Indlæg tagged med Connie Hedegaard

COP19: Optegnelser for 21. november

21. november 2013

I Warszawa er tingene ved at spidse til, størstedelen af de to uger er allerede gået, og der er alt for meget at skulle nå. De sædvanlige modsætninger er denne gang primært kommet til udbrud omkring forslaget om etableringen af en loss and damage-instans. Og når det gælder denne rundes hovedformål, at få præciseret det videre arbejde med den aftale, som skal ligge klar til COP21 i Paris om bare to år, så er der ikke megen ambition at spore, og der er rygter i omløb om, at Polen (der som vært har til opgave at søge at sammenfatte, hvad man er nået/kan nå til enighed om) i højere grad søger at varetage sine interesser som kulland end den fælles globale interesse i at få en tilstrækkelig retfærdig og bindende aftale på benene i allerallernærmeste fremtid.

Ifølge RTCC er det også lande som Kina, Indien, Brasílien og Venezuela, som søger at blokere forhandlingerne. De tre første sandsynligvis ud fra en næsten reflektorisk modvilje mod at binde sig til noget som helst, Venezuela mere ud fra principielle indvendinger overfor, at verdens fælles klimaløsning i så høj grad, som der er lagt op til, bliver en kapitalistisk legeplads med kvotekurser, kvotespekulanter kvoteauktioner osv. Igen ifølge RTCC er seneste udkast til den videre køreplan af Christiana Figueres blevet kaldt “terrible”, mens Connie Hedegaard har fordømt den som “weak”. Ifølge en talsmand fra EU så søger EU lige nu i samarbejde med lande som Columbia, Chile, Mexico og Marshalløerne at få skærpet teksten, så den har i hvert fald et mindstemål af ambition.

Hvis man ser på udkastet (link her), så er der stadig tale om “emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2°C or 1½°C above pre-industrial levels”. Så målsætningen er i behold. Men problemet er i al sin enkelhed, at man ikke tager de fornødne skridt til at leve op til målsætningen. For så godt som ingen lande lever lige nu op til deres del af, at en sådan målsætning holdes åben.

EU har nu meldt ud, at man vil offentliggøre sin målsætning for 2030 allerede 22. januar 2030 og har insisteret på at de øvrige lande følger trop. Men mange siger at de tidligst kan have det klar i 2016, og det bliver lidt underligt at lave en stor bindende aftale i Paris i 2015, hvis man ikke har nogle konkrete reduktionsmål på bordet. Det synes lige nu som om at rigtig mange raden rundt dukker sig, og det tegner overhovedet ikke godt for muligheden for at få stabiliseret klimaet under 2°C for ikke at tale om 1½°C.

Efter at 132 lande i går udvandrede - hvilket flere har udlagt som værende nærmere en lidt opgivende, nu har vi siddet oppe den halve nat, og vi kommer ikke videre før i morgen-agtigt, så var der i dag en stribe NGOer, som tog konsekvensen af den manglende evne og vilje til at skabe resultater og er rejst hjem. Det drejser sig om Aksyon Klima PilipinasActionAidBolivian Platform on Climate ChangeConstruyendo Puentes (Latin America), Friends of the Earth (Europe), GreenpeaceIbon InternationalInternational Trade Union ConfederationLDC WatchOxfam InternationalPan African Climate Justice AlliancePeoples’ Movement on Climate Change (Philippines) samt WWF.

WWF skriver under overskriften Enough is enough, at:

“The Warsaw Climate Conference, which should have been an important step in the just transition to a sustainable future, is on track to deliver virtually nothing. In fact, the actions of many rich countries here in Warsaw are directly undermining the UNFCCC itself, which is an important multilateral process that must succeed if we are to fix the global climate crisis.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 19. november

19. november 2013

Fik skrevet i går, at det så ud til at REDD+forhandlingerne var kørt fast, men nu 22:15 tweetede Agus Sari, at formandsskabets draft-forlæg var blevet accpeteret som udgangspunkt for videre forhandling.

