kloge markedsløsninger på forureningsproblemet.

På en måde havde Chris Horner ret, da han fortalte sine Heartland-fæller, at klimaændringerne ikke er ’sagen’. Faktisk er det overhovedet ikke en sag. Klimaændringer er en meddelelse, som fortæller os, at mange af vores kulturs mest elskede ideer ikke længere er livsduelige. Dette er en dybt udfordrende åbenbaring for alle os, som er opdraget til oplysningsidealer om fremskridt – uvante som vi er med at se vores ambitioner begrænset af naturlige barrierer. Dette er lige sandt for såvel venstrefløjens tilhængere af centralstyret planøkonomi, som det er for det neoliberale højre.

Mens Heartlænderne ynder at påkalde kommunismens spøgelse for at terrorisere amerikanerne i forbindelse med klimahandling (Den tjekkiske præsident Vaclav Klaus, en favorit ved Heartland-konferencerne, siger at forsøg på at forebygge global opvarmning er det samme som ‘kommunistiske planlæggeres ambitioner om at kontrollere hele samfundet’), er realiteten at Sovjet-æraens statssocialisme var en katastrofe for klimaet. Den fortærede ressourcer med lige så stor entusiasme, som kapitalismen, og udspyede affald præcist så ryggesløst: Før Berlinmurens fald havde tjekker og russere endnu højere kulstof-fodaftryk end deres modparter i Storbritannien, Canada og Australien. Og alt imens nogle udpeger den svimlende ekspansion af Kinas program for vedvarende energi som et argument for, at kun centralt kontrollerede regimer er i stand til at udrettet det grønne arbejde, fortsætter Kinas kommando- og kontroløkonomi med at være spændt for en totalkrig mod naturen; gennem massivt ødelæggende megadæmninger, superlandeveje og udviklingsprojekter hovedsagelig baseret på kul.

Det er sandt, at svaret på klimatruslen kræver en handlekraftig regering på alle niveauer. Men ægte klimaløsninger styrer interventionerne således at de systematisk spreder magten og kontrollen til det lokale niveau, enten ved lokalkontrolleret vedvarende energi, lokalt økologisk landbrug eller transportsystemer, som er ægte ansvarlige over for brugerne.

Det er her Heartlænderne har gode grunde til at være bange: At etablere disse nye systemer vil kræve en beskæring af den frimarkedsideologi, som har domineret den globale økonomi i tre årtier. Nedenstående er et hurtigt og beskidt blik på, hvad en alvorlig klimadagsorden ville betyde for følgende seks sektorer: offentlig infrastruktur, økonomisk planlægning, regulering af korporationerne, international handel, forbrug og beskatning. For hardcore højreideologer, som de forsamlede ved Heartland-konferencen, er følgerne intet mindre end intellektuelt kataklysmiske.

1. Genfødsel og genopfindelse af den offentlige sfære

Efter år med genanvendelse og recirkulering, kulstofmodregning og udskiftning af lyspærer er det åbenlyst, at individuel handling aldrig kan blive et passende svar på klimakrisen. Klimaændringerne er et kollektivt problem, og det kræver kollektiv handling. Et af de nøgleområder, hvor denne kollektive handlen må finde sted, er storstilede investeringer målrettet mod at reducere vores udledninger i massiv målestok. Det betyder S-tog, sporvogne og letbanesystemer, som ikke blot findes over alt, men som også alle har råd til at benytte, energieffektive boliger, som folk har råd til at betale langs disse transportstrukturer, et smart el-net til vedvarende energi og en massiv forskning til sikring af de bedst mulige metoder.

Den private sektor er dårligt klædt på til at levere de fleste af disse løsninger, fordi de kræver store anlægsinvesteringer; og hvis de skal være reelt tilgængelige for alle, vil mange af dem muligvis aldrig blive profitable. De er imidlertid uden tvivl i offentlighedens interesse, hvilket er grunden til, at de burde komme fra den offentlige sektor.

Traditionelt har kampen for at beskytte den offentlige sfære været iscenesat som konflikter imellem uansvarlige venstresnoede, som ønsker grænseløs spendering, og praktiske realister, som forstår at vi lever over evne. Men klimakrisens alvor kalder på en radikal nyfortolkning af realismen, såvel som på en meget anderledes forståelse af grænser. Regeringens budgetunderskud er ikke nær så farlige som de underskud, vi har oparbejdet i livsvigtige og komplicerede, naturlige systemer. At forandre vores kultur, så den respekterer disse grænser, vil kræve alt af vores kollektive muskel – at få os selv af krogen med hensyn til fossile brændsler, og at vi rejser en kommunal infrastruktur mod de kommende storme.

2. At huske hvorledes man planlægger

I tillæg til at vende den trediveårige privatiseringstrend, indebærer svaret på klimatruslen et alvorligt bud på genoptagelsen af en kunst, som har været bagvasket igennem disse årtier med markedsfundamentalisme, nemlig kunsten at planlægge. Oceaner og atter oceaner af planlægning. Og ikke kun på det nationale og det internationale plan. Alle lokalsamfund behøver en plan for hvorledes de udvikler sig væk fra fossile brændsler. Det som transition-bevægelsen kalder en ‘aktionsplan for energireduktion’. I de storbyer og provinsbyer, som har taget denne ansvarlighed på sig, har processen åbnet et sjældent rum for deltagerdemokrati, hvor naboer mødes i tætpakkede byrådssale eller beboerhuse, for at dele ideer om hvordan de reorganiserer deres samfund for at opnå et mindre CO2-udslip, og med henblik på hvorledes man indbygger modstandsdygtighed i disse, med henblik på de barske tider som er i vente.

Klimaforandringerne kræver også andre former for planlægning – specielt for de arbejdere hvis arbejde vil blive forældet, efterhånden som vi fravænner os de fossile brændsler. Nogle få ‘grønne jobs’ til omskoling vil ikke være tilstrækkeligt. Disse arbejdere vil have behov for at vide, at nye reelle jobs venter dem på den anden side. Dette betyder atter at bringe ideen om planlægning af vores økonomier på basis af kollektive prioriteringer, frem for på basis af korporativ profit, til live – idet fyrede ansatte fra bilfabrikker og kulminer bibringes værktøjer og ressourcer til at skabe arbejdspladser, f.eks. med Clevelands arbejderstyrede kooperativer som model.

Også landbruget vil være nødt til at etablere en opblomstring af planlægning, hvis vi skal blive i stand til at imødese den tredobbelte krise af jorderosion, ekstremt vejr og afhængighed af fossile brændsler. Wes Jackson, den visionære grundlægger af Land Institute i Salina, Kansas, har opfordret til ‘en halvtredsårs landbrugslov’. Det er den tid, han og hans medarbejdere Wendell Berry og Fred Kirchenmann vurderer, der vil blive brug for til at udføre forskningen, og for at få infrastrukturen på plads til erstatning for den muldnedbrydende monokulturelle dyrkning af etårige kornplanter. Alternativet består i flerårige afgrøder dyrket i polykultur. Eftersom flerårige afgrøder ikke skal genplantes hvert år, gør deres rødder et mere effektivt arbejde for at holde på den knappe fugtighed og for at holde muldlaget på plads, således at det opsuger CO2 fra atmosfæren. Polykulturer er også mindre sårbare over for utøj og i forhold til at blive slået ud af ekstremt vejr. Endnu en bonus: Denne dyrkningsform er langt mere arbejdskraftintensiv end industrielt landbrug, hvilket indebærer, at landbruget igen kan blive en substantiel kilde til beskæftigelse.

