Indlæg tagged med plastic

Oceaner af plastic

4. september 2015

Et nyligt studie anslår, at der i dag flyder 269.000 ton plastic rundt i verdenshavene. Heraf er 92% småstykker af størrelse som et riskorn eller mindre, så man regner med, at der i alt svæver 5¼ trillioner stykker uendeligt langsomt nedbrydeligt plastic rundt i verdenshavene – eller rundt regnet 200 for hvert menneske på hele kloden. Disse enorme mængder af plastic er ikke blot spredt rundt i oceanerne, de findes tværtimod i og nær overfladen og har en tendens til at samle sig i store spiralformede affaldsøer på de steder i oceanerne – i de subtropiske bånd – hvor havstrømmene danner store spiraler.

På kortet herover kan man således se, at koncentrationerne (de hvide områder) er størst dels langs kyster med store befolkningskoncentrationer, dels i to bælter nord og syd for ækvator, hvor havstrømmene samler dem i store såkaldte garbage patches. Den største, The Great Pacific Garbage Patch, er at finde i Det Nordlige Stillehav. Forskere ved University of Columbia har vurderet, at dens udstrækning er omkring 8 mio. km2 eller næsten det dobbelte af EU, og at de fem største garbage patches tilsammen omfatter næsten 16 mio. km2.

Rundt regnet 80% af plastic-affaldet kommer fra land, mens 20% stammer fra skibsfart og fiskeri. Mange plastictyper er meget langsomt nedbrydelige, i havet er det først og fremmest lyset der nedbryder, og det tager typisk 4-500 år. Så inden for vores normale tidsperspektiv er det rigtigt at sige, at plasticen blot forbliver unedbrudt i miljøet – og blot nedbrydes mekanisk i stadig mindre stumper.

Disse plasticstumper findes ikke bare i disse kæmpestore plasticspiraler, men optræder over alt i fødekæden. Således har allerede i dag op imod 90% af alle havfugle plasticrester i organismen, og nylige fremskrivninger viser, at der i år 2050 vil være plasticrester i 99% af alle havfugle. Tilsvarende bevæger de mange mikroplasticstumper sig gennem havens fødekæder, hvor de ender tilbage på vores tallerkener. På billedet herover at af Chris Jordans skræmmende billeder af døde albatrosser, hvis indre er fulde af plasticrester (se flere af hans billeder her).

Det blev derfor nærmest hilst med begejstring, da en hollandsk ung mand, Boyan Slat, i 2012 fremlagde en idé til et pasticopsamlingsaggregat, som kunne genopsamle i hvert fald en del af disse kolossale plasticmængder. Han fik da også Best Technical Design award 2012 ved TU Delft for projektet. Efterfølgende samlede han en gruppe af frivillige i et udviklingsteam og crowdsourcede 100.000 $ til det første eksperiment, at etablere en solcelledrevet opsamlingsenhed som på billedet herunder foreløbig med et 40 m ‘vingefang’. Den har været afprøvet ud for Azorerne siden marts sidste år.

På baggrund heraf kunne The Ocean Cleanup-gruppen konkludere, at en enkelt enhed med et 100 km vingefang over en 10’årig periode ville kunne fjerne halvdelen af den pastic, som i dag roterer i den største af plastic-spiralerne, The Pacific Garbage Patch. Ydermere kan den opsamlede plastic genanvendes. Lige nu er et nyt forsøg under forberedelse for 2016 ud for Japans Stillehavskyst, og gruppen sigter på at kunne være klar til den fulde version med 100 km vingefang i 2020.

Læs mere »

Share

Københavns affaldsparadigme

4. januar 2012

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO2-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO2-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

Share

The Great Pacific Garbage Patch

10. juli 2011


.

Kunne ikke stå for denne parodi på en dokumentar, som i bedste heroiske naturfilmstil følger plasticposens livscyklus fra indkøbscentrenes erotisk ladede øjeblikke i San Franciscos asfaltjungle over den lange vandring med vinden mod forløsningen i det store ocean, hvor den opsluges i Stillehavets perpetuelle affaldsspiral.

Noget andet er, at det er alvor. Der produceres på verdensplan omkring 300 mio. ton plastic pr. år, hvoraf omkring 90% ikke recirkuleres. Hvor plastic over tid er nedbrydelig på landjorden, så nedbrydes den kun meget langsomt og ufuldstændigt i havet. Så for eksempel i den nordelige del af Stillehavet er der gradvist opstået en kolossal spiral af plasticstumper – The Great Pacific Garbage Patch. Nogle har beskrevet den så stor som det halve USA, andre som det dobbelte af Texas. Men under alle omstændigheder et kolossalt havområde totalt plastificeret. Her fra Danmark har plasticposen svære livsvilkår. Den opsnappes ofte for at ende på forbrændingsanstalten – her sker forløsningen i den stadig tættere tåge af drivhusgasser, som omgiver biosfæren. Og løsslupne plasticposer sandsynligvis ende i en tilvarende evighedsspiral – The North Atlantic Garbage Patch.

