Indlæg tagged med CO2-kvoter

ICAO-aftale om global klimaaftale for luftfarten

4. oktober 2013

Siden 24. september har det internationale luftfartsagentur ICAO været samlet i Montreal, og efter et massivt pres fra EU, som sidste år indførte en kvoteordning for alle fly i, til og fra EU, for efterfølgende at sætte ordningen i bero i et år, for at fremtvinge en global aftale for luftfarten, er der nu lagt op til, at der ved næste ICAO-samling i 2016 skal vedtages en global klimaordning for luftfarten fra 2020. Men EUs ønske om at genoptage sin regionale ordning frem til 2020 og ideelt set etablere flere sådanne ordninger for eksempel omkring det nordamerikanske og østasiatiske luftrum har været i strid modvind. Og ved en afstemning i går blev EUs ønske om at kunne fortsætte sin kvoteordning nedstemt, først og fremmest af udviklingslandene, som finder det urimeligt at de skal hæmmes det mindste i deres udvikling, når de industrialiserede lande har haft (klimabeskatnings)fri benzin til at udvikle sig.

Man må således indse, at perspektivet kloden rundt er bedrøveligt kortfristet – at man ikke i klimaets navn kan acceptere en afgift på 2 euro på en langdistancebillet til flere tusinde kroner, som er det beløb EU indledende har opereret med. EU accepterede under vejs, at videreførelsen kun ville omfatte eget luftrum, og dermed at fly til og fra EU kun betalte klimaafgift for den del, hvor de fløj over europæisk luftrum. Men selv dette blev ved en afstemning i går afvist. Paradoksalt er mange af de lande, som har afvist EUs forslag, lande, som allerede nu er hårdt ramt af klimaforandringer. Retfærdighedsargumentet får således mere og mere karakter af at skyde sig selv i skoen.

Nogen egentlig detaljeret aftale er det ikke blevet til, men det er lykkedes at få vedtaget et roadmap – en rammeplan for etableringen af en globalt dækkende markedsbaseret kvoteordning, som skal være klar til endelig vedtagelse ved ICAOs næste samling i 2016 med ikrafttrædelse i 2020. Blot fremgår der meget lidt om ambitionsniveauet, og der har været kæmpet til det sidste for at få luget ud i undtagelser, som vil friholde op til 160 lande fra overhovedet at være berørt af aftalen.

Det har ikke været rent skænderi, faktisk skriver Valerie Volcovici fra Reuters, at “many delegates will look back fondly on their time in [Montreal]. Talks were brightened by an average of three cocktail parties per night hosted by different countries, some of whom were angling to win a coveted seat on ICAO’s 36-member governing council.”¹

Connie Hedegaard, som har været en drivende kraft bag EUs udspil overfor ICAO, sagde tidligere i dag, at aftalen har vist, at “EU’s hard work is paying off: with this deal on the table, ICAO agrees for the first time to a global way to address aviation emissions: a global market-based measure. We will now look at how to proceed up to 2020 with our EU ETS.”

Satu Hassi, klimatalsperson for De Grønne i EU, var mindre tilfreds: “Today’s outcome confirms the flaws with the EU’s strategy in freezing the implementation of emissions trading scheme for non-intra EU flights. The international aviation organisation (ICAO) is both seeking to block EU action and once more stalling on urgently-needed international measures to address the growing impact of airline emissions on climate change. The EU must now stand firm and stick by its original plans on aviation emissions. We should not dismantle effective climate policy instruments in exchange for a vague promise on a global scheme in the distant future without guarantees of environmental integrity or ambition.”

Spørgsmålet er herefter, om EU i en situation, hvor russerne truer med at forbyde passagen af europæiske fly over russisk luftrum og kineserne fastholder deres suspendering af ordrer på europæiske fly, er rede til at åbne for udsigten til en handelskrig ved at genindføre den ordning, som man midlertidigt stillede i bero sidste efterår? Det vil kunne føre til masser af ravage, men endda kunne man ønske sig, at det skete, for det ville udstille de svigtende ambitionsniveauer verden rundt.

Læs mere »

Share

Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem

5. december 2012


.
I denne video kan man høre Anja Kollmuss fra Carbon Market Watch fortælle om problemerne med de såkaldte AAUs, Assigned Amount Units, som under COP18 omtalt om ‘hot air’.

