7. april 2008 arkiv

Nyt projekt til bryghusgrunden

7. april 2008

Realdania har i dag fremlagt forslag til et projekt for Bryghusgrunden. Projektet er tegnet af Rem Koolhaas / OMA, som nok er blandt verdens fremmeste arkitekter, når det gælder moderne urban arkitektur.

“Visionen med byggeriet på Bryghusgrunden er at “skabe et byggeri af exceptionel arkitektonisk kvalitet, styrke kvarteret og forbindelsen mellem by og havn, vise nye veje for fremtidigt kontor-, udstillings- og boligbyggeri samt anvise nye udvælgelsesprocedurer og samarbejdsformer,” hedder det på projektets hjemmeside: “Det er intentionen, at byggeriet skal være et udstillingssted. Et bosted. Et mødested. Et arbejdssted. En forbindelseslinje, hvor byen møder havnen. Hvor trafikken møder og krydser bygningen. Hvor arbejdet møder fritiden. Hvor mennesker i alle aldre møder hinanden.”

Koolhaas’ tegnestue har lavet en fin lille 3D-animation af projektet (se nedenfor), hvor man følger en gående, en cyklende og en kørende bevæge gennem komplekset.

Læs mere »

Share

Borgere for reklamefri by

7. april 2008

I løbet af natten har foreningen Borgere for reklamefri by gennemført en happening, hvor de har overklistret Københavns Kommunes reklamestandere med store ‘Ingen reklamer tak’-skilte. Se videoen nedenfor.

Det er en tragedie, at disse skilte i sin tid blev sat op. De har en visuel slagkraft, som skulle de stå langs en motorvej, og de hører ingen steder hjemme overfor fodgængere og cyklende. Ikke mindst i Indre Bys smalle stræder, hvor man ellers ihærdigt arbejder på at etablere en skiltekultur med virkemidler, som ikke helt overdøver de smukke gademiljøers karakter, virker disse lysskingrende plakatsøjler som håbløst fejlplacerede.

Der har gennem tiderne været mange protester fra borgerne over disse skamstøtter. På den baggrund er det bedrøveligt at erfare, at Københavns Kommune netop har indgået en ny fem-årig aftale. Da de i sin tid blev sat op, var vi en fattig kommune, men det er ikke tilfældet i dag. Selvom en aktion som denne af systemet vil blive kategoriseret som hærværk og selvtægt, så er det i virkeligheden Københavns Kommune, som med denne visuelle forurening begår hærværk overfor både vores byrum og bevidsthedsrum.

Som den lille video fra nattens aktion siger: “Ingen reklamer tak. Vi er mennesker, ikke forbrugere. Så giv os da fred.”

Læs mere »

Share

Reklamestandere nej tak!

7. april 2008

I anledning af nattens aktion fra Borgere for reklamefri by har jeg har fundet nogle billeder frem fra Latinerkvarteret, hvor de kommunale reklameskilte i de smalle intime gaderum virker særlig dominerende og malplacerede.

Man kunne spørge sig, om de ville være OK, hvis det blot var plakatflader, uden det nuværende neonlys, som i sin voldsomhed totalt forvrider gaderummets proportioner. Men nej, de er for store til på den måde at stå på tværs i gaderummet. Skulle man tænke en plakatsøjle, som egnede sig til Indre bys skala, så der var legale steder at informere om byens mange koncerter og kulturarrangementer, ville den komme til at se helt anderledes ud.

.
Det er en konstant støj i det urbane landskab, som ingen steder hører hjemme.

I en tid, hvor Københavns Kommune har ambitioner om at blive Miljømetropol, burde den slags kunstig behovsskabelse systematisk fjernes fra gadebilledet. Reklamer fortæller os fundamentalt set, at vi er nødt til at forbruge mere, for at være lykkelige. Et generelt forbud mod reklamer i det offentlige rum, som man for nylig har gennemført det i São Paulo, kunne meget vel vise sig at give både lykkeligere borgere og markante CO2-reduktioner. I hvert fald ville det fjerne nogle alvorlige æstetiske fejlskud fra den historiske by.

I sin Ad Hoc Blog har Rasmus Pinnerup i dag et indlæg Reklamer – retten til hjernevaske? hvor han citerer fra en bog af Kathleen Taylor: Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54. Det er tankevækkende læsning.

Politiken har startet en kommentarside: SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Det er glædeligt at se, hvor mange indlæg der tilkendegiver støtte til aktionen og plæderer for et reklamefrit byrum.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jakob Knudsen: 250 reklameplakater fjernet i nat, Politiken 07.04.2008.

SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Politiken 07.04.2008.

Johannes Aakjær Stenbuch: Aktivister fjerner 250 reklameplakater i København – er der for mange reklamer i det offentlige rum? Information 07.04.2008.

Larry Rother: Billboard ban in São Paulo angers advertisers, International Herald Tribune 12.12.2006.

Anna von Sperling og Tobias Havmand: Byen som sagde nej tak til reklamer, Information 27.09.2008.

Ole Thyssen: Forbyd reklame! Information 01.02.2008.

Se også blog-indlægget Borgere for reklamefri by.

 

Share