COP19: Optegnelser for 20. november

20. november 2013

Allerede inden weekenden talte de afrikanske lande om at gøre det, men i dag skete det. Samtlige G77-lande plus Kina – i alt 132 lande og dermed to tredjedele af verdens lande – udvandrede fra klimaforhandlingerne i protest over de rige landes udmeldinger. Sådan hed det sig i hvert fald i mange nyhedsmedier først på onsdagen.

Det skete efter at både EU, Australien, USA og andre af de industrialiserede lande havde meldt ud, at spørgsmålet om loss and damage – hvordan man kunne kompensere for det basale forhold, at de fleste klimakatastrofer i dag sker i lande, som dels ikke har råd til at komme på fode igen (endsige råd til at beskytte sig mod, at det sker igen næste gang), dels ikke har noget ansvar for, at klimaforandringerne er opstået – at loss and damage-problematikken først kunne komme på tale at forhandle om efter aftalen i Paris var på plads. Oveni har flere og flere af de gamle industrialiserede lande som det naturligste meldt ud, at de ikke i den nuværende situation kan reducere deres udledninger, eller kan tage sig af at de stiger. Canada, Rusland, Australien, USA er stadig småjusteringer, og nu senest Japan. Så de fattige lande føler sig dybt provokerede. Selv EU, som ynder at se sig selv som klimaduks, kræver igen og igen ambition og konsekvens fra andre, men kan ikke finde ud af at stille sig selv en klimamålsætning for 2020, som er bare det mindste ambitiøs. Det ville koste så lidt at sætte den op til 30%. Ud over at det ville være det rigtige signal, som blot skulle være sendt for længst, så ville det rent faktisk være en håndstrækning til os selv, for ikke bare vores overlevelse på lang sigt, men vores økonomiske overlevelse på den korte og den mellemlange bane afhænger i høj grad af, at vi er ledende på klima- og miljøområdet.

Men her kl. 4 morgen flød bægeret over. Efter hvad der beskrives som mange timers konstruktive forhandlinger, forlangte Australien bare, at alt det, som var kommet frem til, blev sat i parentes (hvilket indikerer at man ikke accepterer det). Om det så var en udvandring, eller blot en nu er det nok for i nat er der lidt forskellige forklaringer på.

David Jolly skriver i New York Times det nok nærmeste, man kommer sandheden derom: “A Western diplomat who was at the talks said that it was an exaggeration to characterize the break in negotiations on Wednesday morning — which took place after 4 a.m., when delegates were exhausted from a long day — as “a walkout.” While the talks did end in discord, the diplomat said, speaking on the condition of anonymity, everyone agreed to leave together with expectations that talks would resume later.”

Efter tre timer blev mødet da også genoptaget, og det siges, at luften var blevet renset.

Connie Hedegaard sagde efterfølgende, at “The EU understands that the issue is incredibly important for developing countries. But they should be careful about … creating a new institution. This is not [what] this process needs.” Men visionen, som den blev fremlagt først fra Brasílien og siden som et fælles G77-forslag, er præcist, at der fremover skal være et tredje spor, hvor det ene tager sig af mitigation – indsatsen for at bringe koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren ned, så akkumuleringen af varme i det globale system bringes til ophør – det andet af adaptation – den klimatilpasning, som gør at vi kan trives også på de forandrede klimavilkår, at vores byer, skov- og landbrug stadig fungerer, og vores kyster ikke rendes over ende af kombinationen af stigende verdenshave og voldsommere storme – mens et nyt tredje ben skulle tage sig af loss and damage – finansieringen af oprydningen efter de stadig flere katastrofer, som opstår som konsekvens af den globale opvarmning.

Her foreslog Brasílien så, at man skulle lave en form for metrics, som klarlagde, hvor meget hvert land havde brugt af sit carbon budget, og – ikke så direkte sagt, men alligevel hermed – afgøre hvor stor en andel af de nuværende klimaforandringer, pågældende land havde. Brasílien foreslog her, at man bad IPCC om at lave denne nøgle.

