Indlæg tagged med kulkraft

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

USA og Japan ønsker stop for finansiering af konventionel kulkraft

31. oktober 2015

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Læs mere »

Share

Briterne lukker deres sidste kulmine

13. juli 2015

For 100 år siden havde Storbritannien mere end 1 mio. minearbejdere beskæftiget med at skaffe kul til det engelske imperiums gigantiske industriapparat. Dengang var der 3.000 miner, men siden da er det gået støt tilbage, og til december lukker briterne deres sidste (undergrunds) kulmine. 

Det hele startede i England – altså det med den industrielle revolution. Her var luften tyk af kulrøg og skinger af prustende stampende dampmaskiner før noget andet sted i verden. Klædefabrikker, jernvalsefabrikker, altmulig-fabrikker satte en hel ny standard for, hvor meget der kunne produceres hvor hurtigt. Dette forspring var en vigtig nøgle til engelske koloniriges udbredelse, som da det var på sit højeste, spændte hele kloden rundt, større end noget rige forud i verdenshistorien.

Efter 2. verdenskrig har andre lande taget føringen i det industrielle kapløb, men i neo-kolonialismes æra behøver man ikke som tidligere at besætte et land for at kunne inddrive rigdommene. Så rent geografisk kommer der ikke noget større end det engelske kolonirige – hvilket er godt det samme.

Læs mere »

Share

Tyskland lukker kulkraftværker

3. juli 2015

Herover protesterer tyske klimaaktivister overfor en netop indgået aftale med den tyske energisektor, som nok over en årrække lukker en den del af de tyske kulkraftværker, som fyrer med brunkul, men ikke lægger nogen samlet plan for udfasningen af kulkraft, som Merkel ellers lagde op til ved det nylige G7-topmøde.

Tysklands klimapolitik er lige som den danske bundet op på en målsætning om 40% reduktion af CO2-udledningerne i 2020 set i forhold til 1990. Og yderligere har man fastlagt en 55% målsætning for 2030, som Radikale i valgkampen lagde op til Danmark også skulle gøre til sin målsætning. Men trods massive investeringer i vedvarende energi er udledningerne ikke rigtig faldet de seneste de senere år. Som man kan se af grafen herover, lå Tysklands samlede udledninger i 2014 faktisk en anelse over udledningerne i 2009. Det hænger sammen med flere ting, dels giver etableringen af store vindmølleparker synlige ryk i kurverne, men den vigtigste enkeltgrund er, at Merkel i skyggen fra Fukushima valgte at lytte til den massive modstand mod den tyske atomkraft og lukkede de ældste reaktorer straks, mens lukningen af de øvrige blev sat til 2022. Hvis man sammenligner de to grafer herunder for 2009 og 2014, så er det tydeligt, at udledningerne fra energisektoren nærmest er konstante, mens udledningerne fra transportsektoren, som mere og mere tegner til at blive de industrialiserede landes hellige ko i klimaindsatsen, voksede fra 153 mio ton CO2 til 164 mio. ton CO2. Derfor må der yderligere midler til for at klare den 40% reduktion i 2020.

Læs mere »

Share

COP19: Slut med konventionelle kulkraftværker

18. november 2013

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

  1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
  2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
  3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
  4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
  5. Alternatives are available and affordable
  6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 14. november

14. november 2013

Også i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Endnu ingen jublende gennembrud, og endnu ingen urimeligheder, måske bortset fra de giftige signaler, som i disse dage kommer i en lind strøm fra lande som Canada og Australien, og som ikke tegner godt for ambitionsniveauet for den aftale, som alle stadig håber på kan falde på plads inden 2015.

IISDs daglige video-reportage giver igen et fint lille overblik over dagen:

Warsaw Climate Change Conference Day 4, (4:43 min. video) IISD 14.11.2013.

Umiddelbart forud for COP19 havde Jennifer Morgan og David Waskow havde et blog-indlæg på WRIs hjemmeside, hvor de opregnede 5 Issues to Watch at COP 19, the “Construction COP”. Disse fem nøglespørgsmål eller hovedområder var:

1) Architecture and Process for an International Climate Agreement
2) Equity
3) Finance
4) Loss and Damage
5) Measurement, Reporting and Verification (MRV) and Accountability

Det er endnu for tidligt at afgøre, om det i Warszawa vil lykkes at nå til resultater på alle disse områder. Men der er ikke nogen tvivl om, at der fra de polske værter er store ambitioner om, at det skal lykkes at få konturerne af aftalen i Paris til at stå klart frem.

Spørgsmålet om equity har bevæget sig betydeligt siden klimaforhandlingerne blev indledt for snart 20 år siden, og billedet af de industrialiserede lande på den ene side, som stod for alle udledningerne og havde alle pengene, over for på den anden side udviklingslandene, som ikke havde udledninger af betydning men havde alle problemerne, har forskudt sig markant.

