Indlæg tagged med Durban

IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig

12. juni 2013

Dette indlæg er stadig kun under udarbejdelse …

En af de få ting, man lykkedes at blive enige om ved COP15 i København, var en målsætning om at søge at standse verdens udledninger af CO2 inden 450 ppm for at sikre, at den samlede globale temperaturstigning siden industrialiseringens start holdt sig under 2ºC. Men man nåede ikke i København bare nærmet sig, hvordan man ville nå dette mål. Og de frivillige indberetninger, som man aftalte i de følgende månderer at indberette, sikrede på ingen måde denne målsætning. Tværtimod tegnede det et billede af, at verdens lande slet ikke forstod deres ansvar i forhold til den samlede situation, for med de indrapporterede klimaindsatser viste The Climate Scoreboard, at vi i år 2100 ville have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 3,9ºC, hvor vi ved business as usual vil nå op på en gennemsnitlig global temperaturstigning på 4,9ºC i år 2100.

Billedet har ikke ændret sig meget siden da. Enkelte lande har styrket deres indsats, mens ganske mange andre lande har slækket på deres klimaindsats, og en række store udviklingslande har i mellemtiden fortsat på fuld kraft med at opføre nye kulkraftværker, så verdens udledninger er stadig stigende, og The Climate Scoreboard viser i dag 4,1ºC. Der er således lang vej til en klimaindsats, der som verdens lande er enedes om vil kunne holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC – for ikke at tale om de blot 1½ºC, som stadig flere lande og forskere mener, det er nødvendigt at stramme målsætningen til, hvis vi skal undgå mere alvorlige klimaforandringer med varige beskadigelser af de økosystemer, som er forudsætningen for ikke bare biodiversiteten, men vores egen eksistens.

Selvom det glippede i København, så kom der i FNs forhandlingsfoløb igen ansatser til en global klimaaftale ved COP18 i Durban, og ifølge “The Durban Platform” skal der foreligge en færdigforhandlet aftale i 2015 med effektuering fra 2020. Hvorfor de 5 års udsættelse, når først man er blevet enige om at gøre en global indsats, er en af verdenshistoriens store gåder, men det er den politiske virkelighed.

Verdens udledninger stiger stadig – i sidste måned nåede atmosfærens koncentration af CO2 for første gang i 6-800.000 år over 400 ppm (se blog-indlægget CO2-koncentrationen når 400 ppm) og den stiger lige nu med mere end 2 ppm pr år, så vi står med den nuværende stigningstakt til at ramme de 450 ppm inden for 20-25 år.

Hvis vi fortsætter som nu, vil vi ved den globale klimaaftales ikrafttræden i 2020 udlede omkring 56 gigaton CO2. Men hvis vi vil have en chance for at klare målsætningen om 450 ppm/2ºC, bør vi ifølge en ny rapport fra IEA, som blev fremlagt i forbindelse med klimaforhandlingerne i Bonn i disse dage, ikke være højere end 44 gigaton CO2.

Det internationale energiagentur IEA har da også de seneste år lavet en årlig rapport, hvor man søger at kortlægge dette ‘ambition gap’ og anviser måder, hvorpå det kan lukkes.

Læs mere »

Share

Republikanske afveje

14. januar 2012

George Monbiot sendte i dag via Twitter link rundt til en artikel af Mike Lofgren, som ifølge Monbiot “explains a host of mysteries, including the decline of rational problem-solving in America”.

Efter et langt livs sandsynligvis tavshedsbelagt arbejde som embedsmand i Det Hvide Hus system tager Lofgren bladet fra munden og giver sig lov til at fortælle. Det er ikke rar læsning, Både Republikanerne og Demokraterne er alvorligt i lommen på de store virksomheders særinteresser, systemet gør de to partier pilrådne, men de er ifølge Lofgren rådne på forskellig måde. Han karakteriserer direkte den republikanske oppositionsstrategi som “political terrorism” – og vi har måske efter seneste valg oplevet en snert af det samme herhjemme – hvor oppositionen fra at agere som en loyal opposition, som støtter op om de parlamentariske grundprincipper og spiller ind hvor muligt, ser sin rolle som tvivlssætter, som destruktiv. Selvom det vil få enorme omkostninger for den amerikanske økonomi og for amerikanernes tillid til den politiske ledelse, så er det blevet et mål i sig selv at udstille Obamas magtesløshed og sikre, at han ikke får lavet noget som helst fornuftigt.