Uden for Heartland-konferencen og ligesindede forsamlinger er genkomsten af planlægning ikke noget at frygte. Vi taler ikke om en tilbagevenden til autoritær socialisme, trods alt, men om en vending mod virkeligt demokrati. Det trediveårige uårseksperiment med dereguleret Wild-West-økonomi har ikke gavnet folk rundt om i Verden. Disse systematiske fejltagelser er helt præcis grunden til, at så mange befinder sig i åben revolte mod deres eliter og kræver lønninger til at leve af og en ende på korruptionen. Klimaændringerne er ikke i konflikt med kravet om en ny slags økonomi. Snarere tilføjer dette en ny dimension til klimaændringerne.

3. At tøjle og kontrollere korporationerne

Et nøglepunkt i den planlægning, som vi må foretage, indebærer en hurtig omlægning af den korporative sektor. Meget kan udrettes med incitamenter: subsidier for vedvarende energi, og for ansvarlig landbrugsdrift, bare for at nævne et par eksempler. Men vi er også nødt til at genoptage skikken med at forhindre totalt skadelige og destruktive handlinger. Det betyder at komme på tværs af korporationerne på mange fronter, lige fra at påtvinge strikte reduktioner af den mængde CO2, som de må udlede, til forbud mod opførelse af nye kulkraftværker, og videre til at slå ned på industrielle græsningsarealer, og lukke beskidte udvindingsprojekter som Albertas tjæresand (vi kan begynde med rørledninger, som åbner for nye ekspansionsplaner, Keystone XL f.eks.).

Kun en ganske lille del af befolkningen ser enhver begrænsning af korporationerne og det frie forbrugsvalg som noget, der leder ned af ‘Hayeks vej til livegenskab’ – og ved et sammentræf er det netop denne del af af befolkningen, som anfører klimabenægtelsen.

4. Relokalisering af produktionen

Hvis streng regulering af korporationerne, som et svar på klimaændringerne, lyder noget radikalt, er det fordi, der siden begyndelsen af firserne har eksisteret en trosartikel om, at det er regeringernes rolle ikke at stå i vejen for den korporative sektor – og intet sted mere end i den internationale handels kongerige. Den frie handels ødelæggende indvirkninger på fremstillingssektoren, lokalt erhverv og landbrug er velkendte. Men det er mest af alt nok atmosfæren som er blevet tildelt det hårdeste slag. Fragtskibene, jumbojetterne og de tunge lastvognstog som slæber råvarer og færdige produkter hen over kloden sluger fossile brændstoffer og udspyr drivhusgasser. Og det billige gods, de transporterer – produceret som erstatning for det forbrugte, næsten aldrig som noget, der kan repareres – forbruger en enorm række af andre ikke genanvendelige ressourcer imens de producerer langt mere affald, end der kan absorberes.

I realiteten er denne model så affaldsproducerende, at den langt opvejer den beskedne gavn, som allerede er opnået igennem reduktion af udslippene. Et eksempel: for nylig udgav the Proceedings of the National Academy of Sciences(14) et studie af udslippet fra de industrialiserede lande, som underskrev Kyoto-protokollen. Det godtgjorde, at selvom de havde reduceret deres udslip, skyldtes dette for en dels vedkommende, at den internationale handel havde tilladt disse lande at flytte deres beskidte produktion til f.eks. Kina. Forskerne konkluderede at væksten i udledninger fra varer produceret i udviklingslandene, men forbrugt i de industrialiserede lande, var seks gange højere end udledningsreduktionerne i de industrialiserede lande.

I en økonomi, som er organiseret med henblik på at respektere naturlige grænser, ville det være nødvendigt at rationere oversøiske transporter – reservere dem for de tilfælde hvor lokal produktion ikke er mulig, eller hvor lokal produktion er mere kulstofintensiv. (For eksempel er det at producere mad i drivhuse i de kolde egne af USA ofte mere kulstofintensivt end at dyrke det i Syden og transportere det med letbane.)

Klimaændringerne kræver ikke ophør af handel. Men de kræver sandelig en ende på de ryggesløse former for ‘fri handel’, som styrer alle bilaterale former for handelsaftaler såvel som Verdenshandelsorganisationen, WTO. Dette er endnu en god nyhed – for de arbejdsløse, for landmænd, som er ude af stand til at konkurrere med billig import, for lokale samfund, som har set deres fabrikanter flytte til oversøiske destinationer og deres lokale forretningsliv erstattet med store varecontainere. Men den udfordring, som disse forhold opstiller for kapitalisternes projekt, burde ikke undervurderes: de repræsentere tilbagerulningen af de sidste tredive års trend med at fjerne enhver begrænsning af korporationernes magt.

5. At standse shoppingkulten

De sidste tre årtiers frie handel, deregulering og privatisering var ikke kun et resultat af grådige menneskers ønske om større korporative profitter. De var også et svar på 70’ernes ’stagflation’ , som skabte et intenst pres for at finde nye veje til hurtig økonomisk vækst. Truslen var reel: I vores nuværende økonomiske model er et fald i produktionen per definition en krise – en recession eller, hvis den er dyb nok, en depression med al den desperation og lidelse, som disse ord indebærer.

Dette vækstkrav er grunden til at konventionelle økonomer, så sikker som amen i kirken, nærmer sig klimakrisen ved at stille dette spørgsmål: Hvordan kan vi reducere udledningerne, samtidig med at vi opretholder en robust vækst i BMP? Det almindelige svar er ‘afkobling’ – den ide at vedvarende energi og større effektivitet vil tillade os at afskære forbindelsen mellem økonomisk vækst og dens økologiske følgevirkninger. Og fortalere for økonomisk vækst som Thomas Friedman fortæller os, at processen med at udvikle nye grønne teknologier og installere grøn infrastruktur, kan booste en enorm økonomisk vækst, som sender BMP på himmelflugt og genererer den rigdom, som er nødvendig for at ‘gøre Amerika sundere, rigere, mere innovativ, mere produktiv og mere sikkert.’

Men det er her tingene begynder at blive komplicerede. Der eksisterer en voksende mængde litteratur om forskningen i konflikten mellem økonomisk vækst og en sund klimapolitik. Den hidrører fra såvel Herman Daly fra ‘University of Maryland’, der er ledende blandt økologiske økonomer, som fra Peter Victor fra York University, Tim Jackson(15) fra University of Surrey, og Gus Speth(16), som er ekspert i økologisk lovgivning og politik. Alle rejser de alvorlige spørgsmål ved sandsynligheden for, at de industrialiserede lande er i stand til at indfri den dybe nedskæring i udledningerne, som videnskaben kræver (mindst 80% under 1990-niveauet i 2050); alt imens de vil fortsætte væksten i deres økonomier, selv på det aktuelt lave, og træge niveau. Med Victors og Jacksons ord kan en større effektivitet simpelthen ikke hamle op med vækstens hastighed, delvis fordi en større effektivitet næsten altid er ledsaget af et voksende forbrug, som reducerer, eller endog udelukker, fordelene herved (ofte benævnt som Jevons Paradox). Og så længe besparelser hidrørende fra en større energi- og materialeeffektivitet simpelthen bliver vendt til yderligere eksponentiel vækst, vil den stille sig hindrende i vejen for reduktion af de totale udledninger. Som Jackson argumenterer i ‘Velstand uden Vækst’: ‘De, som støtter og fremmer afkobling som en flugtvej fra vækstens dilemma, har behov for, at kaste et nærmere blik på de historiske kendsgerninger – og dertil et blik på vækstens basale aritmetik.’