Ved etableringen af det europæiske kvotemarked blev særligt de østeuropæiske lande tildelt meget store mængder af gratis kvoter, og i alt er der i dag 16 mia. ubrugte kvoter, som dels er med til at holde prisen på kvoterne alt for lav, dels er en bombe under systemet, hvis det ender med at føre til udledningen af 16 mia. ton CO2.

Anja Kollmuss påpeger, at det svækker EU voldsomt ved forhandlingerne ikke at have fået løst denne situation forud for COP18. Og hun insisterer afsluttende overfor de østeuropæiske lande, at de opgiver deres fastholden af deres ret til disse AAUs, da de alligevel aldrig kommer til at kunne bruge dem, og kun har opnået at forsinke den i forvejen besværlige forhandlingsproces i Doha.

I et åbent brev til forhandlingsdelegationerne i Doha 28. november skriver Carbon Market Watch: “Get rid of hot air now! The gigantic surplus of emissions permits under the Kyoto Protocol threatens the viability of a second commitment period and any future climate deal. We urge Parties to agree to a solution that ensures the use of the surplus is severely restricted and limited to domestic compliance. No new “hot air” surplus must accumulate in the second commitment period and the entire surplus must be cancelled permanently by the end of the second commitment.”¹

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

Issue of AAUs undermining EU credibility, (video) RTCC 05.12.2012.

Open letter to the ICAO for a market-based measure to reduce aviation emissions, Carbon Market Watch 30.11.2012 (pdf).

European Parliament Event: Help or hindrance? Reforming offsetting rules in European Climate policy, Carbon Market Watch 29.11.2012.

Open letter to Environment Ministers and delegates of all UNFCCC Parties: Increase ambition and close loopholes at COP18, Carbon Market Watch 28.11.2012.¹

 

Share

COP18 noter III – Polen, COP19 og slaget om luftfarten

28. november 2012

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

Share

Californien indfører CO2-kvotesystem

20. november 2012

Onsdag i sidste uge havde Californien startskud for sit CO2-kvotemarked. Det har til formål frem mod 2020 at reducere Californiens CO2-udledninger til niveauet i 1990, hvilket indebærer en reduktion på 17%. Ordningen omfatter omkring 350 større virksomheder med i alt 600 enheder, først og fremmest i fremstillings- og energisektoren.

I går var det så auktionsdag for den første pulje af forureningstilladelser (allowances). Dagen forløb uproblematisk, og samtlige 23,1 mio. udbudte allowances (som hver giver ret til at udlede 1 ton CO2) blev afsat. Prisen var på blot lige godt 10 $, så det er på samme lave niveau som EUs kvotesystem er endt på. Der havde været frygt for, at banker og spekulanter havde opkøbt tilladelserne. På den baggrund var det positivt at erfare, at 97% af tilladelserne blev købt af de direkte involverede virksomheder.

I bedste amerikanske stil rejste California Chamber of Commerce få døgn inden første auktionsdag en retssag med påstand om, at kvotelovgivningen var ulovlig. Men det blev afvist med henvisning til, at kvoteordningen har været under forberedelse i omkring 6 år.

Så nu er den californiske kvoteordning en realitet. Den vi blive fulgt med stor spænding fra resten af USA. Forventningerne – både positive og negative – er store. I den negative ende er der spået store omkostningsfordyrelser for både virksomheder og forbrugere, og at virksomheder i stor stil vil udvandre – på den led kan man sige, at det måske er heldigt, at prisen pr. ton CO2 foreløbig har lagt sig så lav som 10 $, for det vil kun føre til helt marginale fordyrelser. I den anden ende er der en tiltro til, at kvoteordningen vil være med til at skabe økonomisk incitament til at energieffektivisere og klimaoptimering – og at cap & trade udgør den perfekte “styring” af klimaindsatsen, fordi markedet ikke er sat ud af spil. Her ville effekten omvendt være stærkere, hvis kvoteprisen blev højere. Men lettelsen over, at alt kørte efter planerne, er udtalt.