In addition to releasing a new carbon cudget, Global Carbon Project also announced a new online  platform to track every nation’s progress. Dubbed the Carbon Atlas, the new website allows users to easily view both total and per capita emissions by country in 2012.

Top Ten Emitters in 2012 according to  the GCP

  • 1. China
  • 2. United States
  • 3. India
  • 4. Russian Federation
  • 5. Japan
  • 6. Germany
  • 7. South Korea
  • 8. Iran
  • 9. Saudi Arabia
  • 10. Canada

Til gengæld udnævnte Climate Action Network Europe i går i samarbejde med Germanwatch listen over lande med de bedste klimaindsatser. Og her kommer Danmark ind på en flot fjerdeplads (første-, anden- og tredjepladsen står tomme fordi ingen gør det godt nok til at fortjene disse). Det fik vi også sidste år, og der er endda tale om små forbedringer på de fleste fronter. Så et flot resultat for den danske klimaindsats, som vores R-S-SF-regering gradvist har fået udfoldet. Derefter følger England, Portugal, Sverige, Schweiz, Malta og Frankrig, som har formået at liste sig 5 pladser op siden sidste år, sikkert som et resultat af, at præsident Hollande har sat ind for at mindske den nucleare afhængighed og udbygge den vedvarende energi betragteligt.

Læs mere »

Share

Global klimaaftale for luftfarten syltet

4. september 2013

I dag var et råd under FNs internationale luftfartsorganisation ICAO samlet for at forberede et forslag til en international aftale for en CO2-afgift for luftfarten forud for ICAOs treårige samling i Montreal sidst i denne måned.

Som del af Kyoto-aftalens vedtagelse, fik ICAO i 1997 til opgave at etablere en global løsning for luftfartens klimabelastning, men stadig her 17 år senere er der ikke rigtigt sket noget, hvilket er dybt problematisk, da luftfarten tegner sig for en stadig større del af verdens samlede udledninger. ICAOs eksperter vurderer således, at luftfartens udledninger, hvis ikke der gribes ind, vil stige med 70% i de næste 7 år og med 300-500% frem mod 2050.¹ Dette i en situation, hvor vi tværtimod behøver at reducere udledningerne med 80-95% i 2050.

Endda er man gennem snart to årtier krøbet udenom. Tilbage i 2004 endte ICAO opgivende med at anbefale at lave lokale løsninger, selvom det indlysende ville være bedst at lave en global aftale, og sidste år gennemførte EU i protest over de manglende fremskridt i forhandlingerne en klimabeskatning af samtlige fly, som landede og lettede i EU.

Der var tale om en næsten symbolsk lav afgift på blot 2 euro pr. passager for en langdistance-flyvning (som skulle dække 15% af udledningerne). Alligevel vakte det voldsomme protester: Kineserne truede med handelsboykot og indefrøs en række flyordrer, russerne truede med at dømme det ulovligt for russiske fly at betale afgiften, og amerikanerne var voldsomt imod ud fra nogle juridiske betragtninger, som siden har vist sig ikke at holde.

Kort tid efter indførelsen endte EU derfor med at trække sin klimaafgift tilbage i et år, hvis til gengæld ICAO i mellemtiden barslede med en international løsning (se blog-indlægget: EU indstiller CO2-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

Det år er meget tæt på at være gået.

I den mellemliggende tid har man da også drøftet forskellige modeller for en sådan global klimaafgift. Men efter dagens møde i ICAO, er det så godt som utænkeligt, at ICAOs samling i Montreal i slutningen af måneden er i stand til at vedtage nogen klimaaftale for luftfarten. Udmeldingerne efter i dag er, at en klimaafgift for luftfarten tidligst bliver klar i 2016, hvilket ikke bare er for sent i det hele taget, men også dybt problematisk i forhold til at få en global klimaaftale klar til vedtagelse ved COP 21 i Paris i slutningen af 2015.

Brad Schallert fra WWF siger herom: “This is yet another missed opportunity to cut carbon emissions from aviation. Despite new research showing the financial and environmental benefits of reducing emissions sooner rather than later, ICAO has once again grounded hopes for a market-based solution – in the face of pleas from both industry and environmentalists.

