Misbrug af CO2–kvotemidler?

Misbrug af CO₂–kvotemidler?

27. maj 2008

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Barbara Haya fra International Rivers konkluderer i rapporten Failed Mechanism, at CDM-midlerne ligefrem øger CO₂-udledningerne. For hver gang der købes en kvote på ét ton CO₂, bliver der i at af de industrialiserede lande udledt ét ton mere end aftalt af kvotekøberen. I den udstrækning at disse midler ikke fører til CO₂-reduktioner, medfører kvotesystemet rent faktisk øgede CO₂-udledninger i forhold til, hvis CO₂-besparelsen var sket i hjemlandet under velkontrollerede forhold.

Rapporten fra International Rivers påpeger også, at selvom vandkraft er en af de mest støttede projektkategorier, har det ikke ført til nogen stigning i mængden af vandkraft. For eksempel bliver der systematisk afleveret CDM-ansøgning til alle kinesiske dæmningsprojekter, som om det var en form for generel blokstøtte. Op mod tre fjerdedele af CDM-projekterne været planlagt og afsluttede inden de fik CDM-støtte – og var derfor ikke afhængig af støtten for at blive gennemført. Rapporten konkluderer således, at administrationen af CDM-midlerne behøver en kraftig opstramning for at blive en hjælp for klimaet, og ikke det modsatte.²

Et nyligt arbejdspapir fra Stanford konkluderer tilsvarende, at en meget stor del af CDM-projekterne ikke var berettigede til støtte, og at mellem en tredjedel og to tredjedele af projekterne ikke medfører nogen CO₂-reduktion. Wara & Victor skriver heri (p. 6), at: “that the actual experience under the CDM has had perverse effects in developing countries – rather than draw them into substantial limits on emissions it has, by contrast, rewarded them for avoiding exactly those commitments.”³

En ting er, at det folkeligt set kan være svært at fatte logikken og moralen i handlen med disse forureningstilladelser. Men hvis kvotesystemet skal bære verden igennem til en 80-90% reduktion af udledningen af drivhusgasser indenfor de næste få årtier, så er det uomgængeligt vigtigt, at der ikke snydes på vægten, men at alle midler bruges ikke bare købmandsmæssigt, men i nok så høj grad klimamæssigt optimalt.

Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft.