Indlæg tagged med Sydafrika

Biodiversitet II – Næsehornskrigen

25. august 2012

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

Share

The Road to Durban

21. november 2011

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag - eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan - battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda - the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa - where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

Share

Nedtælling til COP17

30. oktober 2011

Verdens store CO2-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang - at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO2-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

Share