Bundlinjen bevidner, at en økologisk krise, som har sine rødder i et overforbrug af naturlige ressourcer, skal løses ikke kun ved at øge vores økonomis effektivitet, men også igennem en reduktion af den mængde materielt stof, som vi producerer og forbruger. For tiden er denne opfattelse en pestilens for de store korporationers interesser, som dominerer den globale økonomi, og som igen er kontrolleret af ansvarsløse investorer, der kræver stedse voksende profitter år efter år. Derfor er vi fanget i den uholdbare binding, som Jackson benævner ‘møgsystemet, eller planetens sammenbrud.’

Vejen ud af miseren er at hilse en styret overgang til et andet paradigme velkommen, idet vi anvender de planlægningsværktøjer, som er diskuteret ovenfor. Vækst ville således være reserveret til de dele af Verden, som stadig er optaget af at trække sig ud af fattigdom. I mellemtiden kunne de økonomiske sektorer i den industrialiserede verden, som ikke er regeret af behovet for voksende årlige profitter (den offentlige sektor, kooperativer, lokale virksomheder og no-profit-virksomheder), udvide deres totale andel af den økonomiske aktivitet. Det samme kunne være gældende for de virksomheder, som har en minimal økologisk påvirkning (som f.eks. omsorgsprofessionerne). En anseelig mængde arbejdspladser kunne blive skabt på denne måde. Mens den korporative sektors rolle, med sine strukturelle krav om voksende salg og ditto profitter, ville være nødt til at skrumpe.

Så, når Heartlænderne måtte reagerer på vidnesbyrdene om menneskeligt forårsagede klimaforandringer, som var selve kapitalismen under beskydning, er det ikke fordi de er paranoide. Det er fordi, de er opmærksomme.

6. Beskatning af de sjofelt rige

Cirka her ville den opmærksomme læser spørge: Hvordan i alverden skulle vi blive i stand til at betale for dette? Det forældede svar ville have været nemt: Vi vil vokse os ud af det. Sandt at sige så er en af eliternes store fordele ved vækstøkonomien, at den tillader dem konstant at udskyde kravet om social retfærdighed, idet de erklærer, at hvis vi blot fortsætter med at lave en større kage, så vil der til sidst blive nok til alle. Det var altid en løgn, som det godtgøres af den herskende ulighed; men i en verden, som allerede er ved at nå adskillige økologiske grænser, er det en død sild. Så, den eneste måde at finansiere en meningsfuld respons på den økologiske krise er ved at tage pengene, der hvor de er.

Det betyder at beskatte såvel kulstof, som finansiel spekulation. Det betyder voksende beskatning af korporationerne og de rige, nedskæring af de opsvulmede militærbudgetter og eliminering af absurde subsidier til den fossile industri. Regeringerne bliver nødt til at koordinere deres reaktioner således, at korporationerne ikke har nogen steder at skjule sig (denne form for robust international reguleringsarkitektur er hvad Heartlænderne hentyder til, når de advarer imod, at klimaændringerne fører til en skummel verdensregering).

Først og fremmest, uanset hvor eller hvordan, så er vi nødt til at gå efter profitterne i de korporationer, som har det største ansvar for miseren. De fem største olieselskaber havde i det forløbne årti profitter på 900 milliarder dollars; alene ExxonMobil tjener 10 milliarder på bare et kvartal. I årevis har disse firmaer forpligtet sig til at bruge deres profitter til at investere i vedvarende energi (BPs ”Beyond Petroleum”-slogan er det højest profilerede eksempel). Men ifølge et studie fra Center for American Progress(17) blev blot 4 procent af Top 5s samlede profit på 100 milliarder dollars i 2008 anvendt til ‘vedvarende og alternative energisatsninger’. I stedet fortsætter de med at hælde profitter i aktionærernes lommer, med skandaløse direktørlønninger og med nye teknologier designet til at udvinde stadig mere beskidte og farlige fossile brændsler. Store beløb er også blevet brugt til at betale lobbyister for at nedkæmpe enhver klimalovgivning, som har vist sig over horisonten og til at finansiere benægterne samlet på Marriott-hotellet.

På samme måde som tobaksfirmaerne er blevet tvunget til at betale omkostningerne for at hjælpe folk med at holde op med at ryge, og som BP blev nødt til at betale for oprensningen af Den Mexikanske Golf, er det på høje tid, at princippet om at ‘forureneren betaler’ bliver overført på klimaændringerne. Ud over højere skatter på forurenerne bliver regeringerne nødt til at forhandle meget højere afgifter, således at selv en mindre udvinding af brændstof ville generere større indtægter som betaling for vores transformation til en fremtid hinsides fossile brændsler (såvel som til de stejlt stigende omkostninger ved de klimaændringer, som allerede er sket). Eftersom korporationerne kan forventes at modarbejde enhver ny lov, som beskærer deres profitter, kan nationalisering ikke udelukkes.

Eftersom Heartlænderne erklærer, hvilket de så ofte gør, at klimaforandringer er en sammensværgelse for at ‘omfordele rigdom’ og føre klassekamp, er det den slags politikker de frygter mest af alt. De forstår også, at når først klimaændringernes realitet er anerkendt, så vil rigdom skulle omfordeles; ikke kun inden for de rige lande, men også fra de rige lande, hvis udledninger skabte krisen, til de fattigere lande, som står i første række, når det handler om konsekvenserne. Når alt kommer til alt, så er det, som gør konservative og mange liberale så forhippede på at begrave FNs klimaforhandlinger, netop at de har genoplivet et postkolonialt mod i en del af udviklingslandene. Et mod, som mange havde troet for længst begravet for tid og evighed. Bevæbnede med uigendrivelige videnskabelige fakta om hvem, der er ansvarlig for global opvarmning, og hvem der først og mest vil lide under dens konsekvenser, prøver lande som Bolivia og Ecuador at afføre sig den debitorkappe, som årtiers lån fra Den Internationale Monetære Fond og Verdensbanken har påtvunget dem, og i stedet erklære sig som kreditorer – ikke blot skyldes de penge og teknologi til at hamle op med klimaændringerne, men også ‘atmosfærisk rum’ hvori de kan udvikle sig.

* * *

Så, lad os opsummere. At svare på klimaændringerne kræver at vi bryder alle regler i det frie markeds drejebog, og at vi gør det med stor hast. Vi bliver nødt til at genrejse den offentlige sektor, rulle privatiseringerne tilbage, relokalisere store dele af økonomien, neddrosle overforbrug, vende tilbage til langtidsplanlægning, regulere og beskatte korporationerne heftigt, måske endda nationalisere nogle af dem, nedskære militærudgifterne og anerkende vores gæld til det globale Syden. Selvfølgelig vil intet af dette have flere chancer for at ske end en snebold har i helvedet, med mindre det ledsages af en massiv, bredt baseret bestræbelse på at reducere den indflydelse, som korporationerne udøver på den politiske proces. Dette betyder, som minimum, offentlig finansierede valg, og at vi må fratage korporationerne deres status som ‘personer’ under loven. Kort sagt sætter klimaændringerne turbo på praktisk talt ethvert gammelt krav i den progressive kogebog, idet de forbinder dem til en sammenhængende dagsorden baseret på en klart videnskabelig nødvendighed.