Men her er frygten fra de lande, som først og fremmest arbejder på, at den store mitigation-aftale kommer på plads inden Paris med et ambitionsniveau, så 2ºC-målsætningen ikke glider os af hænde, at det at man skulle have et nyt tredje loss and damage-ben på banen inden Paris og at man skulle have IPCC, som i sin konsensusproces ikke kan siges ligefrem at være hurtig, til at etablere grundlaget for dette arbejde, før man kunne gå i gang, gjorde, at processen frem mod Paris ville blive endnu mere kompleks og at tidsplanen for Paris-aftalen ville kollapse.

Alene spørgsmålet, hvornår de rige lande skulle fremlægge de målsætninger, de regnede med at kunne bidrage med i Paris-aftalen, har denne gang krævet lange og besværlige (og endnu uløste) forhandlinger. EU ønsker dem fremlagt snarest, så de inden de bliver formaliseret i en aftale kan gennemløbe en review-proces, hvor man forhåbentligt kan anspore hinanden til at løfte ambitionsniveauet. USA har omvendt holdt på, at det tager tid og skal komme nærmest i sidste øjeblik – måske fordi det er politisk komfortabelt at vente til efter de amerikanske midtvejsvalg, men verden har nu ventet i så mange år på USA og den amerikanske klimafornægtelse fik løbet sit løgnagtige spind rystet af sig, at det simpelthen ikke kan udsætte mere.

Connie Hedegaard fik om planerne for en loss and damage-instans sagt meget direkte, at en instans, som automatisk betalte hver gang den var gal et eller andet sted i verden ikke holdt.

Hvis a er mitigation, b er adaptation og c er loss and damage, så vil c være dér hvor de mest umiddelbare behov opstår, og vi selv vil punge ud, i den udstrækning vi overhovedet har ressourcerne til det. For i den udstrækning vores (eget) tag er blæst af og vores (egen) kælder er fuld af vand, vil vi naturligt søge at råde bod på det, nytteværdien af en sådan investering er umiddelbart forståelig. Allerede med b er det vanskeligere, for det er sandsynligvis lidt dyrere at reparere taget og kælderen på en måde, så det ikke sker igen, særlig hvis det kræver en indsats i et større system end man umiddelbart har overblik over, og ofte vil det være merinvesteringer, som først kommer en uvis fremtid til gode. Og c – den egentlige klimaindsats – er den sværeste at finde midler til og skaffe forståelse for, så i situationen vil vi være tilbøjelige til at prioritere a højere end b, og b højere end c. Men det burde være omvendt, at vi prioriterede c over b og b over a. Og hvis vi fortsætter med at underprioritere den primære klimaindsats a, så vil udgifterne til adaptation og loss and damage, b og c, gradvist blive ubetaleligt store. Så vi er fanget i den situation, at vores opmærksomhed, og mediernes opmærksomhed på klimaudfordringen, i meget høj grad fokuserer på katastrofen og dens umiddelbare udbedring, mens den stort set overser det lange sejtræk med at få bragt vores udledninger af drivhusgasser i nul.

Det er ikke nogen anke overfor de udviklingslande, som udvandrede i dag, for deres vrede og frustration kogte lige præcis over af det faktum, at stadig flere af de industrialiserede lande dropper ud af Kyoto-aftalens anden del, løber fra en gang afgivne løfter og afviser at påtage sig det nødvendige ansvar for at nedbringe koncentrationen af drivhusgasser ved at prioritere c.

