24. april 2015 arkiv

Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO2-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et første officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer.

Læs mere »

Share