Ikke nok med det, klimaændringerne er det største politiske ‘Hvad sagde jeg!’ siden Keynes forudsagde den tyske modreaktion på Versailles-traktaten. Marx skrev om kapitalismens ‘uoprettelige sprække’ i ’selve livets naturlige love,’ og mange fra venstrefløjen har argumenteret med, at et økonomisk system, som bygger på kapitalens glubende appetit, ville overmande de naturlige systemer, som livet er afhængigt af. Og selvfølgelig udsendte de oprindelige folk lang tidligere advarsler om farerne ved ikke at respektere ‘Moder Jord’. Den kendsgerning, at den luftbårne forurening fra den industrielle kapitalisme får planeten til at opvarmes med potentielt kataklysmiske resultater, betyder at, ja netop, at nejsigerne havde ret. Og de folk der sagde ‘Hej, lad os slippe af med alle reglerne og se magien udfolde sig’ tog ulykkeligt og katastrofalt fejl.

Der er ikke nogen glæde ved at få ret i noget, som er så frygtindgydende. Men det forpligter for de progressive, fordi det betyder, at vores ideer – vejledt af de oprindelige folks undervisning såvel som af erfaringerne med den industrielle statssocialisme – er vigtigere end nogensinde. Det betyder, at et venstre-grønt verdensbillede, som afviser ren reformisme og udfordrer den centrale placering af profit i vores økonomi, tilbyder menneskeheden det bedste håb om at overvinde disse overlappende kriser.

Men forestil dig, for et øjeblik, hvordan alt dette tager sig ud for en fyr som Heartlands præsident Bast, som studerede økonomi ved Chicagos universitet, og for mig beskrev sit personlige kald som ‘at befri folk fra tyranniet fra andre folk.’ Det ville ligne verdens ende. Det er det selvfølgelig ikke. Men det er, for alle intentioner og formål, enden på hans verden. Klimaændringerne bortsprænger det ideologiske stillads, hvorpå konservatismen hviler. Der er simpelthen ikke nogen måde at bringe et system, der bagvasker kollektiv aktion og ærer total markedsfrihed, i overensstemmelse med et problem, som kræver kollektiv handling på et hidtil uset niveau og en dramatisk opbremsning af de markedskræfter, som netop skabte og fortsat uddyber krisen.

* * *

På Heartland-konferencen – hvor alle lige fra Ayn Rand Institute(18) til Heritage Foundation(19) har en stand hvor de aggressivt uddeler bøger og pamfletter – befinder disse bekymringer sig lige under overfladen. Bast er imødekommende angående det faktum, at Heartlands kampagne mod klimavidenskaben voksede ud af frygten for de politikker, som videnskaben ville kræve. ‘Når vi ser på denne sag, siger vi, at dette er en opskrift på massiv forøgelse af regeringens domæne….. Før vi tager dette skridt, så lad os se på videnskaben endnu en gang. Derfor, tror jeg, standsede konservative og libertære grupper op og sagde, vi vil simpelthen ikke acceptere dette som en trosartikel, lad os lave vores egen undersøgelse.’ Dette punkt er afgørende at forstå: Det er ikke modsætningen til de videnskabelige kendsgerninger, som driver benægterne, men nærmere opposition til virkelige implikationer af disse kendsgerninger.

Hvad Bast beskriver, omendskønt uagtsomt, er et fænomen, som nu om dage nyder stor opmærksomhed fra den voksende undergruppe af socialvidenskabsfolk, som forsøger at forklare de dramatiske skift i anerkendelsen af den globale opvarmning. Forskere under Yales ‘Projekt for kulturel erkendelse’ har opdaget, at politiske/kulturelle verdensbilleder forklarer ‘individers overbevisninger om den globale opvarmning mere kraftfuldt end et hvilket som helst andet individuelt træk.

Folk med stærkt ‘egalitære’ og ‘kommunitaristiske’ verdensanskuelser (karakteriseret ved en hældning mod kollektiv handling og social retfærdighed, bekymring om ulighed og mistænkelighed over for korporativ magt) altovervejende accepterer den videnskabelige konsensus om klimaforandringerne. Omvendt er folk med stærkt ‘hierarkiske’ og ‘individualistiske’ verdensanskuelser (karakteriseret ved modstand imod statslig hjælp til de fattige og minoriteterne, stærk støtte til industrien og tro på, at vi alle får hvad vi fortjener) altovervejende afvisende over for den videnskabelige konsensus.

Eksempelvis er der blandt det segment af USA’s befolkning, som fremviser de stærkeste ‘hierarkiske’ synspunkter, kun 11%, der vægter klimaforandringer som en ‘høj risiko’, sammenlignet med 69% af det segment, som udviser de stærkeste ‘egalitære’ synspunkter. Dan Kahan, juridisk professor ved Yale og ledende forfatter til denne undersøgelse, tilskriver den tætte overensstemmelse mellem verdensanskuelse og accept af klimavidenskaben ‘kulturel erkendelse’. Dette refererer til den proces, som vi alle – uanset politisk tendens – filtrerer ny viden igennem; på måder som er designet til at beskytte vores ‘foretrukne vision af det gode samfund’. Som Kahan forklarer i det videnskabelige tidsskrift Nature: ‘Folk finder det foruroligende, at tro på, at den adfærd, som de finder nobel, ikke desto mindre er skadelig for samfundet, og at opførsel, som de finder lav, er gavnlig for det. Fordi en accept sådan en påstand, kunne drive en kile ind mellem dem og deres ligesindede, har de en stærk følelsesmæssig tilbøjelighed imod den.’ Med andre ord er det altid nemmere at benægte realiteterne, end det er at se sit verdensbillede splintre. Det er et faktum, som er lige så sandt for benhårde stalinister på toppen af udrensningerne, som det er for libertære benægtere i dag.

Når mægtige ideologier bliver udfordret af hårde kendsgerninger fra den virkelige verden dør de sjældent helt ud. Snarere bliver de kultagtige og marginale. Tilbage står altid nogle få rettroende, som kan fortælle hinanden, at ideologien ikke var problemet. Det var derimod svagheden hos lederne, som ikke anvendte reglerne med tilstrækkelig fasthed. Vi kender disse typer fra det stalinistiske venstre, og de eksisterer lige så vel hos det nynazistiske højre. På dette tidspunkt i historien skulle frimarkedsfundamentalisterne eksileres til en lignende marginal status; overladt til at kæle for deres eksemplarer af Free to choose(20) og Atlas Shrugged(21) i afsondrethed. De bliver reddet fra denne skæbne, udelukkende fordi deres ideer om minimal regering, uanset hvor uomtvisteligt de er i krig med realiteterne, forbliver så profitable for verdens billionærer, at de næres og klædes i tænketanke finansieret af foretagender som Charles & David Koch og ExxonMobil.

Dette peger på begrænsningerne ved teorier som ‘kulturel erkendelse’. Benægterne gør mere og andet end at forsvare deres kulturelle verdensbillede – de beskytter magtfulde interesser, som står til at vinde, ved at mudre vandene til omkring klimadebatten. Båndene mellem benægterne og disse interesser er både velkendte og veldokumenterede. Heartland modtog mere end en million dollars fra ExxonMobil tillige med donationer fra Koch-brødrene og Richard Mellon Scaife (sandsynligvis meget mere, men tænketanken er ophørt med at offentliggøre donorernes navne, idet den hævdede at disse informationer distraherede ‘fortjenesterne (meritten) ved vores possitioner’.

