Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem

29. februar 2012

Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO2-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.

Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO2 er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO2, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO2 ud i atmosfæren.

Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.

Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.

De blå felter er et samlet billede af de globale udledninger af drivhusgasser ordnet i forhold til, hvad det vil koste af undgå dem, enten ved at mindske behovet, som i venstre side, eller ved at ændre kilden, som i den højre del. De enkelte felters areal giver deres samlede størrelse, mens deres højre giver et billede af, hvad det ville koste at fjerne disse udledninger pr. ton.

Blokken længst til venstre viser, at der er rigtig meget at hente ved at isolere – men også, at det vil koste omkring 160 euro pr. ton CO2-reduktion (dette er gennemsnitlige værdier, som dækker over store forskelle på isoleringsområdet – der er typisk op til 30-40%, som er langt mere lavthængende frugter). Med en kvotepris på 20 euro vil det derfor være langt billigere for firmaerne at købe kvoter end at isolere. Omvendt ville man blot ved at hæve kvoteloftet til omkring 25-30 euro gøre det mere attraktivt at investere i solfangere end at betale sig fra CO2-udledningerne ved at købe kvoter.

Kunne man hæve mindsteprisen til bare 30 euro, ville markeds”presset” for at vælge klimavenlige løsninger ramme markant bredere. Og hvis kvoteprisen kom op på 100 euro bliver det pludseligt markedsmæssigt rentabelt at skifte til energivenlig belysning og vælge brændstofeffektive køretøjer.

Så kvotesystemet trænger til kunstigt åndedræt. Ideelt set var prisen så høj, at det altid var billigst at rydde op hos sig selv. For der er noget umoralsk i blot at købe sig til de billigste løsninger i U-landene. I stedet for at kvoterne som ser på CO2-mængderne, skulle man betale det samme, som det koster at rydde op efter sig hjemme, og så til gengæld få 5 gange mere CO2-reduktion ud af det, fordi det kunne lade sig gøre i en anden sektor. Men sådan tænker markedstænkere ikke.

Hvis derimod alle ubrugte kvoter blev inddraget, og industrien derefter vidste, at mindsteprisen for en CO2-kvote fra starten af 2013 var 25 euro og herefter steg med 5 euro om året. Så ville markedet hurtigt stimulere klimavenlige løsninger langt bredere og langt kraftigere end i dag, og der ville være skabt et stærkt fundament for en klimavenlig omstilling i EU.

Industriens organisationer har næsten reflektorisk protesteret og insisteret på, at markedet selv får lov at regulere frit (som det jo efterhånden kun gør på sortbørsmarkeder). Men der er rigtig mange virksomheder, som Vestas og Siemens, som skriger efter klare linjer – en ordentlig kvotepris ville give grobund for mere langsigtede produktudviklingsstrategier og med et slag gøre den vedvarende energiproduktion langt mere rentabel.

En rapport fra 2011 beregnede, at den indirekte omkostning ved udledningen af 1 ton CO2 “the social cost of carbon” var så høj som 5.000 kr., så det er fuldstændig absurd ikke bare, at kvoteprisen for retten til at lukke 1 ton CO2 nu ligger helt nede på 70-80 kr., men lige så meget at som samfund fedter med omstillingsmidlerne, som vi gør (se tidligere blog-indlæg: Den fulde pris for CO2-udledninger).

Kvotesystemet er ikke noget uproblematisk valg. Men med den nuværende verdensorden er det nok svært at få forestille sig global tilslutning til andet. Og det fortjener at få sin fulde chance for at vise, hvad det kan med en ordentlig kurspleje. Så god vind til Connie. Hun skal i den kommende tid have EUs 27 miljøministre med på at give kvotesystemet et tiltrængt boost.

Se tidligere blog-indlæg: Kina på vej med CO2-afgifter, Klimalovgivning vedtaget i Californien, Som at sætte de allerede radmagre på slankekur, Kvotesystem med børnesygdomme, Misbrug af CO2-kvotemidler? og Moderne afladshandel.

EU politicians back plan to withhold CO2 permits, (Reuters) The Guardian 29.02.2012.

Fiona Harvey: ‘Carbon floor price’ plans dealt a blow by MPs, The Guardian 26.01.2012.

Alexander Jung: The EU’s Emissions Trading System Isn’t Working, Der Spiegel 15.02.2012.

Damina Carrington: Europe must ban flawed carbon credits, 17.01.2012.

Damian Carrington: Europe’s top industrial firms have a cache of 240m pollution permits, The Guardian 19.06.2011.

 

Share