Det er måske højt spil fra udviklingslandene, men jeg må sige, at jeg så udmærket forstår, at de føler sig provokeret. For ikke bare går det sådan samlet set den helt gale vej med klimaindsatsen og klimaambitionen i de rigeste lande. De lande, som svigter, gør det efterhånden helt uden at udtrykke beklagelse derved, eller taler videre om deres fortræffeligheder og deres indstillethed på at arbejde for en stor og flot aftale i Paris, selvom de i praksis gør det stik modsatte. Og her op til COP19 har det åbenbart ligget en række lande på sinde at markere, at fortid var fortid, og at al tale om skyld og ansvar blot ville sætte forhandlingsresultatet i fare. Ikke mindst amerikanerne har været afvisende – måske fordi USAs dagligdag i så høj grad i forvejen er præget af juridiske stridsmål, og snart sagt en hvilken som helst betydende ny lovgivning bliver prøvet ved retten eller forsøgt omgjort ad rettens vej. Så for USA, som er verdens største udleder målt i historiske udledninger, vil det være en meget voldsom kamel at skulle sluge, hvis man blev gjort konkret ansvarlig for en væsentlig del af klimaforandringerne.

Det er ved disse konfrontationer, at hele vores forståelsesparadigme afklares. Og det at to tredjedele af verdens lande udvandrer fra forhandlingerne i protest er et meget klart signal til verdens  industrilande om, at selvom de på kort sigt lykkes med at gennemtvinge en aftale i Paris før de vil tale loss and damage, og selvom de nægter at udmåle i hvor høj grad de enkelte lande allerede har brugt deres andel af det samlede carbon budget (en udmåling af graden af ‘medskyldighed’ i det nuværende uføre), så forsvinder forståelsen af, at verdens rige lande er den primære årsag til klimaforandringerne og at det i den nuværende situation først og fremmest går ud over de fattigste lande, som har mindst medansvar for problemernes opståen, ikke bare. Det er sådan, og det, som er sket, kan ikke laves om.

Her har Connie Hedegaard format til at sige ja, det er de gamle rige lande, som har langt den største andel i det nuværende uføre. Men samtidig søger hun at kalde til samling om den aftale om en klimaaftale inden 2015, som blev aftalt i Doha, og som stadig er meget skrøbelig i sit fundament, for i det mindste at få etableret den første samlede aftale om en globale mitigation-indsats. Hvis den drukner i kompensationsaftaler og loss and damage-problematikker, så risikerer den meget let aldrig nogensinde at blive til noget.

Dana Nutticelli har i dag en artikel i The Guardian, hvor han på baggrund af den lidt uafklarede diskussion efter Haiyan stiller sig spørgsmålet, Will extreme weather like super typhoon Haiyan become the new norm? Og selvom der på IPCC-sprog bliver taget en lang række sproglige forbehold, som afspejler, at man ikke er helt så 100% sikker som med andre årsagssammenhænge, så er det klart, at fænomener som taifuner bliver både voldsommere og flere af klimaforandringerne, så ligesom det sidste år blev skåret igennem med det amerikanske vejr, at selvom man ikke præcist kan tilskrive nogen bestemt enkelt vejrhændelse klimaforandringer – der har været voldsomme taifuner også før vi begyndte at afbrænde fossile brændsler – så kan man med stor rimelighed tale om en sammenhæng – at klimaforandringerne øger taifunernes voldsomhed. Lingvisten George Lakoff brugte på Huffington Post begrebet systemic causation om orkanen Sandy.

“Systemic causation is familiar,” skriver Lakoff: “Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.” Se blog-indlæggene The concept of systemic causation og Terningerne er kastet).

På den led kommer vi i de kommende år til at ændre vores forståelse af og sprogbrug i forhold til en række af de fænomener og problemer, vi står overfor. Den luftforurening, som det står stadig mere klart, er dødbringende i mange urbane sammenhænge (og som er et andet kronisk problem ved den udstrakte brug af fossile brændstoffer), medfører ikke en særlig partikelsyge, som man kan få en særlig medicin for. Nej, den går ind og giver flere hjerte-kar-dødsfald, flere kræfttilfælde, flere astma- og bronkitis-tilfælde, flere sygedage og en helt masse andre fænomener, som vi kendte til i forvejen og derfor har svært ved at sætte i direkte årsagsforbindelse. Luftforureningen fra den fossile afbrænding er systemisk årsag til en skræmmende vifte af problemer. Og det ser ud til, at når Kina begynder nu at sætte stopper for udbygningen af kulkraft, så er det ikke under indtryk af klimaudfordringen. For man fastholder hårdnakket sin ret til at gennemløbe samme udvikling som forud industrilandene har gjort (og gentage alle dens udviklingsfejl)problematikken. Nej det er fordi den hjemlige kinesiske utilfredshed med den indimellem ekstreme luftforurening, som klipper mere end 5 år af nordkinesernes gennemsnitslevealder, efterhånden er så massiv, at det sætter alvorligt spørgsmålstegn ved den kinesiske kurs.

