Indlæg tagged med 2ºC

COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget

25. november 2013

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO2 that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 22. november

22. november 2013

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO2 i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

Share

COP19: Slut med konventionelle kulkraftværker

18. november 2013

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

  1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
  2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
  3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
  4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
  5. Alternatives are available and affordable
  6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Share

IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5

12. november 2013

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Share

Indsats overfor HFC-gasser aftalt på G20 topmødet

11. september 2013

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO2. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO2. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

Share

Yasuní ITT opgivet

25. august 2013

14. august meddelte Ecuadors præsident Rafael Correa, at det enestående projekt, Yasuní-ITT, som blev forelagt i 2007, ville blive endeligt opgivet på grund af manglende opbakning fra verdenssamfundet, og at man nu ville gå i gang med at sælge koncessioner til udvinding af olie i området.

Med i tusindvis af dyre, fugle, plante- og insektarter er Yasuní-ITT måske det sted i verden, som har den højeste biodiversitet. Yderligere lever der stadig oprindelige indianerstammer i det mere end 9.000 km² store område, som endnu ikke har været i kontakt med den moderne civilisation. Så der er alle gode grunde til at bevare et enestående sted som dette og beskytte det mod civilisationens fremmarch.

Da Ecuador i 2007 fremlagde forslaget om, at man ville afstå fra at udvinde olien i området og bevare det som naturreservat mod en økonomisk kompensation, var det et spændende bud på en løsning på en situation, som vi kommer til at stå med igen og igen i de kommende årtier – ikke mindst efter at instanser som Verdensbanken og IEA har beregnet, at mellem to tredjedele og 80% af alle kendte forekomster af fossile brændstoffer skal forblive under jorden, hvis vi som verdenssamfundet vedtog i København i 2009 skal kunne holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm.

For næste trin i denne tankerække er uvilkårligt spørgsmålet om, hvilke kriterier som skal gælde for valget af hvilke af disse fossile depoter, som kan udnyttes, og hvilke som skal blive i jorden? Her ville det være oplagt indledende at sige, at kul og tar sand, som har det dårligste klimaregnskab, burde blive i jorden, og at olieudvinding i særligt følsomme egne som de arktiske, eller i biodiversitetsmæssige hotspots som Yasuní-ITT skulle fredes. Til gengæld måtte verdenssamfundet finde en form for kompensation, som gjorde det acceptabelt for dem som måtte lade kullene og olien blive liggende i undergrunden, og prisen måtte betales af dem som fik lov at grave olien op.

Måske om 10 år vi som del af en global klimaaftale har en sådan mekanisme, som formår at håndtere udledningsaspektet, men Ecuadors forsøg med Yasuní-ITT ser lige ud til nu at gå i vasken.

Ecuadors forslag til verdenssamfundet i 2007 indebar, at man over 13 år fik udbetalt 3,6 mia. $ – eller rundt regnet halvdelen af de forventede indtægter ved olien – mod at lade de 840 mio. tønder olie blive liggende under Yasunís urskov (og bevare urskoven som naturreservat). Men indtil i dag er der kun kommet tilsagn til under 10% af beløbet, og kun 13 mio. (~4%) af beløbet var blevet betalt. I konsekvens heraf har præsident Correa taget initiativ til, at den fond som var oprettet under FN for at styre projektet, bliver opløst, og at der kommer gang i udlodningen af tilladelser til olieudvinding i området.

Det har været anslået, at hvis olien blev liggende tilbage under Yasuní-ITT, så ville det sikre atmosfæren mod 407 mio. ton CO2-udledninger fra afbrændingen af den udvundne olie og 800 mio. ton CO2 fra undgået fældning af regnskov – eller rundt regnet udledninger svarende til de samlede danske udledninger i 20 år, så ud over omstillings- og biodiversitetspotentialet er det et massivt klimapotentiale i et projekt Yasuní-projektet.

Lige nu tegner Yasuní-ITT således til at blive en stor idé, som verdenssamfundet ikke nåede at tage imod i tide.

Læs mere »

Share

2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning

16. juli 2013

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »

Share

Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?

16. juni 2013

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO2-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »

Share

IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig

12. juni 2013

Dette indlæg er stadig kun under udarbejdelse …

En af de få ting, man lykkedes at blive enige om ved COP15 i København, var en målsætning om at søge at standse verdens udledninger af CO2 inden 450 ppm for at sikre, at den samlede globale temperaturstigning siden industrialiseringens start holdt sig under 2ºC. Men man nåede ikke i København bare nærmet sig, hvordan man ville nå dette mål. Og de frivillige indberetninger, som man aftalte i de følgende månderer at indberette, sikrede på ingen måde denne målsætning. Tværtimod tegnede det et billede af, at verdens lande slet ikke forstod deres ansvar i forhold til den samlede situation, for med de indrapporterede klimaindsatser viste The Climate Scoreboard, at vi i år 2100 ville have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 3,9ºC, hvor vi ved business as usual vil nå op på en gennemsnitlig global temperaturstigning på 4,9ºC i år 2100.

Billedet har ikke ændret sig meget siden da. Enkelte lande har styrket deres indsats, mens ganske mange andre lande har slækket på deres klimaindsats, og en række store udviklingslande har i mellemtiden fortsat på fuld kraft med at opføre nye kulkraftværker, så verdens udledninger er stadig stigende, og The Climate Scoreboard viser i dag 4,1ºC. Der er således lang vej til en klimaindsats, der som verdens lande er enedes om vil kunne holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC – for ikke at tale om de blot 1½ºC, som stadig flere lande og forskere mener, det er nødvendigt at stramme målsætningen til, hvis vi skal undgå mere alvorlige klimaforandringer med varige beskadigelser af de økosystemer, som er forudsætningen for ikke bare biodiversiteten, men vores egen eksistens.

Selvom det glippede i København, så kom der i FNs forhandlingsfoløb igen ansatser til en global klimaaftale ved COP18 i Durban, og ifølge “The Durban Platform” skal der foreligge en færdigforhandlet aftale i 2015 med effektuering fra 2020. Hvorfor de 5 års udsættelse, når først man er blevet enige om at gøre en global indsats, er en af verdenshistoriens store gåder, men det er den politiske virkelighed.

Verdens udledninger stiger stadig – i sidste måned nåede atmosfærens koncentration af CO2 for første gang i 6-800.000 år over 400 ppm (se blog-indlægget CO2-koncentrationen når 400 ppm) og den stiger lige nu med mere end 2 ppm pr år, så vi står med den nuværende stigningstakt til at ramme de 450 ppm inden for 20-25 år.

Hvis vi fortsætter som nu, vil vi ved den globale klimaaftales ikrafttræden i 2020 udlede omkring 56 gigaton CO2. Men hvis vi vil have en chance for at klare målsætningen om 450 ppm/2ºC, bør vi ifølge en ny rapport fra IEA, som blev fremlagt i forbindelse med klimaforhandlingerne i Bonn i disse dage, ikke være højere end 44 gigaton CO2.

Det internationale energiagentur IEA har da også de seneste år lavet en årlig rapport, hvor man søger at kortlægge dette ‘ambition gap’ og anviser måder, hvorpå det kan lukkes.

Læs mere »

Share

Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni

3. juni 2013

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO2-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO2-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

Share