“While the Council’s inaction makes it even more difficult for international leaders to find an emissions reduction solution before year’s end, the need could not be greater. Without a firm commitment to a global, market-based solution from delegates at the full ICAO Assembly later this month, another three years of delays and inaction are bound to follow.”²

Læs mere »

Share

EUs klimamålsætning for 2030 i støbeskeen

25. maj 2013

EU har en overordnet klimamålsætning, som sigter mod i 2050 at have nedbragt sine CO2-udledninger ned med 80-95% i forhold til udledningerne i 1990. Yderligere har man en mere detaljeret målsætning om at nå en 20% reduktion i 2020. Det kan derfor synes lidt tidligt, men processen med at afklare EUs målsætning for 2030 er allerede i fuld gang. Således blev der i marts fremlagt et forslag, som frem til juli er til diskussion, at EU i 2030 skal være nået 40% under niveauet i 1990.

Når det er vigtigt at få på plads nu, så er det for at EU i FNs forhandlinger kan fremstå med klart definerede klimamål, som kan nå at komme med i den store globale klimaaftale, som efter den køreplan som blev vedtaget på COP17 i Durban skal være forhandlet færdig til vedtagelse ved COP21 i Paris i december 2015.

Det kan lyde af en del at gå fra 20% til 40% på 10 år, men med den nuværende udvikling vil EU sandsynligvis allerede i 2020 være 27% under udledningerne i 1990, så man burde løfte overlæggeren til 50%.

Måske er man også nødt til at indse, at EU ikke er nogen homogen blok, men at man hvis EUs klimamål skal være en optimal ansporing for alle medlemslande, må kunne håndtere graduerede indsatser. Så måske et land som Polen, som har en tung kuløkonomi at transformere,  kunne “nøjes med” 40%, mens rigere og mere teknologisk avancerede lande som Tyskland, England, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Danmark, kunne rykke op i en anden klasse, hvor omstillingen kørte i højere gear og ambitionsniveauet skulle op på 50% eller mere for at være fuldt udfordret. Det vil klart kræve flere investeringer, men det vil samtidig være det, som gør, at disse lande også om 10 og 20 år ligger i førerfeltet.

Med det vi i dag ved om klimaet, så er selv en klimaindsats, som bringer EU ned på 20% af 1990-niveauet i 2050, ikke tilstrækkeligt – EU skal helt ramme de 5% eller ligefrem CO2-neutralitet. Og med det vi ved fra den danske klimakommission, var det muligt at have alle fossile brændsler udfaset allerede i 2040.

Læs mere »

Share

COP18 noter X – finansiering, sod og metan

6. december 2012

To. 06.12. - I går blev ADP-forhandlingerne – det spor som handler om den globale klimaaftale, som blev besluttet i Durban – på et tidspunkt begæret standset. Connie Hedegaard antydede på en pressekonference i går, at det kunne være på grund af at de mindre forhandlingsdelegationer kunne have svært ved at følge med, når der blev forhandlet samtidigt i syv forskellige spor. Men det fremgår nu, at det var Kina, som begærede timeout. Skal det tolkes positivt, så tyder det på, at man faktisk er inde at have alvorligt fat om de svære spørgsmål.

Der har i de seneste dage været meget murren i krogene over manglende finansiering at klimaindsatsen i de fattigste lande. I dag rundsendte EU et notat om den finansielle støtte fra EU i 2013 og frem.  Bidrag fra EUs fælles budget plus bidrag fra individuelle lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige løber i alt op til 6,85 mia. euro, samtidig med at der skulle være mere på vej. Så selvom det langt fra lukker alle huller, er det mere end de foregående år. Connie Hedegaard erkendte på en pressekonference i går, at det ikke var tilstrækkeligt, og at der skulle private bidrag ind over.

De fattigste lande vil meget gerne have fuld klarhed over disse midler år for år frem til år 2020, også så man kan planlægge med dem, men økonomien i donorlandene er skrantende, og det er svært at lave den slags faste tilsagn så mange år forud.