En anden ganske dramatisk udvikling i dag var, at Polen lavede en større regeringsrokade, hvor den polske miljøminister Marcin Korolec, som er præsident for COP19, er sat på porten og bliver erstattet af den tidligere finansminister Maciej Grabowski, sandsynligvis fordi Grabowski vil presse på for at få gang i udvindingen af polsk skifergas, mens Korolec har været tilbageholdende med at tage hul på også den energikilde og de mange problemer, der følger dermed. Korolec får dog lov til at fortsætte ugen ud som præsident for COP19.

Ved en EU pressekonference i dag gjorde Connie Hedegaard det med tydelig adresse til Japan og Australien, som lige nu synes i færd med at løbe fra alle tilsagn om klimaindsats, klart, at backtracking var fuldstændig uacceptabelt. Ved disse forhandlinger var man nødt til at fastholde at et løfte var et løfte, og et tilsagn et tilsagn. Håber at lande som USA, Rusland, Canada og i disse dage ikke mindst Australien og Japan hører godt efter. For når verdens ulande reagerer som de gør i dag, så er det i høj grad på grund af den ansvarsløshed og arrogance overfor situationen, som disse lande udviser.

Skal man finde noget positivt ved dagen (ud over at jeg tror der kommer noget godt ud af nattens protestudvandring), så er det nok, at den engelske energimister Ed Davey i dag lovede, at England ikke ville lægge flere statspenge i nye kulkraftværker – ikke bare på hjemmebane, men støtte generelt til udbygning af kulkraftværker verden rundt. Det var, sagde han, direkte absurd at fortsætte med dette og underminere bestræbelserne på at vende klimaudviklingen.

Samtidig gav England, Norge og USA tilsagn om 280 mio. $ til bevarelse af verdens skove inden for projektramme: BioCarbon Fund Initiative for Sustainable Forest Landscapes for at styrke REDD+arbejdet. Heraf kommer 125 mio. $ fra England, 135 mio. $ fra Norge, og 25 mio. $ fra USA. Dog er der ikke tale om nye penge, men om midler, som allerede én gang er bevilget.

Verdensbanken skriver om projektet, at: “The new Initiative for Sustainable Forest Landscapes seeks to scale up land-management practices across large landscapes, including improved livestock management, climate-smart agriculture, and sustainable forest management, with a focus on protecting forests and greening and securing supply chains.”

Det er et godt eksempel på en meget spændende udvikling, som er i gang, hvor man ser på integrerede tilgange, som på én gang rummer mitigation og adaptation og bæredygtige udviklingsmuligheder. I weekenden var der en større konference derom, hvor jeg langsomt er ved at arbejde mig gennem materialet. Har også et blog-indlæg på vej derom, men det bliver nok først på den anden side af COP19.

Dagens bedste forslag er i virkeligheden fra i mandags, hvor Joan Russow i Peace, Earth & Justice News bringer artiklen COP 19: Reallocate at least 50% of Global Military Budget to help Address Urgency of Climate Change. Figuren herunder stammer derfra.

