Strøtanker om bæredygtighed

I dagens Wall Street Journal stødte jeg ind i en tankevækkende artikel om et fænomen, jeg ikke har hørt om tidligere: afbrænding af kul dybt under jorden. Det har indtil nu kun fundet sted i meget begrænset omfang, men de nylige prisstigninger på energi har gjort teknikken interessant. Dels ville man måske af den vej kunne kontrollere og indkapsle en del af de store mængder CO₂, som nu udledes ved afbrændingen af kul, hvilket er positivt. Dels ville man i den udstrækning, teknikken blev udviklet, sandsynligvis kunne udnytte store kulforekomster, som ellers ville være umulige eller urentable at bryde, og eksperter har vurderet, at denne teknologi vil kunne øge verdens tilgængelige kulressourcer med 3-400%, hvilket er meget dårligt nyt. For tilsyneladende hiver man blot alle røggasserne fra den underjordiske forbrænding op til overfladen for at gøre brug af energien her. Så man er i princippet ikke længere i retning af CCS-teknologi (en CO₂ indkapslings- og lagringsteknologi) end ved konventionel kulafbrænding – og det vil sige ikke ret langt.

Der eksperimenteres pt. med underjordisk kulafbrænding både i Kina og Indien. Teknikken blev udviklet i Sovjetunionen tilbage til 1930erne, og et kraftværk i Uzbekistan har anvendt teknikken i næsten 50 år. Men man ved ikke rigtigt hvad der sker, og hvilke kræfter, man slipper løs, hvis man i større udstrækning brænder kullene af dybt under jorden i de lag, hvorfra de nu møjsommeligt brydes.

Med udsigten til, at jordens tilgængelige kulreserver er 3-4 gange større end hidtil antaget, bliver det endnu vigtigere at få vedtaget et øjeblikkeligt moratorium for den nuværende, ufiltrerede afbrænding af kul, og at få moratoriet udstrakt til også at omfatte ukontrolleret underjordisk afbrænding (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Hvis alle disse kulforekomster bliver afbrændt, uden at en effektiv CCS-teknologi er på plads, vil det således fuldstændigt underminere UNFCCCs nuværende anstrengelser for at skabe en klimaaftale, som kan stabilisere atmosfærens CO₂-koncentrationer under 450 ppm. Og det vil umuliggøre den tilbagevenden til et CO₂-niveau på under 350 ppm som synes nødvendig for at langtidsstabilisere klodens klima, se tidligere blog-indlæg: 350.org og James Hansen: Sidste udkald.

David Winning: Cleaning Up Coal’s Act, The Wall Street Journal 15.09.2008.

Ved FNs hovedkvarter i New York har man denne sommer eksperimenteret med at skrue termostaten for airconditioning-anlæggene op fra 72ºF til 77ºF (22,2ºC til 25ºC).¹ Det kan synes som en ubetydelighed, men det er ganske energikrævende at køle bygninger. Derfor ser man når man kommer blot lidt nærmere ækvator end Danmark, at store bygninger i langt højere grad bruger energi til afkøling end til opvarmning. For ikke bare er det mange måneder om året varmere udenfor end man ønsker sig inden døre. Computere, kopimaskiner, belysning, elevatorer, menneskekroppe, kort sagt al aktivitet i bygningen udvikler varme, og facadernes lysindtag er ofte uhensigtsmæssigt udformet.

FN-bygningen var, da den i 1952 stod færdig, et modernistisk manifest, som efter verdenskrigene indvarslede en ny æra. Det var et internationalt team af arkitekter med Le Corbusier og Oscar Niemeyer i spidsen, som stod bag udformningen, med den karakteristiske kombination af kontortårn og særlige salsbygninger foyer-arealer osv. i lave skulpturelt udformede enheder nede i jordhøjde. Endda er bygningen et halvt århundrede så medtaget og ikke mindst så langt fra nutidens fordringer til indendørsklima, energieffektivitet og kommunikationsstruktur, at man alvorligt har overvejet, om den skulle rives ned. I december 2006 endte man dog med at vedtage en renoveringsløsning, og man regner med at den gennemgribende renovering er afsluttet i 2014.

Sommerens eksperiment med at spare på airconditioningen blev hurtigt døbt Cool UN, parallelt til den kampagne, Cool Biz, man siden 2005 har kørt i Japan (se tidligere blog-indlæg: Cool Biz). Når man i sommermånederne har airconditioningen kørende på fuld tryk, hænger det ofte sammen med business-uniformen, at det i mange virksomheder og organisationer ville være nærmest utænkeligt at arbejde uden jakke og slips. Det er derfor nødvendigt at gøre op med denne dress code for at kunne hæve termostaten fra 22ºC til 25ºC – eller som man har gjort det i Japan, fra 24ºC til 28ºC.

Læs mere »