Ifølge Lofgren har særligt det republikanske parti i de senere år udviklet sig mod det ekstreme:

It should have been evident to clear-eyed observers that the Republican Party is becoming less and less like a traditional political party in a representative democracy and becoming more like an apocalyptic cult, or one of the intensely ideological authoritarian parties of 20th century Europe. This trend has several implications, none of them pleasant.¹

A couple of years ago, a Republican committee staff director told me candidly (and proudly) what the method was to all this obstruction and disruption. Should Republicans succeed in obstructing the Senate from doing its job, it would further lower Congress’s generic favorability rating among the American people. By sabotaging the reputation of an institution of government, the party that is programmatically against government would come out the relative winner.¹

To små smagsprøver fra indledningen til en meget lang og tankevækkende artikel, hvor Lofgren påpeger det paradoksale og direkte skizofrene i, at et parti, som ser sig som systemets og konstitutionens vogter, agerer så destruktivt, at det meget vel kan føre til langtidsskader på den amerikanske befolknings tillid til den amerikanske konstitution og ledelse.

Videre i artiklen fokuserer Lofgren (som ikke er Obama-fan) mest på republikanerne under tre overskrifter: 1. The GOP cares solely and exclusively about its rich contributors, 2. They worship at the altar of Mars, og 3. Give me that old time religion.

Jeg vil ikke på dette sted gå videre ind på Lofgrens analyse, men blot pege på artiklens eksistens – søger i disse dage ikke at hvirvle Strøtanker for stærkt ind i den amerikanske valgkamp. Men omvendt er samtlige kandidater i det republikanske primærvalg er klimafornægtere. Vi står således i en situation, hvor det amerikanske valgcirkus kan føre til, at vi om et år har en præsident for verdens største økonomi, som er totalt afvisende overfor at gøre noget ved klima- og bæredygtighedsudfordringerne. At dette vil køre USA helt bagud som økonomiske stormagt er én ting, men hvis en Tea Party-styret præsident kommer i Det Hvide Hus, er det yderst vanskeligt at forestille sig gennemførelsen af en global klimaindsats, som den blev ridset op på det nyligt afsluttede klimatopmøde i Durban.

Mike Lofgren: Goodbye to All That: Reflections of a GOP Operative Who Left the Cult, Truthout 03.09.2011.¹

 

Share

Mens vi venter på den store klimaaftale

13. januar 2012

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO2-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO2-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO2-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Share

Kina på vej med CO2-afgifter

12. januar 2012

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO2 for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO2, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SOx. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO2-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

 

Share

Not my cup of tea

6. januar 2012


.
New Hampshire’s GOP Voters Speak Out About Climate Change, 5:32 min YouTube video.

Denne lille video søger forud for det amerikanske primærvalg i New Hampshire 10. januar at finde republikanere, som offentligt tør vedkende sig, at klimaforandringerne er virkelige – og er menneskeskabte. Men i skyggen af Tea Party-bevægelsens skingre højrepopulisme er samtlige kandidater, som i disse dage dyster om at blive republikanernes præsidentkandidat, blankt afvisende overfor klimaproblematikken. Går man blot et år eller to tilbage, havde politikere som Gingrich, Perry og Huntsman langt mere nuancerede synspunkter, når det gælder klimaproblematikken.

Kerry Emanuel, klimatolog fra MIT, præsenterer sig i videon som en af de få republikanere, som tør stå frem som “troende” på, at klimaforandringerne er virkelige og menneskeskabte. “Responsibility is a big Republican theme,” siger han: “Why should they not take responsibility for what we collectively are doing to the climate system?” Mod slutningen siger han: “It makes me feel to some extent disgusted with politics and to some degree shamed to be an American”.

Man kan håbe, at republikanerne med klimaspørgsmålet får sig malet op i et hjørne, hvor klimafornægtelsen (og fornægtelsen af videnskabeligheden) måske er nødvendig for at vinde primærvalgene, men omvendt er en tabersag til præsidentvalget. For køreplanen for den klimaaftale, man fik lavet i Durban for blot en måned siden, får meget svært ved at holde, hvis amerikanerne ender med at vælge en klimafornægter ind i Det Hvide Hus.

Videoen er lavet af ClimateDesk, et journalistisk samarbejde “dedicated to exploring the impact – human, environmental, economic, political – of a changing climate.”¹ Det amerikanske valgcirkus er i gang, og der er meget lang tid til afgørelsen 8. november.

www.climatedesk.org/about.¹

Suzanne Goldenberg: Climate scientist disowned by Newt Gingrich speaks out over book spat, The Guardian 06.01.2012.