Når vi ikke gør mere ved klimaudfordringen end vi gør, bliver der igen og igen henvist til økonomiske årsager. Men vi er rent faktisk i en situation, hvor verden som helhed har en relativt stabil magtbalance, og et gigantisk militær som langt hen ad vejen er overflødigt og i mange tilfælde direkte skadeligt. Samtidig må vi erkende, at alverdens forsvar ikke er i stand til at forsvare os overfor nutidens og fremtidens største trussel, klimaforandringerne. Hvis vi derfor, som Joan Russov plæderer for, allokerede halvdelen af vores nuværende militærbudgetter til en klimaindsats (for mig kunne det endnu bedre være 80%), så ville vi med et slag have det som skulle til at iværksætte en ambitiøs, global klimaindsats.

Forud for COP15 i København lavede en gruppe økonomer et scenario for, hvad det ville kræve og koste at nå tilbage til 350 ppm dels inden år 2100, dels inden år 2200 – hvilket er en langt mere vidtgående klimamålsætning end noget, som i dag er på bordet. De kom frem til, at det ville koste i størrelsesordenen 1-3% af verdens bruttonationalprodukt. Samtidig udgør verdens samlede militærbudgetter omkring 2½% af verdens samlede bruttonationalprodukt – se blog-indlægget Prisen for 350 ppm.

En sådan indsats skal ikke holdes op imod udgiftsfrihed, hvis vi undlader at handle. Tværtimod vil vi, hvis ikke der snarest bliver iværksat en ganske radikal klimaindsats, stå i den situation at klimaforandringerne ikke bare hæmmer vækstmulighederne, men koster adskillige procent af verdens bruttonationalprodukt. Så selvom det kræver nogle ganske vanskelige beslutninger, så er det inden for bare få årtier en rigtig god forretning, og på 100 eller 200 år sigt ikke bare et spørgsmål om økonomiske procenter, men om det er muligt overhovedet at opretholde de livsvilkår, som har næret og båret den menneskelige udvikling frem til i dag.

Dagens Fossil blev uddelt ikke bare til Australien for sin blanke afvisning af nogen form for ansvarlighed overfor klimaforandringsgenererede katastrofer – og dermed overfor hele det loss and damage-projekt, som man endelig var kommet i gang med at forhandle om – som fik 133 lande til at udvandre.

Men samtidig følte Climate Action Network sig foranlediget til også at uddele en Dagens Fossil til en stribe andre lande, Indien, Saudi-Arabien, Pakistan, Malaysia og Kina for deres forslag om at slette den eneste tilbageværende reference til equity.

Agus Sari tweetede kl. 1 midnat: “It’s 1 am #Warsaw time. The negotiation on #REDD+ #Finance decision has not gone even halfway yet. #Climate #COP19.”

Saño tweetede kl. 3 nat: “Standing strong on 11th day of fasting. Another all-nighter here in Warsaw. #COP19warsaw #FastingForTheClimate”. Så han holder gang is sin faste på ellevte døgn og forhandlingerne trækker igen ud til langt ud på natten.

Se IISDs Earth Negotiations Bulletin for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.11., 18.11., 19.11., 20.11. og 21.11. og 22.-23.11. for et mere teknisk præget resume af forhandlingerne i de mange spor (pdf).

Se COP19 optegnelser her på Strøtanker for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.-17.11., 18.11., 19.11., 20.11., 21.11., 22.11. og 23.11.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

  video 20.11.

5th meeting of the COP, 5th meeting of the CMP, Joint High-level Segment, UNFCCC webcast 20.11.2013.

High-level Ministerial Dialogue on Climate Finance (part 2), UNFCCC webcast 20.11.2013.

4th meeting of the COP, 4th meeting of the CMP, Joint High-level Segment, UNFCCC webcast 20.11.2013.

High-level Ministerial Dialogue on Climate Finance (part 1), UNFCCC webcast 20.11.2013.

UNFCCC Media Workshop: Updates on the New Market Mechanism (NMM), Framework for Various Approaches (FVA) and Non Market Approaches (NMA), (media training) UNFCCC webcast 20.11.2013.

