Strøtanker om bæredygtighed

 

Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig – i spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet i af menneskelige ordenssans. 

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori  i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø - og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys. 

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de senste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

 

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

Fås via Antroposofisk Forlag (1986) i dansk udgave med kommentarer af Rudolf Steiner.

 

.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

 

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sand – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sand i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sand-olien – ikke fordi det er tar sand, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sand-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

Ovenstående plakater stammer alle fra hjemmesiden www.nonukeart.org. Den rummer i hundredevis at plakater, som er kommet til verden efter Fukushima-ulykken. De giver i deres ekstremt forenklede sprog et godt billede af, hvad der rører sig i Japan – eller i hvert fald i en del af det japanske samfund. Fukushima-ulykken har fået mennesker på gaden i Japan i et antal, man aldrig før har set – ved en demonstration i Tokyo i foråret var der omkring 60.000 deltagere, hvilket er helt uhørt i Japan. Og med www.nonukeart.org kan man finde præcis den rette plakat til den rette anledning.

No Nukes Art Project indkalder plakatforslag inden for tre temaer:

1) The depiction of the possibility of natural energy,
2) A system that enables a choice of [source of] electricity, og
3) Any other appeal for a Post-Nukes society.

Der er tale om en form for konkurrence, men den store gevinst er at fastholde Japan på en kurs, hvor A-kraften opgives og der sættes målrettet ind på en energiforsyning udelukkende med vedvarende energi. Faktisk har siden for få dage siden rundet 1.000 forslag, og nogle af dem er virkelig godt skåret.

Jeg har herover lavet et lille udvalg af nogle af dem, jeg umiddelbart stoppede op ved – og turde håbe ville overleve de små pixel-formater her på Strøtanker. Og på det efterfølgende blog-indlæg Fukushima - links er der som margin-illustratiner endnu flere eksempler fra No Nuke Art.

Nogle prøver heroisk at få en hel omstillingsplan for Japans energiforsyning ind på en enkelt plakat. Det lykkes nogle gange næsten, men de er svære at få med på 450×600 pixel og er måske ikke helt klart tænkte som plakater. Andre bygger i deres budskab så meget på rent kalligrafiske midler, at de for ikke-japanere er svære at afkode som andet end ren æstetik. Men alt i alt er der ganske mange gode ideer, som er grafisk godt håndteret. Og jeg kan kun anbefale at besøge www.nonukeart.org.

Ud over traverne fra den politiske mainstream-plakat er der parafraser over omslaget til Abbey Road, Yoko Onos “War Is Over”, talrige referencer til tegneseriefigurer og TEPCOs logo, spædbørnsuskyldighed og dyrevelfærd, mange fine glimt af det store i det små … kort sagt masser af inspiration at hente også til danske demonstrationsplakater og -bannere, som sjældent er noget at råbe hurra for.

I 70erne var jeg med til at drive et lille plakattrykkeri, hvor vi til de sammenhænge, vi sympatiserede med, trykte for materialeprisen mod at være med til at udvikle designet. Men det var en indimellem umulig kamp at abstrahere fra agitpop-klicheer og forstørrede løbesedler med knyttede næver, hammer og segl.

Her demonstrerer No Nukes Art Project med al tydelighed, at der findes et stort og spændende felt mellem det politiske budskab og det kunstneriske udtryk.

200 af plakaterne er publiceret i 200 Ways to Tackle Nuclear Power and Radiation Pollution ~ “No Nukes Art Project” Poster Collection og kan anskaffes via den japanske afdeling af Amazon.

Sotaru Hata: Internet adds variety to anti-nuke placards, Asahi Shimbun 15.09.2011.

Sit-down protesters demand scrapping of nuclear power policy, Asahi Shimbun 03.11.2011.

No Nukes Art Project på Facebook.

I august 2009 gav vi os ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lov til et par dage at fabulere omkring idékonkurrencen for det kommende Statens Naturhistoriske Museum. Det havde måske fortjent mere refkeksion, mere fodarbejde, og ikke mindst lidt mere tid til redigering og sammenskrivning. Men tanken havde ulmet og modnet, det var en spændende proces, og nu i bakspejlet er der faktisk fine momenter i oplægget, som søgte at skrive sig ind til vigtigheden af en anden direkte oplevelse og erfaring.

Jeg var tilbage for at se illustrationssiden, hvor enkeltord flyder rundt i botaniske billeduniverser samtidig med, at hvert opslag er tildelt et haiku fra Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger fra 1963. De kan klikkes frem i følge herunder. Derefter følger besvarelsens introduktion. Den samlde besvarelse kan downloades nederst i indlægget.

.
Illustrationer fra: Botanisk Have – en ny fortælling, august 2009.

“I den verden, der omgiver os, er geologi, botanik og zoologi uadskillelige dele af samme virkelighed. Med sammenlægningen af Geologisk Museum, Botanisk Museum, Botanisk Have og Zoologisk Museum til et Statens Naturhistoriske Museum rykker det nye museum således nærmere virkeligheden. Og det er værd i den forbindelse at gøre sig overvejelser om, hvad det indebærer.