Og videnskabsfolk, som er til stede på Heartlands klimakonferencer, er som regel så badet i fossile dollars, at man praktisk talt kan lugte dampene. For at nævne bare to eksempler: Cato instituttets Patrick Michaels, som leverede konferencens nøgleoplæg, fortalte engang CNN at fyrre procent af indtægterne fra hans konsulentfirma kom fra olieselskaber, og hvem ved, hvor meget af resten, der kom fra kul. En greenpeace-undersøgelse af en anden af konferencens talere, astrofysiker Willie Soon, fandt at siden 2002 kom 100 procent af hans nye forskningsgarantier fra fossile interesser. Fossile firmaer er ikke de eneste økonomiske interesser, som er stærkt motiverede til at underminere klimavidenskaben. Hvis løsningen af denne krise kræver den slags dybe ændringer af den økonomiske orden, som jeg her har skitseret, så vil enhver stor korporation, som profiterer på svag regulering, fri handel og lave skatter, have grund til frygt.

Med så meget på spil burde det komme som en mindre overraskelse, at klimabenægterne stort set er dem, der er mest fedtet ind i vores højest uegale og dysfunktionelle økonomiske status quo. En af de mest interessante opdagelser inden for klimaerkendelse er den klare forbindelse, der er imellem at nægte at acceptere videnskaben om klimaændringerne på den ene side og sociale og økonomiske privilegier på den anden side. I overvældende grad er klimabenægterne ikke alene konservative, men også hvide og af hankøn; en gruppe med overgennemsnitlig indkomst. Og de er mere tilbøjelige til at være overbeviste om deres synspunkter, ligegyldigt hvor klart forkerte de er. Et meget diskuteret papir (uforglemmeligt benævnt Cool Dudes(22)) om dette emne af Aaron McCright og Riely Dunlap fandt, at overbeviste konservative mænd, taget som gruppe, næsten seks gange så ofte som resten af den undersøgte voksne gruppe, var af den opfattelse at klimaforandringer aldrig ville ske. McCright og Dunlop foreslår en simpel forklaring på denne forskel: ‘Konservative hvide mænd besætter disproportionalt styrkepossisioner inden for vores økonomiske system. Givet den voksende udfordring, som klimaændringer udgør for den industrielle kapitalistiske økonomis system, burde det ikke være overraskende, at konservative hvide mænds stærke tilbøjelighed til system-retfærdiggørelse ville udløse benægtelse af klimaændringer.’

Men benægternes realtive økonomiske og sociale privilegier giver dem ikke kun mere at tabe ved en ny økonomisk orden, de giver dem også grund til at være mere sangvinske angående klimaændringerne i første omgang. Dette gik op for mig, mens jeg lyttede til at nok en taler på Heartland-konferencen udviste, hvad man kun kan udlægge som ubetinget fravær af empati for klimaændringernes ofre. Larry Bell, hvis biografi beskriver ham som ‘rumarkitekt’, høstede stor latter, da han fortalte tilskuerskaren, at en smule hede ikke er så slemt: ‘Jeg flyttede frivilligt til Huston!’ (Huston var på det tidspunkt midt i, hvad der skulle vise sig at blive statens værste rekordtørke i et enkeltstående år). Den australske geolog Bob Carter bød sig til med denne: ‘fra vores menneskelige perspektiv er verden bedre kørende i varmere perioder’. Og Patrick Michaels sagde, at folk, der bekymrer sig om global opvarmning skulle gøre, som franskmændene gjorde, efter den hedebølge, der i 2003 dræbte 14.000(23) mennesker: ‘de opdagede Wallmart og aircondition.’

At lytte til disse skarpe og kvikke fyre, mens anslået 13 millioner mennesker på Afrikas Horn står ansigt til ansigt med sulten i det afsvedne land, var dybt foruroligende. Hvad, der gør denne ufølsomhed mulig, er den faste overbevisning, at hvis benægterne tager fejl med hensyn til klimaændringerne, så er et par graders opvarmning ikke noget at bekymre sig om for rige mennesker i de industrialiserede lande. (‘Når det regner finder vi ly. Når det er hedt finder vi skygge’, forklarede det texanske kongresmedlem Joe Barton under en høring i en underkomite om miljø.)

For alle andre handler det vel om, at de skulle holde op med at søge almisser og skynde sig at blive mere velhavende. Da jeg spurgte Michaels, om de rige lande havde et ansvar for at hjælpe de fattige lande med at betale for de kostbare tilpasninger til et varmere klima, hånlo han, at der ikke var nogen grund til at give penge til disse lande, ‘da deres politiske system af forskellige grunde ikke er i stand til at tilpasse sig.’ Den korrekte løsning, erklærede han, er mere frihandel.

* * *

Det er her, skæringspunktet mellem hård højreideologi og klimabenægtelse bliver rigtig farlig. Det er ikke bare det, at disse ‘Cool Dudes’ benægter videnskaben, fordi den truer med at besejre deres dominansbaserede verdenssyn. Det er det, at deres dominansbaserede verdenssyn forsyner dem med værktøjerne til at afskrive enorme dele af menneskeheden i udviklingslandene. Erkendelsen af de trusler som disse empatisk set destruktive tankesæt udgør er presserende, fordi klimaændringerne vil teste vores moralske karakter som aldrig før. I sit forsøg på at forhindre Enviromental Protection Agency i at regulere kulstofudledningerne argumenterede Det Amerikanske Handelskammer i en begæring, at i tilfældet af global opvarmning ‘kan befolkningerne akklimatiseres til et varmere klima igennem en række adfærdsmæssige, psykosociale og teknologiske tilpasninger’. Disse tilpasninger er hvad der bekymrer mig mest.

Hvordan vil vi tilpasse mennesker, som er blevet gjort arbejds- eller hjemløse af intenst voksende og jævnlige naturkatastrofer? Hvordan vil vi behandle klimaflygtninge, som ankommer til vores kyster i lækkede både? Vil vi åbne vores grænser og anerkende, at det var os, der skabte den krise, hvorfra de nu flygter? Eller vil vi bygge endnu mere højteknologiske fortifikationer og indføre endnu hårdere immigrationslove? Hvordan vil vi håndtere ressourceknaphed?

Vi kender allerede svarene. Den korporative jagt på knappe ressourcer vil blive mere grådig, mere voldelig. Dyrkbar jord i Afrika vil fortsat blive tilranet for at levere mad til rigere nationer. Tørke og sult vil fortsat blive brugt som påskud til at påtvinge bønderne genetisk modificeret sæd, og således drive dem længere ud i gæld. Vi vil forsøge på at overskride peak oil og udvinde de sidste dråber olie, mens vi forandrer stedse større områder af vores klode til offerzoner. Vi vil befæste vores grænser og intervenere i oversøiske konflikter om ressourcer, eller selv starte disse konflikter. ‘Frimarkeds klimaløsninger’, som de kaldes, vil blive en magnet for spekulation, svindel og gammel-ven-kapitalisme(24), som vi allerede ser det med CO2-handel og brug af skove som modregning af udslip i hjemlandet. Og efterhånden som klimaændringerne begynder at påvirke ikke kun de fattige, men også de rige, vil vi i voksende udstrækning og med massive og ukendte risici kigge os om efter teknofix, for at bringe temperaturen ned.