Det gør også at spørgsmålene om finance og loss and damage er sværere end nogensinde, for selvom der stadig er større rigdomme akkumuleret i de gamle industrilande, så er hele konstruktionen så at sige kørt træt, og selv hvis viljen var til stede, så er der slet ikke det økonomiske overskud, som skulle til for at dække behovet. Ikke mindst USA synes her aktivt at modarbejde, at der sker nogen form for ansvarspålæggelse ud fra de historiske emissioner – et synspunkt, som gennem årene har forsuret forhandlingsklimaet ved de internationale klimaforhandlinger.

Med en bindende aftale i støbeskeen bliver det vigtigere, at sikre at der er pålidelige og præcise opgørelser af udledningerne for de enkelte lande, så reduktioner ikke blot finder sted i excel-arkene, men også i virkelighedens verden.

Andre ville måske have fremhævet vigtigheden af at sikre det emission gap, som stadig tydeligere tegner sig, mellem de planlagte klimaindsatser frem til 2020 og hvad der vil være nødvendigt for med klimaaftalen i 2020 at blive i stand til at holde udviklingen under den målsætning på max. 2C, som blev vedtaget i København i 2009, hvilket igen ville kræve inkluderingen af en række indsatsområder ud over CO2-reduktionerne som skovrejsning og reduktion af andre klimapåvirkninger som metan, sod og HFC-gasser.

Et af de områder, som der er en reel optimisme i forhold til, at det skal lykkes denne gang at komme et regulært skridt videre med, er REDD+ forhandlingerne om sikringen af verdens skove. Det er også på høje tid – en netop fremlagt undersøgelse godtgør, at der på verdensplan forsvinder skovareal svarende til 50 fodboldbaner i minuttet. Et anden af dagens publicerede forskningsresultater peger på, at en afskovning af Amazon-området vil give en El Niño-agtig situation over det nordamerikanske kontinent, som vil føre til en voldsom nedgang i nedbøren i USA, sine steder op til 50%.

Hvis man skal finde lyspunkter, så præsenterede Cookøerne i dag deres arbejde med inden for et år at nå dertil, at 50% af deres elektricitet stammer fra vedvarende energikilder, med retning mod, elektriciteten inden 2020 er 100% fra vedvarende energikilder.

De 48 lande i LCD-gruppen fremlagde i dag deres klimatilpasningsplaner sammen med en opgørelse over, havde det vil koste, og en klart artikuleret forventning om, at de rige lande betaler. Der er tale om projekter for i alt 1,4 mia. $.

Samtidig står det klart efter dokumenter, som er sivet fra det amerikanske klimaministerium, at USA aktivt modarbejder

Læs mere »

Share

Obama varmer op til klimaindsats …

23. juni 2013


.
I går frigav Obama ovenstående video, hvor han forbereder amerikanerne på en tale tirsdag eftermiddag ved Georgetown University (25.06.), hvor han vil fremlægge sin klimaindsats. I videoen siger Obama:

This is a serious challenge – but it’s one uniquely suited to America’s strengths.

We’ll need scientists to design new fuels, and farmers to grow them. We’ll need engineers to devise new sources of energy, and businesses to make and sell them. We’ll need workers to build the foundation for a clean energy economy. And we’ll need all of us, as citizens, to do our part to preserve God’s creation for future generations – our forests and waterways, our croplands and snowcapped peaks.

There’s no single step that can reverse the effects of climate change. But when it comes to the world we leave our children, we owe it to them to do what we can.

So I hope you’ll share this message with your friends. Because this a challenge that affects everyone – and we all have a stake in solving it together. I hope to see you Tuesday. Thank you.

Ikke nogen dybtgående analyse, ikke nogen bebrejden nogen noget, ikke nogen tøven, blot en konstateren af, at kræver alles medvirken og at det er nu – at vi skylder vores efterkommere at arbejde sammen om at møde denne udfordring.

Vi skal nok heller ikke forvente det helt store fra Obamas side. Hans muligheder for at lave en radikal klimaindsats, som peger frem mod et fossilfrit USA, er lige nu er stærkt begrænsede. Det republikanske flertal i kongressen, som er domineret af en skinger klimafornægtelse, vil i den nuværende situation modsætte sig alt, som har med klimaindsats at gøre. Obamas klimapakke vil derfor være sammenstykket af en vifte af små indsatser, som han kan iværksætte uden om kongressen. Det står også nogenlunde klart, at et af de vigtigste elementer bliver en regulering af udledningerne fra de eksisterende kulkraftværker.

