Durban-pakken – fantastisk og foruroligende utilstrækkelig
11. december 2011
Så lykkedes det – næsten overrumlende – at få en klimaaftale forhandlet på plads i Durban. Forventningerne kunne ellers ligge på et meget lille sted efter de første næsten to ugers endeløse ping-pong og positionsspil, hvor ingen rigtig syntes i stand til at flytte sig og få havde noget med hjemmefra at tilbyde. Men efter halvandet døgns overtid fik de centrale forhandlere samlet en pakke, som alle kunne vedkende sig, Durban-pakken.
Det er en rammeaftale med rigtig mange ting, som skal præciseres og udfoldes nærmere i de kommende års videre forhandlinger. Men der er tale om en køreplan for en stor aftale, som for første gang indbefatter alle lande, hvilket har vist sig at være næsten uoverkommelig at forhandle på plads uanset hvor nødvendigt, dette måtte forekomme.
Aftalens fulde ordlyd kan ses her: Establishment of an Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action (pdf).
På UNFCCCs hjemmeside unfccc.int er der links til samtlige vedtagne dokumenter.
.
Det gode ved aftalen er…
… at der overhovedet kom et resultat. Og endda et resultat, som kan revitalisere den politiske dimension. Den giver håb om, at FN som institution stadig har en rolle overfor at finde en fælles løsning på verdens fælles problemer.
Hvis det også i Durban var endt uden aftale, havde det nærmest sat det internationale arbejde i ud af spillet. Det var vanskeligt at forestille sig, at processen kunne have holdt til yderligere en COP eller to uden nogen form for reelt gennembrud.
COP-forhandlingerne har været unødvendigt kompliceret af, at noget forhandledes under Kyoto-protokollen som kun omfattede nogle af verdens rigeste lande. I den køreplan, som indgår i Durban-pakken, er det helt centrale for forhandlinger frem mod en klimaaftale for alle verdens lande, som skal være færdigforhandlet i 2015 og effektueret senest i 2020.
Det må også ses som positivt, at Kyoto-aftalen bliver videreført i en anden fase efter 2012.
Det er også godt at se skelettet til en grøn klimafond, som fra 2020 skal omfatte mindst 100 mia. $ pr. år.
Hvor aftalen i København endte på 2° C, da er der i den nu foreliggende tekst lagt op til, at det efter næste hovedrapport fra IPCC (som forventes klar i 2013-14) skal revurderes, om målsætningen er nødt til at skærpes til 1½° C.
Det mindre gode ved aftalen er …
… at det alt sammen er ganske floffy. Og det er et åbent spørgsmål, hvor meget lande som Kina, Indien, Canada og USA reelt føler sig bundet af en aftale som denne?
Den aftalte tidsplan er simpelthen for langsom i forhold til klimasituationen. Selvom den globale klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015, så bliver der for flertallet af verdens CO2-udledere ikke tale om egentlige reduktionsmål før i 2020. Dette er i skinger modsætning til, at det på det seneste er blevet gjort klart, at CO2-udledningerne skal være faldende senest fra 2017, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2° C.
Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.
Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO2 et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne. 