I takt med at verden opvarmes, vil den herskende ideologi, som fortæller os, at enhver er sin egen lykkes smed, at ofre fortjener deres skæbne, og at vi kan bemestre naturen, tage os med til et i sandhed meget koldt sted. Og der vil kun blive koldere, efterhånden som teorier om raceoverlegenhed, knap nok under overfladen i dele af benægter-bevægelsen, vil få et rasende come-back. Disse teorier er ikke valgfri; de er nødvendige for at retfærdiggøre hjerternes hærdning over for dem i det globale Syden, som stort set ikke ansvarlige, men derimod ofre, for klimaforandringerne, og over for dem i fortrinsvis afrikansk-amerikanske byer som New Orleans.

I Chokdoktrinen afdækkede jeg hvordan højrefløjen systematisk har anvendt kriser – ægte såvel som fremprovokerede – til at presse en brutal ideologisk dagsorden igennem; ikke for at løse problemerne, som skabte krisen, men snarere for at berige eliterne. Efterhånden som klimakrisen begynder at bide, vil dette ikke blive undtagelsen. Det er fuldstændigt forudsigeligt. Hvad vores nuværende system er designet til, er at finde nye veje til at privatisere fællederne og profitere på katastroferne. Processen er allerede godt i gang.

Den eneste joker i denne proces er, om en målrettet folkelig bevægelse vil intensivere kampen for at levere et livsdueligt alternativ til denne grumme fremtid. Det betyder ikke kun et sæt alternative politiske forslag, men et alternativt verdenssyn, der rivaliserer med det, som findes i hjertet af klimakrisen – denne gang forankret i gensidig afhængighed snarere end i hyperindividualisme, i imødekommenhed snarere end i dominans, i samarbejde snarere end i hierarki.

Indrømmet, at ændre kulturelle værdier er en mægtig dagsorden. Den kalder på den slags ambitiøse visioner, som bevægelser for hundrede år siden kæmpede for; før dengang alting blev brudt op i enkeltsager, som skal tackles af en passende sektor af forretningsorienterede NGOer. Klimaændringerne er, med Stern-rapportens ord, ‘det største eksempel på en markedsfejl man nogensinde har set.’ Hvis ret skal være ret, burde denne realitet fylde de progressive sejl med overbevisning, idet den blæser nyt liv og hast i allerede længe udkæmpede kampe mod alt fra fri handel til finansspekulation, til industrielt landbrug og til tredjeverdensgæld, idet den elegant væver alle disse kampe til en sammenhængende fortælling om, hvordan livet på jorden beskyttes.

Men det er ikke det, der sker, i det mindste ikke endnu. Det er smertelig ironi, at imens Heartlænderne har travlt med at kalde klimaændringerne et venstrefløjs-plot, så har de fleste til venstre stadig til gode at annamme at klimavidenskaben har overrakt dem det mest kraftfulde argument mod kapitalismen siden William Blakes ‘mørke sataniske møller’ (og selvfølgelig var disse møller begyndelsen på klimaforandringerne). Når demonstranter udpeger deres regeringer og korporative eliter i Athen, Madrid, Cairo, Madison og New York er klimaforandringerne sjældent mere end en fodnote, selvom de burde være dødsstødet.

Halvdelen af problemet er, at de progressive – med hænderne fulde af voksende arbejdsløshed og mangfoldige krige – tenderer til at antage, at de store grønne grupper har rede på klimasagerne. Den anden halvdel er, at mange af disse grønne grupper, med fobisk præcision, har undgået enhver alvorlig debat om de blændende oplagte rødder til klimakrisen: globalisering, deregulering og den moderne kapitalismes jagt på evig vækst (de samme kræfter som er ansvarlige for destruktionen af resten af økonomien). Resultatet er, at de, som beskæftiger sig med kapitalismens fiaskoer, og de, som kæmper for klimaaktion forbliver to ensomme, med kun den lille, men heltemodige, bevægelse for klimaretfærdighed – som trækker forbindelserne imellem racisme, ulighed og miljømæssig sårbarhed – til at rejse nogle få, men gyngende broer imellem sig.

I mellemtiden har højrefløjen haft frie hænder til at udnytte den globale økonomiske krise som en opskrift på Armageddon, som en bombesikker metode til at hæve husholdningsomkostningerne og blokere for hårdt tiltrængte nye arbejdspladser, mens de borer efter olie og anlægger nye rørledninger. Med praktisk talt fravær af høje røster, som tilbyder en konkurrerende vision om hvordan et nyt økonomisk paradigme kunne levere en vej ud af både den økonomiske og den økologiske krise, har denne frygtspredning haft et parat publikum.

Langt fra at have lært af tidligere fejltagelser, skubber en magtfuld klike i miljøbevægelsen på for at fortsætte ned ad den samme gade, mens den argumenterer for, at gevinst i klimaspørgsmålet kræver, at vi gør sagen mere spiselig for konservative værdier. Det er, hvad man kan høre fra det studentikose The Breakthrough Institute(25), som slår på tromme for at bevægelsen skal omfavne industrielt landbrug og kernekraft i stedet for økologisk landbrug og decentraliserede vedvarende energikilder. Man hører det også fra adskillige af de forskere, der studerer klimabenægtelse. Nogle, som Yales Kahan, påpeger at imens de, der politiserer som yderst ‘hierarkiske’ og ‘individualistiske’ strammer bidslet ved enhver tale om regulering, så tenderer de at foretrække store centraliserede teknologier, som bekræfter deres tro på, at mennesket kan dominere naturen. Han argumenterer derfor, sammen med andre, at økologer burde begynde at fremhæve svar som kernekraft og geoingineering (bevidst at intervenere i klimasystemet for at modvirke global opvarmning), såvel som at spille op til bekymringer om den nationale sikkerhed.

Det første problem med denne strategi er, at den ikke virker. I årevis har store grønne grupper iscenesat klimaaktion som en måde at opnå ‘energisikkerhed’ på, imens frie markedsløsninger faktisk er de eneste, der er på bordet i De Forenede Stater. I mellemtiden har benægtelsen fløjet højt. Det mere plagsomme problem ved denne tilgang er dog, at snarere end at udfordre de forkvaklede værdier, motiverer den til benægtelse, forstærker den. Kernekraft og geoengineering er ikke løsninger på den økologiske krise; de fordobler præcis den slags kortsigtede hybris-tænkning, som bragte os i denne suppedas. Det er ikke en forandrende social bevægelses opgave at forsikre medlemmerne af en panikslagen megaloman elite om, at de stadig er universets herrer – og det er heller ikke nødvendigt. Ifølge McCright, medforfatter til studiet ‘Cool Dudes’, er de mest ekstreme benægtere (mange af dem konservative hvide mænd) en lille minoritet af den amerikanske befolkning – groft anslået 10 procent. Mange af dem er, sandt nok, overrepræsenteret i magtfulde stillinger. Men for flertallet er løsningen på det problem ikke at ændre sine ideer og værdier. Den er, derimod at forsøge på at ændre kulturen, således at denne lille men disproportionalt indflydelsesrige minoritet – og det ryggesløse verdenssyn den repræsenterer – udøver betydelig mindre indflydelse.