Sandsynligvis vil den klimaindsats, Obama introducerer, samlet set være tilstrækkelig til at nå den besparelse på 17% i forhold til 2005, som han lovede i København i tiden efter COP15. Og det vil sikkert blive frembåret som en betydelig klimaindsats. Men i 2005 lå udledningerne i USA markant over udledningerne i 1990, som normalt regnes som basisår. Disse 17% vil derfor kun lige akkurat bringe niveauet tilbage omkring det samme som det var i 1990 – hvor verdenssamfundet ved Earth Summit i Rio de Janeiro i 1989 aftalte at iværksætte en proces for at imødegå klimaudfordringen.

Set i lyset af den samlede globale situation og det ambition gap, som senest det Internationale EnergiAgentur har opridset (se blog-indlægget IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig), så er en amerikansk indsats i denne størrelsesorden alt andet end ambitiøs.

Det ved Obama godt, for han er omringet af begavede rådgivere, som fuldt ud forstår udfordringens omfang. Men en egentlig klimaindsats, som Obama lovede ved sin tiltræden i 2008, skulle han set i bakspejlet have lavet i de første to år af sin regeringstid, hvor han havde flertal i begge kamre. For som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at han genvinder flertallet i kongressen ved det næste valg hertil i 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft VIII – optegnelser januar 2013

1. januar 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

 I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2013

1. januar – Abes energipolitik “extremely regrettable”
4. januar – Snyd med dekontamineringsarbejdet
6. januar – Fukushima-stråling stammer fra den kolde krig
7. januar – Den japanske A-kraft-affaldshåndtering stadig ikke løst
11. januar – Mirai Nihon Project – et fremtidens hus

15. januar – TEPCO slår sig på kul
17. januar – Fukushima får verdens største havvindmøllepark
18. januar – Sikkerhedskrav vil forsinke genstart af 26 af Japans reaktorer
19. januar – Fukushima-fisk fanget med 2.500 gange for høj stråling
24. januar – Nye videoer frigivet fra TEPCO

25. januar – Japan dropper sin klimamålsætning
26. januar – Naoto Kan om Fukushima-krisen
27. januar: Women of Fukushima – blog-indlæg.
28. januar – Prometheus Trap: Asahi Shimbun-serie om USA-Japan e. 11.03.
29. januar – NRA sender Tsuruga-værket til tælling 

30. januar – Abe tavs om Fukushima

Fukushima links for januar 2013.

Læs mere »

Share

Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg

10. november 2011

Rundt omkring i Europa finder man en lang række små samfund, som er opstået omkring minedrift. Mange steder er minedriften ikke rentabel og har ikke været det i flere årtier. Men hvis man lukkede minerne, ville man sandsynligvis kort efter stå med spøgelsesbyer eller i bedste fald sovebyer. For eksempel i Tyskland har derfor man hældt milliardbeløb i at holde kulproduktionen kørende i Saarland og Ruhr-distriktet. Men også i lyset af klimaudfordringen blev det sidste år besluttet, at disse subsidier bortfalder helt fra 2018.

I det perspektiv var der i gårsdagens Der Spiegel et yderst interessant eksempel på, hvordan en tidligere kulmine plus et vandreservoir på overfladen kan anvendes til en kombination af vandkraftværk, jordvarmeanlæg og lager for vedvarende energi.
.

Som man kan se af tegningen herover, lader man vand fra et reservoir falde 1.000 m ned igennem en mineskakt, hvor faldenergien driver en turbine. Når der er overskud af el, for eksempel fra overskydende vindenergi, pumper man igen vandet op i reservoiret. Nede i de underjordiske gange er der varmt, så det vand man pumper op, kan nå op på omkring 40° C. Varmen herfra kan herefter via en varmeveksler kanaliseres over i et lokalt fjernvarmeanlæg og indgå i bygningsopvarmningen.

Foreløbig er der etableret forsøgsprojekter i Essen, Bottrop and Bochum, men Ruhrkohle AG arbejder målrettet på at lave de første fuldskala-projekter.

Frank Dohmen and Barbara Schmid: A Coal Region’s Quest to Switch to Renewables, Der Spiegel 09.11.2011.

Share

300 år med fossile brændstoffer

27. juli 2011

.
300 Years of FOSSIL FUELS in 300 Seconds, 5:38 min animation fortalt af Richard Heinberg, The Post Carbon Institute.

Richard Heinberg, forfatteren til bøger som Peak Oil og Peak Everything giver her et rids af den industrielle revolution – og hvorfor vi ikke bare kan fortsætte med at brænde fossile brændstoffer af som nu, men må hurtigt videre til en situation, hvor vi ikke bruger flere ressourcer, end der hele tiden bliver fornyet. “Can we do it?” spørger Heinberg og svarer selv: “We have no choice.”

Se også tidligere blog-indlæg: Richard Heinberg: Peak Oil og Richard Heinberg: Peak Everything.

indlæg oprettet af Jens Hvass

www.postcarbon.org.

Share