Derfor, tænk på verdenshavenes store plasticspiraler, når nogen næste gang søger at overbevise os om, at plasticposer er fuldt så klimavenlige og miljøforsvarlige som papirposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Bettina Wassener: How to Rid the Seas of ‘Plastic Soup’? New York Times 23.05.2011.

Wikipedia: Great Pacific Garbage Patch og North Atlantic Garbage Patch.

Peter Davison & Rebecca P. Asch: Plastic ingestion by mesopelagic fishes in the North Pacific Subtropical Gyre, Marine Ecol Progress Series no. 432  juni 2011 pp. 173-80 (abstract).

Share

Organiske plasticposer

1. oktober 2008

En af mine sensommerfornøjelser er Hokkaido-græskar, og jeg plejer hvert år ved denne tid at købe nogle stykker af dem og have dem stående en tid for at glæde mig over farvepragten, før de går i suppegryden. Men i år er der kommet plastic omkring dem i Irmas grøntsagsafdeling. En ubetydelig detalje, måske. Men på den måde har der gradvist sneget sig mere og mere plastic og skumbakke-emballage ind i dagligdagen. Tænker nogle gange tilbage på min grønthandler på Øster Farimagsgade, som kun havde papirposer – tre størrelser brunt papir. Sådan var det også i mange år på torvet, men her er man ligesom i butikkerne stort set gået over til plastic.

Faktisk forlød det for nyligt, at plasticindholdet i vores affald ifølge en rapport fra DTU i dag ligger dobbelt så højt som hidtil antaget, og at det var en ‘bombe under Danmarks klimaplan’. De øgede plasticmængder udleder ved forbrænding så meget mere CO2, at det forrykker vores nationale CO2-regnskab og vores EU-forpligtelser til at øge vores andel af vedvarende energi så meget, at det vil kræve to havvindmølleparker at kompensere for den øgede mængde plastic.¹

Det er faktisk et lysende eksempel på, at bittesmå forandringer i hverdagen kan gøre en stor forskel i det samlede regnskab. Så lad os få udfaset den det meste af vores plasticforbrug, lad os øve os i at genbruge de poser, vi vitterligt køber, og i langt støre udstrækning klare os med stofposer og rygsæk.

Noget andet er, at det er en uskik blot at brænde vores affald af. Det organiske materiale skal i langt større grad tilbage i økosystemerne som levende materiale, hvor det kan blive råstoffer til nye ressourcer. Kun herved kan landbruget undgå sin nuværende afhængighed af kunstgødning.

Og så er det på tide at få stillet nogle tidssvarende krav til plastic. Ud med phthalater, tungmetaller og andre giftigheder, ikke kun i børnelegetøj, men i alt vi omgiver os med, tapeter, tæpper osv. De sidste 30-40 år har plasticmaterialer, som er yderst tvivlsomme overfor vores sundhed og ikke har noget at gøre i et bæredygtigt samfund, sneget sig ind over alt i vores tilværelse. Fremover burde man kun anvende højkvalitets plasttyper, som kan gensmeltes igen og igen, eller som efter endt brug kan indgå fuldt ud i naturens kredsløb uden komplikationer. Der findes i dag løsninger til at gøre det meget bedre. Der skal blot en præcis lovgivning til, som ikke lader sig forstyrre af plastindustriens lobbyister.

Læs mere »

Share

Boblevand

11. maj 2008

Nu er boblevand – eller designervand, som nogen kalder det – faktisk en af de få chancer vi har for at kunne se CO2. Men selvom det nærmest er blevet symbol på klima-uansvarlig adfærd, så er den CO2, vi lukker ud af flasken, når vi drejer låget om, kun en meget lille del af den drivhusgas, der følger af at drikke de CO2-perlende dråber.

Når sandt skal være, er det københavnske vandhanevand er ikke verdens bedste drikkevand. Men jeg har lært mig at holde af det ved at bruge godt med citron. Citronsaften fjerner fuldstændig den kalkede fadhed, samtidig med at det giver lidt ekstra antioxidanter. Og fra nu af, hvor vi har haft de første varme dage, har jeg hen over sommeren næsten altid en stor kande med vand stående i køleskabet, så jeg ikke behøver at lade vandhanen løbe kold helt op på anden sal mange gange om dagen blot for at få et enkelt glas. Limefrugt kan på samme måde åbne det københavnske vand.

Men tilbage til boblevandet fandt jeg for nylig på Yale sustainability blog 10 facts om boblevand, som måske lige er værd at memorere, så der nu hvor sommeren står for døren altid er citroner i huset.

Læs mere »

Share