Andrew Revkin: Still Searching for Republicans With Climate Concerns, New York Times 05.01.2012.

Lisa Hymes: Santorum vs. Romney: The climate is screwed either way, Grist 04.01.2012.

Share

Canadas klimasvigt

13. december 2011

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO2-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO2-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO2-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO2 ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO2, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO2 end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

Share

Durban tømmermænd – hvad kan man gøre for at lukke hullet?

12. december 2011

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO2-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO2-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Share

Durban-pakken – fantastisk og foruroligende utilstrækkelig

11. december 2011

 

Så lykkedes det – næsten overrumlende – at få en klimaaftale forhandlet på plads i Durban. Forventningerne kunne ellers ligge på et meget lille sted efter de første næsten to ugers endeløse ping-pong og positionsspil, hvor ingen rigtig syntes i stand til at flytte sig og få havde noget med hjemmefra at tilbyde. Men efter halvandet døgns overtid fik de centrale forhandlere samlet en pakke, som alle kunne vedkende sig, Durban-pakken.

Det er en rammeaftale med rigtig mange ting, som skal præciseres og udfoldes nærmere i de kommende års videre forhandlinger. Men der er tale om en køreplan for en stor aftale, som for første gang indbefatter alle lande, hvilket har vist sig at være næsten uoverkommelig at forhandle på plads uanset hvor nødvendigt, dette måtte forekomme.

Aftalens fulde ordlyd kan ses her: Establishment of an Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action (pdf).

På UNFCCCs hjemmeside unfccc.int er der links til samtlige vedtagne dokumenter.
.

Det gode ved aftalen er…

… at der overhovedet kom et resultat. Og endda et resultat, som kan revitalisere den politiske dimension. Den giver håb om, at FN som institution stadig har en rolle overfor at finde en fælles løsning på verdens fælles problemer.

Hvis det også i Durban var endt uden aftale,  havde det nærmest sat det internationale arbejde i ud af spillet. Det var vanskeligt at forestille sig, at processen kunne have holdt til yderligere en COP eller to uden nogen form for reelt gennembrud.

COP-forhandlingerne har været unødvendigt kompliceret af, at noget forhandledes under Kyoto-protokollen som kun omfattede nogle af verdens rigeste lande. I den køreplan, som indgår i Durban-pakken, er det helt centrale for forhandlinger frem mod en klimaaftale for alle verdens lande, som skal være færdigforhandlet i 2015 og effektueret senest i 2020.

Det må også ses som positivt, at Kyoto-aftalen bliver videreført i en anden fase efter 2012.

Det er også godt at se skelettet til en grøn klimafond, som fra 2020 skal omfatte mindst 100 mia. $ pr. år.

Hvor aftalen i København endte på 2° C, da er der i den nu foreliggende tekst lagt op til, at det efter næste hovedrapport fra IPCC (som forventes klar i 2013-14) skal revurderes, om målsætningen er nødt til at skærpes til 1½° C.

Det mindre gode ved aftalen er …

… at det alt sammen er ganske floffy. Og det er et åbent spørgsmål, hvor meget lande som Kina, Indien, Canada og USA reelt føler sig bundet af en aftale som denne?

Den aftalte tidsplan er simpelthen for langsom i forhold til klimasituationen. Selvom den globale klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015, så bliver der for flertallet af verdens CO2-udledere ikke tale om egentlige reduktionsmål før i 2020. Dette er i skinger modsætning til, at det på det seneste er blevet gjort klart, at CO2-udledningerne skal være faldende senest fra 2017, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2° C.

Læs mere »

Slutspillet i Durban III

11. december 2011

Nedenstående er noter lavet løbende under den sidste plenumsamling i Durban, som mere end et døgn forsinket skulle søge gennem en sidste kraftanstrengelse at nå til enighed om et resultat. Mødet ledes af Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde. Hun gør et fantastisk arbejde, og til forskel fra slutspillet i København er det tilsyneladende i Durban lykkedes at opretholde tilliden til ledelsen af COPen.

Plenumsamlingen og efterfølgende pressemøde forløber fra midnat til kl. 5 morgen dansk tid 11. december 2011. Durban er en time foran, så det har dernede været fra 1 morgen til 6 morgen. De centrale deltagere havde knapt været i seng i de sidste nætter for at forberede nye versioner af de centrale forhandlingstekster, så de fleste har kørt på yderste reservetank. Men det lykkedes at få en aftale igennem. Og den kommende tid vil vise, om den formår at skabe fælles retning i verdens klimaindsats.