Læs mere »

Share

Førstehjælp til det europæiske kvotesystem

14. november 2012

EUs kvotesystem har nu i efterhånden en årrække fungeret alt andet end tilfredsstillende. Håbet ville være, at prisen for at udlede 1 ton CO2 fra europæiske kraftværker og fabrikker ville ligge på 30 euro – allerede på det niveau ville det gøre energieffektiviseringer og omstilling til bæredygtig energi økonomisk rentabel i en lang række situationer. Men prisen for at udlede 1 ton CO2 er nu nede under 10 euro. Og det er langt fra nok til at virke som incitament for noget som helst – tværtimod afholder det i den nuværende situation en lang række firmaer fra at investere energimæssigt rigtigt.

Det er et næsten udiskuterbart dogme, at styringen skal være markedsbaseret, og det er nok ikke tidspunktet at drøfte, om der var bedre måder at gøre det på. Men for eksempel med EUs landbrugs- og fiskeriordninger så man i mange år, at EU gik ind og købte op, når priserne truede med at falde for meget, for at sikre, at (illusionen om) markedet blev opretholdt. Så EU har en tradition for ikke bare at lade markedet styre helt ureguleret. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at EU nu søger at gennemføre en redningsplan for EUs kvotesystem, så det kommer til at virke efter hensigten. Connie Hedegaard har således i dag fremlagt en rapport om, hvordan man kan genoplive kvotesystemet og gengive det den centrale rolle i EUs omstilling til vedvarende energi, som det var tiltænkt.¹

Ifølge Ingeniøren² kommer det blandt andet til at indebære disse seks løsningsforslag:

 EU’s samlede reduktionskrav øges fra 20 til 30 procent i 2020
Et antal kvoter fjernes permanent i fase tre
Den gradvise reduktion af kvoter skal øges 1,74 procent årligt
Nye sektorer skal ind under ETS herunder brændstofforbrug i transportsektoren
Man skal fjerne eller reducere internationale kreditter fra projekter uden for EU (CDM)
Endelig bør der introduceres en mekanisme, der løbende kan justere kvoteprisen.

Vedr. nye sektorer peger Hedegaard konkret på muligheden for at lægge transportsektoren ind under kvotesystemet.³ Den stadigt eskalerende transport i EU ville have godt af at blive afgiftsbelagt, så det blev en reel omkostning at transportere over store afstande - og minimering af afstand og transportforbrug igen blev centrael overvejelser både i tilrettelæggelser af produktionssystemer og i vores dagligdag.

Kurven herunder viser udviklingen i kvoteprisen siden kvoteordningens igangsættelse i 2008. I den første tid så kvoteprisen ud til at holde sig, men allerede efter godt et år nåede den første gang under 10 euro. Herefter lå den et par år omkring 15 euro pr. ton, men i år har den rodet under 10 euro pr. ton. Grundproblemet er, at der fra starten af blev uddelt alt for mange gratis kvoter. Den efterfølgende økonomiske afmatning har medvirket til, at udbuddet har været alt for stort. Så i starten af året satte kvoteprisen ny bundrekord med kun 6 euro pr. ton udledt CO2.

Det er ikke kun vigtigt for den europæiske udvikling, at kvoteordningen fungerer optimalt. I lande som Australien, Kina og Japan er man ved at etablere tilsvarende kvotemarkeder, og præcis i dag åbner Californien et kvotemarked. Så der bliver skelet kraftigt til, hvordan kvotemarkedet fungerer i EU. Kvotesystemet er tiltænkt en central rolle i den globale klimaaftale, som med COP18 i Qatar står overfor en ny runde om blot to uger. Så det er vigtigt, at dette kvotesystem får den fulde chance for at fungere.

Se tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Den fulde pris for CO2-udledninger, Mindstepris på CO2-kvoter, Kvotesystem med børnesygdommeVismænd på afvejeModerne afladshandel, CO2-regnskaber for viderekommende, Misbrug af CO2-kvotemidler? og Ny bundrekord for den europæiske kvotepris.

Connie Hedegaard: “We want an even more robust European carbon market”, European Commisssion 14.11.2012.

The state of the European carbon market in 2012, EU 14.11.2012 (pdf).¹

Erik Holm: Kul eller gas i Europa: Udspil fra Hedegaard vil afgøre sagen, Ingeniøren 14.11.2012.²

Erik Holm: Hedegaard: Oversvømmet kvotesystem skal reddes inden nytår, Ingeniøren 14.11.2012.

Erik Holm: Polen kræver CO2-kvoter til spøgelses-kraftværker, Ingeniøren 13.07.2012.