* * *

Nogle i klimalejren svarer hårdt igen mod denne kompromisstrategi. Tim DeChristoffer, som i Utah aftjener en fængselsstraf på to år for at forstyrre en kompromitteret bortauktion af olie- og gaskontrakter kommenterede i maj måned det synspunkt at klimaaktion skulle destruere økonomien. ‘Jeg mener, at vi burde hilse ændringerne velkommen’, fortalte han en interviewer. ‘Nej, vi prøver ikke at ødelægge økonomien, men ja, vi ønsker at vende op og ned på økonomien. Vi bør ikke prøve at skjule vores vision om, hvad det er, vi ønsker at forandre – om den sunde retfærdige verden vi ønsker at skabe. Vi er ikke på jagt efter små forandringer, vi ønsker en radikal hovedreparation af vores økonomi og vores samfund.’ Han tilføjede, ‘Jeg tror, at når først vi begynder at tale om det, så vil vi finde flere allierede end vi kunne forestille os.’

Da DeChristopher formulerede denne vision for en klimabevægelse som står foran antændelsen af en krævende og dyb økonomisk transformation, lød det helt sikkert som en pibedrøm. Men kun fem måneder senere med Occupy Wall Street afdelinger, der bemægtiger sig pladser og parker i hundredvis af storbyer, lyder det profetisk. Det viser sig, at et temmelig stort antal amerikanere havde hungret efter denne form for forandring på mange fronter, fra det praktiske til det spirituelle.

Endskønt klimaændringer kun var lidt af en eftertanke i bevægelsens tidlige tekster, er en økologisk bevidsthed vævet ind i OWS fra begyndelsen; fra det sofistikerede filtreringsanlæg til ‘gråt spildevand’ som brugte opvaskevand til at vande planterne i Zucotti Park, til den fragmentariske køkkenhave plantet af Occupy i Portland. Occupy Bostons bærbare og mobiltelefoner er drevet af cykelgeneratorer, og Occupy DC har installeret solpaneler. Imens er det ultimative OWS symbol – den menneskelige mikrofon – om noget en postkulstofløsning.

Og nye politiske forbindelser opstår. The Rainforest Network, som har anklaget Bank Of America for at finansiere kulindustrien, har gjort fælles sag med OWS-aktivister og anklaget banken for tvangsauktionerne. Anti-frackingaktivister(26) har peget på, at den samme økonomiske model, som sprænger jordens grundfjeld for at holde gassen flydende også sprænger det sociale grundfjeld for at holde profitterne flydende. Og så er der den historiske bevægelse mod Keystone XL rørledningen, som dette efterår på afgørende vis har rykket klimabevægelsen ud af lobbyist-kontorerne og ud i gaderne (og ind i fængselscellerne). Anti-Keystone-aktivister har bemærket, at enhver, som er bekymret over korporationernes overtagelse af demokratiet, ikke behøver at kigge længere end til den korrupte proces, som forledte udenrigsministeriet til at konkludere at en rørledning, der transporterer olie fra beskidt tjæresand tværs over nogle af de mest sensitive områder i landet ‘kun ville have begrænsede miljøeffekter.’ Som 350.orgs Phil Aroneau udtrykker det, ‘Når Wall Street besætter præsident Obamas udenrigsministerium og Kongressens sale, er det på tide, at folk besætter Wall Street.’

Men disse forbindelser strækker sig hinsides en fælles kritik af korporationernes magt. Når besætterne spørger sig selv hvilken slags økonomi, der skal bygges, som erstatning for den, der falder sammen om ørerne på os, finder mange inspiration i det netværk af grønne økonomiske alternativer, som har slået rod igennem de sidste ti år – i lokalkontrollerede vedvarende energiprojekter, i lokal-støttet landbrug og bondemarkeder, i økonomisk lokaliseringsinitiativer, som har bragt de lokale hovedgader til live, og i den kooperative sektor. En gruppe af OWSere bager allerede på en plan om at lancere bevægelsens første grønne arbejdskooperativ (et trykkeri); lokale fødevareaktivister har indkaldt til ‘Besæt fødevaresystemet!’; og den 20. november er der ‘Besæt hustagene’ – en koordineret bestræbelse for at anvende ‘crowd-sourcing’ til køb af solpaneler til lokalsamfundets bygninger.

Ikke alene skaber disse økonomiske modeller jobs og genopliver lokalsamfund, mens de reducerer udslippene, de gør det på en måde, som opløser magten – antitesen til en økonomi ved og for den ene procent. Omar Freilla, en af grundlæggerne af De Grønne Arbejderkollektiver i Syd Bronx, fortalte mig at erfaringerne med direkte demokrati, som tusinder får på pladser og i parker, for mange, har været ’som at anvende en muskel, som du ikke anede, at du havde.’ Og, siger han, nu vil de have mere demokrati – ikke kun på møderne, men også i lokalplanlægningen og på deres arbejdsplads.

Med andre ord er kulturen under hurtig forandring. Og dette er hvad der i sandhed gør OWS til noget særligt. Besætterne besluttede sig allerede tidligt – mens de bar skilte som sagde: GRÅDIGHED ER GROFT og JEG BEKYMRER MIG OM DIG – til ikke at lade sig indespærre i snævre politiske krav. I stedet sigtede de på de underliggende værdier af yderliggående grådighed og individualisme, som skabte den økonomiske krise, mens de, på højest synlige måder, inkarnerede radikalt anderledes metoder at behandle hinanden på, og at relatere til naturen.

Dette bevidste forsøg på at ændre kulturelle værdier er ikke en afledning af de ‘virkelige’ kampe. I den stenede fremtid, som vi allerede har gjort uafvendelig, vil en klippefast tro på lige ret for alle mennesker og evnen til dyb medfølelse være det eneste, som står imellem menneskeheden og barbariet. Klimaændringerne kan, ved at gøre os afhængige af en fast deadline, tjene som katalysator for præcis denne dybe sociale og økologiske forandring.

Kultur er, trods alt, flydende. Den kan ændre sig. Det sker hele tiden. Deltagerne på Heartland-konferencen ved det, hvilket er grunden til, at de er så målrettede i deres bestræbelser på at undertrykke det bjerg af kendsgerninger, som beviser at deres verdenssyn er en trussel mod livet på Jorden. Opgaven for resten af os er, baseret på de samme beviser, at tro på, at et meget anderledes verdenssyn kan blive vores redning.

Oversættelse og noter: Niels-Holger Nielsen

Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, The Nation 09.11.2011.

 

Forklarende noter til den amerikanske kontekst

1. Heartland Institute beretter om sig selv, at det er dets mission at udforske, udvikle og fremme løsninger af sociale og økonomiske problemer på basis af det frie marked.

2. Competitive Enterprise Institute starter sin redegørelse om sig selv således: Competitive Enterprise Institute er en offentlig politisk institution uden økonomiske interesser, som er dedikeret til at fremme principperne for begrænset regeringsindflydelse, det frie initiativ og individuel frihed.

3. Freedom of Information Act. En lov, som skal sikre offentlig indseende med magten og dens udøvelse.

4. Anderson Cooper er journalist, studievært og reporter med speciale i udenrigspolitiske begivenheder. I forhold til amerikansk mainstream-journalistik er han progressiv.

5. Saul Alinsky, en amerikansk forfatter og social organisator, der er mest kendt for at arbejde for sorte amerikaneres inddragelse i samfundet på lige fod.