COP Presidency, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

UNFCCC Momentum for Change, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Brazil, India, China and South Africa, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

US Climate Action Network: US NGOs discuss the current UN climate negotiations, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Bangladesh, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Japan, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Bolivia, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Friends of the Earth International: COP19 Set To Fail – Who Is To Blame? (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Pan African Climate Justice Alliance (PAJCA), ‘Expectations on African Ministers For the High Level Segment’, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

European Union, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

USA, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

India, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Climate Analytics: Climate Action Tracker, (pressekonference) UNFCCC webcast 20.11.2013.

Rachel Hunter on clean cooking in Darfur, 4:58 min. RTCC video 20.11.2013.

J. Timmons Roberts on why the US is cautious at the talks , 6:49 min. RTCC video 20.11.2013.

Tokyo students undermined by government inaction, 4:08 min. RTCC video 20.11.2013.

Charles Ian McNeill (UNDP) talks about REDD, 5:47 min. RTCC video 20.11.2013.

He JianKun on China’s energy comsumption, 17:20 min. RTCC video 20.11.2013.

Melchior Wathelet on the important voice of Europe, 9:05 min. RTCC video 20.11.2013.

Pasang Dolma Sherpa on relationship between forests and Nepalese indigenous people, 5:35 min. RTCC video 20.11.2013.

Svend Søyland (Bellona) on super pollutants, 4:41 min. RTCC video 20.11.2013.

Hoda Baraka (350.org) explains why civil society walked out on talks, 7:01 min. RTCC video 20.11.2013.

As Poor Countries Walk Out of Climate Talks, Venezuela Calls on Industrial Nations to Take Action, (video) Democracy Now 20.11.2013.

“Finance Climate Action, Not Fossil Fuel Subsidies”: Activists Blast Priorities of Biggest Polluters, (video) Democracy Now 20.11.2013.

After Global Failure to Cut Emissions, Will Poor Nations Get Help to Deal With Climate Change? (video) Democracy Now 20.11.2013.

Filipina Climate Chief: “It Feels Like We Are Negotiating on Who Is To Live and Who Is To Die”, (video) Democracy Now 20.11.2013.

  artikler 20.11.

John Vidal: Poor countries walk out of UN climate talks as compensation row rumbles on, The Guardian 20.11.2013.

Karl Mathiesen: Climate talks: Should rich countries pay for damage caused by global warming? (open discussion) The Guardian 20.11.2013.

John Vidal: Cost of climate change adaptation could destabilise African countries, UN warns, The Guardian 20.11.2013.

Lisa Friedman: Walkout by developing nations ramps up tension at Warsaw talks, E&E Publishing 20.11.2013.

Sophie Yeo: Developing nations blame Australia for loss and damage talks ‘walkout’, RTCC 20.11.2013.

As Poor Countries Walk Out of Climate Talks, Venezuela Calls on Industrial Nations to Take Action, (m. video) Democracy Now 20.11.2013.

David Jolly: Developing Nations Stage Protest at Climate Talks, New York Times 20.11.2013.

Nicholas Stern & Christiana Figueres: An international deal on climate change is within our reach, The Guardian 20.11.2013.

Sophi Yeo: Divide between rich and poor at UN climate talks as wide as ever, RTCC 20.11.2013.

Jeremy Fleming: European apathy spells end for corporate social responsibility rules, The Guardian 20.11.2013.

Chris Mooney: US Ranks 43rd in the World on Climate Policy (and Canada is Even Worse), Mother Jones 20.11.2013.

Kelly Rigg: ‘Momentum for Change’ Is Building for Climate Solutions, Huffington Post 20.11.2013.

Jesse Riseborough & Thomas Biesheuvel: Coal Seen as New Tobacco Sparking Investor Backlash: Commodities, Bloomberg 20.11.2013.

Fiona Harvey & John Vidal: UK: no new funding for coal-fired power stations abroad, The Guardian 20.11.2013.

Nina Chestney: Rich-poor divide deepens over climate aid as need grows, Reuters 20.11.2013.

BioCarbon Fund Launches $280 million Initiative for Sustainable Forest Landscapes, The World Bank 20.11.2013

New US$280 million Initiative for Sustainable Forest Landscapes announced by top REDD+ donor nations, WWF 20.11.2013.

