Strøtanker om bæredygtighed

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO₂ i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO₂ en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO₂ ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.

Samtidig binder trækullene store mængder af den CO₂, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.

I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO₂ ud af atmosfæren, få CO₂ tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?

Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO₂ ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.

Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.

Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO₂ i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO₂-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹

Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »

For nylig var George Monbiot ude med riven efter de mange, som efter hans mening var endt i, at biochar var løsningen på alt. Det kunne, som han ræsonnerede, ikke nytte at brænde kloden af for at redde den – se tidligere blog-indlæg: Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’.

I forlængelse heraf stillede Robert Alcock sig på bioenergylists.org spørgsmålet, hvor meget biochar skulle der egentlig til for at redde klodens klima?¹

Alcocks beregninger har nogle ganske interessante tal. For hver m² jordoverflade er vægten af atmosfæren ovenover 10 ton. Den nuværende koncentration af CO₂ er 385 ppm. Hvis man ved at binde CO₂ fra atmosfæren i biochar skulle bringe atmosfærens CO₂-koncentration tilbage til et førindustrielt niveau på omkring 284 ppm, vil det kræve biochar i mængder, som ville svare til et lag på i gennemsnit 2 mm over hele klodens landareal. Imidlertid udgør den dyrkbare del kun 2,7% af jordens landareal. Alcock har mange flere mellemregninger, men for at fjerne 100 ppm vil der skulle produceres 17 kg trækul pr. m² dyrkbart areal, eller et lag på 8 cm.

Det er meget biochar – rigtig meget. Og det vil kræve, at alle, som har jord, i en årrække systematisk laver trækul af en stor del af deres planteaffald. Det nytter dog ikke ret meget, hvis ikke vi samtidig får stoppet udledningerne fra afbrændingen af fossile brændstoffer. Og så er der lige det forhold, at havene tålmodigt har akkumuleret store dele af den CO2, vi har forpestet atmosfæren med. Hvis atmosfærens koncentration af CO₂ igen begynder at falde, vil verdenshavene begynde at dele ud af deres akkumulerede overskud. Det vil koralrevene og skaldyrene sætte stor pris på, men det gør, at der over tid skal mere end den dobbelte mængde biochar til en reduktion på 100 ppm.

Og der findes tilsvarende muligheder for CO₂-absorption i teknosfæren. Vi kan bygge massive træhuse, vi kan benytte nye materialer som Calera-cementen, som har absorberet store mængder CO₂ i sig (se: Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂), og vi kan lægge nogle af trækullene tilbage i de mange tomme mineskakte, som rundt omkring på kloden minder om et sort (omend kort) kapitel i menneskehedens historie, den fossile æra.

Robert Alcock: Covering the earth with charcoal? bioenergy.org.¹

The secret of El Dorado er en dokumentarfilm fra BBC, som forfølger den civilisation, som eksisterede i Amazon-området frem til spaniernes ankomst i begyndelsen af 1600-tallet. De første spanske opdagelsesrejsende berettede om bysamfund på størrelse med de største, man kendte fra Spanien. Men blot få årtier senere var disse samfund borte, sandsynligvis bukket under for europæiske virussygdomme.

I filmens antropologisk-arkæologiske afdækning bliver terra preta, den sorte jord, selve grundbetingelsen for civilsationsdannelsen i Amazon-området. Befolkningen har i stor udstrækning brugt at blande trækul i jorden for at give den frugtbarhed, og stadig kan man i dag, 400 år efter, spore dette kolossale jordforbedringsarbejde. Frem for den nuværende borthugst af regnskov, som ud over tømmerhugsten kun giver golde jorder med pauvert udbytte, ligger der i genoptagelsen af denne urgamle terra preta-teknik et stort potentiale i at øge fødevareproduktionen og standse rydningen af uvurderlig regnskov.

Terra preta behandles i dokumentarens sidste 20 minutter (29:29 min. ff.).

Læs mere »

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium.

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Læs mere »

Det seneste års meldinger fra klimaforskerne siger med stor entydighed, at hvis vi vil stabilisere klimaet før klodens ismassiver smelter og klimaforandringerne bliver selvaccelererende, er det bydende nødvendigt, at vi inden for få årtier ikke blot får reduceret de nuværende CO₂-udledninger drastisk, men påbegynder arbejdet med at fjerne CO₂ og andre drivhusgasser fra atmosfæren, så koncentrationen af CO₂ når tilbage under 350 ppm – og på sigt tilbage til før-industrielle koncentrationer på omkring 280 ppm.

Ikke mindst er den stadig eskalerende afbrænding af kul et problem. Kulafbrændingen producerer langt mere CO₂ end olie og gas for hver energienhed vi får, og Jordens kulreserver er så store, at hvis vi brænder alle i dag kendte kulreserver af inden vi omlægger til vedvarende energikilder, har vi en 100% sikkerhed for en klimakatastrofe.

Dette er baggrunden for det krav om et moratorium for udbygning af kulkraft, som de seneste år har lydt med stadig stærkere stemme, ikke mindst fra lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker og James Hansen: “Coal is best left in the ground”).

Men koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er i dag oppe på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år, så selv hvis det lykkes at bremse og standse udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, står vi med spørgsmålene om, hvordan vi får nogle af dem fjernet fra atmosfæren. Mange steder i verden prøver man derfor at udvikle CCS-teknologi (carbon capture storage) til at fjerne CO₂-udledningerne og de mange andre giftigheder fra kulafbrændingen, inden de når atmosfæren. Men hidtil er det kun lykkedes i meget lille skala, og det er foreløbig så energikrævende at gøre, at det i bedste fald vil kræve en fjerdedel mere kul at nå samme energimængde. Man regner med mindst 20 år, før man har de første brugbare løsninger, og endnu er der ikke noget, som tyder på, at vi når en 100% effektiv teknologi.

Læs mere »