Det har fra alle sider været sagt igen og igen, at det er denne finansiering (plus fortsættelsen af Kyoto-aftalen), som er afgørende for, at der kommer en global aftale. Rammeaftalen er, at de årlige overførsler frem mod år 2020 skal vokse til 100 mia. $ pr. år (hvilket sikkert er alt for lidt). Og det er igen og igen blevet påpeget, hvor urimeligt, der er, at det er så svært at finde de penge, når man uden videre finder 83 mia. $ til en genopretningsfond efter orkanen Sandy.

Filippinerne har været hårdt ramt – senest med orkanen Bopha, som har krævet mere end 300 døde. Det er anslået, at klimaforandringsrelaterede naturkatastrofer i dag koster 5% af landets bruttonationalprodukt. Da landets ledende forhandler Naderev Saño læste sit indlæg op, gik han i stå midtvejs og tårerne vældede ud af øjnene (se video). Jeg spørger jer alle: hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvor? Hvis ikke her, så hvor? Han fik med en utrolig intensitet sagt, please: ikke flere forsinkelser, ikke flere undskyldninger.

Læs mere »

Share

COP18 noter IX – USA, EU og de rige landes ansvar

5. december 2012

Ons. 05.12. – Ban Ki-moon understregede i dag, at det er de rige lande, som er ansvarlige for klimaproblemerne og derfor må gå forrest i løsningen af klimaudfordringen. Han insisterede på kompromisvilje og trygler om tilsagn om at finansiere klimaindsatsen for de fattigste lande. Han mindede om, at verdens lande i Durban havde lovet hinanden at have en global klimaaftale på plads senest i 2015: “This deadline must be met. There is no time to waste, no time to lose for us,” sagde han.

Brasilien insisterede på, at der blev fundet en løsning på Kyoto II, før de andre spørgsmål kom videre. Polen og Rusland er stadig ikke til sinds at slippe de mange tiloversblevne ‘hot air’ CO2-kreditter, som truer med at udhule EUs klimaindsats frem til 2020. Japan synes at trække sig fra sine tidligere løfter om 25% i 2020, men at fastholde 80%-målsætningen for 2050. Connie Hedegaard siger OK til bindende tilsagn for EU i Kyoto II, men spørger, hvad med de resterende 85% af udledningerne? Todd Stern har tydeligvis ikke noget med fra USA andet end at det at skifergassen ser ud til at erstatte brugen af kul måske kan hjælpe med at holde Obamas løfte fra København om 17% inden 2020 – men set fra 2005, så USAs udledninger i 2020 vil være cirka som i 1990. Frustrationen er mærkbar over at køre i de samme loops igen og igen. Alle ønsker en fuld indsats, men måske mest fra de andre, og med 200 lande indblandet er det mere end vanskeligt at lande præcist hvordan.

Læs mere »

Share

COP18 noter VII – Kyoto-aftalen og Danmark som klimaduks

3. december 2012

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO2-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Læs mere »

Share

COP18 noter III – Polen, COP19 og slaget om luftfarten

28. november 2012

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

Share

Førstehjælp til det europæiske kvotesystem

14. november 2012

EUs kvotesystem har nu i efterhånden en årrække fungeret alt andet end tilfredsstillende. Håbet ville være, at prisen for at udlede 1 ton CO2 fra europæiske kraftværker og fabrikker ville ligge på 30 euro – allerede på det niveau ville det gøre energieffektiviseringer og omstilling til bæredygtig energi økonomisk rentabel i en lang række situationer. Men prisen for at udlede 1 ton CO2 er nu nede under 10 euro. Og det er langt fra nok til at virke som incitament for noget som helst – tværtimod afholder det i den nuværende situation en lang række firmaer fra at investere energimæssigt rigtigt.