6. Patrick Michaels er tilknyttet det ærkereaktionære Cato Institute (endnu en af utallige amerikanske tænketanke finansieret af, ja gud ved hvem), hvor han, i overensstemmelse med sin arbejdsgiver promoverer klimabenægtelse. Cato Institutes bestyrelsesformand er Charles Koch, som sammen med sin broder ejer og driver USA’s næststørste virksomhed regnet efter profit. Hovedfortjenesten ligger på fossile brændsler. I de senere år er brødrene berygtede for at være de fremmeste lobbyister for fossile brændstoffer og blandt de største financier af klimabenægtere. The really bad guys!

7. En kampagne som skulle benægte John Kerrys (demokratisk præsidentkandidat, 2004) status som sand Vietnam-veteran. Disse motorbådsveteraners forening var oprettet til formålet, og opløstes, da den havde udført sin mission. Som krigsfange og Vietnam-veteran var John Kerry ellers som skabt til at tage stemmer fra demokraterne.

8. PEW er endnu en tænketank. Denne gang en, som erkender klimakrisen, og har det som et af sine vigtige formål at få amerikanske forretningsforetagender til at tage denne med i sine beregninger. Meget fokuseret på enkeltsager frem for på årsager.

9. Newt Gingrich og Nancy Pelosi er henholdsvis ledende republikaner og ditto demokrat.

10. Stan Cox er skribent ved den amerikanske nyhedskanal AlterNet. Han er oftest en hård kritiker af mainstream-løsninger på klimakrisen.

11. John Huntsman har tjent under flere republikanske præsidenter, og har også været USA’s ambassadør i Kina 2009-2011.

12. Vanity Fair er et amerikansk månedsmagasin om kultur, mode, og politik.

13. Armageddon er ifølge biblen stedet for de sidste tiders kamp, hvor Messias vil vende tilbage til jorden og endeligt besejre det onde og antikrist. Ofte anvendt som et synonym for undergangen af verden, som vi kender den.

14. Proceedings of the Academy of Siences of The United States of America (PNAS) er et tidsskrift udgivet af Det Nationale Amerikanske Akademi for Videnskaberne.

15. Tim Jackson er mest kendt som pennefører for den regeringsfinansierede britiske publikation ”Velstand uden vækst”, som vender sig mod den materielle væksts fortsættelse af hensyn til klodens bæreevne. Yderligere materiel vækst ses som værende i modstrid med en begrænset klode. Han benægter, muligheden af at vi kan fortsætte væksten ved at koble denne fra brugen af materielle ressourcer. Han advokerer for en vækst i alt det som ikke koster rovdrift på klodens ressourcer. Samtidig argumenterer han for en nødvendig omfordeling.

16. Gus Speth er tidligere embedsmand i flere amerikanske regeringer, og kan i dag betragtes som en slags dissident, idet han har valgt side til fordel for klimakampen.

17. Center for American Progress, er endnu en tænketank, denne gang dedikeret til demokrati og fremskridt, som Det Demokratiske Parti ser det.

18. Ayn Rand Institute: Center for fremme af objektivisme (ARI). Promoverer den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rands filosofi og tanker, som fremhæver individualisme og personlig frihed. Meget engageret i antiislamisme a la Jyllandsposten.

19. Heritage Foundation er nok en tænketank, denne gang konservativ, og specielt legemliggjort af tidligere præsident Ronald Reagan.

20. En amerikansk tv-serie i ti afsnit, skabt af nobelprisvinderen i økonomi, Milton Friedman og hans hustru Rose. Milton Friedman var leder af Chicago school of economics, som regnes for at være arnested for den neoliberalistiske økonomiske tænkning, som vendte verden på hovedet med Reagan og Thatcher. Han anses også for at have været en af arkitekterne bag Pinochets kup i Chile, 1973.

21. Atlas Shrugged er en roman af Ayn Rand, som blev udgivet på dansk som ‘- og verden skælvede’, 1957.

22. Frit oversat som: Seje Lapse.

23. Antallet angives mange steder som meget højere, op til 40.000.

24. Naomi Klein benytter glosen crony capitalism, et engelsk udtryk, som nogenlunde dækker over en korporativ stat hvor regering og kapital er smeltet sammen på en korrupt og uigennemsigtig måde.

25. The Breakthrough Institute (BI) er som man måske kan forestille sig: endnu en slags tænketank. Tankerne bag den går groft sagt ud på, at hvis vi blot lader være med at irritere og hæmme den kapitalistiske udvikling, vil den nærmest af sig selv udvikle en bæredygtig økonomi hen mod 2050. Det kræver stort set kun store forskningsmidler og rentable investeringer i takt med at de fossile brændsler bliver for dyre. Det er redningen for klimaet. BI ledes af Michael Shellenberger og Ted Nordhaus, som i 2005 blev berømte for bogen ‘The Dead of Environmentalism’. Berømmelsen skyldtes især, at de før denne udgivelse havde været kendte grønne aktivister, med tilknytning til bla. Sierra Club, en interesseorganisation for naturfredning. Ted Nordhaus er godt opdraget hjemmefra, idet hans far er en berømt økonom, som var en af de første til at tage den globale opvarmning alvorligt. De to herrer er blandt den prominente klimablogger Joe Romms yndlingsaversioner. Joe Romm er kendt for at være en af verdens mest produktive og halstarrige klimabloggere på sit site Climate Progress. Han er en ihærdig fortaler for den videnskabelige konsensus om klimaforandringer og kritisk Demokrat, så det det gør noget. Hans blog er en del af den mere omfattende tænketank Think Progress, som er støttet af bl.a. den kontroversielle valutaspekulant George Soros. Joe Romm anerkender den moderne kapitalismes karakter af pyramidespil, og giver blandt andet plads for de i visse kredse velkendte og erklærede økosocialister Ian Angus fra Canada og Simon Butler fra Australien, som er de fremmeste bannerførere for, at det er reaktionært at laste verdens fattigste for klimakrisen, når de kun udleder en brøkdel af den samlede CO2-forurening. Joe Romm promoverer i høj grad verdens måske mest kendte klimaaktivist, Bill McKibben på sin blog. Joe Romm er som Nordhaus og Schellenberger overbevist om at kapitalismen kan klare klimakrisen. Blot er han det på en lang mere sofistikeret og kritisk grundlag. Joe Romm er et sandt fyrtårn i sit forsvar for den videnskabelige konsensus om klimaændringer.

26. Fracking er en teknik til udvinding af gas fra skiferlag. Her er gassen så integreret med klippen, at man må pumpe vand, giftige (bl.a. kræftfremkaldende) kemikalier og sprængstoffer ned i boringerne for at frigøre gassen, som herved for en dels vedkommende lægger til atmosfæren, hvor den er en kraftig drivhusgas. Mængderne af rentabel frack-gas er stærkt overdrevne, og dets ry som et klimavenligt fossilt brændsel, som kan udgøre en klimavenlig bro frem mod vedvarende energikilder er et falsum. Metoden er stærkt forurenende, især hvad angår dyrebare ferskvandsressourcer. I Europa har Sarkozys regering sagt nej til efterforskning af frack-gas af samme årsag (Frankrig er også verdens vigtigste turistdestination). Danmark har udstedt eftersøgningstilladelser til skidtet, bl.a. i Nordsjælland!!??

Share