Norway, UK and USA come together to pledge approximately $280 million to sustain the world’s forests, UK Gov 20.11.2013.

Fiona Harvey & John Vidal: $280m forests initiative launched at UN climate talks in Warsaw, The Guardian 20.11.2013.

Stian Reklev: Norway, UK, U.S. allocate $280 million to stop deforestation, Reuters 20.11.2013.

Jean Chemnick: Rich Nations Agree to Fund Forest Protection for Climate, Scientific American 20.11.2013.

Alex Morales: Unilever Joins Norway, U.K., U.S. in $280 Million Forest Plan, Bloomberg 20.11.2013.

Suzanne Goldenberg: Just 90 companies caused two-thirds of man-made global warming emissions, The Guardian 20.11.2013.

Alex Morales: Fossil-Fuel Subsidies Outstrip Climate Aid Fivefold, Bloomberg 20.11.2013.

Monica Araya: Governments can say no to fossil fuels, RTCC 20.11.2013.

Krishnee Appadoo: Will Africa Always Be The Underdogs? The Verb 20.11.2013.

Reed Landberg: China, India Push Rich Countries to Move First on Climate Change, Bloomberg 20.11.2013.

Cecilia Schubert: ‘Climate-warrior’ urges collective action for farmers now, CGIAR 20.11.2013.

Minda Berbeco: Smoke Gets in Your Eyes, Science League of America 20.11.2013.

“Finance Climate Action, Not Fossil Fuel Subsidies”: Activists Blast Priorities of Biggest Polluters, Democracy Now 20.11.2013.

Amy Goodman: Leaked Memo Reveals US Plan to Oppose Helping Poor Nations Adapt to Climate Change, TruthOut 20.11.2013.

Leehi Yona: What Does it Mean to be Canadian at the UNFCCC? The Adopt A Negotiator Project 20.11.2013.

Amy Goodman: Corporate Lobbyists Flood Warsaw Climate Talks, TruthDig 20.11.2013.

Dana Nutticelli: Will extreme weather like super typhoon Haiyan become the new norm? The Guardian 20.11.2013.

Giles Parkinson: Abbott’s climate mantra sends delegates loopy in Warsaw, REnew Economy 20.11.2013.

Justin Guay: Falling Like Dominoes: Support For Coal From the UK Comes To An End, Compass 20.11.2013.

Katie Valentine: Italian Island Hit By ‘Apocalyptic’ Storm As 17 Inches Of Rain Fall In 90 Minutes, Climate Progress 20.11.2013.

Formand for FN’s klimamøde i Polen fyret, (Ritzau) Infromation 20.11.2013.

Gareth Philips: Message to Regulators: Emissions Trading Schemes Can Do Wonders Provided They Have a Strong and Rising Forward Price Curve, Syndicatum 20.11.2013.

Jon Williams: Jon Williams, and Jonathan Grant of PwC’s sustainability and climate change on the reign of king coal in Warsaw, PriceWaterhouseCooper 20.11.2013.

Assaad Razzouk: Why we should kill the Green Climate Fund, Syndicatum 20.11.2013.

Florence Kuali: Vanuatu takes frontline in gender and climate change negotiations, Islands Business 20.11.2013.

Nitin Sethi: India defends fire wall between rich and poor countries, The Hindu 20.11.2013.

Isaiah Esipisu: Africa’s strategy at the climate talks needs a rethink, Reuters 20.11.2013.

FSM fighting to lower greenhouse gas emissions under Montreal Protocol, (SPREP) Islands Business 20.11.2013.

UN links private, public partnerships to jointly create climate change solutions, (UN, SPREP) Islands Business 20.11.2013.

Nanette Woonton: Pacific Women in Climate Change – Meet Luisa Tuiafitu Malolo from Tonga, (SPREP) Islands Business 20.11.2013.

Agenda 350 – klima- og bæredygtighedsnyheder for 20.11.

 

Share