Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem
29. februar 2012
Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO2-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.
Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO2 er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO2, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO2 ud i atmosfæren.
Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.
Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.