Det er et næsten udiskuterbart dogme, at styringen skal være markedsbaseret, og det er nok ikke tidspunktet at drøfte, om der var bedre måder at gøre det på. Men for eksempel med EUs landbrugs- og fiskeriordninger så man i mange år, at EU gik ind og købte op, når priserne truede med at falde for meget, for at sikre, at (illusionen om) markedet blev opretholdt. Så EU har en tradition for ikke bare at lade markedet styre helt ureguleret. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at EU nu søger at gennemføre en redningsplan for EUs kvotesystem, så det kommer til at virke efter hensigten. Connie Hedegaard har således i dag fremlagt en rapport om, hvordan man kan genoplive kvotesystemet og gengive det den centrale rolle i EUs omstilling til vedvarende energi, som det var tiltænkt.¹

Ifølge Ingeniøren² kommer det blandt andet til at indebære disse seks løsningsforslag:

 EU’s samlede reduktionskrav øges fra 20 til 30 procent i 2020
Et antal kvoter fjernes permanent i fase tre
Den gradvise reduktion af kvoter skal øges 1,74 procent årligt
Nye sektorer skal ind under ETS herunder brændstofforbrug i transportsektoren
Man skal fjerne eller reducere internationale kreditter fra projekter uden for EU (CDM)
Endelig bør der introduceres en mekanisme, der løbende kan justere kvoteprisen.

Vedr. nye sektorer peger Hedegaard konkret på muligheden for at lægge transportsektoren ind under kvotesystemet.³ Den stadigt eskalerende transport i EU ville have godt af at blive afgiftsbelagt, så det blev en reel omkostning at transportere over store afstande - og minimering af afstand og transportforbrug igen blev centrael overvejelser både i tilrettelæggelser af produktionssystemer og i vores dagligdag.

Kurven herunder viser udviklingen i kvoteprisen siden kvoteordningens igangsættelse i 2008. I den første tid så kvoteprisen ud til at holde sig, men allerede efter godt et år nåede den første gang under 10 euro. Herefter lå den et par år omkring 15 euro pr. ton, men i år har den rodet under 10 euro pr. ton. Grundproblemet er, at der fra starten af blev uddelt alt for mange gratis kvoter. Den efterfølgende økonomiske afmatning har medvirket til, at udbuddet har været alt for stort. Så i starten af året satte kvoteprisen ny bundrekord med kun 6 euro pr. ton udledt CO2.

Det er ikke kun vigtigt for den europæiske udvikling, at kvoteordningen fungerer optimalt. I lande som Australien, Kina og Japan er man ved at etablere tilsvarende kvotemarkeder, og præcis i dag åbner Californien et kvotemarked. Så der bliver skelet kraftigt til, hvordan kvotemarkedet fungerer i EU. Kvotesystemet er tiltænkt en central rolle i den globale klimaaftale, som med COP18 i Qatar står overfor en ny runde om blot to uger. Så det er vigtigt, at dette kvotesystem får den fulde chance for at fungere.

Se tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Den fulde pris for CO2-udledninger, Mindstepris på CO2-kvoter, Kvotesystem med børnesygdommeVismænd på afvejeModerne afladshandel, CO2-regnskaber for viderekommende, Misbrug af CO2-kvotemidler? og Ny bundrekord for den europæiske kvotepris.

Connie Hedegaard: “We want an even more robust European carbon market”, European Commisssion 14.11.2012.

The state of the European carbon market in 2012, EU 14.11.2012 (pdf).¹

Erik Holm: Kul eller gas i Europa: Udspil fra Hedegaard vil afgøre sagen, Ingeniøren 14.11.2012.²

Erik Holm: Hedegaard: Oversvømmet kvotesystem skal reddes inden nytår, Ingeniøren 14.11.2012.

Erik Holm: Polen kræver CO2-kvoter til spøgelses-kraftværker, Ingeniøren 13.07.2012.

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Marc Prosser: CO2-kvotesystemets skaber: »Systemet fungerer ikke«, Ingeniøren 18.08.2011.

Marc Prosser: Ekspert: Lavpris på CO2-kvoter er katastrofal for grøn energi, Ingeniøren 16.08.2011.

 

Share

EU indstiller CO2-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale

12. november 2012

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO2-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt - og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO2-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO2-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

Share