Fra barnsben lærer vi at opdele naturen. ’Dyreriget, planteriget eller mineralriget’ hedder det i en af vores klassiske børnelege. Naturen kan nok udstykkes stumpvis, og i de nuværende samlinger er der stor vægt på naturens enkeltdele. Men disse enkeltdele er i realiteten ikke funktionelle uden det store, komplekse samspil mellem dyr og planter, som foregår i jorden, luften og vandet.

Igennem milliarder af år har naturen udviklet raffinerede feedback-systemer. Den levende verden fungerer i et grænseløst system, Jordens økosystem, hvor samtlige individer og omgivende substanser påvirker og afbalancerer hinanden helt ned på atomniveau.

For det industrialiserede samfund er naturen reduceret til beherskbare, fragmenterede ressourcer, hvor individ- og artsantal er underlagt menneskets udvælgelseskriterier – bevidste såvel som ubevidste.

Læs mere »

I forlængelse af udstillingen ’Hungry Planet’ i Rundetaarn og med særligt udgangspunkt i tirsdagsforedraget ’Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre’, ville Miljøpunkt Indre By-Christianshavn sætte fokus på madspild som en betydelig del af vores individuelle klimafodaftryk. Det gjorde vi ved at opsætte et madspildsbjerg ved Rundetaarn tirsdag d. 22. marts. Bjerget bestod af 252 kg rødbeder og økologiske gulerødder i poser, hvilket svarer til den mængde mad en dansk familie på fire personer i gennemsnit smider ud hvert år. Mange af de forbipasserende på vej ned ad Købmagergade kiggede nysgerrigt efter madbunken. Alle var overraskede over den enorme mængde mad, der bliver spildt, og flere gange hørte vi kommentaren: ”Så meget smider jeg altså ikke ud.”

.
Hver dansker smider i gennemsnit 63 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise den. Faktisk ryger der så meget spiseligt mad i skraldespanden, at alle kunne stoppe små 3.000 kroner i lommen hvert år, hvis vi stopper vores madspild. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad arbejder for at komme madspild til livs, fordi de ser, hvor meget det påvirker verden omkring os. Vores overforbrug af fødevarer hænger direkte sammen med udledningen af drivhusgasser, vores klimafodaftryk og et unødvendigt stort forbrug af vores i forvejen knappe ressourcer. Derudover er der et etisk ansvar forbundet med at begrænse madspild; på verdensplan dør ca. 15 millioner børn af sult årligt.

For at sikre, at vi ikke selv medvirkede til madspild, aftalte vi med fødevareBanken, at de til slut ville komme og hente madposerne. Nonprofitorganisationen fødevareBanken er opstået som svar på to samfundsproblemer: madspild og madfattigdom. De etablerer aftaler med aktører i fødevarebranchen om at afhente overskydende fødevarer, som de derefter videredistribuerer til sociale hjælpeorganisationer og projekter i Danmark, som er i direkte kontakt med samfundets svageste borgere.

Det var tydeligt, at mange på Købmagergade mente, det var et godt initiativ med en event, og at det er en god idé at begrænse sit madspild. Den eneste, der kan begrænse dit personlige madspild, er dig selv, og du kan gøre det ved at følge disse råd: 1) køb kun det du skal bruge, 2) tilbered kun den mængde du kan spise og 3) hvis der alligevel er rester, spis dem dagen efter.

Indlæg ved Janus Juell-Sundbye.

 

Blandt fotografier af alverdens familier sammen med hvad de spiser på en uge, bliver børn og unge fra skoleklasser og andre institutioner indført i temaerne, der er forbundet til fotoudstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Der sættes spot på løsninger, som er med til at nedsætte vores CO₂-udledninger, og som skaber mere bæredygtige samfund, der producerer sunde og alsidige fødevarer til planetens mange beboere.

’Hvad er mad?’ spørger Charlott Christensen indledningsvist sine besøgende i skoletjenesten, og ‘hvad sker der, når vi spiser?’. For nok er der brug for fokus på problemer og løsninger, men mad er også en sanselig oplevelse, der sætter gang i mundvandet, og som sender os afsted ud efter de livgivende komponenter, der holder kroppen i gang. Jo mere vi har gode oplevelser med alsidig, sund og bæredygtig mad, des mere går vi efter lignende løsninger, når vi næste gang skal stille sulten.

.
9. klasse fra Copenhagen Euroschool i Rundetaarn 09.02.2011. Foto: Henning Sjøstrøm.

Med udsigt til at blive 9 milliarder mennesker på kloden i 2050 er det noget af en balanceakt at skabe en bæredygtig fødevareproduktion, der både tager hensyn til de mange munde, der skal mættes, og samtidig ikke udpiner eller opbruger vores ressourcer.

I skoletjenesten sendes eleverne ud i mindre hold for at se nærmere på udstillingens portrætter, hvor familier fra hele verden er fotograferet med den mad, som de spiser på en uge. Fotografierne inviterer til at dykke ned i adskillige temaer, der på én gang berører mad og klima. Familiernes valg af kød, grønt, frugt, færdigvarer og emballering af mad er let at få øje på. Men også dyrkningsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarerne er nogle af de mere ‘usynlige’ emner, som ligger bag familiernes – og vores egne – spisevalg. Skoletjenesten arbejder med mange af de bagvedliggende emner med en række temaplancher. Med dem bliver eleverne introduceret for initiativer, der kan være med til at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion, der engagerer og påvirker både samfundet og individet.