Noterne fortjente en gennemskrivning, men nu lægger jeg dem ud efter en lang nat, hvor vi fik en klimaaftale: En Durban-pakke, som på den ene side gør, at UNFCCCs proces ikke bare er i live, men er revitaliseret – vi har fået en basis, som i løbet af nogle år vil komme til at omfatte samtlige verdens lande – og på den anden side er aldeles utilstrækkelig. Men selv det står i aftalens indledende afsnit. Så med Durban er verden på rette vej, men meeeeget langsomt. Mange vil sige alt for langsomt.
.

Mødelederen: (Maite Nkoana Mashabane) insisterer indledende på at nå et resultat.

EU: (Connie Hedegaard) Stort at være på vej til en legalt bindende aftale, må stramme ambitionerne. EU har været tålmodige.

Bolivia: Kan ikke acceptere tekst, nu for veg, skal strammes op, støtter op om 2018.

Schweiz: Nødvendigt med et legalt bindende instrument.

Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.

Grenada: (I.J. Karl Hood) Føler sig ligeså emotionel som Indien, men vil prøve at tale med restraint. Hvad er det vi er samlet for? Dybt problematisk, at ambitionsniveauet går den gale vej. Hvad skal vi sige, når vi kommer hjem? Dette er på ingen måde i overensstemmelse med videnskaben. Ingen tidslinje for reduktionerne, ingen størrelsesorden på reduktionerne.

“We cannot allow countries to continue on the track which has brought us to this place,” sagde Hood: “While they develop, we die in the process. Madam Chair, why should we accept this? Why?”

Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO2 et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne. 

Bangladesh: Sad moment. Spørger alle om at forfølge fredens vej, ikke ødelæggelsens vej. Vi behøver stærkt bindende værktøj, en stærk roadmap, der kan sikre vores videre skæbne. Vi behøver at fortsætte Kyoto i en anden fase. Peger på svagheder ved green funding, longtime financing. Teksten er blevet udvandet. Men vi må rejse os fra asken som Fugl Phønix. Alle lande må reducere, hvis vi vil redde jorden. OK til den samlede pakke.

Læs mere »

Share

Unge i Durban: Get it done!

10. december 2011


.
Stærke ord på COP17s sidste dag fra Anjali Appadurai, studerende fra College of the Atlantic in Maine, som havde ordet på det, som skulle have været klimakonferencens afsluttende session. Som ordstyreren efterfølgende siger, er det en stor skam, at hendes opsang, som blev givet på vegne af halvdelen af verdens befolkning (dens unge), først kom på konferencens sidste officielle dag.

APPADURAI: I speak for more than half the world’s population. We are the silent majority. You’ve given us a seat in this hall, but our interests are not on the table. What does it take to get a stake in this game? Lobbyists? Corporate influence? Money? You’ve been negotiating all my life. In that time, you’ve failed to meet pledges, you’ve missed targets, and you’ve broken promises. But you’ve heard this all before.

We’re in Africa, home to communities on the front line of climate change. The world’s poorest countries need funding for adaptation now. The Horn of Africa and those nearby in KwaMashu needed it yesterday. But as 2012 dawns, our Green Climate Fund remains empty. The International Energy Agency tells us we have five years until the window to avoid irreversible climate change closes. The science tells us that we have five years maximum. You’re saying, “Give us 10.”

The most stark betrayal of your generation’s responsibility to ours is that you call this “ambition.” Where is the courage in these rooms? Now is not the time for incremental action. In the long run, these will be seen as the defining moments of an era in which narrow self-interest prevailed over science, reason and common compassion.

There is real ambition in this room, but it’s been dismissed as radical, deemed not politically possible. Stand with Africa. Long-term thinking is not radical. What’s radical is to completely alter the planet’s climate, to betray the future of my generation, and to condemn millions to death by climate change. What’s radical is to write off the fact that change is within our reach. 2011 was the year in which the silent majority found their voice, the year when the bottom shook the top. 2011 was the year when the radical became reality.

Common, but differentiated, and historical responsibility are not up for debate. Respect the foundational principles of this convention. Respect the integral values of humanity. Respect the future of your descendants. Mandela said, “It always seems impossible, until it’s done.” So, distinguished delegates and governments around the world, governments of the developed world, deep cuts now. Get it done.

Anjali Appadurai, COP17, Durban 09.12.2011.

Share