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Marc Prosser: CO2-kvotesystemets skaber: »Systemet fungerer ikke«, Ingeniøren 18.08.2011.

Marc Prosser: Ekspert: Lavpris på CO2-kvoter er katastrofal for grøn energi, Ingeniøren 16.08.2011.

 

Share

Ny bundrekord for den europæiske kvotepris

3. april 2012

Foreløbige opgørelser peger på, at EUs CO2-udledninger sidste år faldt med 2,6% til 1,89 mia. ton CO2, hvilket har fået kvoteprisen på det europæiske kvotemarked til at falde til et historisk lavpunkt. I går kunne “retten” til at udlede 1 ton CO2 således købes for blot 6,14 euro eller under 50 danske kroner.¹

Dette er en hån mod klimaindsatsen, og hele dette system af kvoteafgifter, som med hjælp fra markedets logik skulle tilskynde til klimaoptimering, må siges at have slået fejl. Tværtimod må virksomheder, som i denne situation klimaoptimerer, skele til konkurrenterne blot kan fortsætte med at pumpe CO2 ud som hidtil og betale en rent symbolsk pris derfor. Så kvotesystemet trænger i den grad til et eftersyn. Hvis det skal bringes til at fungere efter hensigten, skal der til stadighed absorberes kvoter i en form for kurspleje, som man i mange år praktiserede på landbrugsområdet, hvor man for eksempel sikrede, at kursen aldrig faldt under f.eks. 100 euro.

Dette er stadig langt fra de samfundsmæssige omkostninger ved udledningerne. I 2011 blev det således beregnet beregnet, at “the social cost of carbon” – den indirekte omkostning ved udledningen af 1 ton CO2 – lå mere end 100 gange højere end dagens kvotepris (omkring 5.000 kr./ 660 euro). På den baggrund er et kvotesystem med en pris på 6 euro for retten til at lukke 1 ton CO2 ud i atmosfæren en absurditet (se tidligere blog-indlæg: Den fulde pris for CO2-udledninger).

Senest har vi omkring det danske energiforlig set, hvordan det som en del af den almindelige støjproduktion omkring klimaindsatsen har været fremført, at det ikke mindsker CO2-udledningerne i EU, at vi i stort omfang omlægger til vedvarende energi i Danmark – at det tværtimod blot giver plads til, at andre kan svine endnu mere. Men det er en fejl ved kvotesystemet, ikke ved det danske energiforlig. Det burde være sådan, at hver gang man satte en solfanger eller vindmølle op, så blev EUs kvoteloft automatisk sænket tilsvarende. Ligeledes kunne man forestille sig, at hver gang produktion blev udflaget til steder med billigere arbejdsløn og mindre klimakrav, blev loftet sænket tilsvarende.  På den måde blev presset på dem, som ikke gør noget, bevaret.

I et tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem er der en graf, som visualiserer, hvilken kvotepris, som vil gøre det økonomisk attraktivt at lave hvilke indsatser. Dette betyder imidlertid ikke, at ændringerne automatisk finder sted – tværtimod er der en vis inerti, som man for eksempel kan se det på efterisoleringsområdet, hvor det ikke får os til automatisk at isolere tage og hulmure eller at skifte til nye vinduer med markant lavere varmetab selvom det ville være tjent ind på ganske få år.

Kvotesystemet er barn af markedstænkningen, men vi kommer nok til at indse, at hvor markedsmekanismerne nogenlunde kan regulere udbud og efterspørgsel på et blomstermarked inden lukketid, så kan markedsmekanismernes evne til at lede verden sikkert og hurtigt igennem den forestående totalomlægning fra den fossile afhængighed ligge på et meget lille sted. Hvis vi overhovedet skal fortsætte med kvotesystemer, må vi ikke bare sikre, at kursen holdes på et niveau, hvor der er tale om et solidt økonomisk incentive. Vi må samtidig få et mere realistisk billede af, hvad kvotemarkedet nogensinde kommer til at kunne formå – og indse, at selv hvis det lykkes at bringe kursen op i et niveau, som står i rimeligt forhold tilomkostningerne ved CO2-udledninger, vil være nødvendigt med en stor vifte af andre indsatser for at sikre, at omstillingen til vedvarende energi kommer til at ske tilstrækkeligt hurtigt til at København ikke står under vand i det 24. århundrede.

