Glimt fra spirebakken

26. marts 2013


.
Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig. I spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet af menneskelige ordenssans.

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø – og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys.

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de seneste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

 

 

Share