Læs mere »

Foto: Henning Sjøstrøm

21. januar var der åbningsreception for udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Med oplæg fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Jørgen Steen Nielsen, forfatter og journalist ved Dagbladet Information og Jens Hvass, Centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, som står bag udstillingen, blev det en både festlig og indholdsrig åbning.

Oplæggene vil blive behandlet i eget blog-indlæg, og på hjemmesiden www.hungryplanet.dk er der flere oplysninger om udstillingen, dens skoletjeneste og foredragsrække, som løber over 6 tirsdage, første gang 1. februar, hvor Tor Nørretranders giver bolden op med et indspark om Vild Verden – Fremtidens Føde.

 

Inspirerende, fascinerende og paradisisk var blot nogle af de superlativer deltagerne brugte om de grønne gårde på Miljøpunkt Indre By-Christianhavns to grønne gårdvandringer.

Skjult bag byens porte gemmer der sig de mest fantastiske grønne oaser. På to anderledes byvandringer satte Miljøpunkt indre By-Christianshavn i den forgangne uge fokus på en række af de gårde – små som store – der er usynlige I vores daglige færd gennem byen, men som gør, at det centrale København er langt mere frodig og grøn, end man umiddelbart fornemmer fra gaden.

Baggrunden for initiativet er et ønske om at videregive den fantastiske erfaring med, hvilken skat af enestående grønne gårde, der findes i byen, og hvad der fungerer under byens særlige vilkår. Som centerleder Jens Hvass udtrykker det: ”Hvis de fleste blev som de bedste så ville København blive et endnu mere fantastisk sted at være.”

En af de gårde, der vakte særlig stor begejstring var Strandgade 28, hvor der findes en barokinspireret parterrehave anlagt af C.Th. Sørensen med inspiration fra mønstret fra et persisk tæppe.

Rundturenes guide Peder Clement gjorde meget ud af at forklare de forskellige typer af facadeplanter og demonstrere forskellen på selvhæftende, slyngede og bladklatrende planter – og hvornår den ene er at foretrække frem for den anden.

”Interessen for turene har været helt overvældende. Vi har måttet sige nej til alt for mange, og vi vil givet gentagne succesen næste år i forsommeren.”

En række af de store gårdanlæg, som blev til efter omfattende saneringer for omkring 30 år siden, vakte stor begejstring. Det, der gør dem så betagende, er, at der her er blevet plads til både små hyggekroge af mere privat karakter og store fællesarealer med græsplane, frodige blomsterbede og mange forskellige træer. Disse grønne oaser giver deres beboere en kolossal livskvalitet.

Grønne tage var ligeledes et populært indslag. Der blev vist eksempler på både sedum-tage og tage med en blanding af rådhusvin, efeu og klematis. Spørgelysten var stor undervejs og Peder Clement delte ud af sin store viden om træer og planter. Har du også spørgsmål om, etablering af grønne tage eller hvilke planter du skal vælge for at forvandle din gård til en grøn oase, byder Miljøpunkt Indre By-Christianshavn indenfor til grøn lørdagsrådgivning lørdag den 25.09. og 09.10.

Se billederne fra de to gårdvandringer herunder:

Læs mere »

Det er sommer, solen skinner fra en næsten skyfri himmel og luften er ladet med forventningens glæde. Det er blevet ‘Sommerdage i cykelbyen’ og tid for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns flotte, humørfyldte ladcykeloptog: 12 grønne ladcykler kørt af 12 Mr. Green folk iført grønne jakkesæt ledsages af Karmakanonen gennem Indre By-Christianshavn. Formålet er at sprede det glade budskab om, at der nu er 12 ladcykler til gratis udlån seks forskellige steder i bydelen.

. 
Kl. ti begynder de første Mr. Green folk at ankomme til Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen. Nogle involveres i indledende scener til den film, der optages under optoget. Andre går i gang med at lave slips af gamle cykelslanger. Man kan aldrig få for mange slips. Snart summer huset af aktivitet. Så er der briefing og frokost i kælderen. Det frokostdækkede bord er omgivet af sprudlende unge mennesker iført grønne jakkesæt, hvide skjorter og sorte slips. Stemning er høj. Cyklerne læsses med hvidmalede dagligstuemøbler, og der lines op på række på Farvergade. Og som DSB på en god dag sætter optoget i gang med næsten planmæssig afgang lidt over halv to.

På vej ned gennem Strædet beruses vi af Karmakanonens rytmer og smilene fra de mange fodgængere og  cafégæster. På de magelige trehjulede ladcykler nærmest danses i takt til musikkens inciterende rytmer; ind i mellem råbes begejstret ”Lån en Ladcykel” og ”Det er gratis at låne en ladcykel” i bedste frugtsælger-aspirant stil. Og vi mærker helt ned i maven, at optoget bliver en succes.

Læs mere »