Se tidligere blog-indlæg tagged CO2-kvoter.

EU carbon price plumbs new depths on weak emissions data, Business Green 03.04.2012.¹

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

 

Share

Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem

29. februar 2012

Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO2-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.

Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO2 er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO2, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO2 ud i atmosfæren.

Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.

Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.

Læs mere »

Share

Kina på vej med CO2-afgifter

12. januar 2012

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO2 for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO2, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SOx. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO2-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

 

Share

Klimalovgivning vedtaget i Californien

27. oktober 2011

Hvad som endnu ikke er lykkedes for Obama at gennemføre på nationalt plan, har man nu vedtaget i Californien, et cap and trade kvotesystem, som skal lægge et loft over CO2-udledningerne. Fra 2013 vil Californiens mest CO2-forurenende virksomheder være pålagt en CO2-afgift for ad den vej at skabe tilskyndelser til at energieffektivisere og på anden måde klimamæssigt at omlægge produktionen. Målet med kvoteloftet er, at Californiens CO2-udledninger i 2020 når tilbage på niveauet i 1990. Det lyder måske ikke af meget i sammenligning med EU, som med lidt held får vedtaget et reduktionsmål  på 40% for 2020. Men modsat EU har de amerikanske CO2-udledninger været stadig stigende siden 1990, og fuldt udfoldet vil programmet i 2020 fjerne 273 mio. ton CO2 (5 gange de officielle danske udledninger). I et USA, hvor der er stadig flere klimaskeptikere på de bonede gulve, er det et stort skridt. Og Californiens succes på dette område vil få stor betydning for mulighederne for at få en klimalovgivning gennemført i resten af USA.

På den måde har Californien flere gange været foregangsstat i USA, når det gælder klima og miljø. For eksempel havde de skærpede krav til bilers brændstof-effektivitet, som Obama fik gennemført for hele USA i 2009, forinden været afprøvet i Californien. En gruppe mindre stater omkring New York har tilsvarende indført en kvoteordning for energiforsyningen, men det er første gang, at man i USA lægger afgift ud på brede dele af de industrielle aktiviteter.

Arbejdsløsheden i Californien er lige nu tæt på 12%. Skeptikerne har da heller ikke været ikke sene til at pege på det halsløse i at lægge en ekstra afgift på et i forvejen hårdt presset amerikansk erhvervsliv og forudser, at arbejdspladser mv. i stor skala flytter til andre stater eller ud af USA.

Læs mere »

Share

Den fulde pris for CO2-udledninger

13. juli 2011

I en spritny rapport, Climate Risks and Carbon Prices: Revising the Social Cost of Carbon,¹ har amerikanske miljøøkonomer beregnet, at hvert ton udledt CO2 medfører omkring 900 $ i såkaldte SCC-udgifter, [The] Social Cost of Carbon. Eller sagt på en anden måde, så har samfundet miljøudgifter for rundt regnet 5.000 kr. for hvert ton CO2, som udledes.

“The SCC is an estimate of the monetized damages associated with an incremental increase in greenhouse gas emissions in a given year. Another way of saying this is that the SCC is a measure of the benefit of reducing greenhouse gas emissions now and thereby avoiding costs in the future,” hedder det indledende i More than Meets the Eye. The Social Cost of Carbon in U.S. Climate Policy.²

Nogle af disse udgifter er umiddelbart håndgribelige, som ødelagte huse og afgrøder. Men de fleste giver blot forringelser af vores fælles levevilkår eller sendes videre til næste generation i form af nedslidning af vores fælles naturgrundlag.

Disse udgifter burde indregnes i prisen for at udlede CO2 – så ville for eksempel den offentlige trafik med et slag blive konkurrencedygtig overfor privatbilismen, vindmøller ville skyde frem over alt uden at behøve nogen form for tilskud, genbrug og lokale produkter ville genvinde konkurrenceevnen overfor det globale markeds frenetiske materialestrøm, som hastigt slider kloden sønder og sammen, mens flyvning (som er en af de mest koncentrerede CO2-udlednings”muligheder”) alene på grund af prisen ville blive en sjælden transportform. Med den viden vi har i dag, kan det ikke fortsat være gratis at forurene. Dette er da også baggrunden for, at verdenssamfundet gennem klimaforhandlingerne har søgt at opbygge et globalt kvotemarked.

Læs mere »

Share