Forårstegn XII – sakura på Langelinje

10. april 2008

På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.

Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.

.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.

I foråret 2000 rejste jeg til det sydligste Kyushu, og mødte her de første udsprungne sakura 22. marts. I de følgende uger rejste jeg langsomt nordud og kunne på den måde til stadighed være omgivet af det rosahvide blomsterhav. Jeg ‘stod af’ sakura-bølgen midt på Honshu, men fra året inden vidste jeg, at kirsebærblomstringen først ville nå det nordlige Hokkaido omkring 20. maj. Hvor det sydlige Japan er subtropisk mildt, har man på Hokkaido sne halvdelen af året.

I Mainichi Daily News kunne man i går læse, at kirsebærblomstringen på grund af den globale opvarmning i løbet af de sidste 50 år er begyndt 4,2 dag tidligere på året – og at det i de største byer drejer sig om 6,1 dag tidligere, hvor det i mindre byer kun er 2,8 dage tidligere end for 50 år siden. Denne forskel skyldes de varmeøer, som opstår i de tætteste bydannelser. Samme tendens har kunnet iagttages for andre planter, for eksempel blomstrer den japanske blåregn i dag 3,6 dag tidligere end for 50 år siden og ginkgo-træet springer ud 3,6 dage tidligere.

Samtidig er sæsonen blevet længere i den anden ende, så ginkgo-træet får sin intenst gule farve 10,7 dage senere og momiji, de japanske ahorn, står i brand 15,6 dage senere end for 50 år siden. Så alt i alt er vækstsæsonen i løbet af de sidste 50 år blevet markant længere.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Cherry blossoms bloom earlier on average due to global warming, Mainichi Daily News 09.04.2008.

Kirsebærblomster på Langelinie, (pressemeddelelse) Københavns Kommune 08.05.2006.

Jacob Bro: Tag til japansk picnic på Kastellet, Politiken 24.04.2008.

 

Share